Author: trixyworld (Page 1 of 61)

When in Paris…

– Dette indlæg er en del af Spies’ konkurrence om at blive Danmarks bedste rejseblogger –

Der var ingen tvivl om, at vi var faret vild. Set i bakspejlet, var det måske heller ikke den skarpeste beslutning at hoppe ind i en parisisk taxi og bare sige Saint Michel, fordi damen på kanalrundfarten havde fortalt, at det var her de unge, de studerende og kunstnerne holdt til.

For lidt siden kunne vi stadig se et hjørne af Notre Dames ene tårn, men på nuværende tidspunkt havde jeg helt mistet orienteringen. Jeg var sulten. Den første restaurant vi kom ind på, viste sig at være italiensk. Og have plastikborde i en frisk orange farve. Og mange børn i ulvetimen. Ikke helt det parisiske eventyr, jeg havde lovet Rikke og Line, som mildest talt lignede nogen, der var lidt trætte af min ‘kom nu skal vi fare vild sammen’-plan.

Vi var tæt på at give op. Havde faktisk allerede købt en flaske vin, en proptrækker og en pose ærter og ledte nu efter en trappesten at belejre, da Rikke spurgte: ‘Er det der ikke en restaurant?’.

Det gule lys faldt i firkanter ud af de dybe vinduer i den rå stenmur. Fra den åbne dør kunne man høre et muntert klaver og en bombastisk damestemme, der i sopran gengav et øjebliksbillede fra Carmen. Og jo! Derinde bagved var der borde.

Vi fik klemt os ind på det sidste ledige bord i det lille lokale. Lige ved siden af en tynd kvinde, med en nærmest undskyldende kropsholdning, der helt opslugt fik tangenterne på et stueklaver til at sprede stemningen fra En Amerikaner i Paris.

Ved hendes side stod en kvinde, komplet med baskerhue og et henslængt tørklæde, der bare fungerer på den måde, som hun parisiske kvinder kan få tørklæder til at fungere. Jeg ligner sgu altid en der er eskimo eller er ved at blive kvalt, når jeg prøver på det samme.

Med hænderne solidt plantet i siden bar den baskerklædte kvinde os igennem den ene sang efter den anden. På den måde, du altid har forestillet dig, at det går for sig på en ‘rigtig’ fransk bistro. Ingen scene. Ingen mikrofon. De travle tjenere smøg sig forbi hende på vej til og fra bordene, der kun rummede få turister, men mange stamgæster, som tydeligvis alle sad ved ‘deres’ bord.

Vi bestilte ost og rødvin. Det var ligesom det eneste rigtige. Og i et par timer glemte vi at tale sammen. Vi nippede, sippede og sugede til os af den mest berusende stemning.

På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med Line. Hendes øjne var blanke, og jeg kunne se på hende, at jeg var et spejlbillede på de følelser, jeg kunne se i hendes ansigt. Vi sad der. Tre veninder. Bare sammen. Hele aftenen. I en pause fra alt undtagen skønhed.

På et tidspunkt rejste Jean Pierre ved vores nabobord sig og satte sig over til os. Underholdt om sin tid som fransk diplomat. Da aftenen skiftede mellem to sangerinder, fik han lov til at give et nummer. Tjenerinden himlede med øjnene, da hun gik forbi os, og fik med tyk fransk accent afsløret, at han altid synger den samme sang, og at hun virkelig syntes, han trængte til at lære en ny.

Den aften var i rejsemål den mest fuldendte i mit liv. Aldrig før eller siden, har jeg oplevet at have en drøm – ofte farvet af lidt for mange gamle film, et lidt for romantisk og rosenrødt verdensbillede og en lidt for livlig fantasi – som bare gik i opfyldelse. Bare helt tilfældigt at falde ned i den smukkeste scene, som Fred Astaire, Gene Kelly eller Audrey Hepburn uden problemer ville kunne vandre lige ind i.

Så hvis du nogensinde kommer forbi Paris igen. Så gå over Seinen nede ved Mont Martre og ind i Saint Michel. Tag et kort med. Gør det i foråret. Mens alt springer ud, og duggen i byen dufter helt rigtigt af løfter om sommer og sprød morgenkulde.

Find Rue Galande. Den er ikke langt væk, viste det sig, da vi skulle finde hjem igen. Og sæt dig ind på Aux Trois Maillets. Bestil husets ostetallerken og en flaske Chateau Garreau. Og glæd dig til aftenens sangerinder. For ja, der er musik hver aften, fortalte Jean Pierre os. Møder du ham, skal du i øvrigt ikke takke ja til vin, det er noget værre sprøjt, han drikker. Men han er sjov og tegner tegninger på servietter.

 

IMG_4605

 Line og jeg – før vi gav os til at småtude og blive nostalgiske.

IMG_4607

Rikke med restauranten.

IMG_4595

Opera-sangerinden, vores musikant og Jean Pierre med ryggen halvt til.

IMG_4644

Mig, der forsøger at illustrere, at jeg er flyvende af lykke på vej hjem til hotellet.

Tre stik for livet

Min vigtigste begivenhed i dag skete klokken 11.

Jeg fik mit tredje og sidste HPV-stik og selvom min arm er øm, og jeg var nødt til at klynke lidt nede ved lægen, er jeg lykkelig.

Og jeg synes ligesom, jeg bliver nødt til at nævne det, med den debat der har været på det sidste om, at vaccinen måske ikke er alt det, den er made up to be.

For helt ærligt – tror i, staten havde betalt for at så mange kunne få den, hvis den ikke kan bruges til noget?

Vaccinen er ikke perfekt. Den er ny, og som med al anden medicinsk forskning, kan den blive bedre, mere effektiv og billigere.

Men den er vigtig. Da de første forsøg med vaccine mod Human Papillomavirus blev udført, kendte man fem variationer af virusset, som forskerne bekæmpede, det bedste de kunne. Sidst jeg læste op på emnet bekæmpede man 12 forskellige. Jeg ved ikke, hvad tallet er i dag.

Og der kan sagtens være flere. Der findes et hav af vira, og det er ikke alle vi kender. Det er heller ikke alle, der gør dig syg. Men enkelte HPV-vira giver kønsvorter og kræft.

Vaccinen kan så godt som udrydde kønsvorterne, men det er jo i virkeligheden ikke dem, det handler om. Der må du tage dig sammen og bruge kondom. Danske unge er IGEN i år den gruppe, der oftest dyrker ubeskyttet sex med folk de ikke kender eller har som fast partner. 3 ud af 10 gør det jævnligt. Og når man behandler underlivet som en losseplads, ja, så er der før eller siden nogen, der læsser skrald af på den.

Som sagt kan der stadig være kræftfremkaldende variationer af virusset, som vi ikke kender til. Det kan også være, at vaccinen ikke holder for evigt, for den er så ny, at vi stadig ikke kender den langvarige effekt.

Men når jeg tænker på de tre veninder, jeg har, som har skullet igennem celleforandringer. Celler i deres underliv, der opfører sig forkert og formerer sig på en måde, så det er tydeligt, at de med tiden vil udvikle sig til kræft.

Og når de piger skal undersøges igen og igen. Og til sidst skal have brændt den del af deres livmoderhals væk, hvor celleforandringerne sidder. Med deres fertilitet at risk. Ved bevidsthed, hvor man kan lugte det brændte kød. Med risiko for at deres underliv pludselig føles som en fremmed, der har invaderet kroppen og slet, slet ikke som noget, man bruger til intimitet og sex.

Når jeg tænker på dem, så ved jeg, at det er vigtigt, at så mange som muligt lader sig vaccinere.

Vi har nok sygdom i verden. Vi har nok død og kræft. Vi har nok kvinder, der væmmes ved deres egne kroppe og vi har nok komplekser og sorger i livet – helt uden Human Papillomavirus.

Skulle vi så ikke blive enige om, at der ikke er nogen grund til at lukke den ind i vores liv, hvis vi kan slippe? Hvis en vaccine kan gøre det så meget sværere for den at ødelægge vores veninder, mødre, søstre?

Omkring 370 kvinder hvert år får livmoderhalskræft. Halvdelen er under 45.

Du skylder dig selv at få det stik. Eller købe det. For jeg tror vitterligt på, at det er tre stik for livet.

The land of socks and stockings

Det kan ikke blive ved med at gå det her.

Efter tøj og sko er lukket med deres lækre strømpebukser til nogenlunde overkommelige priser, har jeg kun haft Wolford.

Og hvor de er meget lækre i visse sammenhænge, og godt kan lokke 2-300 kroner op ad lommen på mig, selvom jeg er en nærigrøv, der altid er på røven, passer de altså ikke altid til mig.

Det er for eksempel ret dumt at give mig wolfordstrømper på, når jeg skal besøge mine forældre, og deres smukke (men ivrige) hvalp Mitsi insisterer på at ligge i mit skød.

Det er heller ikke det klogeste, når jeg skal sidde på en græsplæne eller på en træbænk. Eller når jeg drikker mig så fuld, at mit ben laver den der manøvre, hvor foden ikke helt får fat i pedalen, men bare fortsætter hen over, mens man skraber undersiden af benet på plast og metal.

Der er kort sagt wolforddage og ikke wolforddage. Langt de fleste dage er ikke wolforddage. Men efter jeg har smadret lageret af termoleggins og strømpebukser, det lykkes mig at bygge op efter tøj og sko, er mine stakkels (og få) par wolfordstrømper kommet i brug til hverdag og fest. Al slags fest.

Så nu har jeg kun ét par tilbage uden huller i. Og absolut ikke råd til at geninvestere hele min strømpebeholdning i deres velvet de lux-strømper. Tør ikke engang købe ét par, fordi det ‘gamle’ så automatisk bliver til et hverdagspar og så er det skruen uden ende.

Men alle strømper jeg har prøvet siden, lider af de underligste strømpe-sygdomme.

Der er sygdommen, hvor de ikke kun er for lange. Men faktisk også er så lange, at de i princippet kan nå helt op over mine bryster, men fordi det ikke rigtigt er en holdbar løsning, ruller de i stedet sammen i livet på mig og laver verdens mest ucharmerende midt-på-maven-deling, der giver en virkelig voldsom mavedelle.

Der er den sygdom, hvor en strømpe, der ellers ser lang nok ud – og som nærmest kan strækkes i det uendelige – på magisk vis bliver hobbit-længde, mens jeg ruller den på min ben og slutteligt sidder, lidt for lavt, med skræv-syningerne nede på mine inderlår. Og nærmest ingen hiven, trækken eller vriden med benene i hofteskålene kan få de strømper til at kravle på plads, så man ikke går rundt med hængerøv inderst inde.

Der er de strømper, som er løbet, inden du er kommet ud af døren om morgenen. Nogen løber allerede på vej på benet. Hell, nogle gange tror jeg, at de er løbet, inden jeg tager dem ud af æsken, så hurtigt går det.

Så er der dem, der vasker underligt. Bliver ulige i længden, eller helt skæve eller ligesom tørrer ud på en måde, der bare er ufattelig ubehagelig mod mine ben. De ER allerede tørre. Jeg har ikke brug for en beklædningsgenstand der øger følelsen af, at min hud tørrer ud og næsten revner.

Og så er der dem, der ikke kan tåle en fod. Hvor der bare ikke er tænkt plads ind til ti tæer og to hæle. Hvor de bare kommer vildt meget bag på strømpen, at foden kun bøjer den ene vej og ikke har brug for ekstra stof oven på.

Åh kære læsere – jeg dør. Kan i ikke høre det?

Fortæl mig jeres strømpehemmeligheder.

Hvor køber i de bedste strømpebukser til prisen? Og hvorfor netop dem?

 

A wiff

To steder på min daglige cykelrute, nede på hjørnet af Lygten og nede ved den gule mur, ligger der to renserier/vaskerier.

Og når vinden er lun og helt rigtig, som i dag. Lidt vind, men rolig. Ikke sådan en blæst, der brager forbi dig så hurtigt, at du taber vejret, men en fin brise, som giver dig chancen for at snuse ind.

Så er de to punkter på min vej som at komme i himlen.

I luften hænger der den der duft af helt rent. Duften af sæben fra mors papæske nede i kælderen, hvor jeg sad oven på kummefryseren og spise en skub op is. Dem der, der er sat sammen i tresomhed med cola, hindbær og hvid (?!) smag.

De dufter af rent sengetøj. Af hovedpudebetræk, der næsten knaser, når man borer næsen ned i dem og suger grådigt ind, mens alle solskinsmorgener fra barndommens sommerferier i det lille træhus med en overdør, der altid stod åben, skyller ind i hjertet på ny.

De dufter af kludene, når man var syg og fik en våd, kold klud på panden.

De dufter af min kridhvide kjole, som jeg pavestolt spankulerede til Sankt Hans i. Følelsen af prinsesse inden et års ødelagte havemøbler og drivtømmer vrimlede op i den tusmørkefarvede midsommerhimmel og gennemsyrede alt tøj og hår med den umiskendelige lugt af bål og snobrød.

De dufter af de fine blondekraver. Dem som ikke sad fast på kjolerne, men som kunne tages på til hver enkelt. Dem som skulle bindes i nakken.

De dufter af at blive passet, når du er syg. Elsket, når du er barn. Lykkelig, når du drømmer.

Jeg vasker generelt for lidt tøj på vaskeri.

Kugler og guf

Tænker kun på is.

Gammeldags vaffel. Med flødeis. Og guf. Rigtig guf. Nej, København, der skal ikke flødeskum på min isvaffel. Der skal guf på.

Tanken har ligget perifert i min hjerne siden jeg drømte, at jeg boede i et hus af guf i sidste uge. Og vågnede med en brændende trang til en kugleis næste morgen.

Det blev værre, da Stine og jeg talte om den gang jeg arbejde i et ishus, hvor chefen sidst på sæsonen gav mig lov til at tage sådan en femliters dunk med chokolade is, karamel og chokostykker med hjem. Som vi spiste på tre dage. Med ske. Direkte fra bøtten.

Lørdag formiddag med tømmermænd købte jeg en 4,5 kroners skub-op is i  Lidl. Det var ikke det samme. Slet, slet ikke.

I dag fortæller Ida på job mig om et bestemt sted på Strandvejen, der er kendt for deres kæmpe isvafler.

Tror aldrig, vi er nået så langt hen op året, før jeg har fået min første is før.

Hver eneste gang en kilde tager telefonen og forklarer mig noget om kriminalitet og AIDS tænker jeg kun ‘jeg burde sidde og spise en is lige nu’.

Den slags søndage er uendelige.

Glimt h

‘Hey duderiono. Hvis jeg nu lægger hus til et surprise party for dig x dag, kan du så godt?’

Sådan indledtes manøvrerne til mit første og eneste surprise party nogensinde. Jeg skulle flytte fra Odense til Aarhus for at begynde på det forjættede journaliststudie  og det skulle fejres mente mine venner. Jeg var enig.

Man kan mene, at det var lidt usportsligt af den kære Bucketkat at oute formålet, allerede inden alt var planlagt. Men hun gjorde det eneste rigtige. Jeg er nemlig en snooper. Kan ikke KLARE, når der er noget, jeg ikke ved. Det er blevet meget bedre. Jeg kan efterhånden undgå at føle mig personligt fornærmet, når noget ikke er min business mere, men dengang ville jeg unægteligt have regnet den ud under alle omstændigheder.

Så min forhåndsviden gjorde, at jeg ikke stejlede, da ALLE mine veninder pludselig ikke kunne ses netop den lørdag aften. Da Rikke og Birgitte skulle afsted til noget allerede klokken 18, som jeg ikke var inviteret til. Og jeg vidste bedre end bare at komme brasende, når det passede mig (som jeg ellers altid gør), når jeg først var inviteret op til førnævnte Kat klokken 20.

Jeg undlod at undre mig højlydt over, at pigerne skulle bage SÅ mange pølsehorn og pizzasnegle til en skitur i Norge, hvor jeg formoder, de HAR mad. Og jeg undlod at blive fornærmet over, at jeg på min allersidste aften i Odense, inden Aarhus kaldte, måtte tilbringe to timer i en sofa med Rikkes kæreste og hans ven, fordi ingen af mine egne venner havde tid.

Så på den måde gjorde Kat det eneste rigtige. For så diskrete er mine venner bare ikke. Og så fintfølende, på-vej-tagende og Sherlock Holmes er jeg. Bare. Måske har netop den aften lært mig, at jeg skal slappe af med det.

Så da jeg forlod Rikkes lejlighed for at gå 200 meter op ad vejen, så jeg godt en person, sandsynligvis Rikke (verdens næstmest indiskrete menneske), stå og holde øje med mig i deres vindue, for straks efter at gemme sig.

Jeg gjorde endda et stort nummer ud af at stoppe i kiosken efter cigaretter og ringe til Kat og høre, om hun skulle have nogen med. Og så gik jeg ellers min skæbne i møde.

Og selvom jeg godt vidste, at Rikke, Birgitte, Kat og Jesper havde planlagt lidt hejs – og jeg vidste, hvad vi skulle have at spise og at der skulle råbes af mig, så må jeg alligevel indrømme, at jeg blev rørt til tårer, da jeg trådte ind ad døren.

Fordi de havde gjort alt det for mig. Fordi de råbte og elskede mig. Fordi lejligheden var proppet med veninder, deres kærester, mine kammerater og venner og familie. Revl og krat. Rub og stub. Og de krammede og jublede og var alle sammen kommet for at sikre sig, at jeg ikke var i tvivl om, hvor meget jeg betød for dem, selvom jeg skulle flytte langt væk.

Hell, jeg får sgu da stadig lidt tårer i øjnene nu.

Og fjolserne havde købt gaver og rammet billeder ind og malet malerier. De skænkede vin og holdt tale. De fik mit hjerte til at svulme over stolthed. Over at jeg har rørt så mange mennesker og de mig.

Så selvom jeg vidste det hele på forhånd, blev jeg sgu alligevel taget med bukserne nede.Dét var en overraskelse.

Glimt g

Gennem et tungt slør af eufori og tømmermænd, ramte erkendelsen ned lige midt i min translokationsdag.

Det susede for mine ører, og jeg kunne mærke det indre vandfald, da al blodet sugede sig fra mit ansigt og nedad mod fødderne og kortvarigt gjorde mig svimmel.

Jeg kunne se 1000 forskellige scenarier, hvor jeg burde have forudset dette. Hvor jeg kunne have undgået min fadæse. I stedet stod jeg her, med de andre studenter.

Unge og frie. I det smukkeste forår nogensinde – sådan føltes det i hvert fald. Alle med huer med røde bånd, og kun en fællesfotografering, imellem os og vores eksamensbeviser, som skulle overrækkes foran hele skolen, forældre og what not.

Og ingen – INGEN – havde fortalt mig, at man på denne dag traditionelt klæder sig i hvidt.

Jeg vidste ikke, at der var nogen som helst form for dress code. Mine hunkønsklassekammerater stod alle i strålende hvidt og snakkede lystigt om, hvor de havde købt deres kjoler, hvad de havde kostet og hvem der (gys) havde købt den samme kjole, som en anden pige fra årgangen.

Jeg stod der. I min sandfarvede bluse. Med perler i alle regnbuens farver langs kanten. Og et par jeans. Helt almindeligt. På fødderne havde jeg et par skum-ballerinaer fra kvickly. Dem med fiskenet og perler ovenpå til 40 kroner.

Det var simpelthen ikke gået op for mig.

Mens alle stillede op til billedet, hamrede kun én tanke rundt i hovedet på mig.

‘Nu foreviger de, hvor lidt jeg har fattet af det hele’.

Seriøst? Er det bare sådan noget man ved? Min mor havde ikke nævnt det med et ord. Hun har sgu aldrig prøvet det. Min bror, der blev student et par år før mig, har også holdt effektivt på hemmeligheden. Og på en eller anden måde er det lykkes min hjernes tvivlsomme opmærksomhedscenter komplet at ignorere al tøj-relateret pigesnak i klassen igennem gymnasiet.

Ja, det var da heller ikke faldet mig ind, at alle studenter på klassebillederne fra de sidste 40 år var klædt i hvidt. Rødt og hvidt i de første år, bevares. Men mest af alt hvidt.

Jeg har betragtet de billeder 1000 gange. På gangen i forbifarten, i en brandert, hvor man lige skal samle sig et afsides liggende sted, før man vælter tilbage på dansegulvet. Mens jeg ventede på en kontordame, en rektor eller en lærer. Eller mens jeg trak tiden, inden jeg spurgte efter selv samme.

Hvorfor – HVORFOR – var det aldrig faldet mig ind, at jeg naturligvis også skulle være iklædt hvidt på denne dag?

Blev student i 2006. Kan stadig ikke se på det billede uden at græmme mig. Min eneste minimale trøst er, at Mads (trods det, at han var klædt i hvidt), ser ud til i al sin tømmermændsramte elendighed at have det værre end mig.

Definitely Forår

Har mistet en handske. En venstrehåndshandske.

Den fjerde venstrehåndshandske i år.

Nu har jeg fire højrehåndshandsker. To læder – en rød og en sort. To strik – en rød og en sort.

Så må det altså være slut med frost. For jeg nægter pure at købe flere handsker før tidligst til september.

Så skal det fryse mere, bliver det med højrehåndshandsker på begge hænger.

Ergo er det forår.

Griegs: Peer Gynt

Da vi sad en kold februar-aften og sippede vin. den Sunde og Raske og jeg. Og min veninde Nanna. Som var på besøg for at bage kager med mig til den Sunde og Raskes fødselsdag næste dag, hvor begge familier skulle på besøg. Faldt vi over årsprogrammet for DR’s symfoniorkester. Og pludselig kom det helt af sig selv, hvad den Sunde og Raske skulle have i fødselsdagsgave: En billet til symfonien.

Vi var af sted i går. Nanna var erstattet af en af den Sunde og Raskes venner- men så må hun sgu lade være med at rejse til Athen midt i det hele. Men altså. I går. Tog vi i koncertsalen for at fejre, at det måske smukkeste stykke musik, der nogensinde er skrevet, skulle opføres live.

Og at både mine pigefølelser og den Sunde og Raskes technotendenser kunne tilgodeses i én og samme koncert.

Symfoniorkestret spillede musikken fra Peer Gynt fra ende til anden, med børnekor, voksenkor, solister og Nis Bank-Mikkelsens karakteristiske stemme til at bære os igennem fortællingen mellem numrene, så man hele tiden havde en fornemmelse af, hvad den musik man hørte bidrog til det oprindelige stykke.

Forestillingen var lang. Og fordi musikken var kronologisk var det bedste overstået 10 minutter inden i anden akt. Heldigvis havde både dirigent Kristian Järvi OG en person på bagerste balkon forudset dette.

Personen på bagerste balkon valgte derfor at dejse omkuld midt i Solvejs vuggevise, som var koncertens sidste annoncerede nummer, og for første gang nogen sinde hørte jeg sætningen ‘Er her en læge?’ brugt i ramme alvor, hvorefter personer fra flere steder i salen satte i fulde firspring, uden at musikken stoppede på noget tidspunkt. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg synes det var fedt eller forkert, at koncerten ikke lod sig mærke med, at en person havde akut brug for lægehjælp midt i det hele. Da vi gik kunne vi se ambulancepersonale deroppe tale roligt med folk uden anstrøg at travlhed eller panik, så hvadend der skete, antager jeg, at de fik styr på det.

Da alle havde klappet, rejst sig, nogen havde fået blomster, alle havde klappet noget mere, nogen havde bukket, andre havde vendt sig om og bukket til den anden side og dirigenten kom ind til – hvad jeg troede var – den sidste tiljubel, tog djævlen ved ensemblet og vi fik en magtdemonstration af, hvad et symfoniorkester kan i volumen, variation og energi. Så fedt leveret, helt uden forbehold eller advarsel, at folk brød ud i spontane jubel-brøl, der var et fodboldstadion værdigt, da de sidste strygere havde svunget armen. Absolut den helt, helt rigtige måde at slutte en koncert på.

Stjerner?

* * * * * * ()

Fuldt hus, skatter. Intet mindre.

 

 

2013-02-02 13.23.52Sådan fejrer man en kæreste.

Så hold dog kæft, København

Ja, nu skal du ikke kløjs i kaffen, det er ikke dig, jeg mener.

Men fredag aften, havde jeg den udsøgte fornøjelse at befinde mig i Tap1 til Lana Del Reys koncert. Som jeg havde glædet mig til. Meget.

Jeg var lidt bekymret, for hvordan kan den stemme, den kælne, jazzede stemme med en perfekt falset, fungere live? Jeg havde mine tvivl. Jeg var bange for, at Lana ville falde lidt igennem.

En frygt der blev gjort eftertrykkeligt til skamme.

Lana synger som en engel. Bedre, end du kan forestille dig. Hun gør sig umage med ikke blot at gengive sine numre, men på at fremelske de jazzede toner, den rockede klang eller den rene skønsang fra sine numre ekstra meget, når hun står på scenen med sit band – inklusive strygere.

Det var en udsøgt fornøjelse at høre de sange, jeg har forelsket mig i sunget fra scenen på Tap1.

Der var bare ét problem. Hell is other people. For når der kun er højtalere allerforrest oppe ved scenen og hverken surround eller lydtårne til at brede lyden ud, ja så skal folk altså holde kæft.

Mit lydtæppe blev slemt forstyrret, af fulde folk, sladrende veninder, brægende ungersvende og andet hipster-prak. Det kan fandme ikke passe, at jeg skal høre om, hvor fuld du er, om du tog bussen eller cyklen til koncert, hvor lækker din nye kollega er eller en dårlig joke, som din date måske ikke ved, du har stjålet fra Jacob Tingleff, men JEG ved det godt.

I skal altså være stille, når de voksne synger.

Allerhelst så jeg, i blev væk, hvis i alligevel bare vil stå og sladre i stedet for at nyde musikken, de flimrende tresser-glimt på baggrundstæppet eller Lanas slanke skikkelse.

Bliv dog væk, hvis du har hørt ude i byen, at det er ‘fancy’ (eller hvad ungdommen kalder det) at ‘digge’ Lana Del Rey.

Hvs du absolut insisterer på at gå til koncert med en kunstner, hvor du kun kender de allermest kendte hymner, hvad så med at lære noget af det andet at kende?

Jeg kan godt se, at EB og jeg ikke var til samme koncert. Jeg fik gåsehud, når Lana falserede sig ind og ud af de poppede vers, hun selv har skrevet og formet, så de live fremstår som alt andet end pop.

Jeg svajede forelsket igennem ‘Without you’, sang mit hjerte ud til ‘Ride’ og blev oprigtigt glad for, at Lana forblev så tro mod sig selv, selv da hun gav sig til at synge Nirvana.

Men jeg elsker også den slags musik. Det kan alle selvfølgelig ikke gøre. Men kunne i så ikke have pli nok til at blive væk eller holde kæft, så vi andre kan få den fulde oplevelse i fred?

Stjerner? * * * * * (*)

Den sjette stjerne ryger fordi lydoplevelsen blev forstyrret for mig og fordi pigebarnet ikke gav et ekstranummer eller to. Det kunne jeg godt have brugt.

2013-04-05 22.06.45

Page 1 of 61

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén