Category: Brok (Page 2 of 3)

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Kontrasternes land

Efter en hel uge af min allerbedste opførsel, kompenserer jeg lidt i disse dage.

Good girl-genet i mig, sikrede, at jeg holdt om alle, der græd ved farmors bisættelse. Selv med tårerne trillende en af gangen i slowmotion ned ad mine kinder, aede jeg min bror på ryggen. Klemte min far om skuldrene. Nussede mine fætres kærester. Mens jeg legede tapper. For hvad? For hvem? For ikke at tude i en kirke ved en kiste?

Überkærligheden til veninde-P fik mig frisk og frejdig til at hoppe op fredag nat og stikke Max hans sut, da han gav lyd. Og jeg frydede mig over at kunne hjælpe med make-up, vimsede og vamsede rundt som en hund med græs i røven i kirken, for at tage de rigtige billeder, og småløb frem og tilbage ved receptionen for lige at koordinere taler, sange og fotos med køkken, brud og gæster – helst samtidig. Fordi jeg havde glædet mig til at hjælpe til – og fordi det hele bare skal føles let og dejligt for brudeparret på dagen.

Søndag kastede jeg op i god ro og orden, uden hotelpersonalet opdagede det. Jeg opgav at spise morgenmad og krammede farvel i min elendighed.

Mandag skældte jeg i ramme alvor hele min arbejdsplads ud for at se narkocykling. Som jeg valgte at kalde Tour de France. Gentagne gange. Til trods for, at jeg umuligt kunne interessere mig mindre for touren, skulle der lige hældes lidt galde ud på kollegerne, da en af dem fik den fikse idé at skrue op.

Senere sov jeg til middag og insisterede på, at den Sunde og Raske skulle handle. I dag har jeg skrevet til ham, at vi spiser is til aftensmad, med mindre han gør noget andet.

Verden giver mening igen.

Tak til Finn

Carsten Bjørnlund vækkede noget i mig i dag.

Og jeg vil egentlig gerne sige tak til Finn, som tog sig af vores uddannelsessamtaler i 8. klasse, selvom han ikke underviste klassen i det daglige og kendte uendeligt lidt til vores evner, drømme og personligheder.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, jeg var følsom.

Jeg skulle medbringe et stykke papir til samtalen. På det skulle stå, hvad jeg allerhelst ville være i hele verden.

‘Journalist eller naturfotograf’ stod der på mit.

‘Men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Jeg gentog min fars ord: ‘Nogen skal det jo lykkes for.’

‘Ja, men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Så var der stille lidt. Så klukkede Finn og fik et glimt i øjet.

‘Men vi mangler altid rengøringsdamer her på skolen. Det kan du jo blive, hvis det ikke lykkes.’

Jeg tror, jeg er enig med Carsten i, at de voksne mennesker skal gøre sig bevidst om, hvor stort et indtryk deres autoritære ord kan få på sind, de hverken kender eller forstår.

Jeg er faktisk stadig sur.

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Du skal ikke tro – du skal vide

Nåmen håbløst bagud med det hele som sædvanligt, har jeg nu hørt tilstrækkeligt meget om giraffen Marius til, at jeg har en mening.

Ikke om Marius som sådan. Og det er alligevel også lidt sent med den slags. Men om diskussioner på internettet.

For de forgangne ugers ordkasterier har været et miskmask af tro, viden og følelser, som slet ikke passer sammen. Og når tingene slet ikke passer sammen, bliver diskussionerne grimme.

For der er da ingen tvivl om, at Marius var nuttet. Herregud, en to-årig giraf med en less-than-desirable sædbeholdning har jo ikke gjort nogen fortræd. Men nu var det altså zoo’s giraf og ikke min eller din. Og så bestemmer de vel? Jeg har oplevet kæledyr aflivet for mindre end et skemalagt avlsprogram.

Mit store problem i hele suppedasen har været folk, der tror, at følelser er viden. Eller folk som tror, de ved. Eller folk som tror, at deres viden er endegyldig og eviggrøn.

For lad os indse det, intet er så gennemskueligt, at man med tre argumenter og et udråbstegn er nået ind til sagens kerne. Intet. Politik og bureaukrati er to eksempler på ting, der burde være klare som glas, men som mere er en sø så grumset, at dine børn ikke må bade i den. Der er ingen, som når helt frem til sandheden, og folk der med stor overbevisning i stemmen slår fast, at de har gennemskuet det hele, udstiller for mig at se bare, hvor lidt har forstået af det store billede.

Ikke engang videnskab kan erklære at stå med den endegyldige sandhed og saglighed. For når der skal fondsmidler på bordet, må forskningen gå firmaernes bud. Er resultaterne ikke gode nok, kan uredelighed komme på tale, hvilket jo i bund og grund betyder, at mennesker, der burde lede efter sandheder snyder. Og en del af de mere imponerende fysiske teorier er – så vidt jeg har forstået og derfor TROR, men ikke ved – stadig blot teorier. Som vi arbejder med, fordi de ikke er bevist forkerte af noget, vi endnu har kunnet finde på.

Og folk der mener, at giraffens uskyldighed og nuttethed er vægtige argumenter, må forstå, at zoo ikke handler ud fra deres egne følelser. Vi kan godt blive enige om, at han var kær. Men det er ikke viden. Det er ikke et argument imod viden.

Det er tro heller ikke. Men det er okay at tro. Og mene. Og føle. Bare du er på det rene med, at det er dét, du gør. For kommentarfelter er åbne. Alle må være med. Jeg ville bare sådan ønske, at flere kommentarer startede med ‘nu er jeg jo ikke ekspert på området’, eller ‘jeg vil bare lige sige, at jeg føler’. Ikke ved. Ikke står med den endegyldige sandhed analyseret frem over en screensaver med et nuttet fjæs, to års studie på en smart uddannelse eller tre klik på wikipedia.

Ogdet er heller ikke den endegyldige sandhed, nedladende at slå fast, at det rent videnskabeligt ikke kan blive anderledes, for bestandens skyld. Det kan altid blive anderledes. Men det var zoo’s giraf. Og den fik det værste frem i mange mennesker, som blot ville Marius det bedste.

Og når den hals så er svunget, har jeg kun tre ting tilbage at bede om:

– Mærk efter, næste gang du åbner munden i en diskussion. Er det her noget du tror, ved eller føler?

– Tag den tid, du har brugt på Marius-artikler, underskriftindsamlinger og deslige, gang tiden med to og brug så dén mængde tid på at læse om Ukraine. Du skal!

– Indse, at jo mere vi forstår af verden, jo mere bør vi indse, at vi ikke ved en skid.

Loosing streak

Nå men så kan vi ikke kalde Spanien bræk-frit område mere.

Til gengæld vækkede jeg ikke hele huset, da jeg listede hjem lidt i SYV i morges. (SYV?!) For fuck sake.

Line har introduceret mig til chatroulette. Og bortset fra en del dillere, som man lige skal lære at slå hurtigt væk fra, havde vi den sjoveste aften. Fællessang med briter, skønsang fra italiensk førsteelsker, columbianske teenagepiger med et hamster og en del frierier.

Måtte børste to mænd af på en ellers kun ti minutter lang metro-tur, men er heldigvis god til at være sur, når jeg er fuld og træt.

Og så måtte jeg lige ud og hviske i det store telefonrør i morges. Heldigvis er jeg så dreven i silent vomiting nu, at jeg kunne have hemmelig bulimi, hvis jeg ikke elskede min mad og min krop så meget. (Jaja, det er en skrækkelig sygdom. Lad mig lave sjov med den alligevel). Julie sad i rummet ved siden af og hørte intet. Jay me. Alt andet ville være for pinligt.

Gudskelov for menneskehedens overlevelse sad Camilla klar på yndlingscaféen og lod mig være en lille time om at gå i gang med at spise min burger. Og luftede mig godt og grundigt langs stranden. Det hjaaaaalp.

Nu har jeg ædt pandekager og forbereder mig mentalt på anden del af min tandlægebehandling i Spanien i morgen. Shoot me now please.

2014-02-09 00.43.37 2014-02-09 03.13.29 2014-02-09 16.27.42 2014-02-09 16.39.02 2014-02-09 16.39.26

 

Barcelona update #5

“Ok, lige voldsomt nok”, tænkte jeg i min første tid i Barcelona.

Hver eftermiddag og aften strømmer mænd med feje/vaskemaskiner, vandslanger og højtrykspulere gade op og gade ned, byen rundt og rundt og efterlader fortovene våde og nyvaskede. Dampende i solskinnet og glatte for slidte Kawasaki-sko. Og landet er i økonomisk krise. “Var det ikke et oplagt sted at skære lidt ned på intensiteten af indsatsen”, tænkte jeg.

Efterfølgende har jeg set omkring 150 hundelorte. For mens de er gode til at samle op efter sig i hundeparken på den anden side af gaden, går der lidt hat og briller i den, når der ikke er nogen der kigger, sender fordømmende blikke eller tsk’er, hvis man ikke samler op efter Fido.

I går så jeg min første hele hundelort. Altså en lort, som ingen havde trådt i, tværet ud, slæbt med sig tyve meter ned af gaden, gledet i, skvattet i eller på anden måde smattet  godt og vel ud over fortovet i en sådan grad, at man må lege Hugo (højre, venstre, hop på et ben) for at komme ubelortet igennem forhindringsbanen.

Nu sætter jeg pludselig stor pris på, at gaden ikke ‘bare’ bliver fejet.

Når man sælger skindet, før lopperne er skudt

Nu gik det lige så godt. Troede jeg. Men der er bare det der med at glæde sig for tidligt. Det er hybris. Ligesom når håndboldkommentatorer kalder en kamp afgjort for tidligt. Jeg kan ikke lide det.

Men vi nåede lige to nætter uden flere bid. High fives og en afblæsning af bestilt støvsuger hos sambos bedstemor. Så skete det.

Fire gange på en nat. I mit ansigt. Nu har jeg kraterfjæs. Der væsker. Og hæver. Og faktisk fucker så meget med min venstre kind, at jeg har lidt tandpine?

Og nye bid på hver underarm. Og på hver fod. Og. og. og. ARRRRRRGH!

Jeg bliver SINDSSYG! Er næsten glad for, at mit stipendium ikke er kommet endnu, for så havde jeg brændt rub og stub af på at flytte på hotel, indtil jeg finder et nyt sted.

Ingen make up skills – ikke engang mine og mit STORE udvalg af produkter, kan dække den onde tvilling, der er vokset frem på min hage.

Jamen, det er jo bare mit ansigt. Det er jo bare et par dage. Hvor slemt kan det være, tænker du?

Så slemt, at i ikke får et billede af det. Så slemt, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre når jeg i næste uge både skal besøge mulige fremtidige samboer og hilse på min klasse det kommende semester.

Fml.

Ruller om på den anden side

Hvad? Er det onsdag? Og jeg befinder mig i en fantastisk storby, som jeg slet ikke kender godt nok endnu?

Og hvad så, hvis jeg har rablet om, HVOR meget jeg skulle træne, når Rikke og Pernille smuttede hjem. Og klaget over, hvor meget tøjet strammer. Hvilket ikke er blevet bedre gennem de sidste fem dages sangria-marinade og tre restaurant-måltider om dagen. Med sangria. Og cappuccinoer. Og tapas, crossainter, cava, kir royal, crepes og cola. Og sangria. Fik jeg nævnt sangria?

Og who cares, hvis jeg har været så meget ude, at mit værelse nu til forveksling ligner mit rodede soveværelse hjemme i Danmark, delt op i tøjbunker med ‘beskidt’, ‘beskidt men kan gå i en snæver vending’, ‘let benyttet’ og ‘jeg aner ikke, hvad den kjole laver uden for skabet, den strammer helt vildt’.

Og jaja, jeg fik endnu et loppebid i nat og jeg har stadig ikke haft held til at finde en støvsuger, som man kan betal sig fra. Til gengæld har jeg brugt resten af måneden budget på gaudi-attraktioner, restauranter og, ja, sangria. Men det bliver ikke i DAG, at alt det ændrer sig.

Den eneste rigtige plan i dag var at tage ned og svømme efter afskeden med pigerne. Da den gik i vasken, blev den eneste rigtige plan, at tage ned og svømme, når morgenmaden havde lagt sig. Well, nu spiser jeg frokost og guess what? Jeg er jo NØDT til at vente på, at den har lagt sig, før jeg kan tage ned og svømme.

Det der ferie er hårdt. Selv andre menneskers.

Familiaen:

2014-01-20 12.27.22 2014-01-20 12.27.38

Det imponerende klunkeudvalg hos Zara Home:2014-01-21 12.11.09

Tapas, lidt for sent:2014-01-21 15.05.10

Glade dampe

Nå, men alle mine grandiøse planer, der i Nordlædervest ville have taget en formiddag er føre ud i livet er blevet mere eller mindre spoleret.

For eksempel af, at spaniere ikke i særlig udstrakt grad brug støvsugere. Og den ene håndstøvsuger til 24 euro, som jeg var villig til at købe, var naturligvis udsolgt. Fandt jeg ud af. Da jeg havde gået en time ud i Carrefour.

Til gengæld, troede jeg heller ikke, jeg kunne finde decideret loppespray til hjemmet. Jeg har derfor sjasket mine 7 kvadratmeter ind i spray til langhårede hunde, kun for at indse, at man BÅDE kan sige flea og plugas. Og altså. Plugas er nævnt på en del insektprays til hjemmet. Gæt hvilket ord, jeg ledte efter…

Alt tøj er flyttet i fryser, alt sengetøj er vasket på minimum tres grader, inklusiv pude og ‘dyne’ (klamt halvfjerdsertæppe, som min hud ikke kan lide at røre ved).

Må forsøge mig med støvsuger igen i morgen. Hvis jeg ikke kan finde en håndstøvsuger, vil min søde spanske roommate forsøge at låne sin bedstemors til mig.

Sprayede rummet ihjel for snart seks timer siden, og vinduet til skakten har stået åbent lige siden. Bare lidt svært at opnå ‘lufte ud’-effekt med indadvendt vindue. Så her lugter ret meget af det myggemiddel vi gik amok på hele kroppen med i Mexico. Jeg tror ikke, at det taler FOR at midlet er forsvarligt at inhalere, rent sundhedsmæssigt. Men jeg antager, at det nok skal gå, eftersom jeg har overlevet det en gang før.

Så nu lægger vi os til at sove. Og så tæller vi nye stik i morgen. Sikke en følgeton, vi har gang i her.

Dagens billede (desværre, kan kun uploade et, tænk jer til resten – der er blandt andet et af min nye badehætte):

DILLEREN/en af byens højeste bygninger, som efter sigende lyser om natten. Så deeet…

2014-01-16 15.48.25

 

Page 2 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén