Komma

Jeg tror altså, at jeg må sætte på stand by for nu.

Den lurer i baghovedet. Bloggen. Med gamle drømme. Idéer som kræver arbejde og passion og tanker som kræver energi at formidle. Der kommer bare ikke noget ud.

I stedet for at have konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mest af alt jer, der så trofast og standhaftigt klikker forbi og kigger efter nyt, tror jeg, at det er på tide at sætte et pausekomma.

Du kan stadig følge med i glimt og tanker – jeg fortsætter med at opdatere Trixyworlds facebook-profil, og på instagram hedder jeg Trix5k.

Ikke et punktum. For guds skyld ikke et punktum, håber jeg.

Men for nu. Komma,

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Bye bye sunday

Allerede inden jeg åbnede øjnene, kunne jeg høre de insisterende dryp i skakten. Jeg vidste godt, at det var en regnvejrsdag, som ventede.

Fulgte mor i lufthavnen og sagde tak for denne gang. Vi har haft den skønneste weekend, og vejret har artet sig langt bedre end meteorologerne havde turdet forudse. Men når man er så meget sammen, på lidt plads, over længere tid og der er så meget godt humør at dele, venter melankolien som regel på den anden side. Og vil have en lille bid af kagen.

Da vi havde kysset farvel i sikkerhedskontrollen, stoppede jeg headsettet i ørerne. Mens jeg ventede på, hun gik igennem metaldetektoren og vendte sig om for at vinke en sidste gang, fandt jeg soundtracket til en eftermiddag med søndagsmelankoli. Bakkerne omkring Barcelona lå  indhyllet i tung regntåge, og jeg kunne se frem til en togtur alene og en frivillig gåtur i de snusregnstomme gader.

Jeg skal huske mig selv på, at melankolien ikke er en dårlig ting. Den er en del af mit sind. Jaja, den kan godt være i vejen, hvis den dukker op uanmeldt og uinviteret. Jeg kan godt gøre nar af den, når jeg ikke kan mærke den – sommetider slet ikke huske, hvordan den føles. Jeg kan i sjældne øjeblikke bilde mig ind, at det bare er efterdønninger fra en enormt følsom teenage-tid med digte og ingen-forstår-mig-blikket.

Men det er den ikke. Melankoli er ikke et levn. Det er en facet. Ligesom jeg er optimist, pessimist, realist, dagdrømmer, praktisk, et fjols, empatisk og egoistisk, så er jeg også melankoliker. Og  det skal der også være plads til.

Så det er jeg  i dag i regnen.

Den udsigt dér

Jeg har vist rablet rigeligt om den nu. Og dem der følger med på instagram (Trix5k) får også sådan cirka dagligt en version at min udsigt. Jaja, det er den samme udsigt hver dag. Men jeg bliver ikke træt af at blære mig med den lige foreløbig.

For når nu jeg skulle igennem kaotisk udflytning og et par ugers hjemløshed, så er det her et ret godt plaster på såret. Glæder mig til utallige sangria-aftener herude. Især når mor kommer med et spil yatzy til os i dag. (Ja, vi er firs år gamle indeni begge to).

Behold:

Kvantespring

Lise var den første. Ven altså. Hende har jeg kendt, siden jeg kom til verden. 27 år er det sådan set blevet til nu.

Rikke hang på mig fra første skoledag i børnehaveklassen. Vi har delt klasse hele vejen gennem tre små, landlige folkeskoler og gymnasiet. Stine og Pernille kom til i 7. klasse.

Dem og enkelte andre dejlige damer fra way back, kan nærmest i søvne fortælle, at pandekager midt om natten er min specialitet. De kender mine snappy come backs, før jeg siger dem. De bliver ikke overrasket, når jeg uforvarende bliver en gribbekontrollerende whatever-zilla, når folk forsøger at tage beslutninger for mig. Vi har delt så meget efterhånden, at de færreste ting kan komme bag på dem. De har set det hele.

Line mødte jeg først, da jeg kom til Barcelona. Over nogle øl hos fælles venner. Vi har kendt hinanden i to måneder nu.

I den tid har vi delt flere oplevelser – af de store, venskabsformende, end jeg har nået med de fleste af mine venner gennem hele livet.

Vi har delt nederen boligsituationer. Ikke de samme, men vi stod cirka samtidig i boliglort til knæene og kunne spejle os så tydeligt i hinandens oplevelser, at det uundgåeligt tegnede tydelige billeder af, hvem vi er og hvilke værdier, vi deler.

Vi har siddet sammen på café, da jeg fik stjålet min pung. Og Line gik uden at kny med på politistationen, hjalp mig med det spanske og hjalp med at udfylde alle dokumenters moder.

Vi har delt boligjagt. Først på den lette, drømmende måde. Hvor man som venne-nyforelsket kan se sig det samme sted som den anden. Hvor det er nemt at slibe kanter. Senere delte vi en noget mere desperat boligjagt, hvor hendes lejlighed var opsagt og jeg sådan set allerede var hjemløs. På et boligmarked, der tvang os til at slibe kanter. Rigtigt. For man kan ikke få billigt, centralt og altan i samme ligning. Man kan få to af de tre. Jeg var villig til at droppe centralt. Line var mere hooked på at droppe billig. Og så måtte vi ellers forhandle os frem til et sted, vi både kunne nå at få fingrene i og som vi kunne dele.

Jeg er aldrig før flyttet sammen med et menneske, jeg kendte så lidt som Line.

Og hun har måttet stole på mig. To måneders depositum, agency-fee og marts’ husleje skulle betales kontant. Straks. Og med kun min løfte om at ‘pengene er på vej’, måtte Line kneppe samtlige hævekort for at fremskaffe kolde kontanter. Og i øvrigt købe mad til mig. Metrokort. Stikke mig en femmer til kaffe. Finde sig i, at når noget manglede, var det kun hende, der kunne ‘købe det på vej hjem’.

Nu har vi snart boet her i to uger. I dag tog vi på hospitalet. For i onsdags blev Line syg. Maveinfluenza gættede vi på, mens vi lige dele morede os over og kviede os ved, at døren ud til toilettet i lejligheden ikke lukker tæt. Faktisk slet ikke. Vi måtte bare forsøge at se det lyse i, at vi så hurtigt kom hinanden så meget ved. Indtil den forventede to-døgns holdbarhed på infektionen ikke holdt. I stedet fik hun mere og mere ondt.

I dag tog vi på skadestuen. Fordi lægehuset ikke ville have os ind, når hun allerede havde været der i torsdags. Fordi hun var for syg til at gå på apoteket og spørge efter råd til, hvad der kunne hjælpe hende. Og min forklaring kastede vores apoteker-dame ud i en sikker forvisning om, at hun skulle tilses af en læge.

To måneder inde i venskabet pakkede jeg en taske med cola (til maven), tæpper (til feberen), oplader, vigtige papirer og min bog og tog med på camping i venteværelset.

Når man har hele livet til at slibe kanter, lære hinanden at kende og nå til et punkt, hvor man holder så meget af hinanden at sygdom og penge er noget, man deler og løser sammen, føles det ikke som noget særligt.

Når man gennemgår de samme trin, læringsprocesser og samtaler på to måneder, føles det uvægerligt som om universet vil fortælle dig, at denne person skal du knytte dig til. Og passe på. Og lade passe på dig.

Selvom tidligere dårlige erfaringer med venner, der ikke var rigtige venner, har lært mig at passe på. At være lidt skeptisk og se tiden an. Ikke at blande penge og (nye) venskaber. Ikke at gøre mig for afhængig af en person, jeg endnu ikke er sikker på har min ryg. – Så har de sidste to måneder lært mig, at ligegyldigt, hvor skuffet jeg tidligere er blevet. Hvor brændt, klogere og mere kynisk jeg er blevet, så er der stadig plads til nye mennesker, som jeg bare er nødt til at lægge mit venskab i hænderne på og så tro på, at de ikke kvaser det.

Det manglende valg har kastet mig ud i at genopdage, hvor fantastiske nye venner kan være, når man står i situationer, der ellers normalt kalder på én af de første eller mor og far.

It’s NOT a jinx

Men hvis jeg en eller anden måde kan fremskaffe 300 euro cash i dag (Lidt svært uden kort, pung og NemID), så har vi sgu en lejlighed fra weekenden af. Hvilket jeg slet ikke er afvisende overfor. Slet ikke.

This could be my view

This could be my view