Category: Uncategorized (Page 1 of 12)

Jeg bliver ikke råbt af på gaden. Mere.

Det er også sjældent, at jeg bliver talt grimt til i nattelivet.

Men når det sker.

Når en mand træder ind foran mig og ræber “Du er tyk” ind i mit ansigt, mens jeg blot er på vej forbi ham ud på toilettet.

Når en kvinde fnisende og ikke særlig diskret peger mig ud for sine veninder på dansegulvet.

Når en afvisning fører direkte til sætningen “Det var bare en joke, du er alt for fed til mig”.

Så sker det altid, når:

– jeg er allermest mig selv

– jeg er iklædt mit mest personlige, velsiddende, sexede og flotte tøj

– jeg danser vildt og voldsomt og kompromisløst

– jeg griner dybt og larmende

– jeg takker nej uden at tilbyde opblødning eller forklaring

 

Så når jeg ikke bliver råbt af på gaden.

Når jeg ikke bliver svinet til i nattelivet.

Når en mand ikke føler trang til at nedgøre mig for at have afvist ham.

Så er det ikke et udtryk for, at menneskehoben er blevet bedre til mig og min krop.

Det er et udtryk for, at jeg gang for gang. Tilsvining for tilsvining. Latterliggørelse for latterliggørelse.

Har gjort mig selv mindre.

Mindre larmende

Mindre lysende

Mindre levende

Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

Barcelona update #6

Ja tak til:

Hvis der ikke kommer flere biler, går du bare over for rødt. Også selvom politiet holder ved siden af. Du må godt.

En plade af den fineste, lokale chokolade koster 1,89 euro.

En kande/liter sangria til 10 euro.

Toast til morgenmad.

Havudsigt. Og hav. I byen. Jeg kan slet ikke formulere, hvor vild jeg er med vand – og med at bo lige ved det.

Telefon uden dataadgang, hvor der ikke er wifi. Desværre Facebook, blog, twitter og alle andre tendenser, som konsumerer 70% af mine vågne tid i Danmark – når jeg sidder på en café hernede, er det kun min medbragte bog og sommetider en spansk avis, der kan få min opmærksomhed.

Nej tak til:

Læsetest i skolen. Altså en skriftlig test uden hjælpemidler, som skal afgøre, om du har læst materialet, der er opgivet i faget. Det materiale, du ALDRIG læser, hvis du mundtligt er vant til at kunne tale dig ud af alting. Men som du nu skal kunne udenad – og udelukkende med de samme ord, som bogen oplyser. Ingen fortolkning eller selvstædnig tankegang her, tak.

Hunde-bæ under skosål.

Den mimik, du udvikler, når du holder op med at smile til folk på gaden og i stedet bruger de fleste timer alene i det offentlige rum på at surmule. Ikke godt for fjæset. Men helt ærligt, så lad mig da være klamme mænd.

Vand der smager af klor, får dit hår til at imitere Diana Ross i slutfirserne og dine wolford-strømper til at størkne i stedet for at tørre?

Vægge af pap. Til alle sider. Også ud til gaden.

Kærestepar der skændes på altan på den anden side af glas-skydedør, mens du sidder i stuen ved siden af. Højt. Og længe.

Det kribler

Må man godt kalde det en op ad bakke start, når der efter tre dage i min nye seng i Barcelona er små stik/bid/plamager spredt ud på kroppen?

En hurtig rundspørge på Instagram (Jaja, jeg er ikke for sart til at dele ud af godterne) konkluderede, at der er tale om enten bedbugs eller lopper. Hoo-fucking-ray.

Så nu kogesvaskes aaaalt, der kan skrælles af sengen. Alt tøj er flyttet i fryseren og jeg indstiller mig mentalt på at være iført de samme jeans og min rolling stones t-shirt ugen ud, så kjoler und so weiter får minimun to døgn ved minus fem grader.

Det er selvfølgelig lidt op ad bakke at konstatere, at spaniere med stengulv ikke rigtigt gør i støvsugere. Så efter at have fået vist kosten og fejebakken, må man selv ud og investere i en forpulet støvsuger, så seng, revner og sprækker kan få en tur. Helst tre gange dagligt. Resten af livet. Ish.

Ironisk nok, er de små sataner KUN på mit værelse. Midt i lejligheden. Uden vindue udadtil. Hvordan det kan ske, aner jeg ikke. Men det er som om, at det kun er den person med bid og forstyrret paranoia-søvn, der tager tilstanden i min seng alvorligt. Dog har min spanier indvilliget i at gå med på apoteket og agere tolk, når jeg skal bede om loppe-spray. Det slår mig bare ikke som den nemmeste sprog-premiere.

Garrr. Jeg hader kryb.

Hold dig fra Juan!

Det var FORFÆRDELIGT!

Alt for naiv. Alt for godtroende. Og alt, alt for overbærende fordi jeg fuldstændig fejlbedømte, hvad en gammel, harmløs, hvidhåret, tandmanglende spansk mand dog kunne udsætte mig for.

Jeg har lige været nede og købe frokost. På hjørnet indhentede gammelfar mig. Præsenterede sig som Juan og sagde noget med vejret. Jeg tænkte ‘nej hvor fint, nu kan jeg øve mit spanske lidt’, så vi snøvlede og tegnsprogede os igennem en hyggelig lille samtale om vejret i Spanien vs Danmark (hace frío en Dinamarca). Og så bød Juan mig på en kop kaffe lige rundt om hjørnet.

Jeg kan godt selv høre det nu, men altså. Han lignede en morfar. Sådan som min morfar ville se ud, hvis han var spansk. Og jeg vil så gerne lære lidt mere sprog. Og hjemme i Danmark er gamle mennesker oftest ganske harmløse.

Juan købte to kopper kaffe. Men i stedet for at sætte sig på den anden side af bordet, satte han sig ved siden af mig. Og rykkede tæt på. For tæt.

Han forklarede, at han arbejder i området og har boet i Barcelona i 40 år. Spurgte, hvor gammel jeg var, og i samme sætning landede hans hånd tungt på mit lår. Jeg gav et gip og rykkede lidt væk. Men hånden fulgte stædigt med. Så jeg trak den af og fik meeeeget gebrokkent forklaret, at så vant er vi ikke til fysisk kontakt i Danmark. Helt ærligt, burde jeg nok være skredet allerede der. Men hvis det nu er meget normalt hernede? Hvad ved dumme turist-Trix.

Han forklarede, at det var heeeelt normalt i Spanien. Samtidig tog han fat om min nakke og forsøgte at trække mit hoved hen til sig for at kysse mig.

Endelig sprang jeg op. Og min virkelig lange sviner på dansk, var så umuligt at oversætte, at jeg med løftet pegefinger nøjedes med at sige “Juan! No!”, inden jeg stormede ud af caféen. Ikke en ny ven rigere, men en klam, klam oplevelse rigere. Bvadr! Og jeg ville ellers virkelig gerne have en kop kaffe.

Spørgsmålet er så nu, om jeg ligner sådan en, der vil have sådan nogle tilbud? Eller om jeg bare ser tilpas naiv ud. DET er i hvert fald helt sikkert fortid nu. Fra nu af kan man kun blive min ven med hænderne over bordhøjde.

Pyh. Så hvis du møder Juan med overskægget og de to manglende tænder på vej ned ad Carrer de la Marina, så skynd dig videre.

2014-01-14 14.55.47 2014-01-14 14.57.16

Take off and landing

Dagen kom, selvom vi begge havde lidt svært ved at forestille os det for en måned siden. Den Sunde og Raske og jeg nåede til vores sidste aften sammen i København. Lidt trætte og matte i sokkeholderne efter hans sædvanlige psykoarbejdsuge og min blæksprutte og altingskalværeperfekttiljegskalrejse-uge. Men vi besluttede alligevel, at afskedsmiddagen IKKE skulle være en pizza på sofaen.

Faktisk besluttede vi at gå på Tribeca. Den ligger nemlig lige om hjørnet, og hvis man bare skal have en enkelt ret, kan man godt få maden til en fornuftig pris. Men da vi først sad overfor hinanden, i det samme tøj, vi havde haft på hele dagen, med en herlig sovehvirvel fra middagsluren i frisuren på den Sunde og Raske og ikke skyggen af make up eller pænt tøj på for mig, kunne vi alligevel ikke lade være med at bestille tre retter. Og en flaske vin. Og en espresso. (Btw – måske den bedste Tiramisu, jeg nooogensinde har fået!)

Og vinen virkede. Vi fik varme kinder, jeg snakkede som et vandfald og humøret steg lige akkurat nok til, at vi satte os hjem med et par dåsebajer og en pakke smøger og spillede bezzerwizzer den halve nat. Fordi det var vores aften. Fordi vi elsker det. Og fordi, der går længe før vi kan gøre det igen. Så skid hul i at vækkeuret ringer klokken halv seks.

Det var derfor et blegt og temmelig træt kærestepar, der tyve over seks satte sig i 4A’eren med en blomstret kuffert og holdt insisterende i hånd hele vejen til Fasanvej. Som ville bussen give os lidt kærlighed med på vejen, trillede Dire Straits ‘Romeo and Juliet’, der er en af vores all time favourite-sange, ud af radioen.

Han bar min kuffert ned i metroen. Og trak den igennem lufthavnen for mig, efter jeg havde printet boardingkort. Selvom han inderst inde (eller not so inderst inde) synes, at det er den grimmeste kuffert i verden. Oppe ved skranken fandt vi ud af, at jeg havde glemt bagage-tagget til min kuffert i check in-maskinen. Fordi jeg er en idiot, klokken var syv, og jeg stadig havde lidt frotté på tænderne. Den pæne mand bag disken lavede en ny til mig. Og lod mig slippe af sted med seks kilo for meget i kufferten.

Efter kaffe, frøsnapper og farvelkys, satte jeg mig i flyet. Hvor det først så ud til, at jeg skulle sidde midt i indisk familie med fire børn, uden tone-fornemmelse. Fik det der blik i øjnene, som et rådyr har i bilens forlygter, og det så den søde svenske stewardesse. Hun rykkede mig fem rækker frem og satte mig ud til vinduet, hvor jeg med musik i ørerne straks faldt i søvn, og vågnede kun lige tidsnok til at drikke min juice, inden vi landede i Barcelona.

Her tabte verdens grimmeste kuffert desværre et hjul. Hvilket gjorde rejsen fra lufthavn til residens de næste to måneder til dagens work out. Skal i øvrigt hilse at sige, at min arm, balle og læg gør pææænt ondt efter cykel- og asfalt-kontakt i går. Jeg asede, masede, sled og slæbte den kuffert, der før trillede nydeligt ved min side igennem togsystemet. Bar den op og ned ad trapper (Her var de 6 kilos overvægt pludselig ikke så positivt), og sveden haglede af mig.

Måtte alligevel lægge alt dårligt humør fra mig og lave en Carrie (der hvor hun hviner, fordi hun får øje på Eiffel-tårnet), da jeg steg op fra metroen LIGE ved La Sagrada Familia. Herfra slæbte jeg lortekufferten en lille kilometer længere, før jeg kunne ringe på en dør til min nye lejlighed.

Her er tre roommates. To piger og en dreng. De har allesammen tømmermænd i dag. Og for de to der er et pars vedkommende klares tømmermænd med Geordie Shore. (Dømmer lidt). Til gengæld har deres ovn en pizza-funktion. (Seriøst, du kan dreje knappen over på ‘pizza’). (Dømmer lidt mindre). De virker rigtig søde. Glæder mig til at falde lidt til ro, så jeg ikke hele tiden griner og snakker ligesom en chihuahua bjæffer.

Tog det obligatoriske fly-billede og et par gåtursbilleder mens lejligheden sov til middag.

2014-01-12 10.24.17 2014-01-12 15.53.31 2014-01-12 15.53.46 2014-01-12 16.10.50 2014-01-12 16.24.17 2014-01-12 16.29.28

Pendant

Cyklisternes pendant til rundboldspillernes “Jeg var i luften” er “Der var stadig grønt”.

Det klinger bare så hult, når du først er blevet cyklet ind i, væltet omkuld ud over en kantsten og ned i en vandpyt med del halve af Vesterbro som tilskuere.

Og det er sært. For jeg gik ud for grønt. Så må kommunen jo se på lyskrydset. For når der er grønt for begge, bliver jeg kørt ned.

Hader det høflige overmenneske, der ikke siger hende direkte imod, men nikker stift af hendes gentagne undskyldninger og sender hende videre på sin færd.

For det gjorde faktisk pisseondt, og hun skal faktisk lade pissemeget være med at cykle over for rødt!

Garrrr!

Det ville jo heller ikke være rigtigt uden lidt hjertesmerte

Farmor er på intensiv.

De tror, hun har haft et slagtilfælde. Men ingen ved det, for hun var alene da de skete, og vi ved ikke, hvor længe hun har siddet alene på toilettet ude af stand til at tale eller tørre sig, før min onkel og faster fandt hende.

Mor og far skulle rejse til Thailand i morgen. Jeg skal til Spanien på søndag – og havde tænkt mig at blive væk. Men nu hvad?

De siger, hun er stabil. Men hvor stabil er man på intensiv? Og hvor meget kan en 86-årig krop komme sig, hvis det virkelig var et slagtilfælde?

Jeg har aldrig mistet. Aldrig. Så nu venter vi.

Pokkers.

Skal vi ikke bare fortsætte med at lave forsætter, vi hverken kan eller vil holde?

Årets forsætter:

Rikke: “Jeg vil være mere som prinsegemalen i år”

Mig: Hold op med at gå med grimt tøj. (Nemt nok, tager kun det pæne med til Spanien.

Den Sunde og Raske: “Leve lidt mere sundt” (Siger manden, der løber marathon, starter HVER dag med en grøntssagssmoothie og i skrivende stund præsterer en kampvægt på 64 kilo. Alle kvinders drømmevægt. Grrrrrr).

Far: “Blive ved med at lade være med at drikke og spise lidt mere kage”

De løsere af slagsen:

– Træn og æd noget grønt, så kroppen igen kan klemmes i yndlingskjole fra Designers Remix

– Lær spansk

– Gå mere i bad

– Worry less. Træk nu for heeeelvede bare på skuldrene og kom videre.

– Gå med strammere bukser.

 

Er der noget, jeg har glemt?

Strømpebukser fra far

Det har været en krisejul. Kun ét par gode strømpebukser røg med i tasken til Fyn. Dem jeg havde på var hullede på knæene og gulerødderne stak ud forneden.

De gode strømper er igen i fåtal, og var til vask. OG som vi har konstateret før, har strømpebukser og jeg et enormt anstrengt forhold til hinanden. Selvom jeg prøvede alle jeres forslag dengang jeg skrev det første indlæg. Jeg er bare virkelig ikke formet til strømper og så haaader jeg, når de giver den der tørre lyd, når man går. Ligesom med regnbukser, men bare med næsten bare lår. Riiitsj, riiiitsj, riiitsj. Det giver mig lyst til at kradse mine lår til blods. (OCD much?)

Hvoromaltinger. Jeg har hverken  haft held med Føtex’ernes slanke-effekt-strømper, H&Ms 40 denier, 60 denier og deciderede strømpebukser er også kasseret, Nettos virker ikke, Spars virker ikke. DE VIRKER IKKE!

Over julen prøvede jeg desperat med et nyt par fra Spar i en tykkere denier og blev belønnet med strømper, der deler sig i de der to ‘praktiske’ syninger bagpå. Ja, altså praktisk, hvis ikke min røv på INGEN måde var formet, som de var syet. Og syningerne ikke var som at smide prinsessen på ærten, når man skulle sidde ned gennem et helt måltid. Og hvis elastikken i livet nu havde kunnet holde dem oppe mere end 16 skridt af gangen. Så var en stor del af mine familiemedlemmer sluppet for at træde ind i et rum, hvor jeg stod helt palle i et hjørne med hele skørtet trukket op under brystet i fuld færd med at trække strømpebukserne op. Meget diskret.

Min mor forsøgte forgæves at låne mig hendes. Men hun er bare så lille og fin. Både 10 cm lavere end jeg og 15 kilo lettere. Hvad der er en rummelig strømpebuks på hende, kan til nøds gå som en bandana på mig, eller trækkes op til lige over knæet.

Til sidst fik min far nok. Mens mor og jeg var inde og bytte julegaver den 27. ringede han til hende og sagde ‘køb pigebarnet to par ordentlige strømpebukser. Jeg skal nok betale’. Som sagt, så gjort. Uden et ord trak min mor mig igennem hele Magasins stueetage, stoppede ved mit elskede Wolford og sagde ‘så må du vælge to par strømper – far gir”

Åh, hvilken lykke! Nye strømper til miiiig! Modstod fristelsen til at liste over til de dyre hylder, bare fordi far havde lovet at betale. Men fandt mine elskede Velvet de luxe strømper. De er som sådan dyre nok. Til gengæld holder de som regel et halvt år for mig, før jeg har massekreret et hul i dem eller elastikken går på pension.

Kom lykkelig hjem med disse:

IMG_20131228_122335

Imens fortalte mor, hvad strømpebukser til unge piger i dagens Danmark koster:

IMG_20131227_163453

Stakkels far. Det er nok sidste gang, han gør sådan noget…

Page 1 of 12

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén