Kødfri tanker fra en kærlighedsflexitar

Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.

Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:

Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.

For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.

Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.

1) Lav mad ud fra dine favoritter.

I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.

Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.

2) Keep it simple

Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.

Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.

3) Do “yum”

Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?

Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)

Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:

Pizza: Gorms pizzadej og guide er god. 

Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:

Et glas grøn pesto

to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)

en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)

et bundt frisk rosmarin

Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.

Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.

Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.

Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.

Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.

Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.

Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.

Se lige, dude!

Jeg bliver ikke råbt af på gaden. Mere.

Det er også sjældent, at jeg bliver talt grimt til i nattelivet.

Men når det sker.

Når en mand træder ind foran mig og ræber “Du er tyk” ind i mit ansigt, mens jeg blot er på vej forbi ham ud på toilettet.

Når en kvinde fnisende og ikke særlig diskret peger mig ud for sine veninder på dansegulvet.

Når en afvisning fører direkte til sætningen “Det var bare en joke, du er alt for fed til mig”.

Så sker det altid, når:

– jeg er allermest mig selv

– jeg er iklædt mit mest personlige, velsiddende, sexede og flotte tøj

– jeg danser vildt og voldsomt og kompromisløst

– jeg griner dybt og larmende

– jeg takker nej uden at tilbyde opblødning eller forklaring

 

Så når jeg ikke bliver råbt af på gaden.

Når jeg ikke bliver svinet til i nattelivet.

Når en mand ikke føler trang til at nedgøre mig for at have afvist ham.

Så er det ikke et udtryk for, at menneskehoben er blevet bedre til mig og min krop.

Det er et udtryk for, at jeg gang for gang. Tilsvining for tilsvining. Latterliggørelse for latterliggørelse.

Har gjort mig selv mindre.

Mindre larmende

Mindre lysende

Mindre levende

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Små trin til selvomsorg

Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.

1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor

Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.

Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.

2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”

Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.

Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

Hybris og nemesis i 2017

Når jeg er så voksen, at jeg har ansvaret for en forenings dankort, som skal sørge for, at jeg kan købe flotte og fine gaver til søde og dygtige praktikanter, så sker der nogle gange noget.

For eksempel i går hvor jeg brændte uanstændigt mange penge af i Sephora; et sted jeg elsker og tilbeder, og damen bag skranken – på grund af de infamt mange penge, man kan tillade sig at bruge, når man køber afskedsgaver på vegne af 10 mennesker – valgte at smide et meget gavmildt antal prøver og testere med i købet.

“Skal jeg bare lægge dem i gaveæsken?”, spørger hun sødt.

“Nej, bare læg dem i posen”, svarer jeg prompte, vel vidende at jeg har tænkt mig at stjæle hver og en for min indsats som gaveudvælger, -indkøber og kortskriver.

Hjemme viser det sig, at jeg allerede ejer alle testerne i fuld størrelse. Ikke nok med det, jeg ejer dem og er ikke kæmpefan. Men nu er det for sent at putte dem i de lukkede gaveæsker. Eneste nye dimmer var en vådserviet med selvbruner i. Men helt ærligt, dem der kender bare det mindste til mig vil vide, at jeg er alt, ALT for sjusket til, at man må tiltro mig succes med selvbruner i kun ét forsøg.

Senere forsøgte jeg at låse min cykel op med jackstikket fra mine høretelefoner, og bøljen i min bh knækkede i Irma. I get it. I really do.

12 lektier, december 2016

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

12 lektier, november 2016

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

Page 1 of 74

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén