Når jeg er så voksen, at jeg har ansvaret for en forenings dankort, som skal sørge for, at jeg kan købe flotte og fine gaver til søde og dygtige praktikanter, så sker der nogle gange noget.

For eksempel i går hvor jeg brændte uanstændigt mange penge af i Sephora; et sted jeg elsker og tilbeder, og damen bag skranken – på grund af de infamt mange penge, man kan tillade sig at bruge, når man køber afskedsgaver på vegne af 10 mennesker – valgte at smide et meget gavmildt antal prøver og testere med i købet.

“Skal jeg bare lægge dem i gaveæsken?”, spørger hun sødt.

“Nej, bare læg dem i posen”, svarer jeg prompte, vel vidende at jeg har tænkt mig at stjæle hver og en for min indsats som gaveudvælger, -indkøber og kortskriver.

Hjemme viser det sig, at jeg allerede ejer alle testerne i fuld størrelse. Ikke nok med det, jeg ejer dem og er ikke kæmpefan. Men nu er det for sent at putte dem i de lukkede gaveæsker. Eneste nye dimmer var en vådserviet med selvbruner i. Men helt ærligt, dem der kender bare det mindste til mig vil vide, at jeg er alt, ALT for sjusket til, at man må tiltro mig succes med selvbruner i kun ét forsøg.

Senere forsøgte jeg at låse min cykel op med jackstikket fra mine høretelefoner, og bøljen i min bh knækkede i Irma. I get it. I really do.