Arven 2

– Og så kommer der en pause med ‘They don’t really care about us’, hvor vi allesammen kan klappe i takt og synge med, sagde jeg. Om den play liste, jeg var ved at lave til lørdagens fest.

– Tror du ikke, du skal slappe lidt af med planlægning og bare lade festen være fest, spurgte min ven.

Men helt ærligt, hvad er der galt med at tænke sin play liste igennem? At sikre sig en downer for hver fjerde dansesang, så folk ikke skal vælge imellem at sætte sig ned eller danse videre, når de i virkeligheden ikke kan mere? Jeg tænker jo bare på alle. Synes jeg selv.

– Hvem fanden har haft OCD på vores opslagstavle?, spurgte Cil om en anden gang. Og altså… Jeg havde jo bare sådan lige… arrangeret deres magneter ik’?

Det så forfærdeligt ud. Gjorde det jo for deres egen skyld. Hver farve for sig. Pæne rækker. You know the drill.

Men da min ven satte spørgsmålstegn ved min minutiøse planlægning af weekendens fest, blev jeg lidt stødt.

For jeg er jo sådan en loose go with the flow-type ikke? Jeg er ikke sådan en der obsesser. Med mindre du bruger metal-redskaber på min teflonpande. Eller drysser salt på min mad, før du har smagt på den. Eller, eller, eller.

Hvor kommer det fra?, tænkte jeg. Har jeg altid været sådan?

Men så kom jeg til at tænke på min fars hjørne af køkkenbordet. Med cigaretter, e-væske, huskeliste og brille-etui linet op på snorlige række. INGEN piller ved det hjørne. Heller ikke selvom man laver mad og mangler plads.

Hver aften inden han går i seng, arrangerer han tingene, så de ligger perfekt næste morgen.

Hej fremtid.

Og sangen? Vi nåede slet ikke at høre den.

Følg, like og del: