Trixyworld

Den er god nok, du er gået rigtigt

Category: Brok (Page 1 of 3)

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, august 2016

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

12 lektier, juli 2016

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

På mange måder symptomatisk for lorteåret 2016…

…er det her mit mest likede billede på Instagram hele året:

pic

 

En rekord af en art

Her henviser jeg naturligvis ikke til de tre (fire?) måneder, hvor bloggen ikke bare har ligget stille, men været decideret afmonteret af et gammelt widget, som ikke kunne opdateres til seneste udgave af Wordspress, og som jeg ganske enkelt gav op på indtil i går. Hvor jeg læste fejl-linjen, når man forsøgte at tilgå bloggen og på mindre end et kvarter havde løst problemet. Så deeet.

Nej, jeg henviser til de tre uger, der nåede at gå, fra jeg købte mit livs hidtil dyreste vinterhue, til den var væk.

Tre uger. Det er over 100 kroner om ugen.

Men den lyserøde hjemmestrik og mande-huen, jeg fiskede op af en glemmekasse i et fitnesscenter en gang, har jeg naturligvis stadigvæk begge to. Huer der enten matcher min vinterkolde hud fuldstændig og får mig til at ligne et slagteklart svin eller som med sin gråsorte fremtoning og evne til at dække alt mit får, får det til at ligne, at jeg kunne hedde Kenny.

Men den flotte lysegrå Magasin-sag, som kostede det hvide ud af øjnene, trods det at den kradsede, og som havde en lille fin pige-kvast på toppen, den har jeg mistet. Tabt. Vist nok ud af lommen. Uden overhovedet at opdage det.

Det bringer irriterende minder fra den vinter, hvor jeg mistede alle mine venstrehåndshandsker, og til sidst stod med fire højehåndshandsker, som jeg stædigt brugte på begge hænder.

Min eneste trøst i dette øjeblik, var et morgensnap fra veninde M. Der nedslående havde sat en ny rekord fra huekøb til huetab. 28 timer.

Opsang til klokken 4-lurerne

I skal lade være.

I skal lade være med at passe jer selv hele aftenen og så, når jeg står helt fuld og træt i garderoben og har tabt min ene kontaktlinse i en Rick Astley sing along-dyst og fumler efter mit nummer, dukke op og spørge, hvor jeg skal hen.

Jeg skal hjem.

Jeg skal ikke lige have én øl mere med dig. Jeg tror ikke på, at du har ‘kigget på mig hele aftenen’. Jeg tror, du hænger ud og venter på fulde, trætte piger, som du kan nøjes med at poste en halv øl i, før du kan foreslå, at du skal med dem hjem. Fordi de allerede er på vej. Og det er megaklamt. Hvis du ikke gider tale med hende inden, så skal du simpelthen lade være med at prøve at score hende på vej hjem.

I skal lade være.

Ikke med at sidde på et springvand og drikke øl og hygge med jeres venner. Det skal i endelig gøre. Syng gerne også. Men lad være med at bruge det som en jagtmark. Lad være med at antaste hende, som er ved at låse sin cykel op for at køre hjem med spørgsmål om, om hun er gift eller single og udmeldinger om, at hun har smukke øjne, når vi begge to godt ved, at du blot er i gang med at tjekke, om jeg er fuld nok til, at du kan komme med hjem uden en større indsats.

I skal lade være.

Med at cykle op på siden af en dame klokken halv fem om morgenen og spørge hvor “vi” er på vej hen, når du slet, slet ikke har noget at gøre, det sted, hvor jeg skal hen. Hjem. I min seng.

Det er simpelthen så pissenederen opførsel. For hvis jeg havde været mig selv i en yngre, fuldere og mere usikker version, så kunne en af jer faktisk have haft held med jeres foretagende. Og jeg ville have fortrudt det bittert næste dag.

Hvad kan du tåle ikke at dele?

De popper op hele tiden på Facebook. Delt og liket. Med lange rosende kommentarspor og nogle enkelte næsvisheder, der altid får nogens pis i kog og sikrer en hel dags skænderier med fremmede mennesker.

Opdateringer. Om træning. Om hjemløse, som du har købt en sandwich. Selfies fra den demonstration, du har deltaget i. En svedig pande og 60 hastags, der alle starter med ordet #fit.

Her til morgen, blev jeg træt igen. Af den lange opdatering, hvor nogle unge har gjort nar af en hjemløs, som ville nasse smøger. Og manden, som havde købt ham nogle smøger. Og den hjemløses smil, og alt det, du godt ved sker, når du viser nogen venlighed, som ikke er vant til det.

Jeg er overhovedet ikke for fin selv. Jeg kan uden problemer genkalde en opdatering fra egen hånd om et afvist dankort i Rema og store, almægtige Trix der træder til og siger “DEN ORDNER JEG LIGE”. Men nu er jeg blevet træt.

For kan vi egentlig gøre en uselvisk gerning uden at skulle høste ros og anerkendelse for den? Og er den uselvisk, hvis du straks, du har købt “Hus Forbi” lige tager et billede og smider på Facebook/Twitter/Instagram, så alle dine followers kan se, hvor godt et menneske du er?

Og findes træning, hvis det ikke er på de sociale medier? Kan man godt bare tage til en times spinning uden at checke ind? Eller forbrænder det færre kalorier? I hvert fald færre sociale kalorier.

Når jeg trættes er det måske også fordi, der var lidt skæld ud med i den seneste jeg læste. “De unge” på vej hjem fra byen var næsvise overfor den hjemløse. Og “kunne de ikke undvære den ene drink og give ham en pakke smøger i stedet for?”. Men vores helt gik jo ikke i dialog med dem. Spurgte dem ikke direkte, om de kunne undvære dette for at gøre en forskel hint.

Han spurgte Facebook. Og det er sgu da det nemmeste sted i verden at rejse et kor af indignerede brøleaber, som er enige med dig i at noget er for galt og nogle er for dumme. Indenfor journalistik har vi en regel der hedder, at du ikke må skrive kritisk om nogen uden at give dem muligheden for at kommentere og tage til genmæle. Det er god skik siger vi. Måske de unge havde haft noget at sige? Måske de bare havde svaret “Næ, det gider vi altså ikke give ham”, så havde det vel også været i orden. Jeg ved ikke med dig, men der er mange ting, jeg ikke gider på vej hjem fra byen i en brandert. Men det gør mig vel ikke til et dårligere menneske? Og vi har vel ikke krav på at få ting fra andre, selv om vi spørger pænt?

Omvendt kan jeg godt se, at nogle er bedre end andre til lige at stikke et smil eller en femmer. Men karmapolitiet brænder sammen, når det skal deles og skulderklappes ud på de sociale medier. Det ophæver sig selv. Det er, som når din dovne kæreste (M/K) ENDELIG fucking støvsuger, men så bagefter skal roses og takkes for det så mange gange, at du til sidst ville ønske, du havde støvsuget selv.

Jeg bliver træt. Og har en opfordring til alle:

Gør noget godt. Og hold det hemmeligt. Vi kan lave en klub af folk, der har god karma som en hemmelig bagage. Giv dig selv det skulderklap og kom videre.

Og hvis du så vil have mig undskyldt, deler jeg lige den her på Facebook, så mine følgere kan give mig ret. #fitliving.

Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

Kære Always-typer

Vi bliver lige nødt til at have en snak om jeres, for at formulere det som supermarkederne, vat- og hygiejneprodukter.

Jeg var indrømmet lidt fuld i går aftes, da jeg kom hjem og erkendte, at min menstruation var ankommet. Ja, jeg overvejede “den røde flodbølge”, “det røde” eller “den tid på måneden”, men det er faktisk lige gået op for mig, at det hader jeg også.

Så jeg fiskede en pakke Always-bind frem under vasken, og med mit fuldemands- og bodegarøglugtende tøj drysset løst rundt på badeværelsesgulvet, åbnede jeg pakken og blev faktisk ret forskrækket over den kunstige, parfumerede lugt der ramte mig.

Jeg konsulterede jeres pakke, og der stod “Odour neutralization”.

Hvad skal det betyde?

HVAD SKAL DET BETYDE?

For det første neutraliserer det ingenting. Det lugter! Jeg sidder i min sofa nu. Med tæpper over mig. Men jeg kan lugte det skide bind i mine trusser! Og det gør mig rasende.

For hvad er det ved min naturlige kropslugt, der er så klamt, at i mener, det skal overdøves?

Det er den samme stigmatisering, som når jeres reklamer opererer med klar blå væske frem for, lets say, rød væske, når i skal vise, hvor gode jeres produkter er til at opsuge menstruationsblod. Blå, rød, blod.

Hvis i virkelig synes, menstruation er så ulækkert, hvorfor er i så i menstruationsbindsbranchen? Er det fordi, flere kvinder skal have følelsen af, at deres menstruation er ulækker, og i skal hjælpe dem med at nå til den konklusion ved at overdøve deres menstruation med en kunstig, parfumeret aroma?

Jeg kan stadig lugte det. Jeg hader det. Og det er jeres skyld.

Min menstruation er fin. Min kropslugt er fin, og jeg bløder rødt.

Desuden får jeres “odour neutralization” min fisse til at klø. Tak for det.

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén