Category: Kærlighed (Page 2 of 6)

12 lektier, februar 2016

I februar lærte jeg, at det dælme ikke skal hedde sig.

Var det forbi? Ja. Havde vi sagt det højt? Nej. Jeg købte ham en skjorte, som kostede mere, end jeg nogensinde ville give for tøj til mig selv, til hans fødselsdag, og tænkte fandme i ramme alvor, at nu kunne vi lige få hans og min fødselsdag overstået, og så kunne vi se på det. Så jeg ikke kom med dårlig stemning oven i vores fødselsdage. For det ville jo være helt horribelt.

Midt imellem, at han fyldte år og jeg fyldte år, cyklede jeg hjem til ham på en hverdagsaften, satte mig i den røde sofa, jeg havde købt, da jeg flyttede hjemmefra for 10 år siden, sænkede skuldrene men løftede blikket og sagde til ham ”jeg tror, det var det”. Han sagde mig ikke imod. Så græd jeg lidt. Det gjorde han ikke. Vi havde da kæmpet. Fem år havde vi jo været sammen. Så det skal ikke hedde sig, at man bare pakker sine ting og skrider.

Nej, det skal da ikke hedde sig.

Jeg kørte tilbage til min fremlejede lejlighed. Tårerne løb igen, men det var mørkt så who cares? Jeg ringede til Nanna og røg cigaretter ude på gaden i stedet for at gå op i den lejlighed, jeg nu skulle bo i i fem måneder uden nogen intention om at flytte tilbage til ham, når tiden var gået.

12 lektier, januar 2016

I januar lærte jeg, at det måske ikke var meningen, at vores tid hver for sig skulle udmunde sig i, at vi fandt sammen igen. Kærester var vi stadig, men i den måned jeg nu havde henslæbt på min venindes gæsteværelse, var de første store snakke – de lovende samtaler, hvor jeg pludselig kunne genkende hans sjæl – forsvundet igen.

Tilbage var taknemmeligheden over at være nået en alder, hvor ens veninder har købt lejligheder med et gæsteværelse. Det er fandme voksent.

Tilbage var en tiltagende, ikke længere særligt snigende fornemmelse af, at det her førte ingen steder hen.

Tilbage var et fuldstændigt sammenbrud over en aftale, som blev flyttet på dagen. Jeg fik sms’en i fitnesscenteret om, at han var på kundebesøg og ikke kunne nå tilbage til vores aftalte tid, og benene eksede under mig og jeg vraltede ned fra what ever the fuck for en maskine, jeg stod på, og jeg satte mig på min cykel og mine ben rystede under mig, mens jeg prøvede at træde lortet i gang i tredjegear og store, fede afslørende tårer begyndte at strømme varmt ned ad kinderne på mig, mens en bitter smag af tilbageholdt hulk svulmede op bagerst i mit svælg og jeg sank og jeg sank, og jeg sank hele vejen hjem til Rikkes lejlighed.

Da jeg smækkede døren bag mig faldt jeg omkuld op ad den, med hånden stadig krampagtigt lukket om håndtaget. Alle de grimme hulk kom ud. Den grimme gråd. Den fuldstændigt ustyrlige gråd. Gråden der godt ved, at skibet ikke bare er sejlet, men faktisk er i Bogotá efterhånden. Gestussen var lille. Den var at vælge mig fra, give sen besked og gøre det på et kritisk tidspunkt, hvor jeg fandme var flyttet ud for at råbe ham op. For at få nærvær og blive prioriteret.

Da han lidt efter skrev, at besøget var slut og han godt kunne nå vores aftale alligevel, var det hele lidt lige meget. Noget i mig var bristet. Det gjorde ingen forskel, om han kom eller ej. Måske kunne han godt mærke det. Det blev i hvert fald vigtigt for ham at komme og understrege, hvor dum hele situationen var, når han nu alligevel havde tid til mig. Jeg kan ikke huske noget fra den aften sammen.

Boligjagt i blogland

Hej læsere.

Jeg har brug for et sted at bo. Fra maj af. Her i København.

Det vil jeg utroligt gerne have hjælp til. Måske kender du nogen som lejer ud et halvt eller et helt år – det er også rigtig fint. Faktisk er jeg åben for det meste. Undtagen roommates.

Lad mig fortælle lidt om mig selv, og lad mig være helt ærlig:

Jeg gider ikke bo sammen med nogen, hvis jeg kan blive fri. Jeg har boet sammen med en de sidste fem år, og vi bor ikke sammen mere, og når jeg ikke kunne finde ud af at bo sammen med ham, ser jeg ingen grund til at forsøge mig med andre mennesker, som jeg hverken kender eller kan lide lige så godt som ham.

Jeg vasker først op, når der ikke er flere rene kopper. Det betyder ikke, at der skal være opvasker og alskens moderne fornødenheder, for jeg lever fint nok i min egen opvask. Men jeg gider ikke andres og jeg gider ikke dårlig samvittighed – hence the no roommate policy.

Jeg vil helst bo på Christianshavn, Amager, Vesterbro eller Frederiksberg, men jeg er sådan set villig til at overveje alt – Nørrebro, Valby, you name it.

Jeg kan betale op til 5500 om måneden, men så skal der ikke komme ting og sager oven i. Ja, jeg ved det. Det er ikke meget, når man ikke kan lide andre mennesker – det er derfor jeg også gerne vil passe på din lejlighed i nogle måneder, hvis det er.

Det var vel det? Kender du en, som kender en? Står du helt lykkelig og skal flytte sammen med kæresten? Boligportalen trawles jævnligt, men min erfaring med søde mennesker på nettet er bare, at der er meget mere at hente blandt seje læsere end blandt høgene på boligsiderne.

“Men Trix? Betyder det her så, at du og Den Sunde og Raske Fyr har slået op?”

Ja, det gør det. Og det skal vi ikke snakke om i dag.

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Farmor byebye

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.

På en dag som i dag

På en dag som i dag,

hvor solen endelig slår igennem som Jon Bon Jovi i slutfirserne

hvor hipsterne ligger i lag på Dronning Louises Bro, og sipper øl, mens jeg trisser forbi

hvor jeg helt uforvarende kommer til at forære 70 kroner væk til hjemløse langs vejen

hvor underboen børster grillen af og branker årets første hvidløgsflute

hvor jeg havner på altanen i farvestrålene klæd ud-tøj med en lille, uforklarlig hvidvinsbrandert i blodet

hvor selv emoerne smiler igen, når jeg trasker forbi i sandaler og uden jakke på

hvor skyggen forsøger at insistere på kulde, men alle ignorerer den

hvor den Sunde og Raske lige hyggeløber 10 kilometer, fordi vejret er dejligt

hvor fædrene forvirrer sig ud på græsset i gården med ungerne og sparker rustent til suttede fodbolde

hvor man lige ser sig i spejlet med siden til og tænker “Uuups, tak for påskefrokost”

hvor ankler og arme luftes og blænder alt og alle

hvor en sten i sandalen næsten fælder mig, fordi de vinterbløde fødder ikke har mærket natur i månedsvis

hvor de sidste sørgelige paprester fra nytåret ligger udsmattet i det kun næsten grønne forårsgræs, mens jeg sjapper over plænen

hvor København vågner. Sådan rigtigt

hvor januar, vinter, mørke og pisvinden fra i forgårs er glemt og gemt væk som en islandsk saga, der aldrig havde noget med os at gøre

så elsker jeg fandme at være dansker…

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Life is good, si?

2014-03-23 17.15.51 2014-03-23 11.22.14 2014-03-15 16.34.47 2014-03-15 11.24.40 2014-03-09 14.26.08 2014-03-08 17.39.08 2014-03-08 11.26.57 2014-01-21 13.23.04 2014-01-21 13.21.23 2014-01-21 08.36.19

Kvantespring

Lise var den første. Ven altså. Hende har jeg kendt, siden jeg kom til verden. 27 år er det sådan set blevet til nu.

Rikke hang på mig fra første skoledag i børnehaveklassen. Vi har delt klasse hele vejen gennem tre små, landlige folkeskoler og gymnasiet. Stine og Pernille kom til i 7. klasse.

Dem og enkelte andre dejlige damer fra way back, kan nærmest i søvne fortælle, at pandekager midt om natten er min specialitet. De kender mine snappy come backs, før jeg siger dem. De bliver ikke overrasket, når jeg uforvarende bliver en gribbekontrollerende whatever-zilla, når folk forsøger at tage beslutninger for mig. Vi har delt så meget efterhånden, at de færreste ting kan komme bag på dem. De har set det hele.

Line mødte jeg først, da jeg kom til Barcelona. Over nogle øl hos fælles venner. Vi har kendt hinanden i to måneder nu.

I den tid har vi delt flere oplevelser – af de store, venskabsformende, end jeg har nået med de fleste af mine venner gennem hele livet.

Vi har delt nederen boligsituationer. Ikke de samme, men vi stod cirka samtidig i boliglort til knæene og kunne spejle os så tydeligt i hinandens oplevelser, at det uundgåeligt tegnede tydelige billeder af, hvem vi er og hvilke værdier, vi deler.

Vi har siddet sammen på café, da jeg fik stjålet min pung. Og Line gik uden at kny med på politistationen, hjalp mig med det spanske og hjalp med at udfylde alle dokumenters moder.

Vi har delt boligjagt. Først på den lette, drømmende måde. Hvor man som venne-nyforelsket kan se sig det samme sted som den anden. Hvor det er nemt at slibe kanter. Senere delte vi en noget mere desperat boligjagt, hvor hendes lejlighed var opsagt og jeg sådan set allerede var hjemløs. På et boligmarked, der tvang os til at slibe kanter. Rigtigt. For man kan ikke få billigt, centralt og altan i samme ligning. Man kan få to af de tre. Jeg var villig til at droppe centralt. Line var mere hooked på at droppe billig. Og så måtte vi ellers forhandle os frem til et sted, vi både kunne nå at få fingrene i og som vi kunne dele.

Jeg er aldrig før flyttet sammen med et menneske, jeg kendte så lidt som Line.

Og hun har måttet stole på mig. To måneders depositum, agency-fee og marts’ husleje skulle betales kontant. Straks. Og med kun min løfte om at ‘pengene er på vej’, måtte Line kneppe samtlige hævekort for at fremskaffe kolde kontanter. Og i øvrigt købe mad til mig. Metrokort. Stikke mig en femmer til kaffe. Finde sig i, at når noget manglede, var det kun hende, der kunne ‘købe det på vej hjem’.

Nu har vi snart boet her i to uger. I dag tog vi på hospitalet. For i onsdags blev Line syg. Maveinfluenza gættede vi på, mens vi lige dele morede os over og kviede os ved, at døren ud til toilettet i lejligheden ikke lukker tæt. Faktisk slet ikke. Vi måtte bare forsøge at se det lyse i, at vi så hurtigt kom hinanden så meget ved. Indtil den forventede to-døgns holdbarhed på infektionen ikke holdt. I stedet fik hun mere og mere ondt.

I dag tog vi på skadestuen. Fordi lægehuset ikke ville have os ind, når hun allerede havde været der i torsdags. Fordi hun var for syg til at gå på apoteket og spørge efter råd til, hvad der kunne hjælpe hende. Og min forklaring kastede vores apoteker-dame ud i en sikker forvisning om, at hun skulle tilses af en læge.

To måneder inde i venskabet pakkede jeg en taske med cola (til maven), tæpper (til feberen), oplader, vigtige papirer og min bog og tog med på camping i venteværelset.

Når man har hele livet til at slibe kanter, lære hinanden at kende og nå til et punkt, hvor man holder så meget af hinanden at sygdom og penge er noget, man deler og løser sammen, føles det ikke som noget særligt.

Når man gennemgår de samme trin, læringsprocesser og samtaler på to måneder, føles det uvægerligt som om universet vil fortælle dig, at denne person skal du knytte dig til. Og passe på. Og lade passe på dig.

Selvom tidligere dårlige erfaringer med venner, der ikke var rigtige venner, har lært mig at passe på. At være lidt skeptisk og se tiden an. Ikke at blande penge og (nye) venskaber. Ikke at gøre mig for afhængig af en person, jeg endnu ikke er sikker på har min ryg. – Så har de sidste to måneder lært mig, at ligegyldigt, hvor skuffet jeg tidligere er blevet. Hvor brændt, klogere og mere kynisk jeg er blevet, så er der stadig plads til nye mennesker, som jeg bare er nødt til at lægge mit venskab i hænderne på og så tro på, at de ikke kvaser det.

Det manglende valg har kastet mig ud i at genopdage, hvor fantastiske nye venner kan være, når man står i situationer, der ellers normalt kalder på én af de første eller mor og far.

Gæsteværelset

I går fik jer serveret aftensmad. Så så vi The Room (I don’t get it). Bagefter fik jeg en hovedpude med Wall-E på, og kravlede i seng. I stilhed. Uden klikken fra opgangen, udskyl fra overboen, skænderi, snak, klaver, møbelflytteri eller noget andet gøjl, der uden piller kan holde mig vågen til ved firetiden hver nat.

I morges lidt i ni spillede overboen to spanske rapsange for mig. Så holdt han op. Jeg sov videre til klokken 11.

Jeg er SIMPELTHEN så udhvilet. Og jeg er simpelthen så glad for, at der findes mennesker med gæsteværelser, som smækker dørene op, når resten halter.

I dag leder jeg igen efter lejligheder. Det skal nok gå. Der er købt en sixpack til, når jeg bliver sur på lejlighederne senere på dagen. (Ja, jeg er ret ringe til spansk, det er nogle ret interessante samtaler).

All is good people. Venner trumfer lorteomstændigheder.

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

Min puttemakker på gæsteværelset

Min puttemakker på gæsteværelset

Page 2 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén