Author: trixyworld (Page 1 of 66)

When in Paris…

– Dette indlæg er en del af Spies’ konkurrence om at blive Danmarks bedste rejseblogger –

Der var ingen tvivl om, at vi var faret vild. Set i bakspejlet, var det måske heller ikke den skarpeste beslutning at hoppe ind i en parisisk taxi og bare sige Saint Michel, fordi damen på kanalrundfarten havde fortalt, at det var her de unge, de studerende og kunstnerne holdt til.

For lidt siden kunne vi stadig se et hjørne af Notre Dames ene tårn, men på nuværende tidspunkt havde jeg helt mistet orienteringen. Jeg var sulten. Den første restaurant vi kom ind på, viste sig at være italiensk. Og have plastikborde i en frisk orange farve. Og mange børn i ulvetimen. Ikke helt det parisiske eventyr, jeg havde lovet Rikke og Line, som mildest talt lignede nogen, der var lidt trætte af min ‘kom nu skal vi fare vild sammen’-plan.

Vi var tæt på at give op. Havde faktisk allerede købt en flaske vin, en proptrækker og en pose ærter og ledte nu efter en trappesten at belejre, da Rikke spurgte: ‘Er det der ikke en restaurant?’.

Det gule lys faldt i firkanter ud af de dybe vinduer i den rå stenmur. Fra den åbne dør kunne man høre et muntert klaver og en bombastisk damestemme, der i sopran gengav et øjebliksbillede fra Carmen. Og jo! Derinde bagved var der borde.

Vi fik klemt os ind på det sidste ledige bord i det lille lokale. Lige ved siden af en tynd kvinde, med en nærmest undskyldende kropsholdning, der helt opslugt fik tangenterne på et stueklaver til at sprede stemningen fra En Amerikaner i Paris.

Ved hendes side stod en kvinde, komplet med baskerhue og et henslængt tørklæde, der bare fungerer på den måde, som hun parisiske kvinder kan få tørklæder til at fungere. Jeg ligner sgu altid en der er eskimo eller er ved at blive kvalt, når jeg prøver på det samme.

Med hænderne solidt plantet i siden bar den baskerklædte kvinde os igennem den ene sang efter den anden. På den måde, du altid har forestillet dig, at det går for sig på en ‘rigtig’ fransk bistro. Ingen scene. Ingen mikrofon. De travle tjenere smøg sig forbi hende på vej til og fra bordene, der kun rummede få turister, men mange stamgæster, som tydeligvis alle sad ved ‘deres’ bord.

Vi bestilte ost og rødvin. Det var ligesom det eneste rigtige. Og i et par timer glemte vi at tale sammen. Vi nippede, sippede og sugede til os af den mest berusende stemning.

På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med Line. Hendes øjne var blanke, og jeg kunne se på hende, at jeg var et spejlbillede på de følelser, jeg kunne se i hendes ansigt. Vi sad der. Tre veninder. Bare sammen. Hele aftenen. I en pause fra alt undtagen skønhed.

På et tidspunkt rejste Jean Pierre ved vores nabobord sig og satte sig over til os. Underholdt om sin tid som fransk diplomat. Da aftenen skiftede mellem to sangerinder, fik han lov til at give et nummer. Tjenerinden himlede med øjnene, da hun gik forbi os, og fik med tyk fransk accent afsløret, at han altid synger den samme sang, og at hun virkelig syntes, han trængte til at lære en ny.

Den aften var i rejsemål den mest fuldendte i mit liv. Aldrig før eller siden, har jeg oplevet at have en drøm – ofte farvet af lidt for mange gamle film, et lidt for romantisk og rosenrødt verdensbillede og en lidt for livlig fantasi – som bare gik i opfyldelse. Bare helt tilfældigt at falde ned i den smukkeste scene, som Fred Astaire, Gene Kelly eller Audrey Hepburn uden problemer ville kunne vandre lige ind i.

Så hvis du nogensinde kommer forbi Paris igen. Så gå over Seinen nede ved Mont Martre og ind i Saint Michel. Tag et kort med. Gør det i foråret. Mens alt springer ud, og duggen i byen dufter helt rigtigt af løfter om sommer og sprød morgenkulde.

Find Rue Galande. Den er ikke langt væk, viste det sig, da vi skulle finde hjem igen. Og sæt dig ind på Aux Trois Maillets. Bestil husets ostetallerken og en flaske Chateau Garreau. Og glæd dig til aftenens sangerinder. For ja, der er musik hver aften, fortalte Jean Pierre os. Møder du ham, skal du i øvrigt ikke takke ja til vin, det er noget værre sprøjt, han drikker. Men han er sjov og tegner tegninger på servietter.

 

IMG_4605

 Line og jeg – før vi gav os til at småtude og blive nostalgiske.

IMG_4607

Rikke med restauranten.

IMG_4595

Opera-sangerinden, vores musikant og Jean Pierre med ryggen halvt til.

IMG_4644

Mig, der forsøger at illustrere, at jeg er flyvende af lykke på vej hjem til hotellet.

Øs-pis-regnvejrs-løbedag-med-heppekor

Det blev så ikke helt den dag med klapstole, engangsgrillede pølser og øl fra køletaske, som jeg havde slået det op til på Facebook.

Faktisk øsede det ned, så længe vi var ude. Men nu havde jeg jo lovet. Lovet den Sunde og raske et gedigent heppekor til hans første maraton.

Forældrene kørte ind fra Fyn, Stine cyklede ind til byen – endte med at være gennemblødt – og blev sendt hjem igen med hendes mellemørsbetændelse. Skal ikke have hendes liv på samvittigheden.

Men den Underskønne Leise og Mette var heldigvis klædt på til lejligheden, under hver sin paraply. Leise i flere fornuftige lag, som jeg, småfrysende i den sommerkjole, jeg insisterede på at have på, godt kunne misunde hende lidt. Mette i gummistøvler og tømmermænd, som nok havde meget godt af den halvkølige luft.

Den Sunde og Raske lagde fra start, mens vi alle stadig var hjemme. Ja, jeg sov stadig. Var i Malmø i lørdags. Og når ens land vinder det dér Eurovision, ja, så er man først hjemme fra job klokken fem om morgenen. Stod endda op efter jeg havde lagt mig ind i sengen for liiiige at sende en mail, jeg havde glemt i farten i Malmø. Lad os bare kalde det en lang nat.

Vågnede tre timer senere. Lige længe nok til at kysse ham farvel og aftale, at vi sås senere. Fik en halv time mere på øjet, før folk begyndte at ringe og planlægge og spørge. I det mindste var mine svigerforældre installeret på den lokale café med til tilbud og morgenmad og -kaffe. Smed den føromtalte ufornuftige sommerkjole på, slog verdens næststørste paraply op og begav mig til maraton.

Den Sunde og Raske var flyvende. Faktisk så flyvende, at vi ikke nåede at heppe på ham, det første sted, vi havde planlagt. Lige pludselig stod er på app’en, hvor vi fulgte ham, at han VAR løbet forbi der, hvor vi alle ville se ham.

Måtte panikke en ny plan, ind i en taxa, ringe til folk, sende Stine hjem og skynde os på plads under Knippelsbro. Her stødte den Underskønne Leise og Mette til. Vi havde god tid- Ja, det havde endda spist en fransk hotdog på vej ned til os. Men gudskelov, at de ikke havde spist to, for lige pludselig strøg han forbi. Vores overraskede udbrud blev kun overgået af det forvirrede udtryk på den Sunde og Raskes ansigt, inden det gik op for ham, hvad der skete. Så smilede han over hele femøren og drønede videre. Alt for stærkt i forhold til, hvad han havde planlagt.

Vi listede op mod målstregen. Opdagede, at der stod et fornavn på langt de fleste numre, og så heppede vi ellers på livet løs. Alle Larser, Kristianer, Benter og Mortener vi overhovedet kunne tyde fik et personligt hep med på vejen. Nogle hørte os ikke, andre lignede nogle, der ærlig talt hellere havde været fri i deres smertehelvede der lige før målstregen, men de fleste fik et glimt i øjet. Smilede, satte farten beslutsomt op, satte i løb, hvis de gik, vinkede hvis de havde overskud.

Da den Sunde og Raske kom forbi stod vi klar med kameraer og tusind heppeord. Han smilede, vinkede og strøg lige forbi og i mål til tiden 03:40:45. Hans første maraton.

Senere sagde han ordene ‘næste gang’.

Dokumentation:

IMG_19642/5 af heppeholdet. (Ja, jeg valgte sommerkjole, sandaler og ingen jakke).

IMG_1980Så flyvende var han. Nærmest lalleglad. Jesus.

IMG_1976Og vi snakker altså kort før mål, hér. Ikke halvvejs. Nejnej, 42 km tilbagelagt!

IMG_5332Medalje, kys og en gigantes bøf på Mash. Det’ kærlighe’

Goodiebag fra Neutral

Da denne droppede ind for et par uger siden, vidste jeg, at jeg var en rigtig blogger:

2013-05-02 16.28.04

Men Neutral prikkede faktisk til noget, jeg har tænkt længe over. Parfume. Jeg er ikke allergisk over for noget i hele verden, og jeg lever derefter. Smører alt, der dufter godt på min hud, sprøjter parfume på huden i stedet for tøjet/håret, køber øreringe på kræmmermarkeder og spiser, hvad jeg har lyst til.

Måske endda lidt trodsigt. Som for at vise alle helsefreaksne, at man kan altså sagtens bruge denne her shampoo eller denne creme. Har flere veninder, der sværger til derma, änglamark, neutral og den slags. Men det eneste minde, jeg har om neutral fra min barndom, er en shampoo, der ikke ville skumme. Shampooens udgave af zendium-tandpasta. Og måsker BEHØVES en shampoo ikke skumme for at rense håret, men når jeg nu gerne vil HAVE skum?

Hvoromalting er. Neutral sendte mig kassen for at gøre opmærksom på, at de har en ny app. Som skal hjælpe dig med at holde styr på dagen og vejen. Du kan jo tjekke den ud, hvis du er nysgerrig. Der skulle både være noget for ham, hende og børnene at komme efter.

Jeg derimod har brugt mere energi på produkterne. Showergel, vaskeklude og hamphandske bliver jeg altid glad for. Også selvom jeg ikke kan tage mig sammen til at rense mit ansigt hver morgen og hver aften som Neutral anbefaler.

Make up-fjerner servietterne fik min veninde Pernille. Jeg kan ikke arbejde med sådanne- Har prøvet for, og hvor ironisk det end lyder, fik minirisk-servietter mig til at slå ud om øjnene. Desuden har jeg tit så meget make up på, at man ville skulle bruge 1000. Men Pernille bruge oftest kun lidt mascara, og hun elsker servietterne. Siger, de får hendes ansigt til at føles rent og ikke bare smurt ind i noget nyt…

Cremen elsker jeg. Jeg har det med cremer som med shampoo – skal helst have en tre stykker at veksle imellem. Så er min hud og jeg gladest. Denne er et fint supplement til min Biotherm og Bodyshop. Især lige inden sengetid, hvor det er rart at arme og ben ikke holder en vågen, fordi de skal dufte af et eller andet.

Babyolie elsker jeg også. Smører det på efter badet, mens jeg stadig er våd og tørrer mig bagefter. Især godt nu, hvor vinterblege (og tørre) skinneben skal lukkes ud i lyset.

Men altså. Det er den app dér, som Neutral gerne vil skabe opmærksomhed om. Du må selv søge på den i din store eller butik, for jeg afslører ikke noget. Men jeg er grumme glad for gaven, og måske vil jeg begynde at holde lidt mere øje med, hvad der er i mine produkter?

Tre stik for livet

Min vigtigste begivenhed i dag skete klokken 11.

Jeg fik mit tredje og sidste HPV-stik og selvom min arm er øm, og jeg var nødt til at klynke lidt nede ved lægen, er jeg lykkelig.

Og jeg synes ligesom, jeg bliver nødt til at nævne det, med den debat der har været på det sidste om, at vaccinen måske ikke er alt det, den er made up to be.

For helt ærligt – tror i, staten havde betalt for at så mange kunne få den, hvis den ikke kan bruges til noget?

Vaccinen er ikke perfekt. Den er ny, og som med al anden medicinsk forskning, kan den blive bedre, mere effektiv og billigere.

Men den er vigtig. Da de første forsøg med vaccine mod Human Papillomavirus blev udført, kendte man fem variationer af virusset, som forskerne bekæmpede, det bedste de kunne. Sidst jeg læste op på emnet bekæmpede man 12 forskellige. Jeg ved ikke, hvad tallet er i dag.

Og der kan sagtens være flere. Der findes et hav af vira, og det er ikke alle vi kender. Det er heller ikke alle, der gør dig syg. Men enkelte HPV-vira giver kønsvorter og kræft.

Vaccinen kan så godt som udrydde kønsvorterne, men det er jo i virkeligheden ikke dem, det handler om. Der må du tage dig sammen og bruge kondom. Danske unge er IGEN i år den gruppe, der oftest dyrker ubeskyttet sex med folk de ikke kender eller har som fast partner. 3 ud af 10 gør det jævnligt. Og når man behandler underlivet som en losseplads, ja, så er der før eller siden nogen, der læsser skrald af på den.

Som sagt kan der stadig være kræftfremkaldende variationer af virusset, som vi ikke kender til. Det kan også være, at vaccinen ikke holder for evigt, for den er så ny, at vi stadig ikke kender den langvarige effekt.

Men når jeg tænker på de tre veninder, jeg har, som har skullet igennem celleforandringer. Celler i deres underliv, der opfører sig forkert og formerer sig på en måde, så det er tydeligt, at de med tiden vil udvikle sig til kræft.

Og når de piger skal undersøges igen og igen. Og til sidst skal have brændt den del af deres livmoderhals væk, hvor celleforandringerne sidder. Med deres fertilitet at risk. Ved bevidsthed, hvor man kan lugte det brændte kød. Med risiko for at deres underliv pludselig føles som en fremmed, der har invaderet kroppen og slet, slet ikke som noget, man bruger til intimitet og sex.

Når jeg tænker på dem, så ved jeg, at det er vigtigt, at så mange som muligt lader sig vaccinere.

Vi har nok sygdom i verden. Vi har nok død og kræft. Vi har nok kvinder, der væmmes ved deres egne kroppe og vi har nok komplekser og sorger i livet – helt uden Human Papillomavirus.

Skulle vi så ikke blive enige om, at der ikke er nogen grund til at lukke den ind i vores liv, hvis vi kan slippe? Hvis en vaccine kan gøre det så meget sværere for den at ødelægge vores veninder, mødre, søstre?

Omkring 370 kvinder hvert år får livmoderhalskræft. Halvdelen er under 45.

Du skylder dig selv at få det stik. Eller købe det. For jeg tror vitterligt på, at det er tre stik for livet.

Det kunne jeg vel have sagt mig selv

Nu er der ikke noget, der passer igen.

Alt udstyr til undervognen strammer, kravler, kniber og nægter generelt at samarbejde.

Og til trods for talrige chokoladeoverspringshandlinger, to is på en dag, skum med skum på og overall nederen nutrition er det faktisk ikke (kun) derfor, jeg er i problemer.

Nej. Jeg er begyndt at træne. For realz. To gange om ugen den sidste måned er det blevet til. Med Stine. Vi squatter mest. For kan man ikke nå at blive slank til bikinisæsonen (som jeg jo ellers altid er?) kan man i det mindste sikre sig, at røven er det største på kroppen.

Det går egentlig meget godt. Altså, træningen. Vi hygger os. Griner endda. Og græder lidt. Og ruller. Og raller.

Men nu er det altså, at en effekt af træningen er begyndt at manifestere sig. På mine lår.Der er svulmet til fuldstændig overdimensionelle størrelser. Faktisk hele benet. I går måtte jeg opgive at få et par leggins op over læggen. Leggins. Dem med stræk, som alle kan passe.

Alle shorts og nederdele trækker sig skyndsomt opad, når de konfronteres med mine lår. Dække? Nej, det vil de ikke. I stedet foretrækker de at liste op i hoftebøjeren, hvor de så kan lave en lille fiks tøjdelle, der tjener som underkanten på en meget nederen bluse i stedet for det, der skulle camouflere min undervogn.

Selv herre-sports-jeg-sidder-ikke-stramt-men-har-god-plads-i-benene-shortsne nægter at hænge løst om mine lår.

Jamen, hvad fanden er så meningen med at træne?

Ja, jeg spørger bare. For nu står jeg, midt i kuffert-pakning til fire dages studietur. Og intet udstyr til undervognen ser ud til umiddelbart at kunne blive på sin plads nede over min røv og lår.

Kan man godt besøge sarajevo i en fiks strik og underdrenge?

Er i øvrigt iført føtex-strømper med ’stram-ind’-effekt. Smertefuldt for bløde inderlår og maveskind, når man har det varmt. Men de er ikke afskrevet endnu. Men den der mavedelle, som i insisterede på ikke kunne fremtvinges, ik’? Den må i en anelse længere ud på landet med. Sidder jo ikke ret og rank hele dagen, vel?

Skarp som en vatrondel

Om lidt kommer fire af Fyens dejligste damer og okkuperer min lejlighed resten af weekenden.

Vi skal i Den Blå Planet, spise en lækker frokost hos Ingolf, forhåbentligt ud og danse lidt. Og grille. Og spise is og hotdogt. Og alt sådan noget.

Men fordi weekenden skal fyldes sådan op med alt muligt ingenting, besluttede Stine og jeg, at vi hellere måtte tage en ekstra gang træning i dag. (Bemærk venligst, at jeg sagde ekstra. Som i – det er ikke den eneste gang, vi har trænet i denne uge. Nej nej, det er en EKSTRA gang. Vil jeg gerne lige understrege. Ahem…)

Vi smadrede os selv igennem 150 squats med nogle mave- og armøvelser ind imellem, fakede nogle pushups og skvattede rundt på en bold for ligesom at gøre os (okay mig) fortjent til den weekend, der ligger foran mig.

Bagefter hjalp Stine mig med at handle ind til hotdog’sne. Vi kom også til at købe lidt skumbananer. Og nogle P-tærter. Og så skulle Stine skynde sig hjem.

Jeg åd resten. Altså alt minus fire p-tærter. Og er nu i tvivl om, om det havde været mere fornuftigt at handle ind, FØR jeg var hungersnøden nær af sult og så  bare droppe træningen. I stedet for at træne og bagefter æde 250 gram chokoladeslik på små ti minutter.

Oh well. Sket er sket. Og træningen giver mig stadig fripas resten af weekenden. Jo, den gør så.

Men først: Sol-altan-øl.

The land of socks and stockings

Det kan ikke blive ved med at gå det her.

Efter tøj og sko er lukket med deres lækre strømpebukser til nogenlunde overkommelige priser, har jeg kun haft Wolford.

Og hvor de er meget lækre i visse sammenhænge, og godt kan lokke 2-300 kroner op ad lommen på mig, selvom jeg er en nærigrøv, der altid er på røven, passer de altså ikke altid til mig.

Det er for eksempel ret dumt at give mig wolfordstrømper på, når jeg skal besøge mine forældre, og deres smukke (men ivrige) hvalp Mitsi insisterer på at ligge i mit skød.

Det er heller ikke det klogeste, når jeg skal sidde på en græsplæne eller på en træbænk. Eller når jeg drikker mig så fuld, at mit ben laver den der manøvre, hvor foden ikke helt får fat i pedalen, men bare fortsætter hen over, mens man skraber undersiden af benet på plast og metal.

Der er kort sagt wolforddage og ikke wolforddage. Langt de fleste dage er ikke wolforddage. Men efter jeg har smadret lageret af termoleggins og strømpebukser, det lykkes mig at bygge op efter tøj og sko, er mine stakkels (og få) par wolfordstrømper kommet i brug til hverdag og fest. Al slags fest.

Så nu har jeg kun ét par tilbage uden huller i. Og absolut ikke råd til at geninvestere hele min strømpebeholdning i deres velvet de lux-strømper. Tør ikke engang købe ét par, fordi det ‘gamle’ så automatisk bliver til et hverdagspar og så er det skruen uden ende.

Men alle strømper jeg har prøvet siden, lider af de underligste strømpe-sygdomme.

Der er sygdommen, hvor de ikke kun er for lange. Men faktisk også er så lange, at de i princippet kan nå helt op over mine bryster, men fordi det ikke rigtigt er en holdbar løsning, ruller de i stedet sammen i livet på mig og laver verdens mest ucharmerende midt-på-maven-deling, der giver en virkelig voldsom mavedelle.

Der er den sygdom, hvor en strømpe, der ellers ser lang nok ud – og som nærmest kan strækkes i det uendelige – på magisk vis bliver hobbit-længde, mens jeg ruller den på min ben og slutteligt sidder, lidt for lavt, med skræv-syningerne nede på mine inderlår. Og nærmest ingen hiven, trækken eller vriden med benene i hofteskålene kan få de strømper til at kravle på plads, så man ikke går rundt med hængerøv inderst inde.

Der er de strømper, som er løbet, inden du er kommet ud af døren om morgenen. Nogen løber allerede på vej på benet. Hell, nogle gange tror jeg, at de er løbet, inden jeg tager dem ud af æsken, så hurtigt går det.

Så er der dem, der vasker underligt. Bliver ulige i længden, eller helt skæve eller ligesom tørrer ud på en måde, der bare er ufattelig ubehagelig mod mine ben. De ER allerede tørre. Jeg har ikke brug for en beklædningsgenstand der øger følelsen af, at min hud tørrer ud og næsten revner.

Og så er der dem, der ikke kan tåle en fod. Hvor der bare ikke er tænkt plads ind til ti tæer og to hæle. Hvor de bare kommer vildt meget bag på strømpen, at foden kun bøjer den ene vej og ikke har brug for ekstra stof oven på.

Åh kære læsere – jeg dør. Kan i ikke høre det?

Fortæl mig jeres strømpehemmeligheder.

Hvor køber i de bedste strømpebukser til prisen? Og hvorfor netop dem?

 

A wiff

To steder på min daglige cykelrute, nede på hjørnet af Lygten og nede ved den gule mur, ligger der to renserier/vaskerier.

Og når vinden er lun og helt rigtig, som i dag. Lidt vind, men rolig. Ikke sådan en blæst, der brager forbi dig så hurtigt, at du taber vejret, men en fin brise, som giver dig chancen for at snuse ind.

Så er de to punkter på min vej som at komme i himlen.

I luften hænger der den der duft af helt rent. Duften af sæben fra mors papæske nede i kælderen, hvor jeg sad oven på kummefryseren og spise en skub op is. Dem der, der er sat sammen i tresomhed med cola, hindbær og hvid (?!) smag.

De dufter af rent sengetøj. Af hovedpudebetræk, der næsten knaser, når man borer næsen ned i dem og suger grådigt ind, mens alle solskinsmorgener fra barndommens sommerferier i det lille træhus med en overdør, der altid stod åben, skyller ind i hjertet på ny.

De dufter af kludene, når man var syg og fik en våd, kold klud på panden.

De dufter af min kridhvide kjole, som jeg pavestolt spankulerede til Sankt Hans i. Følelsen af prinsesse inden et års ødelagte havemøbler og drivtømmer vrimlede op i den tusmørkefarvede midsommerhimmel og gennemsyrede alt tøj og hår med den umiskendelige lugt af bål og snobrød.

De dufter af de fine blondekraver. Dem som ikke sad fast på kjolerne, men som kunne tages på til hver enkelt. Dem som skulle bindes i nakken.

De dufter af at blive passet, når du er syg. Elsket, når du er barn. Lykkelig, når du drømmer.

Jeg vasker generelt for lidt tøj på vaskeri.

Kugler og guf

Tænker kun på is.

Gammeldags vaffel. Med flødeis. Og guf. Rigtig guf. Nej, København, der skal ikke flødeskum på min isvaffel. Der skal guf på.

Tanken har ligget perifert i min hjerne siden jeg drømte, at jeg boede i et hus af guf i sidste uge. Og vågnede med en brændende trang til en kugleis næste morgen.

Det blev værre, da Stine og jeg talte om den gang jeg arbejde i et ishus, hvor chefen sidst på sæsonen gav mig lov til at tage sådan en femliters dunk med chokolade is, karamel og chokostykker med hjem. Som vi spiste på tre dage. Med ske. Direkte fra bøtten.

Lørdag formiddag med tømmermænd købte jeg en 4,5 kroners skub-op is i  Lidl. Det var ikke det samme. Slet, slet ikke.

I dag fortæller Ida på job mig om et bestemt sted på Strandvejen, der er kendt for deres kæmpe isvafler.

Tror aldrig, vi er nået så langt hen op året, før jeg har fået min første is før.

Hver eneste gang en kilde tager telefonen og forklarer mig noget om kriminalitet og AIDS tænker jeg kun ‘jeg burde sidde og spise en is lige nu’.

Den slags søndage er uendelige.

Glimt h

‘Hey duderiono. Hvis jeg nu lægger hus til et surprise party for dig x dag, kan du så godt?’

Sådan indledtes manøvrerne til mit første og eneste surprise party nogensinde. Jeg skulle flytte fra Odense til Aarhus for at begynde på det forjættede journaliststudie  og det skulle fejres mente mine venner. Jeg var enig.

Man kan mene, at det var lidt usportsligt af den kære Bucketkat at oute formålet, allerede inden alt var planlagt. Men hun gjorde det eneste rigtige. Jeg er nemlig en snooper. Kan ikke KLARE, når der er noget, jeg ikke ved. Det er blevet meget bedre. Jeg kan efterhånden undgå at føle mig personligt fornærmet, når noget ikke er min business mere, men dengang ville jeg unægteligt have regnet den ud under alle omstændigheder.

Så min forhåndsviden gjorde, at jeg ikke stejlede, da ALLE mine veninder pludselig ikke kunne ses netop den lørdag aften. Da Rikke og Birgitte skulle afsted til noget allerede klokken 18, som jeg ikke var inviteret til. Og jeg vidste bedre end bare at komme brasende, når det passede mig (som jeg ellers altid gør), når jeg først var inviteret op til førnævnte Kat klokken 20.

Jeg undlod at undre mig højlydt over, at pigerne skulle bage SÅ mange pølsehorn og pizzasnegle til en skitur i Norge, hvor jeg formoder, de HAR mad. Og jeg undlod at blive fornærmet over, at jeg på min allersidste aften i Odense, inden Aarhus kaldte, måtte tilbringe to timer i en sofa med Rikkes kæreste og hans ven, fordi ingen af mine egne venner havde tid.

Så på den måde gjorde Kat det eneste rigtige. For så diskrete er mine venner bare ikke. Og så fintfølende, på-vej-tagende og Sherlock Holmes er jeg. Bare. Måske har netop den aften lært mig, at jeg skal slappe af med det.

Så da jeg forlod Rikkes lejlighed for at gå 200 meter op ad vejen, så jeg godt en person, sandsynligvis Rikke (verdens næstmest indiskrete menneske), stå og holde øje med mig i deres vindue, for straks efter at gemme sig.

Jeg gjorde endda et stort nummer ud af at stoppe i kiosken efter cigaretter og ringe til Kat og høre, om hun skulle have nogen med. Og så gik jeg ellers min skæbne i møde.

Og selvom jeg godt vidste, at Rikke, Birgitte, Kat og Jesper havde planlagt lidt hejs – og jeg vidste, hvad vi skulle have at spise og at der skulle råbes af mig, så må jeg alligevel indrømme, at jeg blev rørt til tårer, da jeg trådte ind ad døren.

Fordi de havde gjort alt det for mig. Fordi de råbte og elskede mig. Fordi lejligheden var proppet med veninder, deres kærester, mine kammerater og venner og familie. Revl og krat. Rub og stub. Og de krammede og jublede og var alle sammen kommet for at sikre sig, at jeg ikke var i tvivl om, hvor meget jeg betød for dem, selvom jeg skulle flytte langt væk.

Hell, jeg får sgu da stadig lidt tårer i øjnene nu.

Og fjolserne havde købt gaver og rammet billeder ind og malet malerier. De skænkede vin og holdt tale. De fik mit hjerte til at svulme over stolthed. Over at jeg har rørt så mange mennesker og de mig.

Så selvom jeg vidste det hele på forhånd, blev jeg sgu alligevel taget med bukserne nede.Dét var en overraskelse.

Page 1 of 66

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén