“Ok, lige voldsomt nok”, tænkte jeg i min første tid i Barcelona.

Hver eftermiddag og aften strømmer mænd med feje/vaskemaskiner, vandslanger og højtrykspulere gade op og gade ned, byen rundt og rundt og efterlader fortovene våde og nyvaskede. Dampende i solskinnet og glatte for slidte Kawasaki-sko. Og landet er i økonomisk krise. “Var det ikke et oplagt sted at skære lidt ned på intensiteten af indsatsen”, tænkte jeg.

Efterfølgende har jeg set omkring 150 hundelorte. For mens de er gode til at samle op efter sig i hundeparken på den anden side af gaden, går der lidt hat og briller i den, når der ikke er nogen der kigger, sender fordømmende blikke eller tsk’er, hvis man ikke samler op efter Fido.

I går så jeg min første hele hundelort. Altså en lort, som ingen havde trådt i, tværet ud, slæbt med sig tyve meter ned af gaden, gledet i, skvattet i eller på anden måde smattet  godt og vel ud over fortovet i en sådan grad, at man må lege Hugo (højre, venstre, hop på et ben) for at komme ubelortet igennem forhindringsbanen.

Nu sætter jeg pludselig stor pris på, at gaden ikke ‘bare’ bliver fejet.