Category: Hverdag (Page 1 of 10)

En guide til at undgå billethajer

Festivalsæsonen er over os, og jeg har allerede branket mig igennem en dejlig weekend i Berlin i musikkens tegn. Men som festivalerne nærmer sig, ser jeg også flere og flere opslag på især Facebook med folk, der vil købe eller sælge deres billet. Og det ved vi allesammen, at der er nogle, som vil udnytte.

Derfor har jeg – med afsæt i mine år som forbrugerjournalist og min store glæde ved koncerter og dertil hørende køb og salg gennem personer og ikke altid arrangøren – lavet den her huskeliste, du kan gå igennem, når din festival/koncert/teaterstykke er udsolgt, og du skal finde en billet et andet sted:

1. Hjemmesiden Viagogo er NO GO. Siden kommer op først i Googles søgninger, fordi de betaler sig til det, men den er notorisk kendt for at tage overpriser og svindle, så det driver. Så læs din adresselinje! Det kan godt være, det ser ud som om, du har klikket dig ind til den rigtige arrangør, men læs. din. url. (der hvor der står www.hjemmeside.dk). Hvis den ikke er Ticketmaster, billetnet, Livenation eller en anden kendt arrangør, så gå tilbage til Google og find frem til den officielle arrangør og billetudbyder.

2. Betal kontant, hvis du kan. Eller med Mobilepay, hvor du kan se personens navn. Med en bankoverførsel kan du kun se modtager-banken men ikke kundens navn. Hvis personen insisterer på, at du skal overføre penge via Paypal, så vær kritisk. Det er en nem måde at få en transaktion til at forsvinde på, og helt ærligt – find mig en dansker som ikke har Mobilepay?

3. Hold igen med at efterlyse billetter i grupper. Du gør dig selv til et nemt bytte, når du skriver, at du søger to Roskilde- eller Tinderbox-billetter i en billet-gruppe på Facebook. Så hvis du mangler billetter til noget, som det vitterligt er svært at skaffe, så vær kritisk, når der dukker en op som vupti har LIGE netop det antal billetter, du skal bruge. Det er fint nok at sætte dine billetter til salg på den måde, men vær forsigtig med at efterlyse. Hvis du søger, og en person skriver til dig så tjek gerne siden for, om de har kommenteret på efterlysninger på andre koncerter end din. Personen kan jo sagtens skrive til flere, som søger en Roskilde-billet, men hvis de kommenterer på alt fra Jelling til Tinderbox til Sussi og Leo – så skal din alarmklokke ringe.

4. Følg arrangementet på Facebook og væbn dig med tålmodighed. Det er min påstand og klare overbevisning, at du ALTID kan skaffe dig en billet til stort. set. alt. Hvis du arbejder for det. Så i stedet for at slå din efterspørgsel op og vente på, at nogle kontakter dig, så find arrangementet på Facebook og tryk ‘deltag’. Scroll ned i ‘diskussionen’, hvor folk slår ting op relateret direkte til denne festival/koncert. For hér sætter folk selv deres billetter til salg, når de indser, at de ikke kan komme. Og det sker altid for en masse – MEN de ved det først, når vi nærmer os datoen. Der er jo ikke nogen, som sælger deres billet til en festival om to måneder. Men når der kun er to uger til, og din kæreste har slået op eller du stadig ikke er færdig med din eksamen, kan flere blive nødt til at afhænde deres billet. Hold øje med eventet og kontakt folk, der sætter deres billetter til salg.

5. Mød personen, hvis du kan. Hvis ikke har jeg altså fine erfaringer med billet via email og Mobilepay – men først EFTER du har opbygget tillid. Skriv sammen med personen og spørg dem om ting. Jeg skriver gerne helt direkte, hvad min adresse er og beder om deres, så vi kan slå hinanden op (og jeg skriver også, at det er for at sikre mig, at de ikke er en svindler). Bed om deres telefonnummer og tjek med krak, dgs, telefon.nnx.dk eller ved at taste nummeret ind i Mobilepay, om navn stemmer overens med nummer. Hvis du ikke kan finde dem på nogen af platformene, så sig det til dem. Så må I finde en anden måde at gøre dig tryg på. Vil de ikke det, så er det ikke af ham, du skal købe din billet. Slip den. Der skal nok komme en anden.

6. Tjek personen ud. Tjek deres Facebook-profil. Har de 11 venner og intet billede? Hvis de har et billede, men en suspekt profil, kan du ved at gemme en persons profilbillede på din computer og gå til Googles billedsøgning uploade billedet til Google og se, hvor mange steder på internettet det findes. Det kan være smart, hvis en svindler har brugt samme billede før på andre profiler eller sure ‘kunder’ har delt billedet. Gør i det hele taget dit hjemmearbejde. Spørg dem, hvor de arbejder eller ring sammen og få en snak – fuskere bakker lynhurtigt ud af den slags. Jeg føler mig ofte mere tryg, hvis jeg har en fælles ven med personen på Facebook eller kan se, at de har gamle billeder på deres profil – så ved du, der er et rigtigt menneske bag.

7. I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris. Jeg plejer at købe og sælge til præcis den pris, billetten har kostet inkl. gebyrer. Hvis en person tilbyder dig billetten under prisen, så vær på vagt. Hvis det er til en koncert, som starter om to timer så kan det være, at personen er lidt desperat efter at komme af med billetten og vinde bare lidt af pengene tilbage. Men hvis du kan købe en Tinderbox-billet til halv pris med en måned tilbage, så skal dine alarmklokker ringe.

8. Til sidst vil jeg bare igen sige: Vær tålmodig. Det kan føles som om, du skal handle lige NU og HER for at komme med til den festival eller koncert, som du så gerne vil til. Men det er aldrig tilfældet. Og din bank kan ikke gøre meget, hvis du har sendt penge afsted til en fusker. Så slå altid koldt vand i blodet og gå tjeklisten igennem i hovedet. Du skal ikke stresse med købet, og hvis personen i den anden ende forsøger at presse dig, så træk dig. Det er ikke de tabte penge værd.

Kødfri tanker fra en kærlighedsflexitar

Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.

Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:

Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.

For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.

Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.

1) Lav mad ud fra dine favoritter.

I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.

Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.

2) Keep it simple

Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.

Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.

3) Do “yum”

Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?

Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)

Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:

Pizza: Gorms pizzadej og guide er god. 

Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:

Et glas grøn pesto

to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)

en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)

et bundt frisk rosmarin

Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.

Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.

Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.

Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.

Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.

Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.

Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.

Se lige, dude!

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Hybris og nemesis i 2017

Når jeg er så voksen, at jeg har ansvaret for en forenings dankort, som skal sørge for, at jeg kan købe flotte og fine gaver til søde og dygtige praktikanter, så sker der nogle gange noget.

For eksempel i går hvor jeg brændte uanstændigt mange penge af i Sephora; et sted jeg elsker og tilbeder, og damen bag skranken – på grund af de infamt mange penge, man kan tillade sig at bruge, når man køber afskedsgaver på vegne af 10 mennesker – valgte at smide et meget gavmildt antal prøver og testere med i købet.

“Skal jeg bare lægge dem i gaveæsken?”, spørger hun sødt.

“Nej, bare læg dem i posen”, svarer jeg prompte, vel vidende at jeg har tænkt mig at stjæle hver og en for min indsats som gaveudvælger, -indkøber og kortskriver.

Hjemme viser det sig, at jeg allerede ejer alle testerne i fuld størrelse. Ikke nok med det, jeg ejer dem og er ikke kæmpefan. Men nu er det for sent at putte dem i de lukkede gaveæsker. Eneste nye dimmer var en vådserviet med selvbruner i. Men helt ærligt, dem der kender bare det mindste til mig vil vide, at jeg er alt, ALT for sjusket til, at man må tiltro mig succes med selvbruner i kun ét forsøg.

Senere forsøgte jeg at låse min cykel op med jackstikket fra mine høretelefoner, og bøljen i min bh knækkede i Irma. I get it. I really do.

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

12 lektier, oktober 2016

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

12 lektier, august 2016

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

På mange måder symptomatisk for lorteåret 2016…

…er det her mit mest likede billede på Instagram hele året:

pic

 

Date op!

Reglerne burde være rimelig klare, også selv om Tinder tilbyder muligheden for at synke i jorden og aldrig give lyd fra dig igen både før, under og efter første date. Eller anden. Eller tredje.

Men fordi jeg selv og flere andre veninder har opfanget en vis laissez faire i hele det her dating-halløj. Og til en vis grad er det jo også tomme kalorier og gratis omgange at sidde og feje til højre og venstre, mens man afviser en gudesmuk mand fordi ‘han har flyveører’, samtidig med man fisker en chips op mellem brysterne og tørrer fingrene af i bukser/dyne/trøje. (Tænkt eksempel naturligvis).

Men tillad mig alligevel at ridse et par såreenkle spilleregler op, som du skal følge – mand som kvinde – for at det bliver meget sjovere for os alle sammen at gå lidt galt i byen i jagten på den næste eneste ene.

A) Du behøves ikke vide, hvad du leder efter på Tinder, men hvis du gør, så vær ærlig.

Det skinner alligevel snart igennem, hvis du under forstillelse af interesseret samtale helst vil vide, om jeg kan lide at få den i røven. Og faktisk virker du mindre vulgær og frastødende, hvis du melder klart ud fra starten. Givet, det koster en del højreswipes, der forsvinder med det samme, men dem mister du alligevel, hvis du forsøger at luske et knald ind i en samtale, der startede som en mulig date. Vil du knalde, så må du finde nogen, som gider knalde. Vil du date, så må du finde nogen, som gider date. Vil du KUN mødes, hvis modparten også er på udkig efter en livspartner, så sig det. Det er også ok, hvis du ikke aner det. Men så kan du ikke blive så overrasket over at andre forsøger at trække deres egne Tinder-planer ned over dig. De gør blot, hvad de kan, for at i skal passe sammen.

B) Hvis du fortryder en aftale, så skal du melde afbud, så snart du ved det.

Og her mener jeg ikke, at du sletter matchet eller undlader at skrive eller svare på beskeder hele dagen op til. I har jo trods alt kommunikeret nok til, at der er blevet lavet en aftale, og den mængde udvekslede bytes skal du honorere ved at takke pænt nej, hvis du ikke har lyst til at møde op. Du skal skrive en besked. Jeg har forfattet en standardbesked, du må låne:

“Hej X. Jeg har fået kolde fødder og har ikke lyst til at mødes alligevel. Det håber jeg, du forstår. Kh Y”.

Send den. Og vid, at det er lige så nemt som at slette eller synke i jorden, men et reelt afbud tjener to formål: Du får bedre karma i det store hele, OG du lærer med tiden ikke at indgå aftaler, som du kun halvt (eller måske slet ikke) har tænkt dig at holde. For det gør vi alle på et tidspunkt. Laver en aftale, som vi inderst inde godt ved, aldrig kommer til at ske.

Men det er fladt, for det er meganederen for alle at gå på en første date. Det er træls at vælge tøj. Det er træls at lægge makeup. Det er træls at skulle gentage over for sig selv 1900 gange, at man bare skal være sig selv for så at opdage, at man ikke længere har en aftale. Den er nemlig pist forsvundet uden et ord.

C) Det betyder også, at hvis du har en aftale – så holder du den aftalte aftale.

Du fortjener et bygkorn, hvis du gør et allerede fastlagt møde til en tids-sudoku. Har man aftalt at mødes tirsdag klokken 19, så er det der, i ses. Skriver du på dagen og vil rykke tiden, dagen, stedet eller noget andet, så skal der fandme følge en god grund med.

For vi behandler andres tid, som om den ikke betyder noget, når vi rykker, aflyser, maser og forventer, at modparten er klar torsdag i stedet for. Hvis du ikke gider prioritere jeres første møde, sender du også et ret tydeligt signal om, hvor vigtig man skal forvente at være, hvis mødet går godt. Så pick a date. Keep it. Det er faktisk lidt som med træning – det kræver noget mental energi at holde en aftale med sig selv. Og der er altid 3 ting hver dag, man kan lave. Vælg at gå på den date, du har aftalt.

D) Skriv tak for sidst, også hvis det bliver jeres sidste “sidst”.

Så er man nemlig ude over det. Så er den skid slået. Så kan alle smøge ærmerne op og komme videre. Igen har jeg forfattet en standard, du må læne dig op af så meget, som du lyster:

“Hej X. Tak for i går, det var rart at møde dig, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at lede videre. Hav det godt. Y”

Get it done.

Jeg tror, at kvinder og mænd er lige slemme med dette. Jeg hører kun om mændene, så hvis du er mand og har noget at tilføje, hører jeg gerne fra dig. Og del så lige det her med en mand, du kender på Tinder. Hvis du gør det, så lover jeg at forfatte tre trin til en sikker succes på første date. (Altså daten, jeg kan ikke tage ansvar for hvis en af parterne er en spade).

Page 1 of 10

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén