Category: Uncategorized (Page 2 of 15)

Pendant

Cyklisternes pendant til rundboldspillernes “Jeg var i luften” er “Der var stadig grønt”.

Det klinger bare så hult, når du først er blevet cyklet ind i, væltet omkuld ud over en kantsten og ned i en vandpyt med del halve af Vesterbro som tilskuere.

Og det er sært. For jeg gik ud for grønt. Så må kommunen jo se på lyskrydset. For når der er grønt for begge, bliver jeg kørt ned.

Hader det høflige overmenneske, der ikke siger hende direkte imod, men nikker stift af hendes gentagne undskyldninger og sender hende videre på sin færd.

For det gjorde faktisk pisseondt, og hun skal faktisk lade pissemeget være med at cykle over for rødt!

Garrrr!

Det ville jo heller ikke være rigtigt uden lidt hjertesmerte

Farmor er på intensiv.

De tror, hun har haft et slagtilfælde. Men ingen ved det, for hun var alene da de skete, og vi ved ikke, hvor længe hun har siddet alene på toilettet ude af stand til at tale eller tørre sig, før min onkel og faster fandt hende.

Mor og far skulle rejse til Thailand i morgen. Jeg skal til Spanien på søndag – og havde tænkt mig at blive væk. Men nu hvad?

De siger, hun er stabil. Men hvor stabil er man på intensiv? Og hvor meget kan en 86-årig krop komme sig, hvis det virkelig var et slagtilfælde?

Jeg har aldrig mistet. Aldrig. Så nu venter vi.

Pokkers.

Ikke en skid på hjerte

Jeg har intet – INTET – at bidrage med.

I stedet har jeg afleveret briller, bestilt nye briller, bestilt flere linser, hentet flere p-piller, afviklet fitness-abonnement, opgraderet forsikringer – og indset, at jeg ikke har råd til at betale dén regning, skiftet bank, printet en pakkeliste, forsøgt at afvikle noget freelance arbejde, som jeg en hedengang sommer fik raget til mig, ændret telefon abonnement, lånt en gammel nokia, forsøgt at veje sko på køkkenvægt for at afgøre, hvilke der er lette nok til at tage med, spist brunch med to damer, som jeg slet ikke har set i et halvt år og nu rejser fra, ringet til tandlægen, byttet julegaver, overvejet om det kan betale sig at tage NOGETSOMHELST sommertøj med sydpå, når det hele pt er for småt, revet hovedet af en gammel semibekendt, der ikke kan finde ud af at give en kompliment uden, at man står tilbage og føler sig ufatteligt nederen, nusset mine forældres hund, anskaffet en håndbagage/rejsevenlig taske, som kan lynes, fordi de stjæler som ravne – RAVNE SIGER JEG DIG – i Spanien, tager opvasken fra nytår i hånden og været oppe 24 timer i streg.

Kan vi ikke bare aftale, at jeg ikke behøves at have noget fornuftigt at sige, as in ever igen?

Barcelona count down – en uge

På søndag tager jeg derned.

Det er så overvældende, at jeg er taget med den Sunde og Raske på kontoret med tømmermænd, dårlig ånde og grimt hår – bare for at vi kan være lidt sammen. For lige pludselig skal vi ikke dele soveværelse i et halvt år. Det må være eneste minus ved turen til España.

Men altså, det er jo ikke fordi, Barcelona kommer til at mærke strejf hjemmefra – de første to veninder har allerede meldt deres ankomst til et besøg kun fire dage efter, jeg er kommet derned. Og så går det ellers slag i slag.

Jeg har ikke mere hjernekapacitet. Sorry.

Skal vi ikke bare fortsætte med at lave forsætter, vi hverken kan eller vil holde?

Årets forsætter:

Rikke: “Jeg vil være mere som prinsegemalen i år”

Mig: Hold op med at gå med grimt tøj. (Nemt nok, tager kun det pæne med til Spanien.

Den Sunde og Raske: “Leve lidt mere sundt” (Siger manden, der løber marathon, starter HVER dag med en grøntssagssmoothie og i skrivende stund præsterer en kampvægt på 64 kilo. Alle kvinders drømmevægt. Grrrrrr).

Far: “Blive ved med at lade være med at drikke og spise lidt mere kage”

De løsere af slagsen:

– Træn og æd noget grønt, så kroppen igen kan klemmes i yndlingskjole fra Designers Remix

– Lær spansk

– Gå mere i bad

– Worry less. Træk nu for heeeelvede bare på skuldrene og kom videre.

– Gå med strammere bukser.

 

Er der noget, jeg har glemt?

Strømpebukser fra far

Det har været en krisejul. Kun ét par gode strømpebukser røg med i tasken til Fyn. Dem jeg havde på var hullede på knæene og gulerødderne stak ud forneden.

De gode strømper er igen i fåtal, og var til vask. OG som vi har konstateret før, har strømpebukser og jeg et enormt anstrengt forhold til hinanden. Selvom jeg prøvede alle jeres forslag dengang jeg skrev det første indlæg. Jeg er bare virkelig ikke formet til strømper og så haaader jeg, når de giver den der tørre lyd, når man går. Ligesom med regnbukser, men bare med næsten bare lår. Riiitsj, riiiitsj, riiitsj. Det giver mig lyst til at kradse mine lår til blods. (OCD much?)

Hvoromaltinger. Jeg har hverken  haft held med Føtex’ernes slanke-effekt-strømper, H&Ms 40 denier, 60 denier og deciderede strømpebukser er også kasseret, Nettos virker ikke, Spars virker ikke. DE VIRKER IKKE!

Over julen prøvede jeg desperat med et nyt par fra Spar i en tykkere denier og blev belønnet med strømper, der deler sig i de der to ‘praktiske’ syninger bagpå. Ja, altså praktisk, hvis ikke min røv på INGEN måde var formet, som de var syet. Og syningerne ikke var som at smide prinsessen på ærten, når man skulle sidde ned gennem et helt måltid. Og hvis elastikken i livet nu havde kunnet holde dem oppe mere end 16 skridt af gangen. Så var en stor del af mine familiemedlemmer sluppet for at træde ind i et rum, hvor jeg stod helt palle i et hjørne med hele skørtet trukket op under brystet i fuld færd med at trække strømpebukserne op. Meget diskret.

Min mor forsøgte forgæves at låne mig hendes. Men hun er bare så lille og fin. Både 10 cm lavere end jeg og 15 kilo lettere. Hvad der er en rummelig strømpebuks på hende, kan til nøds gå som en bandana på mig, eller trækkes op til lige over knæet.

Til sidst fik min far nok. Mens mor og jeg var inde og bytte julegaver den 27. ringede han til hende og sagde ‘køb pigebarnet to par ordentlige strømpebukser. Jeg skal nok betale’. Som sagt, så gjort. Uden et ord trak min mor mig igennem hele Magasins stueetage, stoppede ved mit elskede Wolford og sagde ’så må du vælge to par strømper – far gir”

Åh, hvilken lykke! Nye strømper til miiiig! Modstod fristelsen til at liste over til de dyre hylder, bare fordi far havde lovet at betale. Men fandt mine elskede Velvet de luxe strømper. De er som sådan dyre nok. Til gengæld holder de som regel et halvt år for mig, før jeg har massekreret et hul i dem eller elastikken går på pension.

Kom lykkelig hjem med disse:

IMG_20131228_122335

Imens fortalte mor, hvad strømpebukser til unge piger i dagens Danmark koster:

IMG_20131227_163453

Stakkels far. Det er nok sidste gang, han gør sådan noget…

Glimt l

Den lugter lidt af jord. paranødden. Jeg slikker på den og dypper den i saltet, jeg har kværnet ud på køkkenrullen.

Lugten kommer igen, da jeg spiser den. Som at stå dér. I drivhuset. Mens sneen hvirvler ned udenfor. Inde er der nogleogtredive grader, og sveden hagler ned af ryggen på mig, mens jeg med hele min krop bakser planter ned i potterne på samlebåndet.

Jorden flyver i luften. Slår mig i næsen. Det lugter som nu.

Det sætter sig i øjnene. Det sætter sig i munden. Jeg har kun tid til at tørre det væk hurtigt med bagsiden af hånden. Så står den næste potte klar. Jeg kigger op og får øjenkontakt med Morten. Min bror.

Han smiler til mig. Vi er nemlig de hurtigste på hele gartneriet til at stå her og smadre små forsvarsløse planter ned i de potter, som får jord, plante, ekstra tryk og vand på samlebånd.

Det er lillejuleaftensdag. Vi er på arbejde. Måske er jeg 15 eller 16 år. I pausen er der ‘runner med brunner’ til dem, der har sagt ja til julevagten. ‘Men ikke for meget smør, jeg er på kur’. siger chefen. Så griner vi. Pausen varer 20 minutter.

Jorden føles tør, men lugter våd. Vi har ikke tid til at tale sammen. Kunne sikkert heller ikke overdøve maskinen, hvis vi prøvede. Sveden hagler videre, ryggen knokler, armene bliver trætte og jorden sætter sig. Mellem bryster, i armhulerne, ja jeg finder sgu også jord i trusserne, efter jeg er kommet hjem.

Men jeg er glad. Og i julestemning. Og alt er godt. Vi er gode. Vi er sammen. Og der er to kilometer hjem i det hvirvlende snevejr. Hjem til røget ørred, mor og far og jul.

Far kommer endda og henter os, så vi slipper for at cykle hjem.

Tudefjæs

Lige for tiden græder jeg næsten dagligt.

Altså, ikke sådan hulk og vræl, men der er sjældent en dag, hvor der ikke lige triller en tåre over et eller andet mere eller mindre væsentligt. (Nej, jeg er IKKE gravid) Jeg er bare blød som smør indeni. Og varm chokolade. Med flødeskum.

Men det er en ret underlig erkendelse. Det der med at opdage, hvor forskellige ting, der kan få mig til at græde. Jeg nævner i flæng:

Extreme make over – any edition (man skal ikke se det skidt)

Tømmermændene efter julefrokosten i fredags

Erkendelsen af, at min mor skal dø en dag og at mennesker med diabetes lever kortere tid end andre – og erkendelsen af, at det ikke er uvilje som gør, at hun ikke altid følger mine eller lægens råd for at passe på sig selv, men at gode og fornuftige mennesker bare ikke altid kan vælge rigtigt – selvom de godt forstår vigtigheden af det rigtige valg

Erkendelsen af, at jeg er nøjagtig ligesådan

Min reaktion, da en ung indvandrer henvendte sig til mig for at få hjælp til at finde en adresse i går, og jeg syntes han kom lige lovligt tæt på. (Flåede min taske op under armen, hvor jeg klemte den godt fast, så ingen kunne liste hånden ned efter min pung) Først, da han pegede på sit øre, indså jeg, at han var enormt hørehæmmet og havde et høreapparat siddende i huden bag øret.

Generel tristesse over, at nogen skal kæmpe med et hvilket som helst handicap. Især en sød, ung fyr med liiidt for meget deo på, der i sin dynejakke og moderigtige Nike-sko skulle mødes med nogle venner, men som ikke kunne finde vej og ikke kunne høre. (Endte med at tage ham under armen og følge ham hele vejen til adressen)

Kan det passe, at julen er tudefjæsets fest?

 

Så ved jeg julen kommer

I går pyntede vi op. Hørte julemusik. Dansede kinddans der, hvor der skal stå et juletræ fra på lørdag.

I Lidl “kom jeg til” at købe for små 150 kroners blandet skumslik, chokolade, brunkager og honninghjerter. Og pludselig. Midt i Bamses jul på Muligvisvej, kvalmen fra den billige tysker-chokolade og banden og svovlen over, at vi hverken har hylder eller billeder oppe i lejligheden (Bevares, vi har også kun boet her halvandet år), kom den snigende. Julestemningen.

Den hvor man lige sukker dybt. Husker året med kælken. Skænker et glas mælk til kagen. Kigger nogen i øjnene og siger forelskede ting og skriver fem julekort, som der er en reel risiko for, jeg aldrig får sendt.

Jeg elsker det.

For mig er julestemning at åbne kassen med julepynten i og gense glimmerkuglerne og komme i tanker om ting, man havde glemt. Det er julestemning at høre ‘Driving home for christmas’. Det er julestemning at spise det første honninghjerte. Det er julestemning for mig.

Men hvad er julestemning for dig, tænker jeg. Mest fordi, jeg også vil lave en konkurrence. Jo sgu! En Instagram-konkurrence.

Tag et billede af noget, der er julestemning for dig. Tag det med @trix5k og #såvedjegjulenkommer.

Jeg trækker lod den 16 december om et eller andet julelækkert. Ja, jeg har ikke lige fundet på hvad endnu. Skal lige prøvesmage lidt flere muligheder først. Men det bliver sukkerfyldt og julet, tør jeg godt love.

Har i lyst til at lege med?

IMG_20131205_202717 IMG_20131205_202815 IMG_20131205_203130

Juleshopping og Bodil

Overvejer stærkt at liste ind til byen og gøre julegaveindkøbene. Fordi jeg ikke kan lide mennesker, mylder, køer, gåsegang og julestress. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at søde Bodil kan spare mig for det meste.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil respektere DMI og stormen. Men vi har jo tidligere erkendt, at min familie ikke er så big on det med at høre efter, når de kloge snakker.

Sidst der var storm, sad jeg fast i et s-tog. Fordi køreledningen var faldet ned og der lå et træ på skinnerne. “Det er bedst at vente. Jeg ved ikke, hvor længe”, sagde togmanden, inden vi klemte den bagerste dør op, hoppede ud af toget, løb væk fra den nedfaldne køreledning, klemte os igennem et krat og ud i en park, hvor de gamle træer knagede og bragede. Ude på gaden var det næsten mere vigtigt at holde øje flyvske valgplakater end tagsten, men jeg fandt en bus og skyndte mig hjem.

Da mor ringede for at høre, om jeg var i sikkerhed, valgte jeg den korte version. “Jaja, jeg er hjemme nu. Ingen fare på færde”. Men jeg kunne næsten have sparet det, for da jeg spurgte, hvor far var, fortalte mor træt, at han liiige var ved sommerhuset for at trække sin pram op af vandet, så den ikke sank.

Bagefter kørte hun over og handlede.

Vi er ikke så skarpe.

Såeøh – hvem vil med ud og handle?

Page 2 of 15

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén