Kontrasternes land

Efter en hel uge af min allerbedste opførsel, kompenserer jeg lidt i disse dage.

Good girl-genet i mig, sikrede, at jeg holdt om alle, der græd ved farmors bisættelse. Selv med tårerne trillende en af gangen i slowmotion ned ad mine kinder, aede jeg min bror på ryggen. Klemte min far om skuldrene. Nussede mine fætres kærester. Mens jeg legede tapper. For hvad? For hvem? For ikke at tude i en kirke ved en kiste?

Überkærligheden til veninde-P fik mig frisk og frejdig til at hoppe op fredag nat og stikke Max hans sut, da han gav lyd. Og jeg frydede mig over at kunne hjælpe med make-up, vimsede og vamsede rundt som en hund med græs i røven i kirken, for at tage de rigtige billeder, og småløb frem og tilbage ved receptionen for lige at koordinere taler, sange og fotos med køkken, brud og gæster – helst samtidig. Fordi jeg havde glædet mig til at hjælpe til – og fordi det hele bare skal føles let og dejligt for brudeparret på dagen.

Søndag kastede jeg op i god ro og orden, uden hotelpersonalet opdagede det. Jeg opgav at spise morgenmad og krammede farvel i min elendighed.

Mandag skældte jeg i ramme alvor hele min arbejdsplads ud for at se narkocykling. Som jeg valgte at kalde Tour de France. Gentagne gange. Til trods for, at jeg umuligt kunne interessere mig mindre for touren, skulle der lige hældes lidt galde ud på kollegerne, da en af dem fik den fikse idé at skrue op.

Senere sov jeg til middag og insisterede på, at den Sunde og Raske skulle handle. I dag har jeg skrevet til ham, at vi spiser is til aftensmad, med mindre han gør noget andet.

Verden giver mening igen.

Previous

Syndernes forladelse og bloggens evige liv

Next

Farmor byebye

1 Comment

  1. Is til aftensmad lyder himmelsk 😀

    – Anne
    http://www.venterpaavin.blogspot.com

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén