Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

Previous

Kære Always-typer

Next

Hvad kan du tåle ikke at dele?

5 Comments

  1. Årh, det er så vigtigt det her! Godt brølt!

  2. Line

    Du skriver pissegodt. Og vigtigt. Send ind som klumme til en avis!

  3. Jeg har aldrig læst andet af dig, men jeg synes det her er skrevet så flot at jeg blev nødt til at smide en varm kommentar! 👍😍
    Jeg kan ikke forholde mig til situationen, men jeg mener du har håndteret den helt rigtigt 💪

  4. Anne

    1. Gang: Butik med vintage tøj. Jeg shopper brudekjole 7 måneder efter barnefødsel. Selvsagt lidt bred om bringen, men ikke noget jeg overhovedet tænkte over som “tykt”. Ekspedienten spørger “skal der være plads til to i denne dér?” da jeg endelig prøver en kjole. Jeg tror hun er lummer, men hun spørger faktisk om jeg er gravid. Jeg køber ikke kjolen.
    2. gang: jeg vil købe næsespray på apoteket. Apoteker gør mig opmærksom på, at jeg nok hellere må købe en saltvandsspray. Jamen, jeg vil gerne have rigtige drugs i stedet for dukkkert-feel siger jeg. Nejnej siger apoteker, det må du ikke bruge i din tilstand. Jeg er helt forvirret; hvilken tilstand? Apoteker (nu med bekymret mine) smasher hviskende tilbage, at når man er gravid må man ikke bruge næsespray. Jeg er ikke i nærheden af at være gravid. Og heller ikke særlig tyk.
    3. gang: kantinedame på mit job jubler ud over kl. 12 ryk-ind: iiiiii, du skal have en BABY? Nej, stadig ikke.
    4. gang: lektorkollega efter lang snak om presserende problemstilling “hvor er det dejligt i skal have én mere”. Underliv er stadig goldt som en ørken, så nej.

    Undskyld at det blev lidt langt, men de 4 graviditeter har virkelig sat sit spor. Jeg har egentlig ikke haft et selvbillede som tyk, men det har de tilfælde faktisk rykket ved. I de to sidste tilfælde gav jeg de kjoler jeg havde på, da kommentarerne faldt, væk med det samme. De hang lidt som skamstøtter i garderoben..

  5. Julie

    Word! Graviditeter er virkelig kun noget, man bør tale om på den gravides initiativ.

    Første gang, jeg blev gjort gravid af en fremmed, var jeg ung, smuk, slank og 20 år gammel. Jeg blev passet op på gaden i en fremmed provinsby af en lokal tosse, som gav sig til at ævle om en hel masse. Mest om sig selv. Og en bog, han angivelig var ved at skrive. Om “politik, livet og smukke unge kvinder. Og du – er du også gravid?” “NEJ!”, svarede jeg prompte og smækfornærmet. “Nå, så er du nok bare, som de fleste danskere, lidt småfed,” svarede han. Jeg gik videre.

    Næste gang var jeg omkring de 30 år, havde født mine to første børn og fået nyt studiejob – hvor en ny kollega ved vores første møde spurgte, om jeg var gravid igen. Jeg sagde iskoldt “nej” og betragtede hende tavst, imens hun sprællede og forsøgte at redde situationen i land. Jeg gjorde ikke det fjerneste for at hjælpe hende med dét projekt. Jeg håber, hun lærte noget af det. For eksempel at undlade at nævne andres graviditeter, før de selv har nævnt dem.

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén