Category: Trixytanker (Page 1 of 51)

En guide til at undgå billethajer

Festivalsæsonen er over os, og jeg har allerede branket mig igennem en dejlig weekend i Berlin i musikkens tegn. Men som festivalerne nærmer sig, ser jeg også flere og flere opslag på især Facebook med folk, der vil købe eller sælge deres billet. Og det ved vi allesammen, at der er nogle, som vil udnytte.

Derfor har jeg – med afsæt i mine år som forbrugerjournalist og min store glæde ved koncerter og dertil hørende køb og salg gennem personer og ikke altid arrangøren – lavet den her huskeliste, du kan gå igennem, når din festival/koncert/teaterstykke er udsolgt, og du skal finde en billet et andet sted:

1. Hjemmesiden Viagogo er NO GO. Siden kommer op først i Googles søgninger, fordi de betaler sig til det, men den er notorisk kendt for at tage overpriser og svindle, så det driver. Så læs din adresselinje! Det kan godt være, det ser ud som om, du har klikket dig ind til den rigtige arrangør, men læs. din. url. (der hvor der står www.hjemmeside.dk). Hvis den ikke er Ticketmaster, billetnet, Livenation eller en anden kendt arrangør, så gå tilbage til Google og find frem til den officielle arrangør og billetudbyder.

2. Betal kontant, hvis du kan. Eller med Mobilepay, hvor du kan se personens navn. Med en bankoverførsel kan du kun se modtager-banken men ikke kundens navn. Hvis personen insisterer på, at du skal overføre penge via Paypal, så vær kritisk. Det er en nem måde at få en transaktion til at forsvinde på, og helt ærligt – find mig en dansker som ikke har Mobilepay?

3. Hold igen med at efterlyse billetter i grupper. Du gør dig selv til et nemt bytte, når du skriver, at du søger to Roskilde- eller Tinderbox-billetter i en billet-gruppe på Facebook. Så hvis du mangler billetter til noget, som det vitterligt er svært at skaffe, så vær kritisk, når der dukker en op som vupti har LIGE netop det antal billetter, du skal bruge. Det er fint nok at sætte dine billetter til salg på den måde, men vær forsigtig med at efterlyse. Hvis du søger, og en person skriver til dig så tjek gerne siden for, om de har kommenteret på efterlysninger på andre koncerter end din. Personen kan jo sagtens skrive til flere, som søger en Roskilde-billet, men hvis de kommenterer på alt fra Jelling til Tinderbox til Sussi og Leo – så skal din alarmklokke ringe.

4. Følg arrangementet på Facebook og væbn dig med tålmodighed. Det er min påstand og klare overbevisning, at du ALTID kan skaffe dig en billet til stort. set. alt. Hvis du arbejder for det. Så i stedet for at slå din efterspørgsel op og vente på, at nogle kontakter dig, så find arrangementet på Facebook og tryk ‘deltag’. Scroll ned i ‘diskussionen’, hvor folk slår ting op relateret direkte til denne festival/koncert. For hér sætter folk selv deres billetter til salg, når de indser, at de ikke kan komme. Og det sker altid for en masse – MEN de ved det først, når vi nærmer os datoen. Der er jo ikke nogen, som sælger deres billet til en festival om to måneder. Men når der kun er to uger til, og din kæreste har slået op eller du stadig ikke er færdig med din eksamen, kan flere blive nødt til at afhænde deres billet. Hold øje med eventet og kontakt folk, der sætter deres billetter til salg.

5. Mød personen, hvis du kan. Hvis ikke har jeg altså fine erfaringer med billet via email og Mobilepay – men først EFTER du har opbygget tillid. Skriv sammen med personen og spørg dem om ting. Jeg skriver gerne helt direkte, hvad min adresse er og beder om deres, så vi kan slå hinanden op (og jeg skriver også, at det er for at sikre mig, at de ikke er en svindler). Bed om deres telefonnummer og tjek med krak, dgs, telefon.nnx.dk eller ved at taste nummeret ind i Mobilepay, om navn stemmer overens med nummer. Hvis du ikke kan finde dem på nogen af platformene, så sig det til dem. Så må I finde en anden måde at gøre dig tryg på. Vil de ikke det, så er det ikke af ham, du skal købe din billet. Slip den. Der skal nok komme en anden.

6. Tjek personen ud. Tjek deres Facebook-profil. Har de 11 venner og intet billede? Hvis de har et billede, men en suspekt profil, kan du ved at gemme en persons profilbillede på din computer og gå til Googles billedsøgning uploade billedet til Google og se, hvor mange steder på internettet det findes. Det kan være smart, hvis en svindler har brugt samme billede før på andre profiler eller sure ‘kunder’ har delt billedet. Gør i det hele taget dit hjemmearbejde. Spørg dem, hvor de arbejder eller ring sammen og få en snak – fuskere bakker lynhurtigt ud af den slags. Jeg føler mig ofte mere tryg, hvis jeg har en fælles ven med personen på Facebook eller kan se, at de har gamle billeder på deres profil – så ved du, der er et rigtigt menneske bag.

7. I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris. Jeg plejer at købe og sælge til præcis den pris, billetten har kostet inkl. gebyrer. Hvis en person tilbyder dig billetten under prisen, så vær på vagt. Hvis det er til en koncert, som starter om to timer så kan det være, at personen er lidt desperat efter at komme af med billetten og vinde bare lidt af pengene tilbage. Men hvis du kan købe en Tinderbox-billet til halv pris med en måned tilbage, så skal dine alarmklokker ringe.

8. Til sidst vil jeg bare igen sige: Vær tålmodig. Det kan føles som om, du skal handle lige NU og HER for at komme med til den festival eller koncert, som du så gerne vil til. Men det er aldrig tilfældet. Og din bank kan ikke gøre meget, hvis du har sendt penge afsted til en fusker. Så slå altid koldt vand i blodet og gå tjeklisten igennem i hovedet. Du skal ikke stresse med købet, og hvis personen i den anden ende forsøger at presse dig, så træk dig. Det er ikke de tabte penge værd.

Forskud på festivalsæsonen

I år håber jeg, at jeg skal på fire festivaler. Jamen fire, tænker du? Er hun sindssyg? Og ja. Det er jeg, og festivaler er, noget af det bedste jeg ved. Hvis du stadig ikke helt har overgivet dig til flere dages teltsovning med musik og mennesker, er her toppen af ting jeg glæder mig til og de ting, jeg glæder mig knap så meget til ved forårets og sommerens festivaler.

1) At forsvinde i en konfettisky foran scenen. Det her er et hemmeligt trick, så sig det endelig ikke til nogen. Men hvis du bare venter, til musikken går i gang, så kan du – næsten altid – luske dig med ind i den venstre pit til selv de store koncerter. Så kan man stå lidt nede bag i den forreste del af publikum, og så kan man nå at være med, når der skyder konfettikanoner ud. Det er det bedste i verden.

2) At gå, danse, småløbe eller conga’e mig vej fra A til B. Gerne hånd i hånd med Eva, eller i menneske-danse-slange med Maya og Martin, eller febrilsk klamrende mig til min kæreste, som går meget hurtigere end mig. Det der med, at man holder fast i hinanden for ikke at blive væk og gør det til en ting. Det elsker jeg.

3) På Roskilde mest af alt i hele verden morgensang med Eva. Det er gerne her, min hals snører sig sammen og jeg får tårer i øjnene første gang af flere hver dag over, hvor smukt et festivalfællesskab med en masse fremmede er.

4) Lure i græs midt imellem en masse mennesker.

5) At alle er helt vildt afslappede med, om det lykkedes at mødes, at nå noget til tiden (undtaget dog interviews), og hvis man ikke lige ved, hvad man skal, så går man til koncert og hører pludselig afghansk folkemusik eller forelsker sig i Nicolas Jaar, selv om man slet ikke er til elektronisk.

6) Musik. Mere. Flere. Gamle drømme, der går i opfyldelse, koncerter, du ellers aldrig ville have set. Nye oplevelser. Gamle favoritter. Og hvis alt går vel faktisk lidt billigere, end hvis jeg havde købt billetter til hver enkelt uden for festivalen.

Ting jeg ikke lige kan overskue:

1) Toiletterne. Er virkelig spændt på Roskildes tiltag med rigtige toiletter i år. Festivaler er et af de tidspunkter, hvor jeg har allersværest ved ikke at blive til en gammel-sur-skælde-ud-dame, når folk ikke passer lige så godt på tingene, som jeg. (Det gælder også dem, som ikke samler deres skrald op og smider det ud, eller dem som tisser på boderne om natten).

2) Dansk sommer. Sidste år måtte jeg akut købe nye gummistøvler undervejs, fordi mine gamle gav op. Om fredagen var jeg den eneste i hele flokken med varme fingre. Det krævede også bh, tanktop, t-shirt, hoodie, læderjakke og regnfrakke udenpå. Og ekstra sokker i røjserne. I juli måned. Ej men altså. Måske derfor, det passer mig så udmærket, at to af festivalerne foregår i Berlin og Sydfrankrig.

3) Når dit hoved falder ud af flokken for en stund, og du ikke orker at tale med ham, som afspærrer din vej videre for at få dig til at grine, og du bare bliver mere og mere sur og må reddes af en af hans venner.

4) Morgentissetåren. Festival er lig med blære-træning for mig. Hvor jeg normalt altid liiige skal op og tisse helt vildt tidligt om morgenen for at sove en time eller to mere bagefter, så kan jeg med ren stædighed lære at holde mig til kl 8, når jeg er på festival. Sikkert ikke sundt. Men meget effektivt.

Hvad glæder du dig allermest til eller frygter mest, når du tager på festival?

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Små trin til selvomsorg

Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.

1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor

Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.

Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.

2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”

Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.

Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

12 lektier, oktober 2016

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

Page 1 of 51

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén