Modet til at prøve igen

I dag skulle der to forsøg til, før det lykkedes mig at krydse gaden og komme ned i kiosken, der seriølle ligge LIGE på den anden side af vejen.

I mit første forsøg iført natbukser, vinterjakke og -støvler nåede jeg ned fra første sal og over fortovet ud på vejen, før jeg måtte vende om og løbevralte op af trappen igen til endnu en dødsensvigtig samtale i livets store telefonrør.

Tror måske jeg kom til at fuldegræde lidt på en kollega i går.

Kan man godt melde sig flov på mandag?

Anden gang lykkedes det faktisk at nå i kjolleren, men i min iver efter baconsnacks og fanta lemon glemte jeg skumslik. Trods den åbenlyse fadæse, er jeg alligevel glad for, jeg turde prøve igen. Melder mig stadig flov, tho’.

Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

OH på jobbet

Kollega 1:

– Der er ikke anmeldt et eneste juleindbrud på Bornholm.

Kollega 2:

– Måske kender landbetjenten de fire møgunger, der ku’ finde på det og har taget en lille snak med dem før juleaften?

Mig:

– Måske er de eneste bøller på Bornholm Krøllebøller

*Badumtisj*

Glædelig jul og lady parts

Når din håbløse far er på vej ud i brusekabinen og gerne vil guides gennem bøtter for at få styr på hvad der er shampoo og sæbe.

“Den her er er sæbe, den her er shampoo, de fem her skal du ikke bruge til noget, det har du slet ikke hår nok til” –

“Og den med et lyserøde låg er til at vaske dine kvindelige dele”.

Morfar-humor gone Trix…

Kære Always-typer

Vi bliver lige nødt til at have en snak om jeres, for at formulere det som supermarkederne, vat- og hygiejneprodukter.

Jeg var indrømmet lidt fuld i går aftes, da jeg kom hjem og erkendte, at min menstruation var ankommet. Ja, jeg overvejede “den røde flodbølge”, “det røde” eller “den tid på måneden”, men det er faktisk lige gået op for mig, at det hader jeg også.

Så jeg fiskede en pakke Always-bind frem under vasken, og med mit fuldemands- og bodegarøglugtende tøj drysset løst rundt på badeværelsesgulvet, åbnede jeg pakken og blev faktisk ret forskrækket over den kunstige, parfumerede lugt der ramte mig.

Jeg konsulterede jeres pakke, og der stod “Odour neutralization”.

Hvad skal det betyde?

HVAD SKAL DET BETYDE?

For det første neutraliserer det ingenting. Det lugter! Jeg sidder i min sofa nu. Med tæpper over mig. Men jeg kan lugte det skide bind i mine trusser! Og det gør mig rasende.

For hvad er det ved min naturlige kropslugt, der er så klamt, at i mener, det skal overdøves?

Det er den samme stigmatisering, som når jeres reklamer opererer med klar blå væske frem for, lets say, rød væske, når i skal vise, hvor gode jeres produkter er til at opsuge menstruationsblod. Blå, rød, blod.

Hvis i virkelig synes, menstruation er så ulækkert, hvorfor er i så i menstruationsbindsbranchen? Er det fordi, flere kvinder skal have følelsen af, at deres menstruation er ulækker, og i skal hjælpe dem med at nå til den konklusion ved at overdøve deres menstruation med en kunstig, parfumeret aroma?

Jeg kan stadig lugte det. Jeg hader det. Og det er jeres skyld.

Min menstruation er fin. Min kropslugt er fin, og jeg bløder rødt.

Desuden får jeres “odour neutralization” min fisse til at klø. Tak for det.

Ting jeg siger vs. ting jeg mener

Er lige inde i en (undskyld for generaliseringen) meget kvindeagtig periode, når det kommer til at kommunikere behov. Jeg gør det simpelthen ikke. Jeg sidder på mine hænder, og siger alt det rigtige, mens en hånlig stemme (der lyder lidt som Kirsten Rolfes) inde i mit hoved skraldgriner.

Derfor tænker jeg, at jeg lige vil løsne op for, hvad jeg har undladt at mene på ydersiden af mit hoved også de sidste uger:

Hvad jeg sagde i telefonen til den Sunde og Raske, da jeg med feber og hovedpine var på vej hjem fra job:

– Hvem skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden?

Hvad jeg mente:

– Du skal købe ost og creme fraiche med hjem til aftensmaden.

Hvad han svarede:

– Det må du godt. #Fml

Hvad jeg sagde til veninde, der ringede og luftede frustrationer:

– Hvad har du brug for?

Hvad jeg mente:

– Jeg er lige på vej hjem efter en lang dag, og havde egentlig planlagt at gå kold på sofaen med 300 gram bland selv slik. Kan det vente til en anden dag?

(Spørg selv hende hér, jeg havde svoret, jeg bare skulle hjem og slappe af – alene).

Hvad jeg sagde til min chef på jobbet:

– Jeg skal nok gå i gang med den opgave straks, så den kan blive færdig i dag.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal se Ronda Rousey-videoer på Youtube og chatte på Facebook indtil absolut sidste øjeblik, og så skal jeg dødstresse med at få opgaven, som jeg ikke gider lave, færdig.

Hvad jeg sagde, da aftale for gud ved hvilken gang, faldt fra hinanden:

– Det kan jeg sagtens forstå. Vi finder bare en anden dag.

Hvad jeg mente:

– For helvede, nu må du tage dig sammen! Gider du overhovedet se mig? Nu må DU ringe, hvis vi skal lave en ny aftale.

Hvad jeg sagde til den veninde, der har inviteret på mad i aften:

– Ja, meget gerne. Men nu skal vi ikke pimpe for meget vin, jeg skal til bryllup i morgen.

Hvad jeg mente:

– Jeg skal nok købe en flaske med…

Skal smilet være så svært?

Der findes flere forskellige slags mennesker på gaden i København, end jeg har energi til at dissekere. De fleste har travlt, og dem der ikke har travlt har stadig et formål. Vi er notorisk dårlige til at vandre formålsløst omkring uden at være på udkig efter andet, end hvad vi snubler over på turen.

Selv kærestepar hånd i hånd har en planlagt rute hjemmefra, og de eneste hipstere, der kan finde på at dreje uoverlagt til venstre ind på en kirkegård, er dem, der oplever livet igennem en linse for at forevige deres urbane oplevelsesvandring.

Altså, jeg peger ikke kun fingre her. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst bevægede mig uden for en dør uden et klart defineret mål. En aftale, der skulle holdes eller en fakta, der skulle nedlægges.

Men når det så er sagt, så bliver folk så sært tunnelsynede, når de skal nå noget. Lige meget hvad. Og lige dér møder jeg den særeste Københavner-vane, jeg endnu har observeret. For de smiler ikke igen.

Jeg véd godt, at min nordfynske opvækst skinner igennem i min insisteren på at smile til folk på min vej. Men i skal bare vide, at hjemme i forældrenes andedam, der hilser jeg. På alle. Også på folk, jeg ikke ved, hvad hedder og de seneste par år på et stigende antal tilflyttere, som heller ikke aner, hvem jeg er. I bil vinker vi til hinanden. Mændene hæver to fingre fra rettet og tænker “Howdy”. Damerne kan godt være lidt mere ivrige i deres rystelser. Langt de fleste hilser blot på den bil, jeg kommer kørende i. De ved, om det er min mors eller fars og hilser så på den person, der plejer at sidde indeni. Og hvem er jeg at negligere at hilse tilbage?

Derfor mener jeg, at det er en meget flot begrænsning af kontaktsøgning, at jeg nøjes med at smile til Københavnerne.

Det går bedst, når jeg passerer busstoppesteder. Folk der står og venter er ramt af så tilpas meget formålsløshed, at de sommetider kigger på verden omkring sig. Altså, dem der ikke glor ned i deres telefoner. Ligesom fodgængere, cyklister og bilister, der har klistret deres smart phone til den ene hånd ikke ser en skid. Her er problemet ikke, at de misser mit smil – den er nok nærmere, at de misser deres egen rolle i trafikken. Jeg får altid lidt lyst til at cykle tæt på og råbe et eller andet obskurt ind i øret på dem på cykel. Bare lige for at bringe dem tilbage til virkeligheden. Indtil videre har jeg dog kunnet holde mig i skindet.

Smilet kan også være så heldig at møde genspejling, når jeg passerer pauserende vejarbejdere, ældre mennesker, børn og hjemløse.

Men mødre med barnevogne, bilister, der holder for rødt og andre cyklister kan det næsten ikke betale sig at smile til.

Og her er det, jeg bliver trist. For det rykker virkelig noget i mig. At smile til folk og få et smil tilbage. Jeg kan se, at det også gør noget ved dem. Den milde overraskelse efterfulgt at et helt uforbeholdent smil er simpelthen så flot. Alle mennesker bliver kønnere af det. Jeg selv bliver mere grundglad. Hvilket kommer alle andre jeg skal interagere med resten af dagen til gode. Alligevel er det så svært at få det frem i målrettetheden, travlheden og dage uden høj solskin.

Så jeg bebrejder vores evige på-vej-videre-mentalitet, at jeg ikke kan fange Københavnerne på det ben, hvor de smiler igen. Måske ville vi smile mere, hvis vi var lidt mindre på vej? Eller også er det noget, man skal være fra landet for at forstå. Hvad ved jeg?11428003_10152879493420382_6235637560821777156_n

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781