Category: Uncategorized (Page 2 of 13)

Glimt l

Den lugter lidt af jord. paranødden. Jeg slikker på den og dypper den i saltet, jeg har kværnet ud på køkkenrullen.

Lugten kommer igen, da jeg spiser den. Som at stå dér. I drivhuset. Mens sneen hvirvler ned udenfor. Inde er der nogleogtredive grader, og sveden hagler ned af ryggen på mig, mens jeg med hele min krop bakser planter ned i potterne på samlebåndet.

Jorden flyver i luften. Slår mig i næsen. Det lugter som nu.

Det sætter sig i øjnene. Det sætter sig i munden. Jeg har kun tid til at tørre det væk hurtigt med bagsiden af hånden. Så står den næste potte klar. Jeg kigger op og får øjenkontakt med Morten. Min bror.

Han smiler til mig. Vi er nemlig de hurtigste på hele gartneriet til at stå her og smadre små forsvarsløse planter ned i de potter, som får jord, plante, ekstra tryk og vand på samlebånd.

Det er lillejuleaftensdag. Vi er på arbejde. Måske er jeg 15 eller 16 år. I pausen er der ‘runner med brunner’ til dem, der har sagt ja til julevagten. ‘Men ikke for meget smør, jeg er på kur’. siger chefen. Så griner vi. Pausen varer 20 minutter.

Jorden føles tør, men lugter våd. Vi har ikke tid til at tale sammen. Kunne sikkert heller ikke overdøve maskinen, hvis vi prøvede. Sveden hagler videre, ryggen knokler, armene bliver trætte og jorden sætter sig. Mellem bryster, i armhulerne, ja jeg finder sgu også jord i trusserne, efter jeg er kommet hjem.

Men jeg er glad. Og i julestemning. Og alt er godt. Vi er gode. Vi er sammen. Og der er to kilometer hjem i det hvirvlende snevejr. Hjem til røget ørred, mor og far og jul.

Far kommer endda og henter os, så vi slipper for at cykle hjem.

Tudefjæs

Lige for tiden græder jeg næsten dagligt.

Altså, ikke sådan hulk og vræl, men der er sjældent en dag, hvor der ikke lige triller en tåre over et eller andet mere eller mindre væsentligt. (Nej, jeg er IKKE gravid) Jeg er bare blød som smør indeni. Og varm chokolade. Med flødeskum.

Men det er en ret underlig erkendelse. Det der med at opdage, hvor forskellige ting, der kan få mig til at græde. Jeg nævner i flæng:

Extreme make over – any edition (man skal ikke se det skidt)

Tømmermændene efter julefrokosten i fredags

Erkendelsen af, at min mor skal dø en dag og at mennesker med diabetes lever kortere tid end andre – og erkendelsen af, at det ikke er uvilje som gør, at hun ikke altid følger mine eller lægens råd for at passe på sig selv, men at gode og fornuftige mennesker bare ikke altid kan vælge rigtigt – selvom de godt forstår vigtigheden af det rigtige valg

Erkendelsen af, at jeg er nøjagtig ligesådan

Min reaktion, da en ung indvandrer henvendte sig til mig for at få hjælp til at finde en adresse i går, og jeg syntes han kom lige lovligt tæt på. (Flåede min taske op under armen, hvor jeg klemte den godt fast, så ingen kunne liste hånden ned efter min pung) Først, da han pegede på sit øre, indså jeg, at han var enormt hørehæmmet og havde et høreapparat siddende i huden bag øret.

Generel tristesse over, at nogen skal kæmpe med et hvilket som helst handicap. Især en sød, ung fyr med liiidt for meget deo på, der i sin dynejakke og moderigtige Nike-sko skulle mødes med nogle venner, men som ikke kunne finde vej og ikke kunne høre. (Endte med at tage ham under armen og følge ham hele vejen til adressen)

Kan det passe, at julen er tudefjæsets fest?

 

Så ved jeg julen kommer

I går pyntede vi op. Hørte julemusik. Dansede kinddans der, hvor der skal stå et juletræ fra på lørdag.

I Lidl “kom jeg til” at købe for små 150 kroners blandet skumslik, chokolade, brunkager og honninghjerter. Og pludselig. Midt i Bamses jul på Muligvisvej, kvalmen fra den billige tysker-chokolade og banden og svovlen over, at vi hverken har hylder eller billeder oppe i lejligheden (Bevares, vi har også kun boet her halvandet år), kom den snigende. Julestemningen.

Den hvor man lige sukker dybt. Husker året med kælken. Skænker et glas mælk til kagen. Kigger nogen i øjnene og siger forelskede ting og skriver fem julekort, som der er en reel risiko for, jeg aldrig får sendt.

Jeg elsker det.

For mig er julestemning at åbne kassen med julepynten i og gense glimmerkuglerne og komme i tanker om ting, man havde glemt. Det er julestemning at høre ‘Driving home for christmas’. Det er julestemning at spise det første honninghjerte. Det er julestemning for mig.

Men hvad er julestemning for dig, tænker jeg. Mest fordi, jeg også vil lave en konkurrence. Jo sgu! En Instagram-konkurrence.

Tag et billede af noget, der er julestemning for dig. Tag det med @trix5k og #såvedjegjulenkommer.

Jeg trækker lod den 16 december om et eller andet julelækkert. Ja, jeg har ikke lige fundet på hvad endnu. Skal lige prøvesmage lidt flere muligheder først. Men det bliver sukkerfyldt og julet, tør jeg godt love.

Har i lyst til at lege med?

IMG_20131205_202717 IMG_20131205_202815 IMG_20131205_203130

Juleshopping og Bodil

Overvejer stærkt at liste ind til byen og gøre julegaveindkøbene. Fordi jeg ikke kan lide mennesker, mylder, køer, gåsegang og julestress. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at søde Bodil kan spare mig for det meste.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil respektere DMI og stormen. Men vi har jo tidligere erkendt, at min familie ikke er så big on det med at høre efter, når de kloge snakker.

Sidst der var storm, sad jeg fast i et s-tog. Fordi køreledningen var faldet ned og der lå et træ på skinnerne. “Det er bedst at vente. Jeg ved ikke, hvor længe”, sagde togmanden, inden vi klemte den bagerste dør op, hoppede ud af toget, løb væk fra den nedfaldne køreledning, klemte os igennem et krat og ud i en park, hvor de gamle træer knagede og bragede. Ude på gaden var det næsten mere vigtigt at holde øje flyvske valgplakater end tagsten, men jeg fandt en bus og skyndte mig hjem.

Da mor ringede for at høre, om jeg var i sikkerhed, valgte jeg den korte version. “Jaja, jeg er hjemme nu. Ingen fare på færde”. Men jeg kunne næsten have sparet det, for da jeg spurgte, hvor far var, fortalte mor træt, at han liiige var ved sommerhuset for at trække sin pram op af vandet, så den ikke sank.

Bagefter kørte hun over og handlede.

Vi er ikke så skarpe.

Såeøh – hvem vil med ud og handle?

Glimt k

Jeg tror, det var første gang, jeg nogensinde vandt noget. Og så føltes det så forkert. Den bittersøde smag af snyd gemte sig bagerst i mit svælg.

Det var ikke fordi, jeg ikke havde gjort mig umage. Det var jo Stine, Anna og Rikke, der var dommere. Og på det her tidspunkt i mit liv, var de the shit. Lidt ærgerligt, kan man selvfølgelig godt mene. For de gad jo ikke lege med mig. Men de var trekløveret i klassen, og når man var hende, som ikke havde andet valg end at hænge ud hos hende, der så Horton Sagaen hver eftermiddag og aldrig ville med udenfor og lege, så var de the shit.

Vi var i natuglerne. En gang om ugen blev den lokale børnehave, uglereden (før ugler blev hipster), forvandlet til ‘natuglen’, hvor de lidt større børn kunne komme og lege/hænge ud/hvad man nu sagde den gang. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det. Så snart jeg havde spist for mine 10 kroners slik, som man kunne købe fra rullevognen, var jeg lost. Den tykke pige havde intet at foretage sig i puderummet, hvor de første spæde kys og gramserier foregik. Og jeg kan hverken tegne eller forme eller perle, eller hvad man nu kunne i det kreative hjørne. Det var stone dark uden for. Så selvom jeg altid skændtes med min mor over, at jeg skulle komme hjem klokken ni og ikke måtte vente, til natuglerne lukkede klokken ti, så anede jeg faktisk aldrig, hvad jeg skulle stille op med mig selv deroppe.

I dag var jeg inde, hvor de hørte musik. Og hvor vi fik stablet en dansekonkurrence på benene. Hvor folk to og to stillede sig op og shook what their mumma gave them. Eller. Jeg tror, jeg gik i femte… Rystede nok ikke så meget.

Som regel så jeg bare på. Jeg havde ikke rigtig nogen at danse med. Men den dag var der bare én bestemt BSB-sang, jeg gerne ville høre. Og så må man jo stille op i konkurrencen, så man kan høre sangen. Og danse hele sangen færdig, så de ikke stopper før tid.

Bagefter vandt jeg konkurrencen. Anna sagde, at det var flot, at jeg kunne huske så lang en dans udenad. Og så var det, at glansen gik af min sejr. For jeg ville jo aldrig kunne gentage hele den dans. Jeg havde bare improviseret. Det måtte de da også vide? Men jeg vandt altså. Kan ikke huske, hvilken Backstreet Boys sang det var, jeg bare måtte høre.

Klokken fem i ni stod jeg uden for uglereden. Den ligger på samme gade, hvor mine forældre bor. Der er måske 300 meter. Men for at komme frem og tilbage mellem hjem og natuglerne, skulle jeg forbi det nedlagte fjerkræslagteri. Det store, uhyggelige mørke – hvor jeg vidste at kødkroge, hakkemaskiner og afvasket blod huserede. Jeg stillede mig altid klar med en hånd fast hvilende på ugleredens rækværk. Fæstnede mine øjne stålfast på lyskeglen fra lygtepælen på den anden side af slagteriet. Trak vejret ind tre gange. Dybt. Og så spænede jeg aaaaalt mine korte, tykke ben kunne. Mine fødder gik som trommestikker. Dak dak dak dak dakdakdak!

Jeg sænkede først farten, når jeg var inde i lyset igen.

Vi dømmer ikke om søndagen…

Lørdag lå vi på sofaen. Så film. Spiste lidt (forbudt) slik. Vi tog ikke i byen. Vi drak os ikke fulde. Vi var voksne og næææsten kedelige.

But why?, spørger du. (Jo, du gør så)

Så Stine og jeg med semigod samvittighed kunne dele to flasker vin søndag aften, mens vi krøllede hår, lakerede negle og tegnede vores læber røde og smækre.

I bussen fnisede vi som to teenagere, mens vi skiftedes til at smugdrikke af Rieslingen (med det praktiske skruelåg!) Og inde i Forum købte vi mere vin, tog selfies og ignorerede alt, der hed mandag, almindelig pli til rock-koncerter og diskret sing-along. Fordi vi kunne.

En gang gik jeg forbi Vega, mens en broget flok af danskere væltede dampende og fulde ud efter en koncert. Min følgesvend konstaterede tørt, at det vist var Volbeat-segmentet. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det betød. Men jeg er en af dem. And you may judge away. Så ringer jeg, når jeg giver en fuuuack.  IMG_20131201_193721 IMG_20131202_001828 IMG_20131202_002002 IMG_20131202_002316 IMG_20131202_002644 IMG_20131202_182629

IMG_20131201_185506 IMG_20131201_185732

Livet med opvaskemaskine

Vi har sådan en Smeg-opvaskemaskine. Italiensk pis, er det udtryk vi oftest bruger om den.

Lortet virker ikke. Den der dreje-rundt arm støder på kurven, de store tallerkener kan ikke stå op i den og den stopper gerne sig selv 2-6 gange i løbet af hvert læs og giver fem insisterende bip fra sig, der betyder: ‘Det kan godt være dit grej ikke er rent, men nu kører bussen her ikke videre’.

Vi bander, svovler, åbner og lukker og lader den køre videre. Nogle gange vælger vi et nyt program. Andre gange ser vores service rent nok ud til, at vi bare vælger, at den er færdig. Men det er den ikke.

Vores opvasker er så elendig, at det faktisk godt kan tage det meste af en dag at få den til at vaske én sølle vask. Og i den tid efterlader vi så morgenmadsskåle, blender, glas, brugte tallerkener og bestik stukket i et krus overalt på køkkenbordet, der ender med at ligne jegvedikkehvad. Fordi det venter på at komme i ‘opvaskemaskinenfrahelvede’, hvor det så kan blive vasket halvt af en fire-fem gange, før vi giver op og hiver det ud.

Det jeg sådan set bare ville frem til er, at vi bruger mere tid på vores opvask i vores opvasker, end hvis vi nu bare klemte ballerne sammen og vaskede det op. Men det gør vi ikke. We are stupid that way.

Oh well, nu sagde den lyden igen. Og i stedet for at smadre hele molevitten med en meget stor hammer, som er den umiddelbare trang i min krop, så starter jeg den nok bare igen og går min vej. Dovenskaben længe leve.

Vinder af tegneserie

Line M skrev:

“Når den to-årige kommer trippende ind midt om natten og man pludselig deler dyne med både barn, tøjhund, stofkanin, flyvemaskine og tre sutter. Selvom man er træt ligger man lige et øjeblik med et smil på læben og lytter hans vejrtrækning. Og den lille hånd på ens kind er det bedste kærlighedstegn.”

Og random.org mente, at kommentar nummer 8 var lige den rigtige til at vinde “Os To”.

IMG_20131126_0920532013-11-18 10.32.13

Tillykke med den. Der er en mail på vej til dig.

Men mange af i andre havde også rare hverdagsglimt. Mit yndlings kom fra en anden Line. Nemlig Line K, som skrev:

“For nogle år siden var jeg med min (på det tidspunkt) 2.klasse i sne og storm på en skøjtebane. Nogle havde skøjter med, andre tumlede rundt på støvler og knæ. De skiftedes lidt til at prøve skøjterne. En af drengene – en rødhåret dreng, med vidunderlige fregner og lidt for lange ben – kom endelig på skøjterne, efter laaang kamp, og råbte til mig, gennem sne og blæst og tumlende børn: ‘SE! JEG KAN!’
DET måler man ikke i PISA.”

For satan, det er et rart glimt. Og jeg kan slet ikke lide børn (?!)

Skal i øvrigt hilse fra en dejlig weekend og sige, at nu har den Sunde og Raske sunget Enter Sandman som karaoke til min fasters 50 års fødselsdagsfest. Bagefter tog vi tre kilo rødbeder med i byen og hang dem i garderoben på Boogies. Så kan weekenden vist ikke blive meget bedre.

Vind kærlighedstegneserie

Annes Ole, som har forlaget Damgaard Media, har givet mig lov til at udlodde et eksemplar af Philippa Rices tegneserie ‘Os To’

Hæftet er fyldt med hverdagsglimt fra et parforhold. Nogle kan jeg genkende. Nogle ville jeg ønske, jeg kunne genkende, men med mig udenbys flere gange om ugen (og snart i Barcelona i et lille halvt år) og den Sunde og Raske i arbejdsmode 80-100 timer om ugen (Kunne lige så godt være 1000, men han kan så godt lide det), så må vi sætte pris på hver eneste chance vi får for at falde i søvn i hver sin ende af sofaen til en dårlig film.

Philippas glimt er søde, skønne og meget genkendelige. Og nu kan du også vinde dem.

Det eneste du skal gøre er at fortælle mig om et af dine glimt. Det behøves ikke være et kæresteglimt. Det kan være et mor-glimt, et veninde-glimt eller et typisk-mig-selv-glimt. Men fortæl mig om et øjeblik i dit liv, der både er helt normalt men også et dejligt snap shot at tænke tilbage på.

Jeg trækker lod om en vinder på næste mandag – den 25.

IMG_20131118_103102

(Se venligst bort fra: Spejlvendt skrift, så det ikke fremgår tydeligt, at hæftet hedder Os To, Morgenhår og manglende make up. Det er mandag morgen forgudsskyld)

2013-11-18 10.32.13

Mit glimt?

Den Sunde og Raske døjer med lidt skinnebensbetændelse. Ikke meget, men nok til, at han har besluttet at gøre noget ved det, så det ikke bliver værre. (I husker nok et marathon, løbeture hver søndag og hvad ved jeg af overskudsagtige ting, som jeg slet ikke forstår)

Så i fredags, mens mine forældre var på besøg og hyggede til Vild med Dans, kom den Sunde og Raske spankulerende ud fra badeværelset i pull over og boxershorts, med ét behåret ben og et ben nybarberet som en barnenumse.

Han havde købt kinesiotape, og for at det kan sidde bedst fast, måtte hårene altså af. Da begge ben var barberet, fik jeg med hjælp fra en youtube-video lov til at tape dem ind fra ankel til knæ. Mens jeg gjorde det, gik det op for mig, at jeg i parforholdets hellighed vist nok ikke har barberet ben siden en gang i august.

Hvem er så manden i forholdet nu? Jeg har i hvert fald flest hår på benene…

Omvendte læserspørgsmål

Som trofaste læsere nok har opdaget, er der ved at ske ting og sager med min lille verden.

Først og fremmest, fordi jeg har tænkt mig at udnytte, at jeg pt bliver undervist i digitale løsninger i skolen, og hvor er det bedre at øve sig end på bloggen?

Men også fordi, jeg så småt drømmer om at putte andet og mere end mine tanker herind. Bevares, tankerne vil blive her, men jeg har bare ikke altid dybsindigheder linet op og klar til at blive sendt af sted.

Til gengæld har jeg næsten altid lige købt ny make up, forsøgt mig med en underlig opskrift, trænet med Stine eller noget helt fjerde. Og her er det så, at jeg gerne lige vil tale et alvorsord med dig.

For må jeg godt fylde op med disse ting herinde også? De vil komme til at optræde på forsiden. Men hvis man kun gider det ene eller det andet, har jeg lavet menuer i toppen, så du bare kan vælge det, du gider læse.

Og hvad synes du om min blog med det her layout? Bliver det for irriterende med kun uddrag af indlæggene, eller er det okay, at man skal klikke sig videre?

Jeg spørger kun fordi, det i sidste ende er dig, der skal synes at her er rart at være. Jeg roder med, hvad jeg synes ser lækkert ud – men Trixyworld er ingenting uden læsere.

Så hvis der er noget, der er for meget af. Noget du ekstragodt kan lide eller noget der får dig til at søge nye græsgange, gider du så ikke sige det til mig? Smid en kommentar. Jeg vil jo bare gerne gøre os alle glade.

– Trix

Page 2 of 13

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén