Category: Kultur (Page 2 of 2)

Take off and landing

Dagen kom, selvom vi begge havde lidt svært ved at forestille os det for en måned siden. Den Sunde og Raske og jeg nåede til vores sidste aften sammen i København. Lidt trætte og matte i sokkeholderne efter hans sædvanlige psykoarbejdsuge og min blæksprutte og altingskalværeperfekttiljegskalrejse-uge. Men vi besluttede alligevel, at afskedsmiddagen IKKE skulle være en pizza på sofaen.

Faktisk besluttede vi at gå på Tribeca. Den ligger nemlig lige om hjørnet, og hvis man bare skal have en enkelt ret, kan man godt få maden til en fornuftig pris. Men da vi først sad overfor hinanden, i det samme tøj, vi havde haft på hele dagen, med en herlig sovehvirvel fra middagsluren i frisuren på den Sunde og Raske og ikke skyggen af make up eller pænt tøj på for mig, kunne vi alligevel ikke lade være med at bestille tre retter. Og en flaske vin. Og en espresso. (Btw – måske den bedste Tiramisu, jeg nooogensinde har fået!)

Og vinen virkede. Vi fik varme kinder, jeg snakkede som et vandfald og humøret steg lige akkurat nok til, at vi satte os hjem med et par dåsebajer og en pakke smøger og spillede bezzerwizzer den halve nat. Fordi det var vores aften. Fordi vi elsker det. Og fordi, der går længe før vi kan gøre det igen. Så skid hul i at vækkeuret ringer klokken halv seks.

Det var derfor et blegt og temmelig træt kærestepar, der tyve over seks satte sig i 4A’eren med en blomstret kuffert og holdt insisterende i hånd hele vejen til Fasanvej. Som ville bussen give os lidt kærlighed med på vejen, trillede Dire Straits ‘Romeo and Juliet’, der er en af vores all time favourite-sange, ud af radioen.

Han bar min kuffert ned i metroen. Og trak den igennem lufthavnen for mig, efter jeg havde printet boardingkort. Selvom han inderst inde (eller not so inderst inde) synes, at det er den grimmeste kuffert i verden. Oppe ved skranken fandt vi ud af, at jeg havde glemt bagage-tagget til min kuffert i check in-maskinen. Fordi jeg er en idiot, klokken var syv, og jeg stadig havde lidt frotté på tænderne. Den pæne mand bag disken lavede en ny til mig. Og lod mig slippe af sted med seks kilo for meget i kufferten.

Efter kaffe, frøsnapper og farvelkys, satte jeg mig i flyet. Hvor det først så ud til, at jeg skulle sidde midt i indisk familie med fire børn, uden tone-fornemmelse. Fik det der blik i øjnene, som et rådyr har i bilens forlygter, og det så den søde svenske stewardesse. Hun rykkede mig fem rækker frem og satte mig ud til vinduet, hvor jeg med musik i ørerne straks faldt i søvn, og vågnede kun lige tidsnok til at drikke min juice, inden vi landede i Barcelona.

Her tabte verdens grimmeste kuffert desværre et hjul. Hvilket gjorde rejsen fra lufthavn til residens de næste to måneder til dagens work out. Skal i øvrigt hilse at sige, at min arm, balle og læg gør pææænt ondt efter cykel- og asfalt-kontakt i går. Jeg asede, masede, sled og slæbte den kuffert, der før trillede nydeligt ved min side igennem togsystemet. Bar den op og ned ad trapper (Her var de 6 kilos overvægt pludselig ikke så positivt), og sveden haglede af mig.

Måtte alligevel lægge alt dårligt humør fra mig og lave en Carrie (der hvor hun hviner, fordi hun får øje på Eiffel-tårnet), da jeg steg op fra metroen LIGE ved La Sagrada Familia. Herfra slæbte jeg lortekufferten en lille kilometer længere, før jeg kunne ringe på en dør til min nye lejlighed.

Her er tre roommates. To piger og en dreng. De har allesammen tømmermænd i dag. Og for de to der er et pars vedkommende klares tømmermænd med Geordie Shore. (Dømmer lidt). Til gengæld har deres ovn en pizza-funktion. (Seriøst, du kan dreje knappen over på ‘pizza’). (Dømmer lidt mindre). De virker rigtig søde. Glæder mig til at falde lidt til ro, så jeg ikke hele tiden griner og snakker ligesom en chihuahua bjæffer.

Tog det obligatoriske fly-billede og et par gåtursbilleder mens lejligheden sov til middag.

2014-01-12 10.24.17 2014-01-12 15.53.31 2014-01-12 15.53.46 2014-01-12 16.10.50 2014-01-12 16.24.17 2014-01-12 16.29.28

Vi dømmer ikke om søndagen…

Lørdag lå vi på sofaen. Så film. Spiste lidt (forbudt) slik. Vi tog ikke i byen. Vi drak os ikke fulde. Vi var voksne og næææsten kedelige.

But why?, spørger du. (Jo, du gør så)

Så Stine og jeg med semigod samvittighed kunne dele to flasker vin søndag aften, mens vi krøllede hår, lakerede negle og tegnede vores læber røde og smækre.

I bussen fnisede vi som to teenagere, mens vi skiftedes til at smugdrikke af Rieslingen (med det praktiske skruelåg!) Og inde i Forum købte vi mere vin, tog selfies og ignorerede alt, der hed mandag, almindelig pli til rock-koncerter og diskret sing-along. Fordi vi kunne.

En gang gik jeg forbi Vega, mens en broget flok af danskere væltede dampende og fulde ud efter en koncert. Min følgesvend konstaterede tørt, at det vist var Volbeat-segmentet. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det betød. Men jeg er en af dem. And you may judge away. Så ringer jeg, når jeg giver en fuuuack.  IMG_20131201_193721 IMG_20131202_001828 IMG_20131202_002002 IMG_20131202_002316 IMG_20131202_002644 IMG_20131202_182629

IMG_20131201_185506 IMG_20131201_185732

Vinder af tegneserie

Line M skrev:

“Når den to-årige kommer trippende ind midt om natten og man pludselig deler dyne med både barn, tøjhund, stofkanin, flyvemaskine og tre sutter. Selvom man er træt ligger man lige et øjeblik med et smil på læben og lytter hans vejrtrækning. Og den lille hånd på ens kind er det bedste kærlighedstegn.”

Og random.org mente, at kommentar nummer 8 var lige den rigtige til at vinde “Os To”.

IMG_20131126_0920532013-11-18 10.32.13

Tillykke med den. Der er en mail på vej til dig.

Men mange af i andre havde også rare hverdagsglimt. Mit yndlings kom fra en anden Line. Nemlig Line K, som skrev:

“For nogle år siden var jeg med min (på det tidspunkt) 2.klasse i sne og storm på en skøjtebane. Nogle havde skøjter med, andre tumlede rundt på støvler og knæ. De skiftedes lidt til at prøve skøjterne. En af drengene – en rødhåret dreng, med vidunderlige fregner og lidt for lange ben – kom endelig på skøjterne, efter laaang kamp, og råbte til mig, gennem sne og blæst og tumlende børn: ‘SE! JEG KAN!’
DET måler man ikke i PISA.”

For satan, det er et rart glimt. Og jeg kan slet ikke lide børn (?!)

Skal i øvrigt hilse fra en dejlig weekend og sige, at nu har den Sunde og Raske sunget Enter Sandman som karaoke til min fasters 50 års fødselsdagsfest. Bagefter tog vi tre kilo rødbeder med i byen og hang dem i garderoben på Boogies. Så kan weekenden vist ikke blive meget bedre.

Vind kærlighedstegneserie

Annes Ole, som har forlaget Damgaard Media, har givet mig lov til at udlodde et eksemplar af Philippa Rices tegneserie ‘Os To’

Hæftet er fyldt med hverdagsglimt fra et parforhold. Nogle kan jeg genkende. Nogle ville jeg ønske, jeg kunne genkende, men med mig udenbys flere gange om ugen (og snart i Barcelona i et lille halvt år) og den Sunde og Raske i arbejdsmode 80-100 timer om ugen (Kunne lige så godt være 1000, men han kan så godt lide det), så må vi sætte pris på hver eneste chance vi får for at falde i søvn i hver sin ende af sofaen til en dårlig film.

Philippas glimt er søde, skønne og meget genkendelige. Og nu kan du også vinde dem.

Det eneste du skal gøre er at fortælle mig om et af dine glimt. Det behøves ikke være et kæresteglimt. Det kan være et mor-glimt, et veninde-glimt eller et typisk-mig-selv-glimt. Men fortæl mig om et øjeblik i dit liv, der både er helt normalt men også et dejligt snap shot at tænke tilbage på.

Jeg trækker lod om en vinder på næste mandag – den 25.

IMG_20131118_103102

(Se venligst bort fra: Spejlvendt skrift, så det ikke fremgår tydeligt, at hæftet hedder Os To, Morgenhår og manglende make up. Det er mandag morgen forgudsskyld)

2013-11-18 10.32.13

Mit glimt?

Den Sunde og Raske døjer med lidt skinnebensbetændelse. Ikke meget, men nok til, at han har besluttet at gøre noget ved det, så det ikke bliver værre. (I husker nok et marathon, løbeture hver søndag og hvad ved jeg af overskudsagtige ting, som jeg slet ikke forstår)

Så i fredags, mens mine forældre var på besøg og hyggede til Vild med Dans, kom den Sunde og Raske spankulerende ud fra badeværelset i pull over og boxershorts, med ét behåret ben og et ben nybarberet som en barnenumse.

Han havde købt kinesiotape, og for at det kan sidde bedst fast, måtte hårene altså af. Da begge ben var barberet, fik jeg med hjælp fra en youtube-video lov til at tape dem ind fra ankel til knæ. Mens jeg gjorde det, gik det op for mig, at jeg i parforholdets hellighed vist nok ikke har barberet ben siden en gang i august.

Hvem er så manden i forholdet nu? Jeg har i hvert fald flest hår på benene…

Vinder af Morans Feminisme kick start set

– Jeg får alvorligt ondt i hovedet når folk snakker om “kønskvotienter” til diverse topposter, jeg ville aldrig betræde sådan en stilling hvis der var den mindste sandsynlighed for at jeg var der på grund af en kvote, for så var jeg måske ikke den rette til jobbet. Uden kvotient vil jeg dog ekstremt gerne.

– Jeg får også ondt i hovedet når selvproklamerede feminister laver mine personlige valg til “samfundets” valg. Nej, jeg barberer ben fordi jeg har lyst, ikke fordi samfundet siger at jeg skal, jeg elsker nybarberede ben, punktum!.

– Jeg er ligeglad med om diverse cafe ejere forbyder amning på deres cafeer. Det er deres Cafe deres regler. Jeg bliver træt når folk gør et problem ud af det.

– Jeg bliver glad og ser lys i fremtiden når der er masseprotester i Indien imod indiske mænds “ret” til at voldtage kvinder.

Desuden kunne jeg godt tænke mig at vinde bogen, er personligt ret forvirret når det kommer til det her med feminisme. Jeg synes det er lettere at vurdere ud fra enkelte sager, men hvilke sager handler egentlig om feminisme??

Ordene er Katjas, og random.org valgte, at hendes kommentar – nummer 10, skal vinde Caitlin Morans ‘Kunsten at være kvinde’.

2013-09-22 14.24.08

Katja, der er en mail på vej til dig.

Men i andre. Altså, jeg ved godt, at jeg ikke kan dele min eksemplar med jer alle, men jeg vil godt gå med til, at den skal ud i verden, som hende Dines har initieret på egen blog. Og jeg starter fra enden: Husmoder. Der er helt sikkert madrester i. Og jeg skriver ikke nogen tjekkede noter i marginen. Måske markerer jeg de forfærdelige fødsel-og-abort sider, så de er nemme at gå uden om. Og så vil jeg ellers gerne bede dig om at give den videre, når du er færdig. Ok?

Og til alle damer, der har det lidt stramt med feminisme som koncept. Så anbefaler jeg at læse kommentarfeltet til det indlæg, hvor jeg udloddede bogen, for der bliver virkelig tænkt nogle fine tanker, synes jeg.

Tak fordi i gider lege med. Måske jeg skulle pille en af mine egne favoritter ned fra boghylden og forære den væk næste gang? Så kommer der helt sikkert en note i forordet…

Den svære feminisme

Jeg tror aldrig, at jeg har sagt, at jeg er feminist. Jeg har heller aldrig sagt, at jeg ikke er det. Men det er hårdt at beslutte sig, og jeg bliver så træt, hver gang jeg prøver.

Fordi man skal sætte ord på nogle skel, der sommetider er hårfine. Fordi man skal tage stilling til nogle store ‘i bund og grund’-spørgsmål om sig selv og fordi jeg bare gerne vil have lige vilkår. For alle. Til alt. Hele tiden.

Det betyder, at jeg ikke ser noget problem i at en hvilkensomhelst person m/k flirter sig til et job/en lønforhøjelse/ rabat i kiosken. Men jeg ser et problem i, at en hvilkensomhelst person m/k kunne finde på at forvente det af en ansat/ kunde. Fordi de ikke ville forvente det af alle, men kun af nogen. Giver jeg mening?

Jeg er skidebange for bh-brændende feminister, der råber op om kvoter og hader mænd. Jeg vil fandme ikke af med MIN bh og jeg kan i bund og grund godt lide mænd. Langt de fleste af dem.

Jeg har haft (og har stadig) meget svært ved at afkode, HVAD det egentlig er feminister kæmper for og imod. Fordi nogle typer altid kan påberåbe sig feminisme, hvis de er sure over ikke at måtte stikke deres mælkefyldte bryster i munden på deres barn ved et givent cafébord. Jeg er bange for at slutte mig til flokken, for evig og altid og i al fremtid at få smidt ‘nå, så kom den sure feminist på banen’ i hovedet af mænd, der ikke forstår deres egen sexisme eller af alle personer, der ikke forstår et givent argument, men som er helt sikre på, at jeg forsøger at fremme noget kvindeligt.

Og så er det, at jeg bliver træt. For helvede, hvor bliver jeg træt. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt med feminisme? Hvorfor skal mor og far ikke tage NØJAGTIGT lige meget barsel med mindre de ansøger om andet og har en rigtig, rigtig god grund. (En udstationering i Ghana kan vel være svær med baby?)

Ligemeget. Jeg har læst ‘Kunsten at være kvinde’.

2013-09-17 11.13.12

Og hvor jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad Morans formål med at skrive bogen var, så har den dog givet mig et indblik i nogle af hendes tanker om at være kvinde. Hun er nemlig feminist, og langt hen ad vejen kan jeg sgu godt holde med hende. Og så slipper jeg for at blive træt, fordi hun ligesom har tænkt alle tankerne for mig. Ved bare ikke, hvordan jeg i diskussioner i fremtiden skal få listet ‘What she said’ ind i samtalen…

Men du kan også få lov. Til at læse bogen. Alt du skal gøre er at skrive én tanke om dig selv og feminisme. Og ja, den tanke må gerne være ‘jeg bliver træt af at tænke på det’. Men jeg fandt det faktisk ganske opløftende at læse om kvindes ben i næsen fra hendes eget synspunkt.

Og så slog det mig – medierne er overlæsset med brænd-bh-typerne, eller dem der liiidt for gerne vil være en mand og også gerne hævde sig på bekostning af andre kvinder. Medierne er proppede med misforstået feminisme, og det er DERFOR jeg bliver så træt. Jeg tror (og håber) at langt de fleste kvinder går ind for nogenlunde det samme som mig. Lige vilkår. Og det samme som Moran: Det er sexisme, hvis det a) ikke er høfligt at sige det til mig og b) du ikke ville sige den slags bemærkninger til ‘en af gutterne’. Simpelt. Nemt at huske. Ingen kampråb. Ingen forbud mod jokes om mine trusser. Ingen forbudsstempling af sex som koncept.

Dog vil jeg advare: siderne 242-246 om Morans første fødsel, og igen senere i bogen, hvor hun går ind til sin abort. Dem behøves du ikke læse, hvis du ikke har prøvet de ting endnu. Jeg vil gå så langt som til at råde dig til at lade være. Der gik fuldstændig Scarlett O’Hara i den for mig – besvimelseswise – og jeg er faktisk stadig lidt vred over, at jeg har læst det. Og kvalm. Pyh.

Jeg trækker lod blandt kommentarerne på søndag den 22.

Mit livs første eftersidning

special_960(Billedet er tyvstjålet fra drengenes hjemmeside)

Det er muligt, at jeg har taget grueligt fejl, da jeg i folkeren gik ud fra, at de der eftersidninger, som de slemme drenge fik, var en dårlig ting.

Jeg har aldrig fået rodet mig længere end ud på gangen og oftest var jeg slet ikke klar over, hvad jeg havde gjort. (Ja, jeg talte lige så meget dengang, som nu) Men for ganske nyligt blev jeg ligefrem inviteret til en eftersidning. Med Specialklassen.

Vi har været der før, hvor vi konstaterede, at der intet feminint er over mig, når jeg morer mig. Derfor virkede det som en fantastisk idé at slæbe den Sunde og Raske med denne gang. (?)

Det gik fremragende. Eftersidningerne tager ud over den klassiske operette, døvetolkningen og stemmeføringen på vegne af andre, udgangspunkt i den aktuelle by. Din by. Min by. Hvorend de er. Her krydres forestillingen med lige dele irrelevante oplysninger, verdens længste kærlighedshistorie og for mit vedkommende et hidtil ukendt had til Brøndby og en mild angst for spil som Kalaha.

Undervejs kom jeg på et tidspunkt til at grine så voldsomt, at jeg fik mit tyggegummi galt i halsen. Troede bagefter, jeg havde slugt det, men fandt det ved hjemkomsten i min bh (R.I.P bh). Den kendsgerning, at jeg ikke opdagede, at et stykke gennemgnasket, vådt og klamt tyggegummi landede mellem mine bryster, må tale varmt for, hvor godt jeg var underholdt.

Den Sunde og Raske nød det virkelig. Han er allerede i gang med at planlægge næste gang, vi skal afsted. Han ville være taget til show  i går, hvis det ikke lige var for én ting. Publikumsinddragelsen.

Jeg ELSKER det! når sagesløse publikummer skal på scenen og praktisere bevægeapparat for pludseligt stivnede komikere, ringe eller dytte historien tilbage på sporet – eller min yndlings – lydeffekterne! Har i en hedengang vodka-brandert med Rikke døvetolket mig igennem en længere DSB-seance på Ali B, og selvom det nok afslører mig som opmærksomhedshungrende komikerwannabe, så synes jeg det er pissesjovt, når jeg får lov til at være med på scenen.

Sådan har den Sunde og Raske det ikke. Da de første gang kastede et blik ud over publikum for at finde frivillige, sank hans nærmest som en klat gele på juleanden sammen i sit stolesæde og indtog samme højde som en havenisse! Da de dristede sig til at spørge efter par, slap hans hånd min, som havde han brændt sig, og jeg vil faktisk påstå, at han ligefrem lænede sig væk fra mig for ikke at blive afsløret i at være nogens kæreste. Da han tog min hånd igen, var hans svedig og varm af panik.

At se ham krympe sig, gemme sig, og ærgre sig over, at han kom til at kysse mig, mens lyset var tændt, for ’så kunne de jo se, vi var sammen’, var sgu næsten ligeså godt som Kong Neptuns opera.

Forstår du INTET af, hvad jeg snakker om? Så fang dem, når de kommer til en by nær dig.

Dommen over mit livs første eftersidning? Spruttegrin over hele linjen.

Bogvinder

Okay okay, så jeg havde mere travlt med at blive fuld i går, end jeg havde med at få annonceret vinderen af Svalens Graf her på siden. Sowwy.

Den heldig er Laura, som skrev: At gå alene om natten… jeg kan ikke klare det! Jeg ser farlige mænd (og kvinder) over det hele!, da jeg spurgte, hvad i var mest bange for.

Og mens den var reel nok, gjorde det mig også glad, at så mange deler min angst for ‘It’ af Stephen King og babyer. Og at en enkelt af jer kan stille træskoene af at tænke på Lassie-filmene. Ha!

Men som et par af jer også påpegede, så er den værste angst nok altid den, der foregår i hovedet på os selv. Fantasien og hjernen, når de arbejder imod alle de gode tanker. Se, dét er noget at være bange for!

Lad os satse på, jeg snart får sendt flere bøger min vej, som kan komme videre til jer. Tak fordi i ville være med.

(Ps. Laura vandt via siden random.org, som valgte nummer 7 ud af mulighederne 1-20. Jeg har et screenshot, men jeg kan ikke finde ud af at sætte det ind. So trust me).

Gratis gys

Dengang jeg forsøgte at læse Stephen Kings’ Det Onde, begyndte mareridtene at komme små firs sider inde i den meeeeget tykke bog.

Drømme, hvor jeg så mig selv gå ned af gaden fra de steder, hvor iagttagere ville stå. Drømme hvor lyset ligesom var for blødt og for falskt til, at det kunne være virkelighed. Drømme hvor mine venner forsvandt. Hvor noget kaldte nede fra kloakkerne.

Jeg fik aldrig læst den færdig. Det er dét Stephen King kan. Slå mig halvt fordærvet med mit eget sind. Og jeg har faktisk siden holdt mig fra genren.

Men nu har jeg læst Sissel-Jo Gazans bog Svalens Graf. Uden at dø.

Den er ikke så uhyggelig, at jeg får mareridt. Til gengæld handler den om noget. Om vacciner. Den leder ikke bare efter noget uhyggeligt at binde en historie op på, og det gør mig glad. At jeg inderst inde bærer rundt på en biologi-nørd, der kæmper for at komme ud, hjælper også på det.

Sissel-Jo Gazans fortælling er interessant, og hvor storsælgere som Dan Brown ofte giver for hurtigt op, og ender med at tegne tomme skaller af mennesker, som vi kan hænge vores hat på, sætter jeg virkelig pris på, at jeg føler, jeg kender menneskerne i Svalens Graf. Og mens Hr Brown hvirvler mig rundt i italienske storbyer, kan jeg faktisk godt lide, at jeg kan forestille mig mange af de steder, som Svalens Graf sker i. De er nemlig lige hér i mit elskede København.

Jeg vil ikke sige for meget om bogen, for jeg kan ikke komme med meninger og eksempler uden en spoiler alert, og det er jo åndssvagt, når jeg har fået lov til at forære en bog væk! Sidste blad er vendt, og nu er det din tur.

Du kan nemlig vinde bogen hér på bloggen. Jeg trækker lod fredag klokken 12 (frokost, ikke klokken rødvin).

Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvad du synes er allermest uhyggeligt i en kommentar og hvorfor. Er det tordenvejr, baby’er eller en hel middag med svigermekanikken?

svalens graf

Page 2 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén