Bye bye sunday
Allerede inden jeg åbnede øjnene, kunne jeg høre de insisterende dryp i skakten. Jeg vidste godt, at det var en regnvejrsdag, som ventede.
Fulgte mor i lufthavnen og sagde tak for denne gang. Vi har haft den skønneste weekend, og vejret har artet sig langt bedre end meteorologerne havde turdet forudse. Men når man er så meget sammen, på lidt plads, over længere tid og der er så meget godt humør at dele, venter melankolien som regel på den anden side. Og vil have en lille bid af kagen.
Da vi havde kysset farvel i sikkerhedskontrollen, stoppede jeg headsettet i ørerne. Mens jeg ventede på, hun gik igennem metaldetektoren og vendte sig om for at vinke en sidste gang, fandt jeg soundtracket til en eftermiddag med søndagsmelankoli. Bakkerne omkring Barcelona lå indhyllet i tung regntåge, og jeg kunne se frem til en togtur alene og en frivillig gåtur i de snusregnstomme gader.
Jeg skal huske mig selv på, at melankolien ikke er en dårlig ting. Den er en del af mit sind. Jaja, den kan godt være i vejen, hvis den dukker op uanmeldt og uinviteret. Jeg kan godt gøre nar af den, når jeg ikke kan mærke den – sommetider slet ikke huske, hvordan den føles. Jeg kan i sjældne øjeblikke bilde mig ind, at det bare er efterdønninger fra en enormt følsom teenage-tid med digte og ingen-forstår-mig-blikket.
Men det er den ikke. Melankoli er ikke et levn. Det er en facet. Ligesom jeg er optimist, pessimist, realist, dagdrømmer, praktisk, et fjols, empatisk og egoistisk, så er jeg også melankoliker. Og det skal der også være plads til.
Så det er jeg i dag i regnen.
https://www.youtube.com/watch?v=D0Pv-UkoRC4
