I marts lærte jeg, at man godt kan proppe 15 mennesker, uendelige mængder hotdogs og en temmelig sjusket omgang med ”rygning ud af vinduet” sammen i en etværelses lejlighed og bare feste igennem.

Ingen tårer over det der var. Lutter gode mennesker, som er. Og helt ærligt, ingen grund til at tale udenom, når folk spurgte. For en del af dem havde set det komme længe. På den måde hvor man ser det gå skævt for en veninde, men man siger ikke noget. Man lytter til sin ven og vejleder blidt og rådgiver vagt, men viser forståelse og medfølelse uden nogensinde at anklage hårdere end hun selv. For sætter man det for hårdt op – hårdere end hun er klar til at høre – så er det dig som ven, der ryger for en stund. Det er hun nødt til. Hun er nødt til at afvise dig, så længe hun ikke selv er klar til hele sandheden.  Balancen mellem hvornår du skal ae hende med hårene og lade hende regne det ud selv, og hvornår du skal ryste hende og sige; ”kan du ikke set det kvindemenneske?” bliver tydeligere med årene. Du kommer ikke lige så tit til at snitte dig ud af en venindes fortrolighed. Og hun er ikke lige så ofte nødt til at komme luskende tilbage med halen mellem benene, når hun endelig har gjort det forbi, mens hun frygter, at du står klar med et ”hvad sagde jeg?” og ikke de åbne arme, hun har brug for.

I marts lærte jeg, at mine veninder havde set det for længe siden, og de havde alle som en slået ring om mig og beskyttet mig fra deres sandheder, indtil jeg var klar til at høre dem.

Jeg lærte også, at mens man ikke er en skid for sig selv i den tid, så kan man stadig godt være noget for andre. Faktisk kan man være så meget, at man bliver indstillet til en pris for at være så god til at være nogle for andre. Og man kan få den pris og være jublende lykkelig. Og alligevel være nødt til at ringe og sige det til ham, fordi han i fem år var den, man allerførst ville fortælle de vigtige ting.