12 lektier, januar 2016
I januar lærte jeg, at det måske ikke var meningen, at vores tid hver for sig skulle udmunde sig i, at vi fandt sammen igen. Kærester var vi stadig, men i den måned jeg nu havde henslæbt på min venindes gæsteværelse, var de første store snakke – de lovende samtaler, hvor jeg pludselig kunne genkende hans sjæl – forsvundet igen.
Tilbage var taknemmeligheden over at være nået en alder, hvor ens veninder har købt lejligheder med et gæsteværelse. Det er fandme voksent.
Tilbage var en tiltagende, ikke længere særligt snigende fornemmelse af, at det her førte ingen steder hen.
Tilbage var et fuldstændigt sammenbrud over en aftale, som blev flyttet på dagen. Jeg fik sms’en i fitnesscenteret om, at han var på kundebesøg og ikke kunne nå tilbage til vores aftalte tid, og benene eksede under mig og jeg vraltede ned fra what ever the fuck for en maskine, jeg stod på, og jeg satte mig på min cykel og mine ben rystede under mig, mens jeg prøvede at træde lortet i gang i tredjegear og store, fede afslørende tårer begyndte at strømme varmt ned ad kinderne på mig, mens en bitter smag af tilbageholdt hulk svulmede op bagerst i mit svælg og jeg sank og jeg sank, og jeg sank hele vejen hjem til Rikkes lejlighed.
Da jeg smækkede døren bag mig faldt jeg omkuld op ad den, med hånden stadig krampagtigt lukket om håndtaget. Alle de grimme hulk kom ud. Den grimme gråd. Den fuldstændigt ustyrlige gråd. Gråden der godt ved, at skibet ikke bare er sejlet, men faktisk er i Bogotá efterhånden. Gestussen var lille. Den var at vælge mig fra, give sen besked og gøre det på et kritisk tidspunkt, hvor jeg fandme var flyttet ud for at råbe ham op. For at få nærvær og blive prioriteret.
Da han lidt efter skrev, at besøget var slut og han godt kunne nå vores aftale alligevel, var det hele lidt lige meget. Noget i mig var bristet. Det gjorde ingen forskel, om han kom eller ej. Måske kunne han godt mærke det. Det blev i hvert fald vigtigt for ham at komme og understrege, hvor dum hele situationen var, når han nu alligevel havde tid til mig. Jeg kan ikke huske noget fra den aften sammen.
