De popper op hele tiden på Facebook. Delt og liket. Med lange rosende kommentarspor og nogle enkelte næsvisheder, der altid får nogens pis i kog og sikrer en hel dags skænderier med fremmede mennesker.

Opdateringer. Om træning. Om hjemløse, som du har købt en sandwich. Selfies fra den demonstration, du har deltaget i. En svedig pande og 60 hastags, der alle starter med ordet #fit.

Her til morgen, blev jeg træt igen. Af den lange opdatering, hvor nogle unge har gjort nar af en hjemløs, som ville nasse smøger. Og manden, som havde købt ham nogle smøger. Og den hjemløses smil, og alt det, du godt ved sker, når du viser nogen venlighed, som ikke er vant til det.

Jeg er overhovedet ikke for fin selv. Jeg kan uden problemer genkalde en opdatering fra egen hånd om et afvist dankort i Rema og store, almægtige Trix der træder til og siger “DEN ORDNER JEG LIGE”. Men nu er jeg blevet træt.

For kan vi egentlig gøre en uselvisk gerning uden at skulle høste ros og anerkendelse for den? Og er den uselvisk, hvis du straks, du har købt “Hus Forbi” lige tager et billede og smider på Facebook/Twitter/Instagram, så alle dine followers kan se, hvor godt et menneske du er?

Og findes træning, hvis det ikke er på de sociale medier? Kan man godt bare tage til en times spinning uden at checke ind? Eller forbrænder det færre kalorier? I hvert fald færre sociale kalorier.

Når jeg trættes er det måske også fordi, der var lidt skæld ud med i den seneste jeg læste. “De unge” på vej hjem fra byen var næsvise overfor den hjemløse. Og “kunne de ikke undvære den ene drink og give ham en pakke smøger i stedet for?”. Men vores helt gik jo ikke i dialog med dem. Spurgte dem ikke direkte, om de kunne undvære dette for at gøre en forskel hint.

Han spurgte Facebook. Og det er sgu da det nemmeste sted i verden at rejse et kor af indignerede brøleaber, som er enige med dig i at noget er for galt og nogle er for dumme. Indenfor journalistik har vi en regel der hedder, at du ikke må skrive kritisk om nogen uden at give dem muligheden for at kommentere og tage til genmæle. Det er god skik siger vi. Måske de unge havde haft noget at sige? Måske de bare havde svaret “Næ, det gider vi altså ikke give ham”, så havde det vel også været i orden. Jeg ved ikke med dig, men der er mange ting, jeg ikke gider på vej hjem fra byen i en brandert. Men det gør mig vel ikke til et dårligere menneske? Og vi har vel ikke krav på at få ting fra andre, selv om vi spørger pænt?

Omvendt kan jeg godt se, at nogle er bedre end andre til lige at stikke et smil eller en femmer. Men karmapolitiet brænder sammen, når det skal deles og skulderklappes ud på de sociale medier. Det ophæver sig selv. Det er, som når din dovne kæreste (M/K) ENDELIG fucking støvsuger, men så bagefter skal roses og takkes for det så mange gange, at du til sidst ville ønske, du havde støvsuget selv.

Jeg bliver træt. Og har en opfordring til alle:

Gør noget godt. Og hold det hemmeligt. Vi kan lave en klub af folk, der har god karma som en hemmelig bagage. Giv dig selv det skulderklap og kom videre.

Og hvis du så vil have mig undskyldt, deler jeg lige den her på Facebook, så mine følgere kan give mig ret. #fitliving.