Jeg skribler i disse dage. Med de der gode kuglepenne, jeg har stjålet. På blokke. Bagsider af bon’er. Nogle gange på mit ben.

Frygten for ikke at notere en tanke når den kommer til mig er altoverskyggende. Hver aften står jeg op igen og skriver de tanker ned, der kommer til mig, lige inden jeg falder i søvn. Hvad skal de også dukke op der for? Det er ikke altid, de giver mening næste morgen.

Jeg vil også meget gerne skrive her. Meget. Mest for min egen skyld lige nu. Fordi ord avler ord for mig. Og jeg skal finde ord til den bachelor, jeg skal til at skrive. Og jeg skal have ryddet ud i talesproget, som hører til her og ikke i journalistikken. Og hvordan kan jeg rydde bedre ud i talesproget end ved at bruge det her? Med jer? Jeg tweeter også mere end jeg har gjort i månedsvis. Det er nok mere konsekvensen af at sidde ved en skærm mange timer hver dag for første gang i år og konstant have brug for overspringshandlinger, der er så små, at jeg ikke pludselig står og afkalker bruseren eller bager gryde-brød. De skal være der. Åbenbart. Men de skal være hurtigt overstået. Det her er faktisk også en overspringshandling. Komplet, uden tanke og vinkel. Bare mig der småsludrer med mig selv igen. Det må i bære over med.

Vi kan jo håbe – alle sammen – at der kommer en bølge af bedre ord, når jeg kommer længere ind i den opgave. At niveauet her stiger i takt med, at jeg forhåbentlig finder en fast idé, en vinkel, skriver en synopsis. Alt det der opgave-noget. Men ind til da…