Category: Ze Låvestowy (Page 2 of 3)

Ze låvestowy: One flip is enough #1

Okay, vi fortsætter verdens værste følgeton. Den har været glemt, skubbet ud på et sidespor, sat til side. Og den er ikke tilfreds. Men det er, hvad man får, når man konkurrerer mod journalisthøjskolen, thisted og rødvin. Anyway.

Onsdagen efter jeg var vendt tilbage til Aarhus, fik jeg besøg. Et besøg der resulterede i dette indlæg. Så lad os bare kalde mødet en succes. Den Sunde og Raske kom til dinner and a movie i min lejlighed, vi lå i min seng, for jeg havde ikke en sofa, og da klokken nærmede sig 22, gjorde fjolset miner til at ville køre hjem? WTF? Lod ham blive og sove. Han havde også weekendtasken med, men havde efterladt den nede i bilen for ikke at virke for optimistisk.

Et besøg blev til flere. En dag tog jeg også til Skive. Vi så kun hinanden. Eller, jeg så kun ham. Men en rigtig ’snak’ havde vi ikke haft. Jeg mente ikke, det var nødvendigt, for den fyr som gjorde kur til mig nu, var alt det, jeg havde troet, han var to år tidligere. Faktisk var han så meget på, at enkelte af mine veninder betvivlede, hvor vild jeg var med ham. Fordi det er nemt at negligere ens følelser og oplevelser, når man ikke skal kæmpe for dem. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl om, om jeg var forelsket i ham eller forelsket i endelig at have fået ham? Og der var jo en verden til forskel.

Så en weekend i september eller oktober kørte han til København for at feste med gutterne. Den slags går vildt for sig. Meget. Og jeg regnede ikke med at modtage sms’er med sammenhængende tekst hele lørdagen. Fik en enkelt om eftermiddagen. Han var kommet godt derover, og nu var der øl.

Så hørte jeg ikke mere. Resten af aftenen hørte jeg ikke mere. Du kan selvfølgelig sagtens sige, at det ikke er nogen stor deal. Men jeg sad jo alene hjemme og kedede mig. Og så tænker man. Hold kæft, hvor man tænker. I øvrigt skrev vi sammen løbende hver dag. Det gør vi stadig. Også selvom det ikke var den Sunde og Raske Fyrs ’stil’, da vi indledte vores flirt. For det er min stil. Og jeg går ikke på kompromis med mænd. Og hvis man er kompromisløs med mænd, finder man før eller siden én, der møder ens behov selvom de måske ikke har det samme. Jeg har behov for kontakt og ord.

Men denne weekend var der tavshed. Og han var i København, ovre ved alle de lækre damer. Og da jeg vågnede søndag morgen, var der heller ingen godnatbesked, som jeg var blevet så vant til. Intet. Nada. I det mindste lykkedes det mig IKKE at ringe op og spørge, hvad fanden der foregik.

Vejret i Aarhus var gråt. Det snusregnede hele dagen, og der var kun lort i fjernsynet. Intet der kunne distrahere mig fra tankerne om, at han da garanteret havde scoret. Vi havde jo heller ingen aftale. Åh nej, han kunne sikkert bedre lide hende end mig. Ville jeg overhovedet have ham, hvis han gik ud og scorede mens han så mig? Fortsæt selv tankerækken af hysteriske, latterlige tanker og spørgsmål.

Jeg endte med at gå. Ud. Uden min telefon. Jeg magtede ikke, at jeg konstant sad med det ene øje klistret på skærmen og ventede på, at han skulle afslutte et døgns radiotavshed.

Så jeg gik. Og gik. Og gik, og gik, og gik. I regnvejr, og hvad nyhederne efter et døgn ville kunne omtale som ‘nedtrykt sindstilstand’. Jeg havde tankekaos i hovedet og følelserne uden på tøjet. Og jeg  opdagede ikke, hvor jeg var, før jeg stod ved en motorvejstilkørsel, og måtte trace mine skridt tilbage for at finde en bus hjem. Hurtig hovedregning fortæller mig i dag, at jeg vandrede rundt i lidt over to timer og 15 kilometer, før jeg gav op og tog bussen hjem.

Til en telefon, der stadig var tavs…

Ze Låvestowy: Det andet første kys

Det føltes lidt, som dengang jeg var forelsket i ham for første gang, da jeg gik gennem Odense midt om natten. Alene. Fordi Rikke og jeg skulle op klokken otte næste morgen og til Gaypride i København. Fordi jeg burde sove og fordi hun var gået hjem. Men for første gang denne sommer, skulle jeg liiige forbi Boogies og sige hej til ham. Jeg havde ikke defineret, om jeg skulle sige ‘tak for en sjov sommer’, ‘farvel’ eller ’ses vi igen?’ Jeg var bare fuld, og det føltes lidt som den gang jeg var forelsket i ham for første gang. At lade Rikke gå hjem alene og gå videre ud i natten, med et formål jeg ikke sagde højt, fordi jeg var bange for, at hvis jeg hviskede det til nogen, ville han ombestemme sig igen.

Jeg troede inderst inde, at hvis jeg overgav mig, og gav ham det skide kys, så ville magien forsvinde. Så ville hans forelskelse dampe af, og sulten blive stillet. Men hvad nu, hvis det vækkede en ny sult i mig?

Beslutningen blev, at jeg skulle have det ud af kroppen. Jeg ville finde ham, selvom alarmklokkerne lød nogenlunde som sidst. Og jeg ville gøre det alene. Og hvis der skulle ske noget, ville det blive i nat. Den sidste nat i Odense, inden jeg skulle tilbage til Aarhus og starte i skole igen. Så hvis han ombestemte sig, hvis magien forsvandt, hvis historien gentog sig, havde jeg i det mindste kun givet ham én aften af mig selv. Og kunne slippe for at se på ham næste weekend, og weekenden efter igen.

Så jeg stavrede ned forbi helsekostforretningen og ‘guitars’n’drums’, med telefonen i hånden og sms’en fremme. Om jeg ikke kiggede forbi?

Ude foran Boogies stod en mørkhåret fyr med nogle utroligt brune øjne og så sig omkring. Da hans blik fangede mit, lyste han op og det var som om hele natten blev til daggry omkring mig.

Og så kyssede han mig. Lige dér. Intet hej, ingen forklaringer. Bare et kys.

Vi stod udenfor og kyssede indtil solen stod op. Så gik jeg hjem til Rikke og sov. Med svulmende læber, røde kinder og et insisterende smil i mundvigen.

Den Sunde og Raske Fyr skrev en sms til sin mor: ‘Jeg har scoret Trix!’

Ze Låvestowy: Kæmp for det du vil have!

Hvor heldig er man lige, når pigen, man er forelsket i, kommer hjem til Odense på sommerferie ligesom én selv?

Ikke helt så heldig, som man kunne have ønsket, hvis vi spørger den Sunde og Raske Fyr.

For hvor han en gang kunne nøjes med at kigge på mig, med de der brune, brune øjne og bare smile bredt, hvorefter jeg uvilkårligt ville læne mig frem til et kys, var det en helt anden Trix, der turede rundt på Odenses beværtninger denne sommer.

Først og fremmest var jeg ikke sidelæns vingeskudt, head over heels, på hovedet i baljen, hjælpeløst forelsket i ham.

For det andet kunne jeg LIDE ikke at være forelsket i nogen.

For det tredje var jeg ufatteligt langsomopfattende, og troede længe, at han forsøgte at gøre det godt igen, ved at være ven med mig. Faktisk så langsom, at han måtte forklare, at hans plan var at score mig og blive min kæreste før jeg troede på ham.

Og selv dér, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Andet end at bede ham holde sin kæft, og meddele ham, at jeg aldrig nogensinde ville høre ham påstå sådanne ting, når han var fuld igen. For jeg kendte godt til hans vægelsind og hans moralske tømmermænd.

Til min store overraskelse tikkede der næste formiddag en sms ind, hvor han meddelte, at han var ædru – og at han stadig mente, hvad han havde sagt.

Så rejste jeg til Istanbul i ti dage. Og så til Sicilien. Det var ikke nemt for ham.

Men når jeg var i Odense, og i byen tikkede en besked trofast ind. Og hvor jeg var dukkede han op. Og købte en drink eller to. Og snakkede med mig, mine veninder, min bartender. Og stod ved siden af, mens andre fyre kom og gjorde sig til. Og stod i baren, mens jeg dansede med nogle af dem. Bevares, jeg dansede da også med ham.

Og købte pizza med ham. Nogle gange spiste vi endda sammen på en trappesten i solopgangen, men oftest skred jeg afsted i morgenlyset, hjem til Rikke. Når jeg så nåede frem, var der som regel en godnatbesked. Hell, da jeg tog til Sicilien, skrev han så ofte, at Søs Egelinds ‘Få din egen kæreste Mulle’, blev mit mantra. Det var jo sjovt, fordi vi ikke var kærester.

Den Sunde og Raske Fyr indrømmer gerne, at han tænkte på mig konstant den sommer. Faktisk fortalte han sine forældre, at han var forelsket i mig, inden han havde fået så meget som et kys.

Han håbede, at hans anstrengelser ville bære frugt, men han indstillede sig hurtigt på, at det nok ikke ville ske, sådan som han havde behandlet mig tidligere. Selv i dag ville han godt kunne forstå mig, hvis jeg aldrig havde givet ham en chance.

Sommeren gik på hæld, og da vi gik ind i august, var det ved at være på tide at komme tilbage til Århus.

Jamen? Ferien sluttede, skulle de to aldrig være forelskede samtidigt?

Ze Låvestowy: Der er noget i luften

Den hedengangne julenat, hvor jeg endelig ikke var sur mere, og hvor jeg kunne kramme den Sunde og Raske Fyr og ærligt ønske ham alt godt, kan han ikke huske. Uden pis. Det er den hjerne der, som er blevet skåret i, og nogle ting sætter sig bare ikke fast. Det gjorde denne aften ikke.

Men måske havde den alligevel en effekt?

For hvor den ene af os væltede rundt i Aarhus, drak slatne fadøl med sine nye studiekammerater og forsøgte at ligne én, der havde styr på livet, gik den anden rundt i sit veletablerede liv og tænkte forvirrende tanker. For selvom der allerede var et liv med studie og kæreste i skive, og selvom der var styr på det hele, og han på papiret havde alt, han kunne tænke sig, begyndte den Sunde og Raske Fyr at tænke oftere og oftere på et krølhåret hoved hjemme fra Odense af.

I starten var det, omend uventet, ganske harmløst forklarer han. Gad vide, hvad Trix laver for tiden? Mon hun har det godt i Aarhus? Jeg håber hun er glad.


‘Jeg tror faktisk, jeg blev småvild med dig, allerede mens jeg bare gik og tænkte på dig. Fordi jeg overvejede, hvad det kunne være blevet til og hvad jeg var gået glip af’, fortæller han, når man presser hans hukommelse.

Så da Trix pludselig sad med en Long Island i den ene hånd og en rød cecil i den anden på LA bar i Odense i påskeferien sidste år, var han nødt til at tage chancen og slå sig ned ved siden af hende.

At jeg i min brandert lod min veninde Stine stå for det meste af samtalen (Og at hun i øvrigt, ganske tro mod traditionen stadig bar nag på mine vegne – tak Stine, du er sgu en rigtig ven.) tog han sig ikke synderligt af. Faktisk brugte jeg en god del af den aften på at sidde og lure på en fyr, jeg var sikker på jeg havde snavet med engang, men ikke kunne huske hvad hed. (Har stadig ingen anelse – måske Lars?)

Men den Sunde og Raske Fyr blev siddende. Og købte øl til mig, når jeg bad om vand og omvendt. Og snakkede med mig og min veninde. Og på et eller andet tidspunkt blev lyset på diskoteket tændt, morgengrimme mennesker med sprutånde, hængende mascara og nikotinfingre så pludselig hinanden klart, og den Sunde og Raskes kammerater var for længst skredet videre i natten uden ham.

Vi krammede farvel foran diskoteket og gik hver vores vej. Stine syntes det var lidt sjovt, at han så gerne ville snakke med mig stadigvæk. Jeg gav hende ret, men vi blev enige om, at han i det mindste var sjovt selskab.

Den Sunde og Raske Fyr gik hjem fra festen som en glad mand. Han havde tilbragt aftenen i lige det selskab han ønskede.

‘Det var nok dér, at det rigtigt gik op for mig, at jeg var vild med dig. Jeg gad ikke med drengene videre i byen, fordi jeg meget hellere ville snakke med dig. Dér vidste jeg det.’


Inden det blev sommerferie, havde den Sunde og Raske Fyr ikke længere en kæreste i skive. Men han havde en mission.

Ze Låvestowy: No hard feelings

Cirka et år senere. Faktisk temmelig præcist et år senere, gik det forbi med Henny. Det var den 16. december, nemlig. Hvordan jeg kan huske det?

Hvem ville ikke kunne huske datoen, når en stodder ringer og siger ‘jeg kan ikke helt overskue det her, så jeg har slettet dig fra facebook. Så ved du det’.

Oh, yes he did. Jeg var iklædt turban og brunt snask. Egentlig skulle jeg være den gyldne dame, men mit glimmer viste sig at være brunt. Jeg havde netop duppet P helt gul, så hun kunne blive Svampebob, og vi var i fællesskab nået frem til, at jeg vist hellere måtte klæde mig ud som Etta Cameron for at undgå at gå i bad. Det var dagen for årets pigejulefrokost, der traditionen tro bød på udklædning.

Den dag beder man nemlig kæreste, dulle, bolleven, mor, far og førerhunden om ikke at ringe og forstyrre. It’s all girls. Men han ringede så. Og ødelagde aftenen totalt. Han var bare en kæmpestor pik med en meget lille pik. (Det må i høre mere om en anden dag.)

Heldigvis var han så tilpas et stort fjols, at tudeperioden var hurtigt overstået og erstattet af generel mandehad og en ’se hvor PISSElækker jeg er’-attitude i byen. (Dårlig kombo).

Så til den årlige julefest den 25. december, hvor min bror og jeg gerne inviterer venner og familie til abefest i en lejlighed der ikke er vores, havnede vi i byen. Hvor den Sunde og Raske Fyr også var.

Og det gjorde slet ikke ondt! Mine knæ gav ikke efter, jeg skulle ikke skide, følte ikke trang til at flygte eller noget andet ubehageligt. Et kram, et glædelig jul, et ‘nå, skive er da sejt’ og et ‘nå, så du skal flytte til århus’ senere var vi begge på vej i hver vores retning ud i natten.

Det føltes som en slutning. Som om der ikke var mere vrede tilbage til ham. Så jeg var egentlig bare glad for, at han var glad og at jeg var glad. Han havde en kæreste. Jeg havde ikke. Livet var godt.

Ze låvestowy: Exit Sund og Rask – og andre tabere

Efter min fordrukne tirsdag slog jeg hånden af den Sunde og Raske Fyr. Vi sås kort den 22. december og sagde farvel. Og hvis han ikke læste med hér, ville jeg gerne fortælle jer i detaljer om den aften. Men det går ikke. Lige dét, går ikke. Men dén juleaften tudede jeg på toilettet, mens de andre pakkede gaver op i stuen.

Men jeg så ham ikke mere. Og jeg så mig ikke tilbage. Veninderne og jeg planlagde en fest i hans ære, hvor vi allesammen ville danse grimt, iføre os skjorter og briller, og love hinanden ting, vi ikke ville holde. Det var planen. Der var bred enighed om, hvem der var den dumme. Også fra enkelte af den Sunde og Raske Fyrs venner. Jeg fik nærmest hjælp til at være sur.

Han blev frosset ud. Mødte vi ham på Boogies, slog pigerne ring om mig. Han ville utroligt gerne tale med mig stadigvæk, når han var fuld. Han havde det jo dårligt med, hvordan han havde opført sig. Men jeg ville ikke høre det, og det ville mine veninder heller ikke. Han fik det glatte lag af 10-12 piger på én gang.

Kort efter flyttede han til skive, for at uddanne sig. Jeg var ærligt talt glad for at slippe af med dét fjols. Men inden han rejste, havde jeg allerede sikret, at det kun var mig, der havde det sjovt på Boogies. Han kom mindre og mindre, og jeg fik mit stamsted tilbage, uden at risikere at benene gav efter under mig på dansegulvet.

Jeg holdt op med at være vred. Og ked af det. Og tænke ‘hvad er der galt med mig?’ Det tog tid. Det tog nok nogle måneder. For når jeg brænder mig, bliver jeg gerne midlertidigt frigid. Det samme skete hér. Jeg ville bare gerne hygge med pigerne, feste, danse og være glad.

Og tiden gik. En dag kyssede jeg på en ny fyr. Som viste sig at være glødende veganer og nægte at kysse mig, hvis jeg havde spist kød. Blandt andre underlige tendenser. Han ville heller ikke klippes, nogensinde igen. Og han gav mig lus. På hovedet!

Så kyssede jeg nogle tilfældige frøer. Jeg kan jo nævne ‘trusse-fyren’, ‘tatovering på heidi’s fyren’, lørdagsKlaus og fredagsClaus, Blanke Per og andre hyggelige bekendtskaber.

Så kom Henny. Der ville alt. Og noget med stjernerne, der skulle hentes ned. Og en bodega-stiv Trix der bad ham slappe af og spise en skovsnegl. Men han fik alligevel inviteret sig til middag hos mine forældre, inden han skred uden et ord to uger senere.

Han var egentlig en idiot. Set i bagklogskabens lys. Det er mange mænd. Men først Tarzan (veganeren) og senere Henny var begge så komplet latterlige i både tilnærmelser og afslutning, at jeg kun rummede harme og vrede nok til den seneste idiot. Den Sunde og Raske Fyr var helt glemt. Jeg tænkte sjældent på ham, så ham aldrig, og der var mange andre idioter at tage sig af.

Nu skulle jeg også snart flytte til Aarhus. Jeg var nemlig kommet ind på Journalisthøjskolen. Så kunne jeg møde nogle lækre, jyske mænd tænkte jeg.

Jeg var single og god til det. Den Sunde og Raske Fyr fik en kæreste i skive.

Ze Låvestowy: Røvhullet

Vi slap historien deromkring, hvor jeg godt vidste, at der skulle sættes en fod ned. Hvorsomhelst nærmest, bare den blev sat.

Så jeg inviterede den Sunde og Raske Fyr hjem til mig en mandag aften til en ædru snak. For at få en form for afklaring på denne roden frem og tilbage. For at han kunne sige ‘ja tak’, hvis han ville mere eller ‘nej tak’, hvis han ikke ville, uden at være sløret af lørdagens lyserøde magt, bedre kendt som alkohol.

Han kom ret sent, og var meget genert. Jeg var også ret genert, men jeg havde i beskeden gjort ham opmærksom på, at jeg gerne ville have en form for afklaring.

Så det var faktisk ikke skidesmart, at det hele endte i Rage Against the Machine, trommestikker, hyggesnak og grin. For da han gik, var jeg mere forvirret end nogensinde. Havde det ikke været for besøgets dagsorden, ville det have været en perfekt første date. Uden kys, men med masser af snak.

Så da veninderne spurgte om vi var nået frem til noget, måtte jeg jo ærligt svare nej. Jeg anede ingenting. Nada. Niet. Det måtte vi se på. Igen.

Hvorfor gør piger den slags mod sig selv? Jeg vidste godt, at når en mand ville mig, så fik han det til at ske. Jeg var ingen øgle, der var da mænd der havde inviteret mig ud før. Forkælet mig. Ringet om mandagen. Så jeg kendte godt forskellen på ‘vild med mig’ og ‘vild med lørdagsknald’. Men jeg var solgt til stanglakrids.

Næste gang vi mødtes i byen, ville jeg ikke. Jeg fortalte ham, at det var slut. Jeg magtede ikke mere af det hér. For han ville jo ikke noget alligevel. Og jeg ville ikke såres mere. Og han havde allerede været en dum fyr. Og jeg var en alt-eller-intet pige. Så når han ikke ville alt, så ville jeg intet.

Dén udmelding lignede lidt et slag i den Sunde og Raske Fyrs ansigt, og han lod mig være alene længe den aften. Kiggede langt efter mig. Holdt øje med mig.

Og til sidst tog fanden ved ham. For han havde måske ikke følt sig klar før, men han ville dælme heller ikke miste mig. Så meget vidste han dog. Han kunne godt mande sig op til ‘alt’, for han kunne ikke klare tanken om ‘intet’.

Dér, lige dér, var jeg lykkelig. Jeg var lykkelig, da vi fulgtes hjem. Jeg var lykkelig, da vi lå i hinandens arme, jeg var lykkelig, da han faldt i søvn med mig presset ind til brystet. Jeg var så lykkelig, at jeg stod op og hentede morgenbrød næste morgen. Til ham og mig. Jeg kunne ikke sove mere. For nu skulle det være ham og mig. Han havde selv sagt det. Han var på.

Men han sov længe. Og tungt. Og svarede sløret, når man talte til ham. Og var ikke rigtig til at få liv i. Så jeg smuttede hjem til sidst. Og glædede mig til han vågnede og ringede.

Men hvilken slags søvn, kan gøre at man slet ikke kan komme i kontakt med en fyr?, tænker du nu.

Rævesøvn. Udført af den sorte samvittighed hos fyren, der godt ved, at han løj.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget. Intet. Nada. Ikke en lyd.
Tirsdag havde jeg fået nok. Til stand up med Lise drak jeg mig mod til i store fadøl, og fik eventuelt bræget ‘Det er nok bare dig’ nede bag i lokalet, da Elias Ehlers spurgte ‘Falder mikrofonen hele tiden ud, eller er det bare mig?’ Det må han egentlig undskylde.

Så jeg ringede. Til en telefon, der ikke blev taget. Så skrev jeg. Om det skulle være, eller om det ikke skulle være. Nu, hvor han ikke kunne finde ud af at sige det ligeud, kunne han måske skrive det?

Det kunne han. Og det skulle ikke være, syntes han.

Det var i øvrigt dén aften, hvor jeg druknede mine sorger med C og rødvin, endte med at kaste hele lortet op, mens hun tissede i min håndvask. For det kan sprut. Lindre, trøste og fjerne fokus fra, hvad der foregår.

Jeg var rasende. Og ydmyget. Og ked af det. Masser af ked af det-hed. Men jeg var også rasende på mig selv. Fordi jeg burde have sagt fra længe før, og taget vare på mine egne følelser. Og rasende på ham. For alt det andet, fordi han godt vidste, jeg var et nemt offer og vild med ham, fordi han fortsatte med at lokke mig med hjem alligevel. Fordi han havde løjet. Og udnyttet mig. Og knust mit hjerte.

Det røvhul.

Hvordan kommer man videre fra sådan en ydmygelse?

(Den Sunde og Raske Fyr som ellers altid læser med, har valgt at springe dagens indlæg over. Både med at kommentere og læse. Han er ganske enkelt for flov, og han med alverdens vold og magt ikke klare at gennemleve, hvad der blev sagt og gjort dengang igen.)

Ze Låvestowy: No more Mr. Nice Guy

Her fortsætter historien om den Sunde og Raske Fyrs vej til mit hjerte. Den har stået ude på sidelinjen og følt sig overset, mens Bethany har huseret og gjort mig danmarkskendt for en stund. Godt Nina kan pille mig ud af navlepillerdepressionen sætte gang i historien igen.

For altså. Vi tilbragte nogle nætter sammen over et par måneder. Altid fulde, altid Boogies. Og jeg vidste det. Rikke vidste det, alle vidste det: Jeg var mere vild med ham, end han var med mig. Selv dørmændene på Boogies vidste det, for guds skyld. Men det var ikke noget, vi sagde højt.

Men det var noget, jeg måtte gøre noget ved.
Så en aften, da en hånd lagde sig på min lænd på dansegulvet, og et brunøjet ansigt lagde an til et lille kys, stemte jeg hånden imod hans skulder og sagde det som det var: ‘Jeg vil ikke med dig hjem mere, med mindre at det hér skal udvikle sig til noget. Jeg er blevet glad for dig, og hvis vi fortsætter som nu, bliver jeg såret. Derfor vil jeg ikke mere.’

Bum.

Så kunne han så tygge lidt på den. Og det gjorde han. Han kunne nemlig godt forstå mig, for inderst inde vidste han det også godt. At jeg var mere vild med ham, end han var med mig.

Men senere på aftenen, fandt han mig alligevel oppe i baren ovenpå for at snakke. For hvis jeg ville det sådan, så måtte vi jo gå ud en dag, og se, om det ikke kunne blive til mere. Og så kyssede vi, inde i døråbningen. Faktisk det kys, som Den Sunde og Raske Fyr i dag husker som vores første kys.

Næste dag skubbede den Sunde og Raske Fyr tankerne fra sig. Det kan mænd. Jeg svævede hjem fra hans lejlighed, og følte at jeg var millimeter fra at blive hans kæreste. Mig. Og ham. Jeg var nærmest lykkelig.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er ‘manden der skal tage initiativet’. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved.

Næste gang jeg mødte ham i byen, var jeg temmelig forbeholden. Stadig forelsket, stadig i fornægtelse, men fuldt ud indstillet på, at han ikke skulle slippe godt fra at love mig noget, han ikke ville holde.

Hvorfor jeg lyttede da han sagde, at han havde haft brug for at tænke lidt, for han ville ikke bare gå på date for at gøre det, men at det skulle gøres ordentligt – og med de rigtige intentioner, ved jeg ikke.
Han mente bestemt, at han havde de rigtige intentioner nu. Men vi skulle tage den med ro.

Og Trix med hjem igen. Til skak og morgenbrød og putten i sengen og havregryn med müsli, bad og et lift hjem. For jeg ville jo så gerne. Og måske, hvis jeg tog med ham hjem én gang mere, ville han blive forelsket i mig, og indse at vi hørte sammen. Han skulle jo bare indse det. Det var så tydeligt, at vi hørte sammen.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er ‘manden der skal tage initiativet’. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved. (Ren copy/paste, ja. Så dum var jeg.)

Men jeg måtte da snart fange budskabet ikke? Eller var det virkelig nødvendigt, at presse citronen mere?

Ze Låvestowy: En farlig vane

Efterhånden som jeg vænnede mig til, at man hjemme ved den Sunde og Raske Fyr fik serveret havregryn med chokolademüsli om søndagen, fik tilbudt et bad, og blev kørt hjem, begyndte jeg også at vænne mig til ham. Jeg opdagede, at jeg slet ikke tænkte på andre drenge mere. Ja, de kunne nærmest spille banjo nøgne foran mig, og jeg så kun efter ham alligevel. Så jeg begyndte at håbe lidt.

Man kan nemlig nå at tænke mange tanker, når man går rundt en hel søndag og dufter af hans sæbe. Et par forsigtige ‘vi snakkes ved?’, når vi sagde farvel i bilen, blev mødt at ‘Ja ja, det gør vi da’, men ingen aftaler. Pokkers!

Ingen sms’er om mandagen. Heller ingen om torsdagen. Men lørdag, stod han op fra de tavses land, og skrev. Og jeg svarede. Selvom jeg godt vidste, at vi var derude, hvor jeg kunne kappe nallerne af i en svingdør.

Hvis man går ham lidt på nerverne, kan den Sunde og Raske Fyr huske at han godt kunne komme til at tænke på mig i løbet af ugen. Men det var kun i weekenderne han skrev. Han var fint tilfreds med, at det bare var ’sådan noget weekend-noget’, som han kalder det.

Hans ven J, som vi ofte festede med, og som ofte sov på den Sunde og Raske Fyrs sofa, når han var i Odense, undrede sig faktisk mere over vores arrangement, end den Sunde og Raske Fyr gjorde.

Det var derfor kun mig, der kunne tage beslutningen om, at nu skulle det være slut med denne roden rundt i weekenderne.

Så det gjorde jeg…

Ze Låvestowy: En dejlig vane

Nå, men når noget går godt, skal korthuse jo stables højere. I starten mest som en stabel pandekager – altså stables på den virkeligt gode måde.

Så en aften blev til flere. I starten ved tilfældigheder, men i løbet af ganske kort tid, kunne mit øje scanne dansegulvet på Boogies for Sund og Rask Fyr på cirka fire sekunder. Og selvom klokken blev fire og tøserne hellere ville hjem, så lokkede jeg ALTID Rikke med på boogies. Fordi vi SKULLE danse. Hun var for sød til at fortælle mig, hvad alle godt vidste. At vi skulle lede efter ham.

Jeg husker specielt en aften, hvor jeg dansede med Rikke. Komplet med humpe-bevægelser, squat, lunges og rullen på gulvet. Ja, sådan dansede vi nu engang. Hvor jeg pludselig ud af øjenkrogen så et ansigt, jeg genkendte meget godt. Og mine ben simpelthen gav efter under mig. Knæene eksede, som om en eller anden havde fældet mig, og den eneste grund til, at jeg ikke væltede, var det tætpakkede dansegulv, hvor der ikke var plads til at vælte.

Det sus det gav i maven, når han trådte ind. Når han så på mig. Når han smilede. Jeg prøvede det aldrig rigtigt som teenager, men jeg skal love for min krop tog revanche denne sommer. Jeg blev svimmel, let i hovedet. Nogle gange glemte jeg at tale med folk, selvom vi stod midt i en samtale. Andre gange begyndte jeg bare at grine. Det var den vildeste følelse.

Jeg kunne godt i løbet af en lørdag aften få eller sende en sms, hvor der kun stod ‘boogies?’. Hvis den anden svarede ja, vidste man godt, at man ikke skulle sove alene den nat.

Det blev til en del morgener. Med skak. Morgenbrød eller pizza. Nogle gange også med den Sunde og Raske Fyrs kammerat, der skulle sove på sofaen, eller hives bevidstløs ud af sengen, så vi kunne sove der. Og som gerne spiste morgenbrød med os.

Men blev  det da aldrig til mere, tænker du?

Page 2 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén