Opsang til klokken 4-lurerne

I skal lade være.

I skal lade være med at passe jer selv hele aftenen og så, når jeg står helt fuld og træt i garderoben og har tabt min ene kontaktlinse i en Rick Astley sing along-dyst og fumler efter mit nummer, dukke op og spørge, hvor jeg skal hen.

Jeg skal hjem.

Jeg skal ikke lige have én øl mere med dig. Jeg tror ikke på, at du har ‘kigget på mig hele aftenen’. Jeg tror, du hænger ud og venter på fulde, trætte piger, som du kan nøjes med at poste en halv øl i, før du kan foreslå, at du skal med dem hjem. Fordi de allerede er på vej. Og det er megaklamt. Hvis du ikke gider tale med hende inden, så skal du simpelthen lade være med at prøve at score hende på vej hjem.

I skal lade være.

Ikke med at sidde på et springvand og drikke øl og hygge med jeres venner. Det skal i endelig gøre. Syng gerne også. Men lad være med at bruge det som en jagtmark. Lad være med at antaste hende, som er ved at låse sin cykel op for at køre hjem med spørgsmål om, om hun er gift eller single og udmeldinger om, at hun har smukke øjne, når vi begge to godt ved, at du blot er i gang med at tjekke, om jeg er fuld nok til, at du kan komme med hjem uden en større indsats.

I skal lade være.

Med at cykle op på siden af en dame klokken halv fem om morgenen og spørge hvor “vi” er på vej hen, når du slet, slet ikke har noget at gøre, det sted, hvor jeg skal hen. Hjem. I min seng.

Det er simpelthen så pissenederen opførsel. For hvis jeg havde været mig selv i en yngre, fuldere og mere usikker version, så kunne en af jer faktisk have haft held med jeres foretagende. Og jeg ville have fortrudt det bittert næste dag.

Boligjagt i blogland

Hej læsere.

Jeg har brug for et sted at bo. Fra maj af. Her i København.

Det vil jeg utroligt gerne have hjælp til. Måske kender du nogen som lejer ud et halvt eller et helt år – det er også rigtig fint. Faktisk er jeg åben for det meste. Undtagen roommates.

Lad mig fortælle lidt om mig selv, og lad mig være helt ærlig:

Jeg gider ikke bo sammen med nogen, hvis jeg kan blive fri. Jeg har boet sammen med en de sidste fem år, og vi bor ikke sammen mere, og når jeg ikke kunne finde ud af at bo sammen med ham, ser jeg ingen grund til at forsøge mig med andre mennesker, som jeg hverken kender eller kan lide lige så godt som ham.

Jeg vasker først op, når der ikke er flere rene kopper. Det betyder ikke, at der skal være opvasker og alskens moderne fornødenheder, for jeg lever fint nok i min egen opvask. Men jeg gider ikke andres og jeg gider ikke dårlig samvittighed – hence the no roommate policy.

Jeg vil helst bo på Christianshavn, Amager, Vesterbro eller Frederiksberg, men jeg er sådan set villig til at overveje alt – Nørrebro, Valby, you name it.

Jeg kan betale op til 5500 om måneden, men så skal der ikke komme ting og sager oven i. Ja, jeg ved det. Det er ikke meget, når man ikke kan lide andre mennesker – det er derfor jeg også gerne vil passe på din lejlighed i nogle måneder, hvis det er.

Det var vel det? Kender du en, som kender en? Står du helt lykkelig og skal flytte sammen med kæresten? Boligportalen trawles jævnligt, men min erfaring med søde mennesker på nettet er bare, at der er meget mere at hente blandt seje læsere end blandt høgene på boligsiderne.

“Men Trix? Betyder det her så, at du og Den Sunde og Raske Fyr har slået op?”

Ja, det gør det. Og det skal vi ikke snakke om i dag.

Hvad kan du tåle ikke at dele?

De popper op hele tiden på Facebook. Delt og liket. Med lange rosende kommentarspor og nogle enkelte næsvisheder, der altid får nogens pis i kog og sikrer en hel dags skænderier med fremmede mennesker.

Opdateringer. Om træning. Om hjemløse, som du har købt en sandwich. Selfies fra den demonstration, du har deltaget i. En svedig pande og 60 hastags, der alle starter med ordet #fit.

Her til morgen, blev jeg træt igen. Af den lange opdatering, hvor nogle unge har gjort nar af en hjemløs, som ville nasse smøger. Og manden, som havde købt ham nogle smøger. Og den hjemløses smil, og alt det, du godt ved sker, når du viser nogen venlighed, som ikke er vant til det.

Jeg er overhovedet ikke for fin selv. Jeg kan uden problemer genkalde en opdatering fra egen hånd om et afvist dankort i Rema og store, almægtige Trix der træder til og siger “DEN ORDNER JEG LIGE”. Men nu er jeg blevet træt.

For kan vi egentlig gøre en uselvisk gerning uden at skulle høste ros og anerkendelse for den? Og er den uselvisk, hvis du straks, du har købt “Hus Forbi” lige tager et billede og smider på Facebook/Twitter/Instagram, så alle dine followers kan se, hvor godt et menneske du er?

Og findes træning, hvis det ikke er på de sociale medier? Kan man godt bare tage til en times spinning uden at checke ind? Eller forbrænder det færre kalorier? I hvert fald færre sociale kalorier.

Når jeg trættes er det måske også fordi, der var lidt skæld ud med i den seneste jeg læste. “De unge” på vej hjem fra byen var næsvise overfor den hjemløse. Og “kunne de ikke undvære den ene drink og give ham en pakke smøger i stedet for?”. Men vores helt gik jo ikke i dialog med dem. Spurgte dem ikke direkte, om de kunne undvære dette for at gøre en forskel hint.

Han spurgte Facebook. Og det er sgu da det nemmeste sted i verden at rejse et kor af indignerede brøleaber, som er enige med dig i at noget er for galt og nogle er for dumme. Indenfor journalistik har vi en regel der hedder, at du ikke må skrive kritisk om nogen uden at give dem muligheden for at kommentere og tage til genmæle. Det er god skik siger vi. Måske de unge havde haft noget at sige? Måske de bare havde svaret “Næ, det gider vi altså ikke give ham”, så havde det vel også været i orden. Jeg ved ikke med dig, men der er mange ting, jeg ikke gider på vej hjem fra byen i en brandert. Men det gør mig vel ikke til et dårligere menneske? Og vi har vel ikke krav på at få ting fra andre, selv om vi spørger pænt?

Omvendt kan jeg godt se, at nogle er bedre end andre til lige at stikke et smil eller en femmer. Men karmapolitiet brænder sammen, når det skal deles og skulderklappes ud på de sociale medier. Det ophæver sig selv. Det er, som når din dovne kæreste (M/K) ENDELIG fucking støvsuger, men så bagefter skal roses og takkes for det så mange gange, at du til sidst ville ønske, du havde støvsuget selv.

Jeg bliver træt. Og har en opfordring til alle:

Gør noget godt. Og hold det hemmeligt. Vi kan lave en klub af folk, der har god karma som en hemmelig bagage. Giv dig selv det skulderklap og kom videre.

Og hvis du så vil have mig undskyldt, deler jeg lige den her på Facebook, så mine følgere kan give mig ret. #fitliving.

Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

OH på jobbet

Kollega 1:

– Der er ikke anmeldt et eneste juleindbrud på Bornholm.

Kollega 2:

– Måske kender landbetjenten de fire møgunger, der ku’ finde på det og har taget en lille snak med dem før juleaften?

Mig:

– Måske er de eneste bøller på Bornholm Krøllebøller

*Badumtisj*

Glædelig jul og lady parts

Når din håbløse far er på vej ud i brusekabinen og gerne vil guides gennem bøtter for at få styr på hvad der er shampoo og sæbe.

“Den her er er sæbe, den her er shampoo, de fem her skal du ikke bruge til noget, det har du slet ikke hår nok til” –

“Og den med et lyserøde låg er til at vaske dine kvindelige dele”.

Morfar-humor gone Trix…

Kære Always-typer

Vi bliver lige nødt til at have en snak om jeres, for at formulere det som supermarkederne, vat- og hygiejneprodukter.

Jeg var indrømmet lidt fuld i går aftes, da jeg kom hjem og erkendte, at min menstruation var ankommet. Ja, jeg overvejede “den røde flodbølge”, “det røde” eller “den tid på måneden”, men det er faktisk lige gået op for mig, at det hader jeg også.

Så jeg fiskede en pakke Always-bind frem under vasken, og med mit fuldemands- og bodegarøglugtende tøj drysset løst rundt på badeværelsesgulvet, åbnede jeg pakken og blev faktisk ret forskrækket over den kunstige, parfumerede lugt der ramte mig.

Jeg konsulterede jeres pakke, og der stod “Odour neutralization”.

Hvad skal det betyde?

HVAD SKAL DET BETYDE?

For det første neutraliserer det ingenting. Det lugter! Jeg sidder i min sofa nu. Med tæpper over mig. Men jeg kan lugte det skide bind i mine trusser! Og det gør mig rasende.

For hvad er det ved min naturlige kropslugt, der er så klamt, at i mener, det skal overdøves?

Det er den samme stigmatisering, som når jeres reklamer opererer med klar blå væske frem for, lets say, rød væske, når i skal vise, hvor gode jeres produkter er til at opsuge menstruationsblod. Blå, rød, blod.

Hvis i virkelig synes, menstruation er så ulækkert, hvorfor er i så i menstruationsbindsbranchen? Er det fordi, flere kvinder skal have følelsen af, at deres menstruation er ulækker, og i skal hjælpe dem med at nå til den konklusion ved at overdøve deres menstruation med en kunstig, parfumeret aroma?

Jeg kan stadig lugte det. Jeg hader det. Og det er jeres skyld.

Min menstruation er fin. Min kropslugt er fin, og jeg bløder rødt.

Desuden får jeres “odour neutralization” min fisse til at klø. Tak for det.

Ting jeg siger vs. ting jeg mener

Er lige inde i en (undskyld for generaliseringen) meget kvindeagtig periode, når det kommer til at kommunikere behov. Jeg gør det simpelthen ikke. Jeg sidder på mine hænder, og siger alt det rigtige, mens en hånlig stemme (der lyder lidt som Kirsten Rolfes) inde i mit hoved skraldgriner.

Derfor tænker jeg, at jeg lige vil løsne op for, hvad jeg har undladt at mene på ydersiden af mit hoved også de sidste uger:

Hvad jeg sagde i telefonen til den Sunde og Raske, da jeg med feber og hovedpine var på vej hjem fra job:

– Hvem skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden?

Hvad jeg mente:

– Du skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden.

Hvad han svarede:

– Det må du godt. #Fml

Hvad jeg sagde til veninde, der ringede og luftede frustrationer:

– Hvad har du brug for?

Hvad jeg mente:

– Jeg er lige på vej hjem efter en lang dag, og havde egentlig planlagt at gå kold på sofaen med 300 gram bland selv slik. Kan det vente til en anden dag?

(Spørg selv hende hér, jeg havde svoret, jeg bare skulle hjem og slappe af – alene).

Hvad jeg sagde til min chef på jobbet:

– Jeg skal nok gå i gang med den opgave straks, så den kan blive færdig i dag.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal se Ronda Rousey-videoer på Youtube og chatte på Facebook indtil absolut sidste øjeblik, og så skal jeg dødstresse med at få opgaven, som jeg ikke gider lave, færdig.

Hvad jeg sagde, da aftale for gud ved hvilken gang, faldt fra hinanden:

– Det kan jeg sagtens forstå. Vi finder bare en anden dag.

Hvad jeg mente:

– For helvede, nu må du tage dig sammen! Gider du overhovedet se mig? Nu må DU ringe, hvis vi skal lave en ny aftale.

Hvad jeg sagde til den veninde, der har inviteret på mad i aften:

– Ja, meget gerne. Men nu skal vi ikke pimpe for meget vin, jeg skal til bryllup i morgen.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal nok købe en flaske med…