Anbefaling: Lady Gaga issa mood
En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.
Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.
Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.
Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.
I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.
Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.
For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:
Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.
Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.
Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.
Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.
Du kender Million Reasons:
Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.
Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!
Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer
Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:
Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.
Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet.
Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.
