Arven 1

Nogle af de gaver, mine forældre har efterladt i min genetiske pulje, er så småt begyndt at gå op for mig.

Fra den biologiske arv har visse ting altid været åbenlyse. Som mit far-grin, som vi fik talt om, da jeg havde været til Specialklassen for første gang. Altså det der med at grine på indåndingen. Hydr, hydr. På skrift ligner det lidt Fedtmules grin, men det er bare længere tilbage i halsen. Som når du hiver lidt efter vejret. Svært at forklare. Men ikke særlig feminint. Slet ikke.

Andre ting han har efterladt i min DNA gennem det miljø, jeg er opvokset i, tænker jeg anderledes alvorligt over. Det der med, at hvis en af dine forældre drikker, så har du 50 procent risiko for selv at ende i et misbrug eller i et forhold med en misbruger. Så må man lige spidse øjne og ører, når kæresten begynder at afsløre sider af sig selv, som man ikke havde været opmærksom på. Ikke den Sunde og Raske nej. Ham her. Det er også den viden, der gør det næsten umuligt for mig at åbne en flaske vin og tage et glas uden selskab. Hvis den Sunde og Raske siger nej tak en tirsdag aften, bliver proppen siddende i. For jeg skal i hvert fald IKKE være sådan en, der drikker alene. For tit.

Hvad min mor her efterladt i min miljø-arv er nok også vanen med, at hvis noget skal gøres ordentligt, skal jeg gøre det selv. Utålmodigheden. Jeg beder dig ikke om at gå ned med skraldet, for så selv at lade dig vælge, hvornår. Nej, hvis jeg beder dig om noget, ligger der altid implicit i min spørgsmål en forventning om, at du gør det NU.

Men hun har også efterladt mig masser af empati og gode råd. Gudskelov er det dog far, I take after, når det kommer til at parallel-parkere og finde rundt efter kort.

Men her i sidste weekend, til morfars 79 års fødselsdag, fik jeg en forsmag på, hvad fremtiden byder på at genetiske herligheder, som jeg ikke kan slippe for.

Det skete da mor, mormor og moster sad på rad og række og skraldgrinede. Og her snakker jeg ikke om måden deres rynker falder ens på. Fuck rynker. Dem får vi alle. Og heller ikke deres øjne, som er blevet lysere med alderen, indtil mormors i dag er helt himmelblå. Jamen det er de altså.

Men det var slet ikke det, jeg hængte mig i denne formiddag.

Jeg konstaterede blot, at kvinderne i min familie mister halsen i fyrreårsalderen. Derefter er der dobbelthage hele vejen.

Fuck.

Følg, like og del:
20

Previous

Vinder af Morans Feminisme kick start set

Next

Arven 2

1 Comment

  1. Åh shit. Men måske du på forunderlig vis går fri? 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)