Agurketid

I dag har jeg støvsuget. Tørret støv af. Ryddet op og sat på plads og vasket tøj. Gider du høre om det? For jeg gider ikke.

Til gengæld gik der en fyr forbi vinduet tidligere. Som ringede til sin mor, for at fortælle at han havde fået 12. Ja, i hvad aner jeg ikke. Jeg er i sagens natur også ligeglad. Men jeg blev sååå glad. Fordi han stammede.

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at stamme. Det kan godt være det ikke slår mål med kræft eller hæmorider, men det sidder altid uden på tøjet. Det er det navn du præsenterer dig selv med. Det folk kender dig for. Så bliver man ‘ham der stammer’. Jeg siger ikke at det er skønt at være kendt som ‘hende den lidt store’ (Som folk siger i stedet for ‘tyk’, fordi de naturligvis ikke kalder deres venner for tykke).

Men altså. Jeg dalrede engang rundt i Odense centrum alene, søndag morgen. Det er faktisk en helt anden historie om, at jeg var blevet efterladt af nogle venner (der så ikke var venner herefter alligevel), og havde drukket mine taxapenge op.

Så altså, her gik jeg døddrukken og småhikkede, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 8, så jeg kunne tillade mig at ringe og vække min mor. Oppe for enden af Søndergade lå der engang et busstoppested. Her sad jeg og hvilede mig. (Der var en bænk, og det ligger lige ved siden af en 7/11, hvor jeg havde købt en fransk hotter med ketchup. Man har vel stil.)

To mænd kom gående imod mig i jakkesæt. Jeg siger mænd, for de var helt klart over 30, og derfor dødgamle! De var absolut ikke appelsinfri, og jeg undrede mig lidt over, hvilket slipsedyrsted, der havde åbent så længe. Mændene stoppede ved busstoppestedet, samtidig med en af morgenens første busser trillede hen og holdt ind.

Jeg rystede bare på hovedet, for jeg skulle ikke til Fraugde, men de to mænd steg helt ind i bussen for at spørge, ‘hwor dæn herr buss mon scka hen?’.
Og så var det, at buschaufføren stammede. Meget. Og derfor ikke havde så nemt ved at sige Fraugde.

Og de her to voksne mænd, der havde puttet gele i håret, og taget slips på for at imponere damerne, og som havde hilst pænt på mig minuttet forinden, lå fuldstændig flade af grin over buschaufførens stammen. Det var så vanvittigt at se.

‘F-f-f-rrraugde siger du?’, ‘Hv-hv-hv-hv-hv-hvaaad siger du?’. De drillede ham, som børn i folkeskolen driller hinanden. Det var barnligt og ondt.

Og nok var jeg stiv, og egentlig ville jeg hellere sove, men jeg rejste mig resolut, lagde hotdoggen i tasken (fortrød jeg senere), og fortalte de to slipsefjolser, hvad de bestod af.

Jeg fortalte dem hvor ualmindelige små pikkemænd de måtte have, for at have behov for at gøre sådan noget. Hvor ærgeligt det var, at andre mennesker skulle belemres med deres iltforbrug, når det var tydeligt for enhver, at en videomaskine havde flere nyttige funktioner end de to tilsammen.
Sluttede af med at meddele dem, at hvis de ikke steg ud af bussen LIIIGE NU og lod ham køre, så ville jeg sparke dem så hårdt i røven, at de kunne smage lort i fjorten dage.

De steg ud. Tror egentlig de var ret ligeglade med mig. Chaufføren kørte sin vej. Og jeg ved ikke, hvad han syntes var værst. Idioterne der skulle mobbe ham, som om han gik i 4. klasse igen, eller idioten der skulle lege helt, som om en voksen mand i fast arbejde ikke godt selv ved, hvordan han skal håndtere fulde stoddere, der synes at det er sjovt, når han stammer?

Hvoromalting er, så har jeg en eller anden sygelig sympati for folk, der stammer. Måske fordi jeg selv snakker som et vandfald, og virkelig ville føle mig handicappet, hvis det blev taget fra mig. Jeg øver mig altid på IKKE at færdiggøre sætningerne for en stammer, hvis jeg havner i en samtale med en sådan. Men tit kommer jeg til det. Det er jeg egentlig lidt flov over. Men alle der får 12 er seje. Jeg håber inderst inde, at knægte fik det til en mundlig prøve…

Følg, like og del: