Category: Hverdag (Page 2 of 11)

Tak til Finn

Carsten Bjørnlund vækkede noget i mig i dag.

Og jeg vil egentlig gerne sige tak til Finn, som tog sig af vores uddannelsessamtaler i 8. klasse, selvom han ikke underviste klassen i det daglige og kendte uendeligt lidt til vores evner, drømme og personligheder.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, jeg var følsom.

Jeg skulle medbringe et stykke papir til samtalen. På det skulle stå, hvad jeg allerhelst ville være i hele verden.

‘Journalist eller naturfotograf’ stod der på mit.

‘Men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Jeg gentog min fars ord: ‘Nogen skal det jo lykkes for.’

‘Ja, men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Så var der stille lidt. Så klukkede Finn og fik et glimt i øjet.

‘Men vi mangler altid rengøringsdamer her på skolen. Det kan du jo blive, hvis det ikke lykkes.’

Jeg tror, jeg er enig med Carsten i, at de voksne mennesker skal gøre sig bevidst om, hvor stort et indtryk deres autoritære ord kan få på sind, de hverken kender eller forstår.

Jeg er faktisk stadig sur.

Penneven

Det skulle nok have været et fødselsdagsforsæt på linje med ikke at drikke mælk af kartonen hos andre mennesker. Altså det der med, at jeg skal stoppe med at stjæle kuglepenne.

Helst stjæler jeg dem ikke. Jeg bytter. Og misforstå mig ikke, jeg bytter kun, hvis din er bedre. Så fisker jeg en op fra tasken, som måske klatter lidt eller synger på sidste vers. Eller endnu vigtigere – en som ikke har givet mig gode idéer og ord.

Der sker noget, når jeg første gang skriver med en kuglepen. Der er ikke en bestemt slags, jeg foretrækker. Men nogle gange, glider de bare så rigtigt og sirligt over papiret, at jeg må eje den. Fordi ordene siver og danser, og jeg tænker, at der måske gemmer sig nogle helt fantastiske ord til mig i den kuglepen. Så fisker jeg en anden op af tasken og efterlader den, mens jeg tager den nyfundne med mig.

Det skete i søndags til generalforsamlingen ved mine forældres sommerhus. Ja, jeg var med, for de serverer rundstykker og kanelsnegle, inden de går til dagsordenen. Der lå en sort pilot-pen ved siden af formanden, som jeg lige lånte til at skrive en huskeseddel til mig selv. Og det kørte bare. Og jeg kom i tanker om andre ting, jeg skulle huske, mens jeg brugte den. Og min skrift lignede min skrift. Ikke et forsøg på en anden, pænere eller klogere håndskrift. Det lignede nøjagtigt mine rodede bogstaver på papiret og det gjorde mig så glad. Så jeg fiskede lige så forsigtigt min gamle blå bic op af håndtasken, mens jeg henkastet ragede den sorte ned i. Lusket. Egentlig ikke særlig pænt.

Men jeg bilder mig ind, at mine ord er vigtigere for mig, end hans er for ham. Ellers må han komme og stjæle den tilbage, når jeg er færdig med den. Lige nu gemmer jeg den. Den skal først bruges, når jeg skal begynde at tage noter til den bachelor, som starter lige om lidt. Den skal ikke spildes på regnestykker og indkøbssedler. For hvad nu hvis den er så speciel, som jeg tror?

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Gæsteværelset

I går fik jer serveret aftensmad. Så så vi The Room (I don’t get it). Bagefter fik jeg en hovedpude med Wall-E på, og kravlede i seng. I stilhed. Uden klikken fra opgangen, udskyl fra overboen, skænderi, snak, klaver, møbelflytteri eller noget andet gøjl, der uden piller kan holde mig vågen til ved firetiden hver nat.

I morges lidt i ni spillede overboen to spanske rapsange for mig. Så holdt han op. Jeg sov videre til klokken 11.

Jeg er SIMPELTHEN så udhvilet. Og jeg er simpelthen så glad for, at der findes mennesker med gæsteværelser, som smækker dørene op, når resten halter.

I dag leder jeg igen efter lejligheder. Det skal nok gå. Der er købt en sixpack til, når jeg bliver sur på lejlighederne senere på dagen. (Ja, jeg er ret ringe til spansk, det er nogle ret interessante samtaler).

All is good people. Venner trumfer lorteomstændigheder.

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

Min puttemakker på gæsteværelset

Min puttemakker på gæsteværelset

Loosing streak

Nå men så kan vi ikke kalde Spanien bræk-frit område mere.

Til gengæld vækkede jeg ikke hele huset, da jeg listede hjem lidt i SYV i morges. (SYV?!) For fuck sake.

Line har introduceret mig til chatroulette. Og bortset fra en del dillere, som man lige skal lære at slå hurtigt væk fra, havde vi den sjoveste aften. Fællessang med briter, skønsang fra italiensk førsteelsker, columbianske teenagepiger med et hamster og en del frierier.

Måtte børste to mænd af på en ellers kun ti minutter lang metro-tur, men er heldigvis god til at være sur, når jeg er fuld og træt.

Og så måtte jeg lige ud og hviske i det store telefonrør i morges. Heldigvis er jeg så dreven i silent vomiting nu, at jeg kunne have hemmelig bulimi, hvis jeg ikke elskede min mad og min krop så meget. (Jaja, det er en skrækkelig sygdom. Lad mig lave sjov med den alligevel). Julie sad i rummet ved siden af og hørte intet. Jay me. Alt andet ville være for pinligt.

Gudskelov for menneskehedens overlevelse sad Camilla klar på yndlingscaféen og lod mig være en lille time om at gå i gang med at spise min burger. Og luftede mig godt og grundigt langs stranden. Det hjaaaaalp.

Nu har jeg ædt pandekager og forbereder mig mentalt på anden del af min tandlægebehandling i Spanien i morgen. Shoot me now please.

2014-02-09 00.43.37 2014-02-09 03.13.29 2014-02-09 16.27.42 2014-02-09 16.39.02 2014-02-09 16.39.26

 

Kære Mads og Monopolet

Jeg har fundet 700 kroner på min konto, som jeg ikke vidste, jeg havde.

Levede i den vildfarelse, at jeg havde brugt rub og stub denne måned.

Hvad skal jeg gøre med pengene? Gemme dem til den første og den 1700 kroners forsikringsregning, jeg véd kommer, eller købe den smukke, smukke halskæde til mig selv, som kun er sat ned januar ud?

Kærlig hilsen den fortvivlede.

Ruller om på den anden side

Hvad? Er det onsdag? Og jeg befinder mig i en fantastisk storby, som jeg slet ikke kender godt nok endnu?

Og hvad så, hvis jeg har rablet om, HVOR meget jeg skulle træne, når Rikke og Pernille smuttede hjem. Og klaget over, hvor meget tøjet strammer. Hvilket ikke er blevet bedre gennem de sidste fem dages sangria-marinade og tre restaurant-måltider om dagen. Med sangria. Og cappuccinoer. Og tapas, crossainter, cava, kir royal, crepes og cola. Og sangria. Fik jeg nævnt sangria?

Og who cares, hvis jeg har været så meget ude, at mit værelse nu til forveksling ligner mit rodede soveværelse hjemme i Danmark, delt op i tøjbunker med ‘beskidt’, ‘beskidt men kan gå i en snæver vending’, ‘let benyttet’ og ‘jeg aner ikke, hvad den kjole laver uden for skabet, den strammer helt vildt’.

Og jaja, jeg fik endnu et loppebid i nat og jeg har stadig ikke haft held til at finde en støvsuger, som man kan betal sig fra. Til gengæld har jeg brugt resten af måneden budget på gaudi-attraktioner, restauranter og, ja, sangria. Men det bliver ikke i DAG, at alt det ændrer sig.

Den eneste rigtige plan i dag var at tage ned og svømme efter afskeden med pigerne. Da den gik i vasken, blev den eneste rigtige plan, at tage ned og svømme, når morgenmaden havde lagt sig. Well, nu spiser jeg frokost og guess what? Jeg er jo NØDT til at vente på, at den har lagt sig, før jeg kan tage ned og svømme.

Det der ferie er hårdt. Selv andre menneskers.

Familiaen:

2014-01-20 12.27.22 2014-01-20 12.27.38

Det imponerende klunkeudvalg hos Zara Home:2014-01-21 12.11.09

Tapas, lidt for sent:2014-01-21 15.05.10

Et hav, et hav – mit kongerige for et hav

Mandag var igen udforskelsesdag, og jeg valgte at gå i lige linje fra vores hjem til havet. Turen er lige godt 3 kilometer og kan som sådan i københavner-tempo tilbagelægges på cirka en halv time.

Jeg gik glad og frejdig lidt over middag med den klare plan at se vandet og få noget frokost, inden jeg skulle mødes med Camilla klokken 16.

Men så let går det bare ikke, når man går i glo tempo og skal tage billeder af alt. Det tog mig det meste af to timer at gå de skide tre kilometer og jeg var døden nær af sult, da jeg nærmede mig vandet. To gange faldt jeg over restauranter med et passende antal spaniere på, og overvejede kort at gå ind og få noget mad. Men da var jeg alligevel så tæt på vandet, at jeg var nødt til at gå videre.

Jeg elsker hav. Virkelig meget. Men jeg troede alligevel ikke, jeg var typen, som ofrede min frokost for at stå den 13. januar og dyppe tæerne i Middelhavet til stor morskab for menneskerne på restauranten bag mig. (Det hjalp ikke, at jeg først skulle lirke mine strømebukser af inden under kjolen).

Men det er jeg. Jeg. Der altid tænker på mad. Droppede frokosten for et hav. (Og en i øvrigt dejlig gåtur).

Senere mødtes jeg ganske rigtigt med Camilla, men hun fik hældt så mange gode historier, glas med cava, kaffer, drinks og tapas i mig, at jeg kun tog ét billede. Og det var af en drink sidst på aftenen. Flot Trix.

2014-01-13 14.38.44 2014-01-13 14.41.25 2014-01-13 14.42.35 2014-01-13 14.43.56 2014-01-13 14.45.27 2014-01-13 14.46.48 2014-01-13 14.49.33 2014-01-13 14.54.51 2014-01-13 15.00.50 2014-01-13 15.06.13 2014-01-13 15.06.17 2014-01-13 20.45.53

Mit første mañana

Jeg har egentlig udtænkt indlægget: “A sea, a sea – my kingdom for a sea”, men så skete der noget.

Og her, cava, tapas, gåtur, sight seeing, mere cava, drinks, aftensmad, drinks, kaffe og to helt nye mennesker senere, har jeg misset godnatopkaldet fra den Sunde og Raske, mine roomates har skrevet for at sikre sig, jeg var ok og jeg bliver simpelthen nødt til at gå i seng.

I kan få et billede fra metroen, til vi snakkes ved i morgen.

2014-01-13 15.31.47

Intet nyt kan være godt nyt eller kolde bryster

Farmor havde fået dobbeltsidet lungebetændelse. 88 år gammel. Ja, jeg havde faktisk glemt præcis, hvor gammel hun er. Vi ved ikke, om hun nogensinde kommer sig over den.

Men det er meget forvirrende med viderebragte informationer i rejseforvirring overbragt af den faster, som også er syg og for nylig er blevet opereret. Faktisk ved jeg ikke, om farmor er fri af respiratoren. Men jeg ved, det er planen. Og at hun bagefter skal på lungeambulatorisk i gud ved, hvor lang tid.

Det føltes lidt som i 2010. Hvor hun var indlagt, mens jeg var i Istanbul i to uger. Hvor hendes blindtarm sprang. Og den ene dag er man klar til at pakke og rejse hjem på stedet, fordi opdateringerne hjemme fra kun lyder som død og sorg. Men hver anden dag, går det bedre. Ikke godt, men bedre. Og det er jo modtageren, der bestemmer budskabet og ikke alle beskeder gives lige nuancerede. Men i dag var en bedre dag. Så mor og far er fløjet, jeg flyver og så krydser vi fingre for den gamle dame. For hun er en fighter, og hun har gjort det før.

En anden person, der ikke er en fighter, var min ekspedient i Magasin i dag. Og det er en brat overgang, for jeg kan simpelthen ikke springe fra nær-dødsfarmor til bh-indkøb på nogen elegant måde, men i skal sgu lige høre det. Fordi jeg bare TILTRÆKKER dårlig service. Eller. Noget må jeg gøre forkert.

Da jeg i sidste uge væltede det meste af et glas friskpresset appelsinjuice ned ad benet på mig selv, ud over bord og gulv og endda lidt ned i nakken på damen niveauet under os, mens jeg hyggede med Christina, havde jeg egentlig besluttet mig for at dø i skammen.

Men Christina kan det der med at rejse sig og venligt men bestemt fortælle, at jeg har mistet min næsten fulde juice på sådan en måde, at der straks står en ny juice ’som jeg selvfølgelig ikke skal betale for’. Det kan jeg bare ikke. Faktisk kan jeg kun det stik modsatte.

Således blev jeg i dag sendt i prøverummet af en Triumf-dame, som sendte mig afsted med to bh’er, som jeg ikke engang nåede at sige, jeg ikke brød mig om, før hun puffede mig mod prøverummet med to stk. mormor-skål (Sådan en, der når helt op under hagen), men en ‘praktisk’ kant, som aldrig kan skjules under en t-shirt i et materiale, der minder mere om en badedragt end om en lækker bh til den bløde hud på brystet.

Men vi skulle jo finde den rigtige størrelse, og det kunne vi vel lige så godt finde med en sort, spandex, mormor-bh, som med en hvilken som helst anden.

Jeg prøvede en størrelse. Og den anden, jeg havde fået med ind. Jeg forstod ikke helt forskellen. Men hun havde sagt, hun ville komme og tjekke, hvilken der sad bedst. Hun var bare lidt længe om det. Jeg prøvede den anden igen. Det hjalp ikke.

Til sidst var der gået så lang tid, og jeg havde forsøgt så mange forskellige bevægelser med hver bh, at jeg holdt igen mod panelet, mens jeg trak gardinet væk i hovedhøjde og med et par forsigtige ‘øøøhm, undskyld?’ fik kontakt til en anden triumf-ekspedient.

Ja, altså. Hendes kollega med det lange hår havde lovet at hjælpe mig, men nu kunne jeg ikke finde hende?

Kollegaen så mildt perpleks, men ikke direkte undskyldende ud, da hun forklarede, at min ekspedient da var gået til frokost.

Til frokost?

Mens jeg stod med bare patter, to grimme bh’er og et i forvejen regnvejrspræget fredagshumør? Så kan de sgu rende mig!

Så nu har jeg stadig primært bh’er, der er købt i gymnasie-tiden. Pisosse.

Page 2 of 11

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén