Her henviser jeg naturligvis ikke til de tre (fire?) måneder, hvor bloggen ikke bare har ligget stille, men været decideret afmonteret af et gammelt widget, som ikke kunne opdateres til seneste udgave af Wordspress, og som jeg ganske enkelt gav op på indtil i går. Hvor jeg læste fejl-linjen, når man forsøgte at tilgå bloggen og på mindre end et kvarter havde løst problemet. Så deeet.

Nej, jeg henviser til de tre uger, der nåede at gå, fra jeg købte mit livs hidtil dyreste vinterhue, til den var væk.

Tre uger. Det er over 100 kroner om ugen.

Men den lyserøde hjemmestrik og mande-huen, jeg fiskede op af en glemmekasse i et fitnesscenter en gang, har jeg naturligvis stadigvæk begge to. Huer der enten matcher min vinterkolde hud fuldstændig og får mig til at ligne et slagteklart svin eller som med sin gråsorte fremtoning og evne til at dække alt mit får, får det til at ligne, at jeg kunne hedde Kenny.

Men den flotte lysegrå Magasin-sag, som kostede det hvide ud af øjnene, trods det at den kradsede, og som havde en lille fin pige-kvast på toppen, den har jeg mistet. Tabt. Vist nok ud af lommen. Uden overhovedet at opdage det.

Det bringer irriterende minder fra den vinter, hvor jeg mistede alle mine venstrehåndshandsker, og til sidst stod med fire højehåndshandsker, som jeg stædigt brugte på begge hænder.

Min eneste trøst i dette øjeblik, var et morgensnap fra veninde M. Der nedslående havde sat en ny rekord fra huekøb til huetab. 28 timer.