The Killers møder Trix

Forsanger Brandon Flowers, pressebillede fra Universal Music.

Jeg er træt af at være for træt til at have noget godt at skrive. For jeg er kun for træt, fordi der sker så mange vilde og fede ting på arbejde – og dermed så lidt i privatlivet. Så fra nu af, kommer i med på arbejde, hvis det er værd at skrive hjem om – som for eksempel tirsdag i Oslo. Med The Killers.

Ja, klart. Jeg tog self kun ét skide billede under hele koncerten. Hvorfor? Fordi jeg var hensat i ekstase. Det var uden tvivl en koncert, jeg kommer til at huske resten af livet.

Brandon Flowers, som var så træt tidligere på dagen – da jeg snakkede med ham, var så meget i hopla, at end ikke hans bukser (der var så stramme, at der ikke har været nogen blodgennemstrømning), kunne afholde ham fra at flirte med hvert eneste hunkønsvæsen blandt de 1250 fremmødte fans. Hell – han har nok også flirtet med et par fyre i forbifarten. (Og hvor det klæder ham ikke at have noget skæg).

Jeg var der, de var der. Jeg fik 10 minutter – det er ikke meget, når det skal blive til to artikler. Og slet ikke, når vi skal nå at snakke lidt til bloggen også. Men det lykkes.

For jeg deler et hjertebarn med de fire dræbere i The Killers. Nemlig Dire Straits sangen “Romeo and Juliet“, som The Killers har genindspillet – ikke lavet deres egen udgave af, nej men simpelthen lavet et cover på den.

Dén sang, fik vi os en snak om – eksklusivt til bloggen.

Trix: I har ikke lavet mange cover-versioner, hvorfor valgte i denne?

Flowers: Fordi den var så smuk. Mange mennesker mener ikke, at det er værd at spille en sang, hvis man bare gør det på samme måde, men det synes jeg, er lidt kynisk. Vi ville bare gerne spille den som den var, fordi den allerede var fantastisk. Der var ikke brug for, at vi ændrede på noget.

Ronnie Vannucci Jr. (trommeslager med galgenhumor): Det skønne ved at spille den sang i samme version er, at vi pustede lidt liv i den. Vi bragte den til et meget yngre publikum, som måske aldrig havde kendt den, hvis vi ikke tog den op.

Flowers: Jeg kendte den kun kort tid, før vi indspillede den selv. Hvis jeg skulle ønske noget for vores musik, så var det at lave én sang, som er så smuk, at nogen gider spille den nøjagtigt som os, når vi ikke spiller mere.

Efter koncerten skrev jeg denne reportage/hyggesnakhistorie – og der kommer også et link til min sidste artikel, når albummet kommer på gaden den 17.

Kender du slet ikke The Killers eller deres musik, foreslår jeg, at du starter med

Mr. Brightside.

When you were young

Eller Smile like you mean it

Jeg er glad for, jeg ikke skal give stjerner – for jeg er alt for partisk i denne sag. Det svarer til at bede en deprimeret, kærlighedshungrende teenager give en upartisk vurdering af Twilight-bøgerne.

Flere billeder fra Universal Music:

Frontmand Brandon Flowers og Ronnie Vannucci Jr. bag trommerne

Følg, like og del:
20

Previous

On duty

Next

Kål på 1000 måder

1 Comment

  1. Shm

    Wow!
    Det er altså ret sejt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)