Favourites: Home

IMG_20131031_144844Hjemme på den hvide bogreol, der dagligt sukker og klager under vægten af vores alt for mange bøger, står de her.

De blev fisket op af et net for måske seks år siden? Deromkring i hvert fald. Camilla skulle til Australien i et år, og var i fuld gang med at rydde ud i gemmerne hos de gamle i Tarup. Jeg fik dem.

De flyttede ind hos mig. Og er siden flyttet med mig fem gange. Hvis jeg havde vidst den gang, at Camilla, som på mindre end et år var blevet en af de vigtigste mennesker i mit liv, ville blive væk i flere år og endda gifte sig ind i Australien, havde jeg nok forsøgt at stjæle noget mere fra hende.

Men de har faktisk gjort det godt. Jeg bliver så glad af mine to robotter. Der ikke virker og kun sjældent bliver støvet af.

Fordi de minder mig om, at to piger der starter med at tænkte “Slap nu aaaf, hun er bare ALT for meget”, kan ende som bedsteveninder. Da vi snakkede sammen første gang til en nytårsaften, fandt vi hinanden grænseløst irriterende. Først senere indså vi, at det var fordi, vi var så ens.

Alligevel fik vi rodet os ud i en aften i min lille lejlighed, hvor Camilla mistede 30 % af sit hår til et forfejlet piberenserprojekt, og hvor vi røg os baskerskæve for ligesom at overkomme skuffelsen, da hendes hår gik i stykker og krøllerne til forveksling lignede almindelige bølger. Og Cecilie, aftenens buffer-veninde, gik omkuld med madforgiftning og måtte ørle sig igennem natten, mens Camilla og jeg tog på Boogies midt i foråret. Og vågnede næste dag som veninder.

Den sommer gjorde vi alt sammen. ALT. Vi tog i kirke direkte efter en bytur og gik til nadver. Vi brød love. Vi grillede i min have. Dansede og drak små kolde. Vi tvang gang på gang dj’en på Boogies til at spille Do Your Thing. Vi fulgte med i hinandens kærlighedsliv. Og lige pludselig var hun ikke i Danmark mere. Jeg følte, vi LIGE havde fundet hinanden – og så rejste hun.

Men her i sensommeren skete noget, jeg næsten havde opgivet håbet om. Camilla flyttede hjem. Med sin mand. Til Danmark. Og nu behøver jeg ikke have travlt med at suge hende til mig. For denne gang rejser hun ikke lige foreløbig. Alligevel craver jeg en kaffedate noget så grusomt. Og bliver mindet om det, hver dag, når jeg kigger på mine robotter.

Previous

Omvendte læserspørgsmål

Next

Nærdødsoplevelser

3 Comments

  1. Hvor fint. Det er skønt med småbitte, fysiske ting i hverdagen, som minder om meget større og knap så fysiske ting. Dejligt, hun er hjemme igen!

  2. Åh sikke en smuk og hjertevarmende historie! Hvor er det skønt med den slags venskaber, der varmer helt inde i hjertet!

  3. Hold op, en skøn fortælling (og meget fine robotter)! Der er ikke noget som den slags venskaber, hvor man finder hinanden mod alle odds og bare holder fast – også selvom vi er nogle, der ikke kan holde os indenfor landets grænser 😉
    Håber I kommer til at have et helt livs kaffedates foran jer!

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén