Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:
Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.
Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.
Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?
I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.
Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.
Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.
Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.
