Trixyworld

Den er god nok, du er gået rigtigt

Category: Trixytanker (Page 1 of 56)

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

12 lektier, oktober 2016

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

12 lektier, august 2016

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

12 lektier, juli 2016

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

12 lektier, juni 2016

I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.

Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.

På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.

Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.

12 lektier, maj 2016

I maj lærte jeg, at ting, der er slut, skal slutte før eller siden.

Vi lavede stadig planer sammen, spiste sammen, fik en burger i ny og næ. Så en film på min gamle sofa i den lejlighed, der nu kun var hans. Han kom og sov på Christianshavn i en weekend, fordi hans lejlighed var udlejet til AirBnb. Men da jeg satte hans telefon i opladeren for ham, og en ny besked på hans Tinder poppede op, stod det klart. Han skulle jo ikke være her. Hos mig. Vi skulle ikke trække ting i langdrag. Jeg vidste godt, han var på Tinder og deslige. Det var ikke det. Det var mere det, at der ikke var nogen som helst grund i hele solsystemet, galaksen eller universet til, at jeg skulle konfronteres med det. Jeg gjorde det ved mig selv ved at fortsætte med at have ham i mit liv på en måde, der var mere end godt var. Det måtte stoppe.

Jeg vidste også, det måtte stoppe, da han løb et marathon og jeg stod på sidelinjen og heppede, som jeg havde gjort år efter år i forskellige byer, da vi var kærester. Jeg vinkede og heppede og havde ekstra vand med og en snickers, og jeg støttede hans vabelømme krop tilbage til cyklen, roste ham, krammede ham, og så satte han sig op på cyklen og kørte hjem, og jeg gik den anden vej hjem med forræderiske tårer løbende ned ad kinderne over noget, jeg ikke kunne sætte ord på, men som var uendeligt trist.

Så da jeg rykkede fra min tidsbegrænsese fremleje på Christianshavn ind til to fremmede mænd, tog jeg i IKEA.

Her købte jeg en ny seng. Nye madrasser. Nye dyner og puder og nyt sengetøj. Jeg besluttede, at han aldrig skulle op i den seng og det sengetøj. Det var mit. Ubesmittet af min fortid.

Nå ja, og så mødte jeg Rick Astley. Det var også en slags højdepunkt.

Date op!

Reglerne burde være rimelig klare, også selv om Tinder tilbyder muligheden for at synke i jorden og aldrig give lyd fra dig igen både før, under og efter første date. Eller anden. Eller tredje.

Men fordi jeg selv og flere andre veninder har opfanget en vis laissez faire i hele det her dating-halløj. Og til en vis grad er det jo også tomme kalorier og gratis omgange at sidde og feje til højre og venstre, mens man afviser en gudesmuk mand fordi ‘han har flyveører’, samtidig med man fisker en chips op mellem brysterne og tørrer fingrene af i bukser/dyne/trøje. (Tænkt eksempel naturligvis).

Men tillad mig alligevel at ridse et par såreenkle spilleregler op, som du skal følge – mand som kvinde – for at det bliver meget sjovere for os alle sammen at gå lidt galt i byen i jagten på den næste eneste ene.

A) Du behøves ikke vide, hvad du leder efter på Tinder, men hvis du gør, så vær ærlig.

Det skinner alligevel snart igennem, hvis du under forstillelse af interesseret samtale helst vil vide, om jeg kan lide at få den i røven. Og faktisk virker du mindre vulgær og frastødende, hvis du melder klart ud fra starten. Givet, det koster en del højreswipes, der forsvinder med det samme, men dem mister du alligevel, hvis du forsøger at luske et knald ind i en samtale, der startede som en mulig date. Vil du knalde, så må du finde nogen, som gider knalde. Vil du date, så må du finde nogen, som gider date. Vil du KUN mødes, hvis modparten også er på udkig efter en livspartner, så sig det. Det er også ok, hvis du ikke aner det. Men så kan du ikke blive så overrasket over at andre forsøger at trække deres egne Tinder-planer ned over dig. De gør blot, hvad de kan, for at i skal passe sammen.

B) Hvis du fortryder en aftale, så skal du melde afbud, så snart du ved det.

Og her mener jeg ikke, at du sletter matchet eller undlader at skrive eller svare på beskeder hele dagen op til. I har jo trods alt kommunikeret nok til, at der er blevet lavet en aftale, og den mængde udvekslede bytes skal du honorere ved at takke pænt nej, hvis du ikke har lyst til at møde op. Du skal skrive en besked. Jeg har forfattet en standardbesked, du må låne:

“Hej X. Jeg har fået kolde fødder og har ikke lyst til at mødes alligevel. Det håber jeg, du forstår. Kh Y”.

Send den. Og vid, at det er lige så nemt som at slette eller synke i jorden, men et reelt afbud tjener to formål: Du får bedre karma i det store hele, OG du lærer med tiden ikke at indgå aftaler, som du kun halvt (eller måske slet ikke) har tænkt dig at holde. For det gør vi alle på et tidspunkt. Laver en aftale, som vi inderst inde godt ved, aldrig kommer til at ske.

Men det er fladt, for det er meganederen for alle at gå på en første date. Det er træls at vælge tøj. Det er træls at lægge makeup. Det er træls at skulle gentage over for sig selv 1900 gange, at man bare skal være sig selv for så at opdage, at man ikke længere har en aftale. Den er nemlig pist forsvundet uden et ord.

C) Det betyder også, at hvis du har en aftale – så holder du den aftalte aftale.

Du fortjener et bygkorn, hvis du gør et allerede fastlagt møde til en tids-sudoku. Har man aftalt at mødes tirsdag klokken 19, så er det der, i ses. Skriver du på dagen og vil rykke tiden, dagen, stedet eller noget andet, så skal der fandme følge en god grund med.

For vi behandler andres tid, som om den ikke betyder noget, når vi rykker, aflyser, maser og forventer, at modparten er klar torsdag i stedet for. Hvis du ikke gider prioritere jeres første møde, sender du også et ret tydeligt signal om, hvor vigtig man skal forvente at være, hvis mødet går godt. Så pick a date. Keep it. Det er faktisk lidt som med træning – det kræver noget mental energi at holde en aftale med sig selv. Og der er altid 3 ting hver dag, man kan lave. Vælg at gå på den date, du har aftalt.

D) Skriv tak for sidst, også hvis det bliver jeres sidste “sidst”.

Så er man nemlig ude over det. Så er den skid slået. Så kan alle smøge ærmerne op og komme videre. Igen har jeg forfattet en standard, du må læne dig op af så meget, som du lyster:

“Hej X. Tak for i går, det var rart at møde dig, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at lede videre. Hav det godt. Y”

Get it done.

Jeg tror, at kvinder og mænd er lige slemme med dette. Jeg hører kun om mændene, så hvis du er mand og har noget at tilføje, hører jeg gerne fra dig. Og del så lige det her med en mand, du kender på Tinder. Hvis du gør det, så lover jeg at forfatte tre trin til en sikker succes på første date. (Altså daten, jeg kan ikke tage ansvar for hvis en af parterne er en spade).

Opsang til klokken 4-lurerne

I skal lade være.

I skal lade være med at passe jer selv hele aftenen og så, når jeg står helt fuld og træt i garderoben og har tabt min ene kontaktlinse i en Rick Astley sing along-dyst og fumler efter mit nummer, dukke op og spørge, hvor jeg skal hen.

Jeg skal hjem.

Jeg skal ikke lige have én øl mere med dig. Jeg tror ikke på, at du har ‘kigget på mig hele aftenen’. Jeg tror, du hænger ud og venter på fulde, trætte piger, som du kan nøjes med at poste en halv øl i, før du kan foreslå, at du skal med dem hjem. Fordi de allerede er på vej. Og det er megaklamt. Hvis du ikke gider tale med hende inden, så skal du simpelthen lade være med at prøve at score hende på vej hjem.

I skal lade være.

Ikke med at sidde på et springvand og drikke øl og hygge med jeres venner. Det skal i endelig gøre. Syng gerne også. Men lad være med at bruge det som en jagtmark. Lad være med at antaste hende, som er ved at låse sin cykel op for at køre hjem med spørgsmål om, om hun er gift eller single og udmeldinger om, at hun har smukke øjne, når vi begge to godt ved, at du blot er i gang med at tjekke, om jeg er fuld nok til, at du kan komme med hjem uden en større indsats.

I skal lade være.

Med at cykle op på siden af en dame klokken halv fem om morgenen og spørge hvor “vi” er på vej hen, når du slet, slet ikke har noget at gøre, det sted, hvor jeg skal hen. Hjem. I min seng.

Det er simpelthen så pissenederen opførsel. For hvis jeg havde været mig selv i en yngre, fuldere og mere usikker version, så kunne en af jer faktisk have haft held med jeres foretagende. Og jeg ville have fortrudt det bittert næste dag.

Boligjagt i blogland

Hej læsere.

Jeg har brug for et sted at bo. Fra maj af. Her i København.

Det vil jeg utroligt gerne have hjælp til. Måske kender du nogen som lejer ud et halvt eller et helt år – det er også rigtig fint. Faktisk er jeg åben for det meste. Undtagen roommates.

Lad mig fortælle lidt om mig selv, og lad mig være helt ærlig:

Jeg gider ikke bo sammen med nogen, hvis jeg kan blive fri. Jeg har boet sammen med en de sidste fem år, og vi bor ikke sammen mere, og når jeg ikke kunne finde ud af at bo sammen med ham, ser jeg ingen grund til at forsøge mig med andre mennesker, som jeg hverken kender eller kan lide lige så godt som ham.

Jeg vasker først op, når der ikke er flere rene kopper. Det betyder ikke, at der skal være opvasker og alskens moderne fornødenheder, for jeg lever fint nok i min egen opvask. Men jeg gider ikke andres og jeg gider ikke dårlig samvittighed – hence the no roommate policy.

Jeg vil helst bo på Christianshavn, Amager, Vesterbro eller Frederiksberg, men jeg er sådan set villig til at overveje alt – Nørrebro, Valby, you name it.

Jeg kan betale op til 5500 om måneden, men så skal der ikke komme ting og sager oven i. Ja, jeg ved det. Det er ikke meget, når man ikke kan lide andre mennesker – det er derfor jeg også gerne vil passe på din lejlighed i nogle måneder, hvis det er.

Det var vel det? Kender du en, som kender en? Står du helt lykkelig og skal flytte sammen med kæresten? Boligportalen trawles jævnligt, men min erfaring med søde mennesker på nettet er bare, at der er meget mere at hente blandt seje læsere end blandt høgene på boligsiderne.

“Men Trix? Betyder det her så, at du og Den Sunde og Raske Fyr har slået op?”

Ja, det gør det. Og det skal vi ikke snakke om i dag.

Page 1 of 56

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén