Disse “komplimenter” er ikke komplimenter, og tykke kvinder gider ikke høre dem

Jeg var sikkert ikke den eneste, som kunne genkende scenarioet, da Miriam takkede nej til komplimenter der samtidig nedgør andre. De hører til den slags ytringer, som spiller folk ud mod hinanden og får os til at sammenligne, hvor mennesker vitterligt ikke bør sammenlignes. Ligesom det imo ikke er fedt at præsentere sig selv som en “der ikke er som de fleste mænd/kvinder”.

News flash honey – gu er du så, og det er vi alle sammen. Du kan godt have nogle hobbies og tanker, som du føler adskiller dig fra gennemsnittet – men hvorfor er det egentlig så skidt at være som de andre piger? Og hvor forskellige kan vi i sidste ende være?

Når du siger “jeg er ikke som de fleste piger”, er det eneste jeg hører: “Jeg har set hvordan samfundet behandler kvinder, og jeg vil gerne behandles bedre end det.”

Tænk at den eneste måde vi umiddelbart kan se det ske på er ved at dissociere os selv fra de overordnede fællestræk ved langt de fleste kvinder? Fedt. Tak venner. Den indgroede frygt ved at stå ved karaktertræk, der kan fordømmes som feminine startede for mig allerede, da jeg før teenage-årene erklærede, at jeg hadede lyserød. Jeg kan afsløre, at jeg ingenlunde hader lyserød. Men farven var så entydigt en “pigefarve” i midthalvfemserne, at det virkede som et safe bet at fjerne sig fra den. Fandme aldrig mere.

Nå, men som så mange gange før, var det slet ikke det, denne tekst skulle handle om. Lad mig i stedet – i anledning af al den indignation jeg følte, da jeg læste Miriams indlæg – præsentere et lille udpluk af de komplimenter, jeg har fået gennem tiden, der ganske enkelt ikke er komplimenter:

“Ikke noget at holde i, ikke noget at bolle i.” Firstly my not so good sir, så skal du ikke bolle en kvinde i mavedellerne, og secondly er mit fedt ikke til bedømmelse for den mandlige seksualitet. Det er min krop, og den har ikke kun værdi i kraft af, at du godt gider have sex med den! Sit down!

“Du har egentlig meget pæne ben.” Kommer dette som en overraskelse, fordi resten af mig er så infamt stort, at du bliver overrasket over at kunne skelne mine knæled i alt fedtet?

“Du har et kønt ansigt. For en stor pige.” Behøver jeg uddybe her?

“Du er meget mere smidig, end jeg havde regnet med.” Går vi rundt og bedømmer hvor smidige vi tror, folk vil være på afstand? Eller kunne vi bare formulere sætningen “Du er godt nok smidig!”, og i øvrigt begrænse den til yogalokalet og occasionally min sanglærer?

“Jeg elsker piger med lidt ekstra på sidebenene.” Gu gør du ej. Du kan tænde på det. Du kan finde et æstetisk tiltalende. Du kan ikke elske en kropsform. Vi elsker mennesker. OG dyr, jaja. Men vi elsker ikke kroppen. Kroppen er en del af den helhed, vi kan føle kærlighed til. Men hvis du tror, at du elsker noget, fordi det er pænt, så ser du på et kunstværk og ikke et menneske. Ergo ser du et objekt og ikke et subjekt.

“Du er egentlig ret fast i det”, udtalt i et omklædningsrum hvor said veninde så mig uden tøj på for første gang. Sig mig, hvad er det, at tynde mennesker forestiller sig, vi gemmer under tøjet? At jeg er en vandmand eller Cthulhu, som udelukkende holdes sammen i menneskeform at vita wrap og tøj?

“Du er lige min type. Jeg er også sådan lidt fed i det, så jeg passer nok bedre sammen med dig end din veninde.” Just. I can’t even.

“Du er så modig”. Det er en mavebluse, det er ikke fordi jeg tegner cirkler i sandet og risikerer at blive dræbt af kirken. Det er bare en mavebluse med en blød mave indenunder.

“Har du ikke tabt dig?” Det lortekompliment har vi talt om før. Og jeg er glad for at kunne oplyse, at det er flere år siden, nogen af mine venner har forsøgt at sige noget pænt til mig på den måde. I dag siger de andre ting, og ja – nogle gange handler de om min røv, og når det kommer fra en god ven, er det helt i orden.

“Du spiser egentlig ikke så meget (underforstået: For en tyk pige).”

Get the picture? Hvis du mentalt afslutter et kompliment med “, for en XXX”, er det ikke længere et kompliment. Jeg er ikke køn for en tyk pige, du kaster ikke godt af at være en pige og du er ikke god til at tale om dine følelser af en mand at være. Niet, nein. Et kompliment skal slutte i et udråbstegn uden en bisætning. Du er pæn! Du kaster godt! Du er god til at tale om dine følelser!

Lad os huske det, og øve os på det. Hvad er de dummeste fake-komplimenter I har fået? Del gerne i kommentarfeltet.

Why we write

*Advarsel: Dette er en dybt lommefilosofisk tekst uden konklusion og uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det*

Olga Ravn fik mit hoved til at brænde lidt sammen i går.

Hvad og hvem skriver jeg for?, spurgte hun, der med De Ansatte skrev en af mine yndlingsromaner sidste år. Celestine fra hendes hånd kan jeg også kun give mine varmeste anbefalinger.

Hvad er vigtigst?, spurgte hun på Instagram. “At jeg under skriften, i mig selv, ser og afdækker en løgn? Eller at værket, når det står færdigt, afdækker løgne for læseren?”.

Hun nåede frem til sidstnævnte, mens jeg hæftede mig så meget ved spørgsmålene, at jeg gik i stå ved førstnævnte.

For hendes ord rejste også spørgsmålet om, hvad det er, vi skriver, når vi forsøger at skrælle lag af den løgn, samfundet har fodret os gennem hele livet og se hvad der ligger bag – og vise læseren, hvad der ligger bag.

For selv om jeg skræller et lag, viser jer, hvad jeg har fundet og føler mig klogere og tættere på min egen sandhed, så sidder jeg måske stadig fast.

“Men hvordan kan jeg vide, hvad der er mig, og hvad der er løgnen man har madet mig med i 30 år?”

Shit. Jeg ved det ikke. Når vi nærmer os hinanden. Når vi sætter ord på systemiske problematikker, løsriver os fra stigmatisering, vanens magt og andres overbevisning, løsriver vi os så til frihed eller til næste ring af Dantes Inferno? Et nyt sted i samfundets trummerum, hvor vi igen pacificeres i den trygge vished om, at NU har vi gennemskuet det hele?

Følges vores aktivisme af netop den passivitet, som omgivelserne bare venter på, at vi når frem til, så vi igen er sat i skak og igen ikke råber op og gør os besværlige? Bryder vi ud til nye erkendelser eller til den næste fastlagte flise på en sti, andre har styret os hen imod?

Jeg ved det ikke. Og nu er jeg i en småeksistentiel krise over det.

For mig er det at skrive en langsom proces, hvor jeg skraber lag på lag af skrald af min bevidsthed. For at nå ind til det, der er min inderste kerne, renset for de tanker, meninger og påvirkninger, der er blevet mig givet af verden omkring mig.

Men jeg har det en smule som Shrek. For hvert lag skabet af omgivelserne jeg skraber af, åbenbarer sig et nyt, som jeg igen ikke kan påstå er mig og mit inderste. For der ligger altid en ny påvirkning.

Socialkonstruktivistisk er det en utopi at tro, at jeg nogensinde kan grave dybt nok til at finde og lære min egen kerne at kende. For jeg erkender og anerkender, at min virkelighed er skabt og skal forstås som en social konstruktion.

Mennesker dør, hvis vi ikke har andre mennesker. Vores hjerner udvikler sig ganske enkelt ikke, hvis vi ikke er en del af vores flok. Men flokken skaber ikke kun, den skæmmer og smitter også. Og i tilfælde hvor man afviger fra sociale normer, lærer vi gennem sprog og andres erkendelse af verden, hvordan vi skal opfatte verden og os selv i den.

Jeg er kvinde og tyk. Det sender mig flere trin ned ad stigen af “hvor lidt du kan være påvirket negativt af samfundets fortælling om dig”. Andre kan forlænge listen med deres egne træk.

Vores virkelighed er en social konstruktion, og gennem sproget har vi fået rammer og evner og muligheder for at forstå den verden. Men med denne skabelse af den virkelighed, vi alle abonnerer på, kan jeg så gøre mig forhåbninger om nogensinde med min bevidsthed at dykker ud under de lag, der er lagt over mig?

Er det her sandheden? At vi bliver ved med at spejle os og tale og tænke og grave kun for aldrig nogensinde at slippe fri af, hvordan samfundet har stigmatiseret og rammesat vores selvforståelse – fordi vi ikke er uden samfund?

Jeg ved det ikke. Men shit altså. Og klokken er kun 10.

På nogle områder minder jeg lidt for meget om Dory, og det koster retning og fremdrift.

Noget af det bedste ved mig, er min evne til at begejstres. Over næsten alt. Jeg kan blive ægte glad, opløftet, rasende og ked af det over de oplevelser, som mine mennesker går rundt og har. Empati er en gave, men det betyder også nogle gange, at jeg har 100 procent af mine sensorer rettet mod omverdenen i stedet for mig selv.

Begejstring gør, at jeg er god at undervise, nem at samarbejde med og at jeg hele tiden ser muligheder og får idéer. Men nogle gange – viser det sig – får jeg for mange idéer.

Ærlig talt blev jeg eddersur og faktisk også ret ked af det, da min kæreste i sidste uge beskyldte mig for at sælge ud. For at give afkald på alt det, jeg havde sagt, jeg gerne ville, fordi et nyt element i et nyt fag på mit studie havde vist sig at være endog meget interessant og noget, jeg oplevede at have naturligt flair for. På rekordtid var idéer til undervisning, planer og workshops dukket op i mit hovedet. Inspireret af en kursusholder et par uger forinden så jeg en forretningsmodel for mig, hvor jeg med min teoretiske indsigt og personlige gennemslagskraft kunne skabe en virksomhed, der ville hjælpe en bred vifte af små og mellemstore startups med at sætte ord på deres kerneværdier og brande sig bedre.

Det var uhyre interessant at dykke ned i.

“Hvad så med alt det, du ville før?”, spurgte han skeptisk.

Og jeg blev så sur og såret over, at han ikke kunne se, at jeg havde fået en NYERE idé. En BEDRE idé. (Og lad os være ærlige: En nemmere idé end den fluffy fremtidsdrøm, jeg ellers går rundt med og forsøger at tegne konturerne af).

Jeg vil stadig fastholde, at det kunne være sagt på en pænere måde (I have big feelings). Men da støvet lagde sig. Da vi havde kørt i ring i de samme argumenter en 5-6 gange og weekenden bag fredag eftermiddag pludselig ikke virkede så tillokkende mere, fordi vi nu reelt var uvenner, begyndte det lige så stille at dæmre for mig, hvad han mente.

For der er ting, som jeg er god til. Mange ting. Og nogle gange begår jeg den fejl at tænke så lave tanker om mig selv og min udvikling, at jeg tiltrækkes af de ting, som jeg er god til – og hvor jeg kan se, at jeg nemt kan gøre indhug.

Men jeg skal ikke gøre, alt jeg er god til. Det har jeg slet ikke tid til – for jeg kan så meget. Og jeg interesserer mig for så mange ting.

Da jeg startede på studiet skrev jeg et manifest for, hvad jeg gerne ville opnå med yderligere uddannelse og min fremtid. Og det manifest kan sagtens ændre sig. Det kan udvikles. Jeg kan blive klogere og lære nyt. Men lige dér var jeg i gang med at fjerne mig fra min grunddrøm, fordi jeg havde fundet noget, det var nemmere at komme i gang med, noget hvor jeg kunne excellere qua min personlighed mere end min faglighed og et område, der virker umætteligt. 

Så forretningsidéen var egentlig god nok. Det var den. Den er bare ikke min drøm.

Jeg skulle mindes om, hvad min drøm var. Og i en lille halv time, syntes jeg ikke engang, at det var min drøm mere. Men som vi talte os til rette, viste det sig, at jeg fjernede mig fra min drøm, fordi den er svær. Fordi jeg stadig ikke ved, hvor jeg vil tage fat. Fordi den vil koste penge at stable på benene. Fordi den kan fejle og koste mig… Tid og penge. Og selvtilliden for en stund.

Men den kan faktisk ikke rykke ved mit selvværd. Men planerne om at lave noget andet og nemmere dukker i høj grad op, fordi jeg nogle gange stadig lider af lavt selvværd med dertil hørende høj selvtillid. (Jeg er nok ikke god nok til at få det jeg virkelig drømmer om, men se så HER hvor hårdt jeg kan arbejde for noget, hvor jeg ikke har personlige drømme på spil).

Så trods det, at jeg er et kaosmenneske, som stadig ikke helt formår faste opvågnings- og sengetider, spisetider, spisemønstre, træningsdage eller har en struktur uden for mine arbejdsopgaver, så forsøger jeg i disse dage at asfaltere lidt i mit indre.

Det er ikke en given vej, og den er stadig omgivet af tonsvis af små stier, der mest ligner noget, rådyr træder til, når der ikke er mennesker i nærheden. De mange stier giver mig kreativitet, input og idéer. Noget af det kan jeg bruge til at komme frem og lære mere. Men jeg kan ikke blive ved med bare at dreje mentalt af, hver gang en ny sti manifesterer sig. Det er ikke sådan, jeg opnår fremskridt. Det er sådan, jeg kan afspore mig selv, så jeg ikke skal stå til ansvar for, at det er pissesvært at lægge asfalt på ens egen sti uden guide og præcedens at følge.

Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at være som Dory og blive distraheret og glemme alt det, der var vigtigt for mig, hver gang det lykkes noget nyt at begejstre mig. Det er jeg ikke tjent med i længden.

Det er svært og det falder mig unaturligt og jeg har en lille indre stemme, som siger “Hvorfor går du ikke den nemme vej?” og “Hvad er der i vejen med at opdage nye og spændende ting?”. Og jeg lytter til den, men jeg vil øve mig på ikke at dreje af mere.

Måske er det rigtigt, hvad de siger? 

Hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg har tårnhøje ambitioner

Der er en gang for længe siden sket et skred. Det er dumt og fjollet, men sket er altså sket, og det har naglet sig så godt fast i de fleste af vores hjerner, at det på en eller anden måde virker uambitiøst at indrømme, at man ikke lægger 110 procent af sin energi på jobbet. Det vil jeg godt afsløre lige her, at det gør jeg ikke.

Jeg er ambitiøs. Meget. Men for mit liv.

De 100 procent kræfter, jeg har at give, skal ikke kun ligge i mit arbejde. Mine ambitioner går meget længere end det – faktisk tror jeg på, at jeg ved at være ambitiøs for hele min tilværelse, for min kost, min søvn, mine samtaler og venner, min krop og mit parforhold OG mit job kan nå meget længere arbejdsmæssigt og arbejdsglædemæssigt, end de stakler, der giver 80 procent af deres kræfter til jobbet og ikke forstår, hvorfor det ikke føles bedre, når de nu har så meget succes.

Det er på tide, at vi tager et opgør med opfattelsen af ambitioner. De er altså ikke kontoret forundt. At være ambitiøs er at have et stærkt, vedholdende ønske om at opnå noget, som er attraktivt. Ofte er det også svært tilgængeligt, og derfor kommer det heller ikke af sig selv, hvis man IKKE er ambitiøs.

Og det passer jo. Det gode parforhold, den gode nattesøvn, den lækre aftensmad eller den stærke psyke og krop kommer ikke bare luskende af sig selv. De er der ikke bare lige pludselig. Der skal en langvarig indsats til for at gøre disse ting til en del tilværelsen og ikke en fjern drøm, man ikke har skyggen af idé om, hvordan man vil opnå.

Det er også ting, der forsvinder igen, hvis du holder op med at passe på dem, når du har opnået dem. Lige så hurtigt, som du kan få trænet ryggen til ikke altid at gøre ondt, lige så hurtigt vender smerterne tilbage, når du stopper. Uanset hvor gode I er til at tale sammen i dit forhold eller med dine venner, så ryger trivslen, hvis I stopper med det igen.

Det er fint at ville sit job. Det vil jeg også. Jeg kan ikke lide tanken om at havne i et af de der job, hvor man tæller minutterne, til man kan komme hjem igen. Men du behøver ikke altid elske dit job (eller noget andet for den sags skyld), og du behøver især ikke give det alle dine kræfter.

Det – synes jeg – er uambitiøst på dit livs vegne. Bare at hoppe på karrierevognen, som er det nemmeste i verden at vise til omverdenen på et CV. “Se hvor flot jeg har klaret det”, lyser det ud af den skinnende Mercedes eller hjørnekontoret, mens ingen kan se, at din kærlighed derhjemme hænger i en tynd tråd, børnene ikke kan huske dit ansigt og din diskusprolaps kun gøre næææsten lige så ondt som dit mavesår.

Smører jeg tykt på? Ja.

Tager jeg fejl? Nej.

Succes handler ikke om dit job. Det handler om dit liv. Jeg arbejder benhårdt for mit, og jeg vil gerne støtte dig i dit. Derfor er vi også nødt til at lægge nogle dårlige vaner på hylden, når vi taler med hinanden. For vi er utålelige flokdyr og vi kan bare ikke holde op med at sammenligne os med andre. Eller sammenligne ikkesammenlignelige fliger af vores liv med hinanden. Men vi kan sammenligne bedre ting end løn og jobtitel. Vi kan inspirere til at dele både godt og skidt. Og vi kan italesætte ambitioner langt bedre, end vi gør nu.

Derfor har jeg en udfordring til dig:

  • Næste gang du bliver præsenteret for et nyt menneske, måske til en fest, så se, hvor lang tid I kan tale sammen uden at komme ind på job og karriere. (Spørg til deres familieliv, til deres hobbies, til deres forhold til værten, livretter, yndlingsfilm, værdier – alt andet end job. Og brug disse svar til at indplacere mennesket i din hjernes system af ‘hvem der er noget værd’.)
  • Hold op med at sige/gøre/ytre over 100 procent med mindre der er tale om tal. Mennesker har 100 procent at give. Vi har ikke 110 procent, og jeg kaster lidt op i munden på mig selv, når jeg læser jobopslag der beder om 110 procent dedikation, eller at du ‘er klar til at gå den ekstra mil’. Gu’ er jeg ej. Jeg er parat til at gøre, hvad jeg kan og hvad der skal til for at løse opgaven. Hvis din opgave kræver mere af mig, end det er menneskeligt muligt, vil jeg foreslå, at vi gå to sammen og giver 55 procent hver. Nå.
  • Sæt ord på, at du er ambitiøs for hele dit liv og ikke kun dit job. Når jeg gør det møder jeg to reaktioner:
    • Dem der sidder håbløst fast i præstationskulturen og som tolker mit udsagn cirka sådan her: “Det går ikke så godt med min karriere, så jeg er nødt til at få det til at lyde som om, jeg går op i andre ting.”
    • Dem der først ser forvirrede ud og så får en åbenbaring, når det går op for dem, at jo – de har også ambitioner andre steder end på arbejdsmarkedet. De har bare ikke tænkt sådan på det før.
  • Sæt ord på dine ambitioner. Det kan godt være lidt frelst eller lyde henad nytårsforsætter, men hvis du ikke har et sprog for, hvad du gerne vil med dit liv, hvordan ved du så, om du bevæger dig i den rigtig retning eller står stille et rart sted?

Jeg er ambitiøs for min trivsel. Mange år har jeg ikke kunnet finde ud af at spise morgenmad på et fast tidspunkt, gå i seng eller stå op. Men når jeg dyrker nogle rammer, bliver mange ting nemmere for mig. Så det går jeg op i, også selv om det betyder, at jeg ofte møder sent på job, fordi jeg skulle igennem mit ritual derhjemme.

Jeg er ambitiøs for min selvudvikling og øver mig på at sætte ord på, når jeg gerne vil noget. Når jeg ikke vil noget. Når jeg har et behov og når jeg godt ved, at mit behov ikke er andres ansvar, men jeg alligevel ønsker, at de vil rumme mig og opfylde det.

Jeg har ambitioner om at lave ting med min familie. Jeg drager til udlandet med min Mor, tager på eventyr med min nevø og teknologinørder med min far. Jeg forsøger at finde noget at tale eller dyrke med hver enkelt, så vi ikke kun har noget at lave sammen i en større flok.

Du har 100 procent. 100 procent tid, kræfter og ambitioner. Der dukker ikke flere kræfter eller ambitioner op, hvis du lægger dem alle et enkelt sted. Du kan arbejde hårdere, løbe hurtigere, MUS’e dig herfra og til Pommeren – det bliver du ikke grænseløs af.

At respektere dine begrænsninger er et godt sted at starte på at prioritere dine kræfter bedre. Og det betyder ikke, at du ikke må knokle på med en stor opgave, forsvinde ind i eksamenslæsningens tåger, hengive dig til nyforelskelsen eller dit moderskab. Du må alt det. Jeg tror bare, du får det bedre med det, hvis du så ikke tror, at du skal alt det andet ved siden af. Hvis du skaber et sprog for din menneskelige kapacitet og respekterer den – ikke kun på jobbet men i hele dit liv.




Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

  1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid
  2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.

 

Hvorfor jeg meldte mig ud af fitness lige inden jul, og jeg synes, du skal gøre det samme.

Ej, det mener jeg faktisk ikke. Hvis du vildt godt kan lide dit træningscenter, så synes jeg, du skal blive der og elske det og kramme det og komme afsted en masse.

Jeg har selv været glad for min træning i lange perioder af mit liv. Rigtig glad. Men der er fire ting, der har gjort, at jeg nu er trådt væk – og jeg ved ikke, om jeg kommer igen. Og hvis jeg gør, så hvornår.

  1. Jeg vil lave noget, jeg har drømt om længe, og som ikke kommer til at ske, hvis jeg ikke selv sørger for det.
  2. Jeg vil hellige tid til min fritidsaktivitet og ikke altid placere den i ‘når der er tid og overskuds’-kategorien. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over ikke at komme afsted til træning i travle perioder.
  3. Jeg vil noget sammen med andre mennesker, og træning i fitnesscenter er i høj grad endt med at være noget, jeg gør alene. Blandt andet fordi, jeg ikke afser faste tidspunkter til det.
  4. Jeg vil gerne investere i at lave noget, jeg virkelig har lyst til, i stedet for at beholde et træningsabonnement, fordi det er billigt.

Jeg vil hellere noget andet. Jeg har altid elsket at svømme. At surfe og ro og alt andet, der har noget med vand at gøre.

Men som voksen er det som om, jeg er holdt op med at gå op i, hvad jeg virkelig gerne vil, så længe det jeg gør, kan sættes ind på plus-kontoen som noget godt, jeg har gjort for min krop.

Og det er træning jo. Godt for kroppen. Og jeg er god til meget af det, særligt de tunge løft. Men jeg har været alene med det uden at nyde det i udpræget grad rigtigt længe. Jeg har elsket det, og engang imellem også haft gode perioder med træningsvenner, hvor vi begge har udviklet os og haft det rart med træningen. Men jeg har efterhånden svært ved at finde et niveau, hvor jeg får det mentale og fysiske udbytte af træningen. Det er irriterende for mig og min krop og heller ikke fair over for mine venner, som jeg tager ned og træner med uden at comitte mig fuldt til faste dage og rutiner.

For et par måneder siden fortalte min veninde, at hun havde meldt sig ud. Hun gad ikke den dårlige samvittighed over de penge, der hver måned flyver ud af kontoen, uden hun kom afsted. Det kan jeg godt forstå, og det tror jeg, virkelig mange kan genkende. I snakken kom vi også til at tale om, at hun savnede at ride. Som barn og ung var hun en hestepige, og mest af alt savnede hun, den fornemmelse samværet med en hest havde givet hende.

“Kom afsted! Kom i gang med at ride igen! Lige NU!”, nærmest råbte jeg over aftensmaden. Og det gjorde hun. Nu rider hun hver mandag, og hun er så lykkelig for det og sender mig billeder som det her hele tiden:

Og nu er det min tur til at komme afsted. For fitness-medlemskabet var blevet det, jeg gjorde, fordi det var nemmere og mere bekvemt end at gøre det, jeg virkelig gerne vil.

De ligger overalt, prisen er lav, du kan træne, når det passer dig.

Men helt ærligt, hvad blev der af, at jeg gik til svømning hver tirsdag og torsdag? (Senere mandag, onsdag, fredag). Det med at gå til noget faste dage gik jeg væk fra. Jeg lever et voksenliv, der ofte er sjusket og ustruktureret, og jeg spiser aldrig aftensmad på samme tid to dage i træk, og jeg har heller ikke nogen fast morgen-rutine. Faktisk er jeg rigtig dårlig til gentagelighed, og den skræmmer mig også lidt.

Men nu skal det være slut. Så i 2019 vil jeg investere pengene i noget mere end fitness. Jeg vil møde et sted samme dag og tid hver uge og hellige mig at have en fritidsaktivitet, som ikke skal ‘presses’ ind, når jeg ikke har noget bedre at foretage mig eller som altid er det første, der ryger, når jeg får travlt.

Jeg vil ro i kajak. Et sted tæt på Kalvebod Brygge. Så kom med dine anbefalinger til gode vandsportsklubber centralt i København, som er åbne for nye medlemmer. Mine søde venner på Twitter har allerede foreslået flere steder, men jeg vil gerne høre fra alle, der ved noget. Jeg ser mig selv ro havkajak og turkajak.

 

Og hvilket tidspunkt er bedre at træde væk fra, hvad man burde gøre for at blablabla end lige i januar med nul-alkohol, tossekure og nye forsætter om at komme i form (Som jeg kun kan støtte op om, hvis du gerne vil styrke din krop, jeg synes bare ikke, det skal gå ud over januar at den altid skal være stedbarnet, vi ender med at hade. I øvrigt er februar kortere).

Det jeg bare gerne vil hylde er, at du skal gøre noget godt for dig selv – og om det er en måned uden vin efter julen eller om det er at begynde at træne eller noget tredje, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Det jeg bare gerne vil have dig til at overveje er motivationen og midlet til målet. Målet skal være at få det bedre – endnu bedre – end du allerede har. Det er vi enige om, ik’?

Så midlet til at nå målet, synes jeg, skal være noget, du får det godt af allerede mens du gør det. Ikke en pinsel, som du skal stå igennem i håbet om at mærke en forskel om en måned. For hvis du helt ærligt gerne vil have det bedre, er der så ikke noget, du kan lide at lave, som bidrager til det? Her er fitness og træning et så oplagt bud, netop fordi det er nemt og bekvemt. Men det er sjældent, at jeg hører nogen begejstrede hvine, hvor meget de bare ELSKER mave-balle-lår. Hvorimod hobbies, altså den der slags ting, du går til fordi de siger dig noget, dem hører jeg om i alle afskygninger. Heste, mountainbikes, Wing Tsun, Karate, boksning, fodbold, klatring, figurmaling og pottery. (Ja, jeg synes det hele er godt for dig, selv om det ikke giver sved på panden). Det er blandt andet også derfor, jeg nu har den her dag i kalenderen: 

For jeg skal sgu starte til sangtræning. Fordi det – og kajakken – er noget, jeg har talt om, tænkt på, drømt om og forestillet mig i årevis. Måske hele mit liv. Men jeg har behandlet det for meget som drømme og for lidt som planer.

Jeg har ventet på, at en anden kom og havde fikset det for mig – købt mig et kursus i fødselsdagsgave eller fundet en klub og meldt sig ind med mig. Men jeg kan ikke hænge mine drømme op på, hvad andre mennesker kan gøre for mig. Heller ikke selv om det er mindre risikabelt end selv at melde mig til noget for måske at opdage, at det ikke levede op til forventningerne. Jeg må gøre det selv. Og ja. Det koster sgu da meget mere end mit fitnessabonnement. Men i de 10 år jeg har haft fitnesskort nonstop er det blevet til over 30.000 kroner. Læs lige det igen. Over 30.000 kroner har jeg smidt efter en hobby, jeg kun har dyrket for alvor 2-3 år i alt og resten af tiden brugt som en fysisk samvittighedssutteklud. De næste 30.000 jeg skal brænde af på hobbies skal fandme være på drømme, så!

For hvad nu, hvis du var pissegod til badminton eller kampsport som teenager? Hvad nu, hvis et par glimmer-rulleskøjter er dit højeste ønske? Kan du ikke komme i tanker om noget, der kan hjælpe dig med at få det bedre i din krop, som allerede er en fryd, mens du laver det?

Det, tror jeg, vil være meget mere værd en tres timer på en Stairmaster i januar. Så bliver det ikke et middel til målet, så bliver aktiviteten målet i sig selv, og det er sgu velvære.

Ufuldstændig liste over mine forsætter for 2019

Begynd til kajak (Hej, hvor padler du? Er det godt? Kan du anbefale noget tæt på en Brygge i Kbh? Så giv lyd!)

Paris med Mor. Jeg tænker august.

Barca med P. Vi tænker maj.

Northside, Copenhell, Roskilde, Smukfest. #Emoji med penge der flyver væk

 

 

Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid.

25 bøger igen. Det gik jo skidegodt sidste år. (Dette er ikke ironi – det gik faktisk godt. Så godt, at jeg stoppede med at tælle i sommerferien, da jeg rundede de 20 bøger).

Sænk farten. Sæt kun i sprint efter ting, du virkelig gerne vil. (Gælder krop, job, studie og alt derimellem).

Lav ting med venner. Bliv bedre til spontant at ringe og spørge, om nogle giver en kop kaffe.

Begynd til sangundervisning. Begge mine nye hobbies kommer til at koste meget mere end det Fitness-abonnement, jeg har sagt farvel til. Men jeg er sikker på, det bliver det hele værd. Mere om det i et andet indlæg.



Lektier fra året der gik

Lektier som 2018 lærte mig. Igen. Ikke alle lektier er nye lektier.

For anden gang i mit liv befinder jeg mig et sted i livet, hvor rod og opvask kan finde på at forsvinde af sig selv, hvis jeg ignorerer det længe nok. Min kæreste er det bedste, der er sket for mit hjem, siden min Mor. Men ligesom min Mor, har han desværre ikke helt styr på, hvor mit rod skal ryddes hen. Endnu.

Også efter de 30 kræver det selvovervindelse at fortælle mennesker, hvornår de gør dig ked af det. Det er lort og røv og nederen, men det viser sig, at det alligevel er en bedre strategi end den, hvor du bare diskvalificerer personen mentalt og trækker dig væk fra dem. Who knew?

Hvis du køber 15 tupperware/ikea/indsæt selv mærke efter din smag skåle med lufttæt låg og giver dem numre med en sprittusch. Og så opretter et Google-sheet med tallene 1-15 i, så kan du lave ekstra store portioner tomatsauce, lasagne, daal, saag paneer, suppe eller andet, du gider at spise jævnligt og så altid se, hvad der ligger hjemme i fryseren, når du er på farten. Det er projektlederen i mit liv, der har indført det, men hold. nu. kæft, det har sparet meget takeaway OG vi har ikke længere ting liggende i fryseren, som vi ikke aner, hvad er. Brug den, hvis du vil.

Hvis du presser en løs translucent (gennemsigtig) pudder ovenpå din foundation enten med en svamp eller en pudderbørste og så sprayer efter med en setting spray (elf har en billig, ellers Urban Decays all nighter) og vifter dit ansigt tørt med en vifte eller papir, så holder din makeup HELE natten. All night. Burde måske have delt det her råd inden julefrokost og nytår. Sorry.

Bevis: Min makeup, da dronningen holdt nytårstale vs. min makeup kl 3 om natten efter mad, dans, fyrværkeri og en masse dejlig fest.

 

49739121_2042387475830568_2482609152854065152_n
49476283_1031536097053345_8959708542923702272_n

Er jeg den eneste, der

Har lagt mærke til, at mænd tit helst vil spise kartoffelmos med gaffel, mens kvinder foretrækker en ske?

Er blevet vildt forkølet fra dag til dag uden egentlig at skrante først? (Og som propper mig med alt fra voodoo til vitaminer for at komme hurtigt ud på den anden side?)

Altid forsøger at løse pludselig opstået sygdom med en kombination af ingefær, hvidløg og chili – eller går 100 procent Mormor med husmandskost – i dag gullasch, kartoffelmos og ristede gulerødder. 

Har købt julekalender sat heftigt ned her en uge inde i december? (Det var en Chili Klaus til husets chilientusiast – har ikke nogen selv, så sig til, hvis du ser en Kinder et sted!)

Stadigvæk helt optimistisk bestiller julegaver online og vælger at tro, at de saaaargtens kan nå frem inden jul, selv om Postnord, DHL og alle de andre er spredt ud som for lidt smør til for meget brød allerede? (Got the reference?)

Også altid liiige kommer til at købe en julegave eller to til mig selv undervejs i netshoppingen? (Bosu-ball og yoga-klodser er jo et must at købe i december.. Ik’?)

Er helt salig ved tanken om, at jeg skal se Chelsea Wolfe på onsdag? (Og min skæggede halvdel helt oppe at ringe over A Perfect Circle, som er hovednavnet samme aften. Når man normalt har ret forskellig musikpræferencer er det nærmest romantisk, at vi begge glæder os til den samme koncert!).

Bruger min søndag aften på at lave alt andet end den retorik-opgave, som skal afleveres i morgen tidlig? Nej. Det er nok bare mig. I know…

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.


Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

Page 1 of 61

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)