12 lektier, februar 2016
I februar lærte jeg, at det dælme ikke skal hedde sig.
Var det forbi? Ja. Havde vi sagt det højt? Nej. Jeg købte ham en skjorte, som kostede mere, end jeg nogensinde ville give for tøj til mig selv, til hans fødselsdag, og tænkte fandme i ramme alvor, at nu kunne vi lige få hans og min fødselsdag overstået, og så kunne vi se på det. Så jeg ikke kom med dårlig stemning oven i vores fødselsdage. For det ville jo være helt horribelt.
Midt imellem, at han fyldte år og jeg fyldte år, cyklede jeg hjem til ham på en hverdagsaften, satte mig i den røde sofa, jeg havde købt, da jeg flyttede hjemmefra for 10 år siden, sænkede skuldrene men løftede blikket og sagde til ham ”jeg tror, det var det”. Han sagde mig ikke imod. Så græd jeg lidt. Det gjorde han ikke. Vi havde da kæmpet. Fem år havde vi jo været sammen. Så det skal ikke hedde sig, at man bare pakker sine ting og skrider.
Nej, det skal da ikke hedde sig.
Jeg kørte tilbage til min fremlejede lejlighed. Tårerne løb igen, men det var mørkt så who cares? Jeg ringede til Nanna og røg cigaretter ude på gaden i stedet for at gå op i den lejlighed, jeg nu skulle bo i i fem måneder uden nogen intention om at flytte tilbage til ham, når tiden var gået.
