1-2-3 struktur!

Jeg har en månedskalender oppe at hænge. Med hver dag tegnet på. Grøn tusch for ikke-opgaverelaterede gøremål, sort tusch for vigtige-opgaveting.

Jeg har store plancher hængende med tanker om mulige kilder, vinkler og veje min historie kan gå.

Jeg har idéhjul med rundtom-tanker.

Jeg har spørgeplaner, målsætninger, huskesedler, notesblokke, vejleders vise ord og egne huskeregler skrevet ned og klistret op på vægge, køleskab og bordplade.

Jeg har prioriteret vigtigheden af kilder, muligheder for at skærpe vinkler og købt nye batterier til min diktafon.

Jeg.

Jeg… Jeg kan ikke udskyde at gå i gang længere.

Pis.

Ordbølger

Jeg skribler i disse dage. Med de der gode kuglepenne, jeg har stjålet. På blokke. Bagsider af bon’er. Nogle gange på mit ben.

Frygten for ikke at notere en tanke når den kommer til mig er altoverskyggende. Hver aften står jeg op igen og skriver de tanker ned, der kommer til mig, lige inden jeg falder i søvn. Hvad skal de også dukke op der for? Det er ikke altid, de giver mening næste morgen.

Jeg vil også meget gerne skrive her. Meget. Mest for min egen skyld lige nu. Fordi ord avler ord for mig. Og jeg skal finde ord til den bachelor, jeg skal til at skrive. Og jeg skal have ryddet ud i talesproget, som hører til her og ikke i journalistikken. Og hvordan kan jeg rydde bedre ud i talesproget end ved at bruge det her? Med jer? Jeg tweeter også mere end jeg har gjort i månedsvis. Det er nok mere konsekvensen af at sidde ved en skærm mange timer hver dag for første gang i år og konstant have brug for overspringshandlinger, der er så små, at jeg ikke pludselig står og afkalker bruseren eller bager gryde-brød. De skal være der. Åbenbart. Men de skal være hurtigt overstået. Det her er faktisk også en overspringshandling. Komplet, uden tanke og vinkel. Bare mig der småsludrer med mig selv igen. Det må i bære over med.

Vi kan jo håbe – alle sammen – at der kommer en bølge af bedre ord, når jeg kommer længere ind i den opgave. At niveauet her stiger i takt med, at jeg forhåbentlig finder en fast idé, en vinkel, skriver en synopsis. Alt det der opgave-noget. Men ind til da…

Siden sidst

…Er jeg flyttet tilbage til Danmark

…Har jeg tilmeldt mig en bachelor

…Har jeg lært at surfe

…Er jeg rejst til Bali,

hvor jeg har kastet op ud over rælingen på en speedbåd i et anfald af min første søsyge. (Du skulle have set de bølger).

…Har jeg set en haj. Sådan en rigtig en. I vandet. Mens jeg også var i det. Vandet, altså.

…Har jeg efter tre år uden endelig fået sat meder under sengen igen

Og jeg har vasket altanen for første gang nogensinde.

…Er den Sunde og Raske begyndt at kigge efter andelslejlighed. Voksent.

… Er den Sunde og Raske startet på sit drømmejob. Jeg er blevet arbejdsløs.

…Har jeg fået kulør. Sådan rigtig sommerkulør for første gang i mange år.

…Har jeg lært at nyde at være alene.

…Er alle mine sko døde eller blevet væk. Har du set mine sneakers? Mine sorte støvler? Nej? Hvor fanden er de henne?

…Har jeg tænkt absolut zero tanker om, hvad jeg vil med bloggen. Så vi er stadig blanke. Sorry.

Penneven

Det skulle nok have været et fødselsdagsforsæt på linje med ikke at drikke mælk af kartonen hos andre mennesker. Altså det der med, at jeg skal stoppe med at stjæle kuglepenne.

Helst stjæler jeg dem ikke. Jeg bytter. Og misforstå mig ikke, jeg bytter kun, hvis din er bedre. Så fisker jeg en op fra tasken, som måske klatter lidt eller synger på sidste vers. Eller endnu vigtigere – en som ikke har givet mig gode idéer og ord.

Der sker noget, når jeg første gang skriver med en kuglepen. Der er ikke en bestemt slags, jeg foretrækker. Men nogle gange, glider de bare så rigtigt og sirligt over papiret, at jeg må eje den. Fordi ordene siver og danser, og jeg tænker, at der måske gemmer sig nogle helt fantastiske ord til mig i den kuglepen. Så fisker jeg en anden op af tasken og efterlader den, mens jeg tager den nyfundne med mig.

Det skete i søndags til generalforsamlingen ved mine forældres sommerhus. Ja, jeg var med, for de serverer rundstykker og kanelsnegle, inden de går til dagsordenen. Der lå en sort pilot-pen ved siden af formanden, som jeg lige lånte til at skrive en huskeseddel til mig selv. Og det kørte bare. Og jeg kom i tanker om andre ting, jeg skulle huske, mens jeg brugte den. Og min skrift lignede min skrift. Ikke et forsøg på en anden, pænere eller klogere håndskrift. Det lignede nøjagtigt mine rodede bogstaver på papiret og det gjorde mig så glad. Så jeg fiskede lige så forsigtigt min gamle blå bic op af håndtasken, mens jeg henkastet ragede den sorte ned i. Lusket. Egentlig ikke særlig pænt.

Men jeg bilder mig ind, at mine ord er vigtigere for mig, end hans er for ham. Ellers må han komme og stjæle den tilbage, når jeg er færdig med den. Lige nu gemmer jeg den. Den skal først bruges, når jeg skal begynde at tage noget til den bachelor, som starter lige om lidt. Den skal ikke spildes på regnestykker og indkøbssedler. For hvad nu, hvis den er så speciel, som jeg tror?

Komma

Jeg tror altså, at jeg må sætte på stand by for nu.

Den lurer i baghovedet. Bloggen. Med gamle drømme. Idéer som kræver arbejde og passion og tanker som kræver energi at formidle. Der kommer bare ikke noget ud.

I stedet for at have konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mest af alt jer, der så trofast og standhaftigt klikker forbi og kigger efter nyt, tror jeg, at det er på tide at sætte et pausekomma.

Du kan stadig følge med i glimt og tanker – jeg fortsætter med at opdatere Trixyworlds facebook-profil, og på instagram hedder jeg Trix5k.

Ikke et punktum. For guds skyld ikke et punktum, håber jeg.

Men for nu. Komma,

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Bye bye sunday

Allerede inden jeg åbnede øjnene, kunne jeg høre de insisterende dryp i skakten. Jeg vidste godt, at det var en regnvejrsdag, som ventede.

Fulgte mor i lufthavnen og sagde tak for denne gang. Vi har haft den skønneste weekend, og vejret har artet sig langt bedre end meteorologerne havde turdet forudse. Men når man er så meget sammen, på lidt plads, over længere tid og der er så meget godt humør at dele, venter melankolien som regel på den anden side. Og vil have en lille bid af kagen.

Da vi havde kysset farvel i sikkerhedskontrollen, stoppede jeg headsettet i ørerne. Mens jeg ventede på, hun gik igennem metaldetektoren og vendte sig om for at vinke en sidste gang, fandt jeg soundtracket til en eftermiddag med søndagsmelankoli. Bakkerne omkring Barcelona lå  indhyllet i tung regntåge, og jeg kunne se frem til en togtur alene og en frivillig gåtur i de snusregnstomme gader.

Jeg skal huske mig selv på, at melankolien ikke er en dårlig ting. Den er en del af mit sind. Jaja, den kan godt være i vejen, hvis den dukker op uanmeldt og uinviteret. Jeg kan godt gøre nar af den, når jeg ikke kan mærke den – sommetider slet ikke huske, hvordan den føles. Jeg kan i sjældne øjeblikke bilde mig ind, at det bare er efterdønninger fra en enormt følsom teenage-tid med digte og ingen-forstår-mig-blikket.

Men det er den ikke. Melankoli er ikke et levn. Det er en facet. Ligesom jeg er optimist, pessimist, realist, dagdrømmer, praktisk, et fjols, empatisk og egoistisk, så er jeg også melankoliker. Og  det skal der også være plads til.

Så det er jeg  i dag i regnen.

Den udsigt dér

Jeg har vist rablet rigeligt om den nu. Og dem der følger med på instagram (Trix5k) får også sådan cirka dagligt en version at min udsigt. Jaja, det er den samme udsigt hver dag. Men jeg bliver ikke træt af at blære mig med den lige foreløbig.

For når nu jeg skulle igennem kaotisk udflytning og et par ugers hjemløshed, så er det her et ret godt plaster på såret. Glæder mig til utallige sangria-aftener herude. Især når mor kommer med et spil yatzy til os i dag. (Ja, vi er firs år gamle indeni begge to).

Behold: