Det blev så ikke helt den dag med klapstole, engangsgrillede pølser og øl fra køletaske, som jeg havde slået det op til på Facebook.
Faktisk øsede det ned, så længe vi var ude. Men nu havde jeg jo lovet. Lovet den Sunde og raske et gedigent heppekor til hans første maraton.
Forældrene kørte ind fra Fyn, Stine cyklede ind til byen – endte med at være gennemblødt – og blev sendt hjem igen med hendes mellemørsbetændelse. Skal ikke have hendes liv på samvittigheden.
Men den Underskønne Leise og Mette var heldigvis klædt på til lejligheden, under hver sin paraply. Leise i flere fornuftige lag, som jeg, småfrysende i den sommerkjole, jeg insisterede på at have på, godt kunne misunde hende lidt. Mette i gummistøvler og tømmermænd, som nok havde meget godt af den halvkølige luft.
Den Sunde og Raske lagde fra start, mens vi alle stadig var hjemme. Ja, jeg sov stadig. Var i Malmø i lørdags. Og når ens land vinder det dér Eurovision, ja, så er man først hjemme fra job klokken fem om morgenen. Stod endda op efter jeg havde lagt mig ind i sengen for liiiige at sende en mail, jeg havde glemt i farten i Malmø. Lad os bare kalde det en lang nat.
Vågnede tre timer senere. Lige længe nok til at kysse ham farvel og aftale, at vi sås senere. Fik en halv time mere på øjet, før folk begyndte at ringe og planlægge og spørge. I det mindste var mine svigerforældre installeret på den lokale café med til tilbud og morgenmad og -kaffe. Smed den føromtalte ufornuftige sommerkjole på, slog verdens næststørste paraply op og begav mig til maraton.
Den Sunde og Raske var flyvende. Faktisk så flyvende, at vi ikke nåede at heppe på ham, det første sted, vi havde planlagt. Lige pludselig stod er på app’en, hvor vi fulgte ham, at han VAR løbet forbi der, hvor vi alle ville se ham.
Måtte panikke en ny plan, ind i en taxa, ringe til folk, sende Stine hjem og skynde os på plads under Knippelsbro. Her stødte den Underskønne Leise og Mette til. Vi havde god tid- Ja, det havde endda spist en fransk hotdog på vej ned til os. Men gudskelov, at de ikke havde spist to, for lige pludselig strøg han forbi. Vores overraskede udbrud blev kun overgået af det forvirrede udtryk på den Sunde og Raskes ansigt, inden det gik op for ham, hvad der skete. Så smilede han over hele femøren og drønede videre. Alt for stærkt i forhold til, hvad han havde planlagt.
Vi listede op mod målstregen. Opdagede, at der stod et fornavn på langt de fleste numre, og så heppede vi ellers på livet løs. Alle Larser, Kristianer, Benter og Mortener vi overhovedet kunne tyde fik et personligt hep med på vejen. Nogle hørte os ikke, andre lignede nogle, der ærlig talt hellere havde været fri i deres smertehelvede der lige før målstregen, men de fleste fik et glimt i øjet. Smilede, satte farten beslutsomt op, satte i løb, hvis de gik, vinkede hvis de havde overskud.
Da den Sunde og Raske kom forbi stod vi klar med kameraer og tusind heppeord. Han smilede, vinkede og strøg lige forbi og i mål til tiden 03:40:45. Hans første maraton.
Senere sagde han ordene ‘næste gang’.
Dokumentation:
2/5 af heppeholdet. (Ja, jeg valgte sommerkjole, sandaler og ingen jakke).
Så flyvende var han. Nærmest lalleglad. Jesus.
Og vi snakker altså kort før mål, hér. Ikke halvvejs. Nejnej, 42 km tilbagelagt!


