Category: Kærlighed (Page 1 of 6)

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

12 lektier, oktober 2016

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

12 lektier, september 2016

I september forlængede sommeren sig selv igen og igen, og jeg nød det og strakte mine dage med bare ben i det uendelige. Jeg tog i Tivoli i sommerkjole og til Malmø til solnedgangsrosé.

Han skrev stadig, men noget havde ændret sig. Hans henvendelser havde ændret sig. Energien i beskederne. Vi havde også mødtes til en burger, men en lille snas i hans fysiske tilstedeværelse var anderledes. Så jeg skrev til ham, at jeg hellere snart måtte hente mine sidste ting, for han havde vist fundet en ny.

Han ringede. Bekræftede. Ny dame. Jeg fandt en halvtredser på gaden.

Jeg lærte, at selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så er jeg ikke for fin til at få min stolthed såret, når jeg endegyldigt ikke kan bilde mig ind at være den vigtigste kvinde i hans liv mere. Men det gik og gik over. Hurtigt. Lettere end frygtet. I bund og grund må han jo gerne være glad. ”Så skal du også bare finde dig en kæreste hurtigt, så har vi begge en”, sagde han. ”Nej”, svarede jeg og mente det af hele mit hjerte.

12 lektier, august 2016

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

12 lektier, juli 2016

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

12 lektier, juni 2016

I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.

Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.

På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.

Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.

Page 1 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén