I denne uge spurtede jeg 100 meter crawl på 1:47. Det var første gang siden årene, hvor jeg arbejdede som livredder, at jeg reelt har taget tid på min svømning, og min tidtagning førte en fortrydelse med sig, som jeg ikke har kunnet slippe siden.

Jeg er nemlig tidligere amtsmester i 100 meter butterfly. Engang i halvfemserne blev jeg også juniormester i svømmeklubben Flipper på Nordfyn. Jeg har vundet måske 20 guld-, sølv- og bronzemedaljer i de år, hvor svømning var en fast tirsdag-torsdagsbegivenhed i mit liv. Og jeg har skrabet måske dobbelt så mange diplomer med distancer og tidtagning til mig, før gymnasiets fadølsanlæg endegyldigt blev mere interessant end vennerne til svømning.

Men jeg har ikke en eneste ting tilbage fra de år. Ikke engang min pokal. Intet har jeg gemt.

Da jeg var allermest vred som teenager, brændte jeg mentalt broer. Jeg tror ikke, omverdenen opdagede noget. Men jeg slettede, klippede og kradsede krakilsk ting ud af mit liv, som i vredens afstumpethed ikke havde værdi mere.

Som de klassebilleder, jeg klippede i stykker fordi dele af min skoletid gjorde ondt, så skilte jeg mig af med svømmeminder og pennevennebreve og udklædningstøj og nedarvet tøj og ferieminder, så snart jeg ikke længere havde en forbindelse til det, som minderne repræsenterede.

Jeg havde ikke et sprog for den melankoli og fortrydelse som minder kan vække. Jeg kunne bare mærke, at de ikke kun gjorde mig glad. I dag ville jeg give en finger eller to tæer for, at mine forældre havde vidst, hvad jeg lavede inde på værelset og havde listet minderne op af min skraldespand og ned i en papkasse, jeg kunne genbesøge i dag. Det vil jeg prøve at huske, hvis jeg en dag selv bliver mor. At samle minderne – måske en fin scrapbog eller bare en æske, som jeg passer på. For den ville jeg virkelig sætte pris på i dag.

Om ikke andet så bare for at finde ud af, om jeg er blevet hurtigere eller langsommere på 100 meter crawl.