- Dette indlæg er en del af Spies’ konkurrence om at blive Danmarks bedste rejseblogger -

Der var ingen tvivl om, at vi var faret vild. Set i bakspejlet, var det måske heller ikke den skarpeste beslutning at hoppe ind i en parisisk taxi og bare sige Saint Michel, fordi damen på kanalrundfarten havde fortalt, at det var her de unge, de studerende og kunstnerne holdt til.

For lidt siden kunne vi stadig se et hjørne af Notre Dames ene tårn, men på nuværende tidspunkt havde jeg helt mistet orienteringen. Jeg var sulten. Den første restaurant vi kom ind på, viste sig at være italiensk. Og have plastikborde i en frisk orange farve. Og mange børn i ulvetimen. Ikke helt det parisiske eventyr, jeg havde lovet Rikke og Line, som mildest talt lignede nogen, der var lidt trætte af min ‘kom nu skal vi fare vild sammen’-plan.

Vi var tæt på at give op. Havde faktisk allerede købt en flaske vin, en proptrækker og en pose ærter og ledte nu efter en trappesten at belejre, da Rikke spurgte: ‘Er det der ikke en restaurant?’.

Det gule lys faldt i firkanter ud af de dybe vinduer i den rå stenmur. Fra den åbne dør kunne man høre et muntert klaver og en bombastisk damestemme, der i sopran gengav et øjebliksbillede fra Carmen. Og jo! Derinde bagved var der borde.

Vi fik klemt os ind på det sidste ledige bord i det lille lokale. Lige ved siden af en tynd kvinde, med en nærmest undskyldende kropsholdning, der helt opslugt fik tangenterne på et stueklaver til at sprede stemningen fra En Amerikaner i Paris.

Ved hendes side stod en kvinde, komplet med baskerhue og et henslængt tørklæde, der bare fungerer på den måde, som hun parisiske kvinder kan få tørklæder til at fungere. Jeg ligner sgu altid en der er eskimo eller er ved at blive kvalt, når jeg prøver på det samme.

Med hænderne solidt plantet i siden bar den baskerklædte kvinde os igennem den ene sang efter den anden. På den måde, du altid har forestillet dig, at det går for sig på en ‘rigtig’ fransk bistro. Ingen scene. Ingen mikrofon. De travle tjenere smøg sig forbi hende på vej til og fra bordene, der kun rummede få turister, men mange stamgæster, som tydeligvis alle sad ved ‘deres’ bord.

Vi bestilte ost og rødvin. Det var ligesom det eneste rigtige. Og i et par timer glemte vi at tale sammen. Vi nippede, sippede og sugede til os af den mest berusende stemning.

På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med Line. Hendes øjne var blanke, og jeg kunne se på hende, at jeg var et spejlbillede på de følelser, jeg kunne se i hendes ansigt. Vi sad der. Tre veninder. Bare sammen. Hele aftenen. I en pause fra alt undtagen skønhed.

På et tidspunkt rejste Jean Pierre ved vores nabobord sig og satte sig over til os. Underholdt om sin tid som fransk diplomat. Da aftenen skiftede mellem to sangerinder, fik han lov til at give et nummer. Tjenerinden himlede med øjnene, da hun gik forbi os, og fik med tyk fransk accent afsløret, at han altid synger den samme sang, og at hun virkelig syntes, han trængte til at lære en ny.

Den aften var i rejsemål den mest fuldendte i mit liv. Aldrig før eller siden, har jeg oplevet at have en drøm – ofte farvet af lidt for mange gamle film, et lidt for romantisk og rosenrødt verdensbillede og en lidt for livlig fantasi – som bare gik i opfyldelse. Bare helt tilfældigt at falde ned i den smukkeste scene, som Fred Astaire, Gene Kelly eller Audrey Hepburn uden problemer ville kunne vandre lige ind i.

Så hvis du nogensinde kommer forbi Paris igen. Så gå over Seinen nede ved Mont Martre og ind i Saint Michel. Tag et kort med. Gør det i foråret. Mens alt springer ud, og duggen i byen dufter helt rigtigt af løfter om sommer og sprød morgenkulde.

Find Rue Galande. Den er ikke langt væk, viste det sig, da vi skulle finde hjem igen. Og sæt dig ind på Aux Trois Maillets. Bestil husets ostetallerken og en flaske Chateau Garreau. Og glæd dig til aftenens sangerinder. For ja, der er musik hver aften, fortalte Jean Pierre os. Møder du ham, skal du i øvrigt ikke takke ja til vin, det er noget værre sprøjt, han drikker. Men han er sjov og tegner tegninger på servietter.

 Line og jeg – før vi gav os til at småtude og blive nostalgiske.

Rikke med restauranten.

Opera-sangerinden, vores musikant og Jean Pierre med ryggen halvt til.

Mig, der forsøger at illustrere, at jeg er flyvende af lykke på vej hjem til hotellet.

Det blev så ikke helt den dag med klapstole, engangsgrillede pølser og øl fra køletaske, som jeg havde slået det op til på Facebook.

Faktisk øsede det ned, så længe vi var ude. Men nu havde jeg jo lovet. Lovet den Sunde og raske et gedigent heppekor til hans første maraton.

Forældrene kørte ind fra Fyn, Stine cyklede ind til byen – endte med at være gennemblødt – og blev sendt hjem igen med hendes mellemørsbetændelse. Skal ikke have hendes liv på samvittigheden.

Men den Underskønne Leise og Mette var heldigvis klædt på til lejligheden, under hver sin paraply. Leise i flere fornuftige lag, som jeg, småfrysende i den sommerkjole, jeg insisterede på at have på, godt kunne misunde hende lidt. Mette i gummistøvler og tømmermænd, som nok havde meget godt af den halvkølige luft.

Den Sunde og Raske lagde fra start, mens vi alle stadig var hjemme. Ja, jeg sov stadig. Var i Malmø i lørdags. Og når ens land vinder det dér Eurovision, ja, så er man først hjemme fra job klokken fem om morgenen. Stod endda op efter jeg havde lagt mig ind i sengen for liiiige at sende en mail, jeg havde glemt i farten i Malmø. Lad os bare kalde det en lang nat.

Vågnede tre timer senere. Lige længe nok til at kysse ham farvel og aftale, at vi sås senere. Fik en halv time mere på øjet, før folk begyndte at ringe og planlægge og spørge. I det mindste var mine svigerforældre installeret på den lokale café med til tilbud og morgenmad og -kaffe. Smed den føromtalte ufornuftige sommerkjole på, slog verdens næststørste paraply op og begav mig til maraton.

Den Sunde og Raske var flyvende. Faktisk så flyvende, at vi ikke nåede at heppe på ham, det første sted, vi havde planlagt. Lige pludselig stod er på app’en, hvor vi fulgte ham, at han VAR løbet forbi der, hvor vi alle ville se ham.

Måtte panikke en ny plan, ind i en taxa, ringe til folk, sende Stine hjem og skynde os på plads under Knippelsbro. Her stødte den Underskønne Leise og Mette til. Vi havde god tid- Ja, det havde endda spist en fransk hotdog på vej ned til os. Men gudskelov, at de ikke havde spist to, for lige pludselig strøg han forbi. Vores overraskede udbrud blev kun overgået af det forvirrede udtryk på den Sunde og Raskes ansigt, inden det gik op for ham, hvad der skete. Så smilede han over hele femøren og drønede videre. Alt for stærkt i forhold til, hvad han havde planlagt.

Vi listede op mod målstregen. Opdagede, at der stod et fornavn på langt de fleste numre, og så heppede vi ellers på livet løs. Alle Larser, Kristianer, Benter og Mortener vi overhovedet kunne tyde fik et personligt hep med på vejen. Nogle hørte os ikke, andre lignede nogle, der ærlig talt hellere havde været fri i deres smertehelvede der lige før målstregen, men de fleste fik et glimt i øjet. Smilede, satte farten beslutsomt op, satte i løb, hvis de gik, vinkede hvis de havde overskud.

Da den Sunde og Raske kom forbi stod vi klar med kameraer og tusind heppeord. Han smilede, vinkede og strøg lige forbi og i mål til tiden 03:40:45. Hans første maraton.

Senere sagde han ordene ‘næste gang’.

Dokumentation:

2/5 af heppeholdet. (Ja, jeg valgte sommerkjole, sandaler og ingen jakke).

Så flyvende var han. Nærmest lalleglad. Jesus.

Og vi snakker altså kort før mål, hér. Ikke halvvejs. Nejnej, 42 km tilbagelagt!

Medalje, kys og en gigantes bøf på Mash. Det’ kærlighe’

Da denne droppede ind for et par uger siden, vidste jeg, at jeg var en rigtig blogger:

Men Neutral prikkede faktisk til noget, jeg har tænkt længe over. Parfume. Jeg er ikke allergisk over for noget i hele verden, og jeg lever derefter. Smører alt, der dufter godt på min hud, sprøjter parfume på huden i stedet for tøjet/håret, køber øreringe på kræmmermarkeder og spiser, hvad jeg har lyst til.

Måske endda lidt trodsigt. Som for at vise alle helsefreaksne, at man kan altså sagtens bruge denne her shampoo eller denne creme. Har flere veninder, der sværger til derma, änglamark, neutral og den slags. Men det eneste minde, jeg har om neutral fra min barndom, er en shampoo, der ikke ville skumme. Shampooens udgave af zendium-tandpasta. Og måsker BEHØVES en shampoo ikke skumme for at rense håret, men når jeg nu gerne vil HAVE skum?

Hvoromalting er. Neutral sendte mig kassen for at gøre opmærksom på, at de har en ny app. Som skal hjælpe dig med at holde styr på dagen og vejen. Du kan jo tjekke den ud, hvis du er nysgerrig. Der skulle både være noget for ham, hende og børnene at komme efter.

Jeg derimod har brugt mere energi på produkterne. Showergel, vaskeklude og hamphandske bliver jeg altid glad for. Også selvom jeg ikke kan tage mig sammen til at rense mit ansigt hver morgen og hver aften som Neutral anbefaler.

Make up-fjerner servietterne fik min veninde Pernille. Jeg kan ikke arbejde med sådanne- Har prøvet for, og hvor ironisk det end lyder, fik minirisk-servietter mig til at slå ud om øjnene. Desuden har jeg tit så meget make up på, at man ville skulle bruge 1000. Men Pernille bruge oftest kun lidt mascara, og hun elsker servietterne. Siger, de får hendes ansigt til at føles rent og ikke bare smurt ind i noget nyt…

Cremen elsker jeg. Jeg har det med cremer som med shampoo – skal helst have en tre stykker at veksle imellem. Så er min hud og jeg gladest. Denne er et fint supplement til min Biotherm og Bodyshop. Især lige inden sengetid, hvor det er rart at arme og ben ikke holder en vågen, fordi de skal dufte af et eller andet.

Babyolie elsker jeg også. Smører det på efter badet, mens jeg stadig er våd og tørrer mig bagefter. Især godt nu, hvor vinterblege (og tørre) skinneben skal lukkes ud i lyset.

Men altså. Det er den app dér, som Neutral gerne vil skabe opmærksomhed om. Du må selv søge på den i din store eller butik, for jeg afslører ikke noget. Men jeg er grumme glad for gaven, og måske vil jeg begynde at holde lidt mere øje med, hvad der er i mine produkter?

Min vigtigste begivenhed i dag skete klokken 11.

Jeg fik mit tredje og sidste HPV-stik og selvom min arm er øm, og jeg var nødt til at klynke lidt nede ved lægen, er jeg lykkelig.

Og jeg synes ligesom, jeg bliver nødt til at nævne det, med den debat der har været på det sidste om, at vaccinen måske ikke er alt det, den er made up to be.

For helt ærligt – tror i, staten havde betalt for at så mange kunne få den, hvis den ikke kan bruges til noget?

Vaccinen er ikke perfekt. Den er ny, og som med al anden medicinsk forskning, kan den blive bedre, mere effektiv og billigere.

Men den er vigtig. Da de første forsøg med vaccine mod Human Papillomavirus blev udført, kendte man fem variationer af virusset, som forskerne bekæmpede, det bedste de kunne. Sidst jeg læste op på emnet bekæmpede man 12 forskellige. Jeg ved ikke, hvad tallet er i dag.

Og der kan sagtens være flere. Der findes et hav af vira, og det er ikke alle vi kender. Det er heller ikke alle, der gør dig syg. Men enkelte HPV-vira giver kønsvorter og kræft.

Vaccinen kan så godt som udrydde kønsvorterne, men det er jo i virkeligheden ikke dem, det handler om. Der må du tage dig sammen og bruge kondom. Danske unge er IGEN i år den gruppe, der oftest dyrker ubeskyttet sex med folk de ikke kender eller har som fast partner. 3 ud af 10 gør det jævnligt. Og når man behandler underlivet som en losseplads, ja, så er der før eller siden nogen, der læsser skrald af på den.

Som sagt kan der stadig være kræftfremkaldende variationer af virusset, som vi ikke kender til. Det kan også være, at vaccinen ikke holder for evigt, for den er så ny, at vi stadig ikke kender den langvarige effekt.

Men når jeg tænker på de tre veninder, jeg har, som har skullet igennem celleforandringer. Celler i deres underliv, der opfører sig forkert og formerer sig på en måde, så det er tydeligt, at de med tiden vil udvikle sig til kræft.

Og når de piger skal undersøges igen og igen. Og til sidst skal have brændt den del af deres livmoderhals væk, hvor celleforandringerne sidder. Med deres fertilitet at risk. Ved bevidsthed, hvor man kan lugte det brændte kød. Med risiko for at deres underliv pludselig føles som en fremmed, der har invaderet kroppen og slet, slet ikke som noget, man bruger til intimitet og sex.

Når jeg tænker på dem, så ved jeg, at det er vigtigt, at så mange som muligt lader sig vaccinere.

Vi har nok sygdom i verden. Vi har nok død og kræft. Vi har nok kvinder, der væmmes ved deres egne kroppe og vi har nok komplekser og sorger i livet – helt uden Human Papillomavirus.

Skulle vi så ikke blive enige om, at der ikke er nogen grund til at lukke den ind i vores liv, hvis vi kan slippe? Hvis en vaccine kan gøre det så meget sværere for den at ødelægge vores veninder, mødre, søstre?

Omkring 370 kvinder hvert år får livmoderhalskræft. Halvdelen er under 45.

Du skylder dig selv at få det stik. Eller købe det. For jeg tror vitterligt på, at det er tre stik for livet.