Category: Trixytanker (Page 1 of 56)

Små trin til selvomsorg

Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.

1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor

Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.

Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.

2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”

Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.

Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

12 lektier, oktober 2016

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

12 lektier, august 2016

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

12 lektier, juli 2016

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

12 lektier, juni 2016

I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.

Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.

På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.

Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.

12 lektier, maj 2016

I maj lærte jeg, at ting, der er slut, skal slutte før eller siden.

Vi lavede stadig planer sammen, spiste sammen, fik en burger i ny og næ. Så en film på min gamle sofa i den lejlighed, der nu kun var hans. Han kom og sov på Christianshavn i en weekend, fordi hans lejlighed var udlejet til AirBnb. Men da jeg satte hans telefon i opladeren for ham, og en ny besked på hans Tinder poppede op, stod det klart. Han skulle jo ikke være her. Hos mig. Vi skulle ikke trække ting i langdrag. Jeg vidste godt, han var på Tinder og deslige. Det var ikke det. Det var mere det, at der ikke var nogen som helst grund i hele solsystemet, galaksen eller universet til, at jeg skulle konfronteres med det. Jeg gjorde det ved mig selv ved at fortsætte med at have ham i mit liv på en måde, der var mere end godt var. Det måtte stoppe.

Jeg vidste også, det måtte stoppe, da han løb et marathon og jeg stod på sidelinjen og heppede, som jeg havde gjort år efter år i forskellige byer, da vi var kærester. Jeg vinkede og heppede og havde ekstra vand med og en snickers, og jeg støttede hans vabelømme krop tilbage til cyklen, roste ham, krammede ham, og så satte han sig op på cyklen og kørte hjem, og jeg gik den anden vej hjem med forræderiske tårer løbende ned ad kinderne over noget, jeg ikke kunne sætte ord på, men som var uendeligt trist.

Så da jeg rykkede fra min tidsbegrænsese fremleje på Christianshavn ind til to fremmede mænd, tog jeg i IKEA.

Her købte jeg en ny seng. Nye madrasser. Nye dyner og puder og nyt sengetøj. Jeg besluttede, at han aldrig skulle op i den seng og det sengetøj. Det var mit. Ubesmittet af min fortid.

Nå ja, og så mødte jeg Rick Astley. Det var også en slags højdepunkt.

Date op!

Reglerne burde være rimelig klare, også selv om Tinder tilbyder muligheden for at synke i jorden og aldrig give lyd fra dig igen både før, under og efter første date. Eller anden. Eller tredje.

Men fordi jeg selv og flere andre veninder har opfanget en vis laissez faire i hele det her dating-halløj. Og til en vis grad er det jo også tomme kalorier og gratis omgange at sidde og feje til højre og venstre, mens man afviser en gudesmuk mand fordi ‘han har flyveører’, samtidig med man fisker en chips op mellem brysterne og tørrer fingrene af i bukser/dyne/trøje. (Tænkt eksempel naturligvis).

Men tillad mig alligevel at ridse et par såreenkle spilleregler op, som du skal følge – mand som kvinde – for at det bliver meget sjovere for os alle sammen at gå lidt galt i byen i jagten på den næste eneste ene.

A) Du behøves ikke vide, hvad du leder efter på Tinder, men hvis du gør, så vær ærlig.

Det skinner alligevel snart igennem, hvis du under forstillelse af interesseret samtale helst vil vide, om jeg kan lide at få den i røven. Og faktisk virker du mindre vulgær og frastødende, hvis du melder klart ud fra starten. Givet, det koster en del højreswipes, der forsvinder med det samme, men dem mister du alligevel, hvis du forsøger at luske et knald ind i en samtale, der startede som en mulig date. Vil du knalde, så må du finde nogen, som gider knalde. Vil du date, så må du finde nogen, som gider date. Vil du KUN mødes, hvis modparten også er på udkig efter en livspartner, så sig det. Det er også ok, hvis du ikke aner det. Men så kan du ikke blive så overrasket over at andre forsøger at trække deres egne Tinder-planer ned over dig. De gør blot, hvad de kan, for at i skal passe sammen.

B) Hvis du fortryder en aftale, så skal du melde afbud, så snart du ved det.

Og her mener jeg ikke, at du sletter matchet eller undlader at skrive eller svare på beskeder hele dagen op til. I har jo trods alt kommunikeret nok til, at der er blevet lavet en aftale, og den mængde udvekslede bytes skal du honorere ved at takke pænt nej, hvis du ikke har lyst til at møde op. Du skal skrive en besked. Jeg har forfattet en standardbesked, du må låne:

“Hej X. Jeg har fået kolde fødder og har ikke lyst til at mødes alligevel. Det håber jeg, du forstår. Kh Y”.

Send den. Og vid, at det er lige så nemt som at slette eller synke i jorden, men et reelt afbud tjener to formål: Du får bedre karma i det store hele, OG du lærer med tiden ikke at indgå aftaler, som du kun halvt (eller måske slet ikke) har tænkt dig at holde. For det gør vi alle på et tidspunkt. Laver en aftale, som vi inderst inde godt ved, aldrig kommer til at ske.

Men det er fladt, for det er meganederen for alle at gå på en første date. Det er træls at vælge tøj. Det er træls at lægge makeup. Det er træls at skulle gentage over for sig selv 1900 gange, at man bare skal være sig selv for så at opdage, at man ikke længere har en aftale. Den er nemlig pist forsvundet uden et ord.

C) Det betyder også, at hvis du har en aftale – så holder du den aftalte aftale.

Du fortjener et bygkorn, hvis du gør et allerede fastlagt møde til en tids-sudoku. Har man aftalt at mødes tirsdag klokken 19, så er det der, i ses. Skriver du på dagen og vil rykke tiden, dagen, stedet eller noget andet, så skal der fandme følge en god grund med.

For vi behandler andres tid, som om den ikke betyder noget, når vi rykker, aflyser, maser og forventer, at modparten er klar torsdag i stedet for. Hvis du ikke gider prioritere jeres første møde, sender du også et ret tydeligt signal om, hvor vigtig man skal forvente at være, hvis mødet går godt. Så pick a date. Keep it. Det er faktisk lidt som med træning – det kræver noget mental energi at holde en aftale med sig selv. Og der er altid 3 ting hver dag, man kan lave. Vælg at gå på den date, du har aftalt.

D) Skriv tak for sidst, også hvis det bliver jeres sidste “sidst”.

Så er man nemlig ude over det. Så er den skid slået. Så kan alle smøge ærmerne op og komme videre. Igen har jeg forfattet en standard, du må læne dig op af så meget, som du lyster:

“Hej X. Tak for i går, det var rart at møde dig, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at lede videre. Hav det godt. Y”

Get it done.

Jeg tror, at kvinder og mænd er lige slemme med dette. Jeg hører kun om mændene, så hvis du er mand og har noget at tilføje, hører jeg gerne fra dig. Og del så lige det her med en mand, du kender på Tinder. Hvis du gør det, så lover jeg at forfatte tre trin til en sikker succes på første date. (Altså daten, jeg kan ikke tage ansvar for hvis en af parterne er en spade).

Page 1 of 56

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén