Ting jeg siger vs. ting jeg mener

Er lige inde i en (undskyld for generaliseringen) meget kvindeagtig periode, når det kommer til at kommunikere behov. Jeg gør det simpelthen ikke. Jeg sidder på mine hænder, og siger alt det rigtige, mens en hånlig stemme (der lyder lidt som Kirsten Rolfes) inde i mit hoved skraldgriner.

Derfor tænker jeg, at jeg lige vil løsne op for, hvad jeg har undladt at mene på ydersiden af mit hoved også de sidste uger:

Hvad jeg sagde i telefonen til den Sunde og Raske, da jeg med feber og hovedpine var på vej hjem fra job:

– Hvem skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden?

Hvad jeg mente:

– Du skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden.

Hvad han svarede:

– Det må du godt. #Fml

Hvad jeg sagde til veninde, der ringede og luftede frustrationer:

– Hvad har du brug for?

Hvad jeg mente:

– Jeg er lige på vej hjem efter en lang dag, og havde egentlig planlagt at gå kold på sofaen med 300 gram bland selv slik. Kan det vente til en anden dag?

(Spørg selv hende hér, jeg havde svoret, jeg bare skulle hjem og slappe af – alene).

Hvad jeg sagde til min chef på jobbet:

– Jeg skal nok gå i gang med den opgave straks, så den kan blive færdig i dag.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal se Ronda Rousey-videoer på Youtube og chatte på Facebook indtil absolut sidste øjeblik, og så skal jeg dødstresse med at få opgaven, som jeg ikke gider lave, færdig.

Hvad jeg sagde, da aftale for gud ved hvilken gang, faldt fra hinanden:

– Det kan jeg sagtens forstå. Vi finder bare en anden dag.

Hvad jeg mente:

– For helvede, nu må du tage dig sammen! Gider du overhovedet se mig? Nu må DU ringe, hvis vi skal lave en ny aftale.

Hvad jeg sagde til den veninde, der har inviteret på mad i aften:

– Ja, meget gerne. Men nu skal vi ikke pimpe for meget vin, jeg skal til bryllup i morgen.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal nok købe en flaske med…

Previous

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Next

Da Trix rejste til US of A

1 Comment

  1. Har du haft succes med at løsne op eller skraldgriner Kirsten Rolfe stadigvæk? Hvis du har fået gjort hende tavs, så del endelig din metoden med os andre! I takt med at alderen har sneget sig ind på mig, er ting jeg virkelig mener, blevet til ting jeg aldrig siger! Det må stoppe! Gode råd modtages med kyshånd!

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén