Årets første

Jeg har tilgivet novembers evindelige juleri i utide idag. Både fordi det ikke står til at ændre, og at rase over dén kendsgerning svarer til fortsat at hidse sig op, hver gang man bider mærke i at tv-kanalerne skruer op for lyden i reklamerne. Men også fordi jeg fik en kage.

En honningkage.

Jeg ved ikke, hvad det er med de små himmerigsmundfulde, der giver mig rislen i maven og mus i knæene hver gang. Det er en slags evig kageforelskelse. Helt tilbage fra kræmmermarkedet i Otteruphallen i påskedagene, hvor de også solgte fiduserne, og min mor købte mig et kæmpestort julehjerte år efter år.

Jeg elsker at de er så luftige. At man ligesom candyfloss eller popcorn kan få plads til uanede mængder. Jeg elsker, når de er lidt seje. Ikke tørre, bare seje. Ligesom de nederste vafler i en stabel. Dem der ikke kan holde sig sprøde i kondensvandet fra de andre ovenpå. Dém elsker jeg.

Jeg elsker at tage tandformede bidemærker af dem, ligesom Julia Roberts gør i Pretty Woman, når hun spiser morgenmad på hotellet og snakker om, at Richard Gere’s forældre må være stolte af ham. Den helt, helt perfekte lysebrune, luftige og bløde pandekage hun tager en bid af, har sendt mig ud i den evige jagt på den perfekte amerikanske pandekage.

Men indtil jeg finder den, kan jeg få næsten samme følelse af honninghjerter. Bare chokoladen udenpå ikke er for tyk. Den må ikke ødelægge oplevelsen, at den søde og krydrede milde smag af varme, jul og luft.

Jeg købte nye bukser igår. De er temmelig stramme om livet, og jeg må bare stole på butikstrunten, der sagde, at de udvider sig og størrelsen større ville blive til endnu et par for store man-ish bukser på mig. Men i dag strammede de altså bare. Og alligevel købte jeg det største hjerte, jeg kunne finde.

Jeg gik ud på gaden, hvor en pige med violin og en fyr med guitar spillede salmer, og stillede mig i korrekt afstand. (Der hvor man kan høre noget, men ikke er tvunget til at lægge penge i kurven.) Og spiste mit honninghjerte bid for bid. Perfekte mundfulde. Nu ved jeg, julen kommer.

Previous

Undskyld, hvad?

Next

Ze Låvestowy: No hard feelings

5 Comments

  1. Åh, jeg vil også have et hjerte. Sådan en sødt krydderet og sejt hjerte som dit.Nu lyder jeg som ham der fra Troldmanden fra Oz. Kan mare ikke huske om det er ham af tin eller hø, der mangler et hjerte..

  2. Tin. Ham med hø er en bangebuks.

  3. Åh ja, honninghjerter <3Og så er det forresten for længe siden, jeg sidst har set Pretty Woman, kan ikke huske tandmærke-scenen..

  4. Kandu ikke huske den scene? Hvor hun er i morgenkåbe og sætter sig på bordet, og så påpeger han, at der er masser af stole rundt om bordet?

  5. Åh honningkager! Yndlings i hele verden. Hvergang jeg arbejder i Tinglev, tvinger jeg min kollega til pitstop i Christiansfeld, hvor jeg grovkøber honningkager hos Brødremeningheden. De absolut bedste er dem med det lækre cremede fyld! (Og dem jeg selv laver til jul!)

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén