Skal smilet være så svært?

Der findes flere forskellige slags mennesker på gaden i København, end jeg har energi til at dissekere. De fleste har travlt, og dem der ikke har travlt har stadig et formål. Vi er notorisk dårlige til at vandre formålsløst omkring uden at være på udkig efter andet, end hvad vi snubler over på turen.

Selv kærestepar hånd i hånd har en planlagt rute hjemmefra, og de eneste hipstere, der kan finde på at dreje uoverlagt til venstre ind på en kirkegård, er dem, der oplever livet igennem en linse for at forevige deres urbane oplevelsesvandring.

Altså, jeg peger ikke kun fingre her. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst bevægede mig uden for en dør uden et klart defineret mål. En aftale, der skulle holdes eller en fakta, der skulle nedlægges.

Men når det så er sagt, så bliver folk så sært tunnelsynede, når de skal nå noget. Lige meget hvad. Og lige dér møder jeg den særeste Københavner-vane, jeg endnu har observeret. For de smiler ikke igen.

Jeg véd godt, at min nordfynske opvækst skinner igennem i min insisteren på at smile til folk på min vej. Men i skal bare vide, at hjemme i forældrenes andedam, der hilser jeg. På alle. Også på folk, jeg ikke ved, hvad hedder og de seneste par år på et stigende antal tilflyttere, som heller ikke aner, hvem jeg er. I bil vinker vi til hinanden. Mændene hæver to fingre fra rettet og tænker “Howdy”. Damerne kan godt være lidt mere ivrige i deres rystelser. Langt de fleste hilser blot på den bil, jeg kommer kørende i. De ved, om det er min mors eller fars og hilser så på den person, der plejer at sidde indeni. Og hvem er jeg at negligere at hilse tilbage?

Derfor mener jeg, at det er en meget flot begrænsning af kontaktsøgning, at jeg nøjes med at smile til Københavnerne.

Det går bedst, når jeg passerer busstoppesteder. Folk der står og venter er ramt af så tilpas meget formålsløshed, at de sommetider kigger på verden omkring sig. Altså, dem der ikke glor ned i deres telefoner. Ligesom fodgængere, cyklister og bilister, der har klistret deres smart phone til den ene hånd ikke ser en skid. Her er problemet ikke, at de misser mit smil – den er nok nærmere, at de misser deres egen rolle i trafikken. Jeg får altid lidt lyst til at cykle tæt på og råbe et eller andet obskurt ind i øret på dem på cykel. Bare lige for at bringe dem tilbage til virkeligheden. Indtil videre har jeg dog kunnet holde mig i skindet.

Smilet kan også være så heldig at møde genspejling, når jeg passerer pauserende vejarbejdere, ældre mennesker, børn og hjemløse.

Men mødre med barnevogne, bilister, der holder for rødt og andre cyklister kan det næsten ikke betale sig at smile til.

Og her er det, jeg bliver trist. For det rykker virkelig noget i mig. At smile til folk og få et smil tilbage. Jeg kan se, at det også gør noget ved dem. Den milde overraskelse efterfulgt at et helt uforbeholdent smil er simpelthen så flot. Alle mennesker bliver kønnere af det. Jeg selv bliver mere grundglad. Hvilket kommer alle andre jeg skal interagere med resten af dagen til gode. Alligevel er det så svært at få det frem i målrettetheden, travlheden og dage uden høj solskin.

Så jeg bebrejder vores evige på-vej-videre-mentalitet, at jeg ikke kan fange Københavnerne på det ben, hvor de smiler igen. Måske ville vi smile mere, hvis vi var lidt mindre på vej? Eller også er det noget, man skal være fra landet for at forstå. Hvad ved jeg?11428003_10152879493420382_6235637560821777156_n

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Nåmn, hvad læser cool kids disse dage?

Jeg lider af ude af øje, ude af sind-syndrom, når jeg ikke blogger.

Det vil sige, at – ud over de blogs jeg har præsteret at følge på sociale medier – jeg ikke læser nogen blogs, når jeg ikke selv blogger. Jeg glemmer at tjekke min Bloglovin’, jeg finder ikke nyt guld for jeg ser ikke andres blogrolls og så fremdeles. Derfor kom jeg også tilbage til en halvdød blogroll selv, for nogle er flyttet, nogle er stoppet, nogle har lukket for ikke-inviterede læsere (Hrmf!) og nogle er måske ikke så sjove mere, som de var engang.

Jeg har derfor halveret min blogroll, og mangler nu inspiration.

Hvad er jeg gået glip af? Hvor SKAL jeg kigge forbi henne? Og nej, jeg er stadig ikke til alt for mange babyer eller krea-diy-universet. Jeg er til liv og tanker, sjovhed og tristhed og gifs – for helvede hvor er jeg til gifs.

Kom så, spill it!

Farmor byebye

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.

Kontrasternes land

Efter en hel uge af min allerbedste opførsel, kompenserer jeg lidt i disse dage.

Good girl-genet i mig, sikrede, at jeg holdt om alle, der græd ved farmors bisættelse. Selv med tårerne trillende en af gangen i slowmotion ned ad mine kinder, aede jeg min bror på ryggen. Klemte min far om skuldrene. Nussede mine fætres kærester. Mens jeg legede tapper. For hvad? For hvem? For ikke at tude i en kirke ved en kiste?

Überkærligheden til veninde-P fik mig frisk og frejdig til at hoppe op fredag nat og stikke Max hans sut, da han gav lyd. Og jeg frydede mig over at kunne hjælpe med make-up, vimsede og vamsede rundt som en hund med græs i røven i kirken, for at tage de rigtige billeder, og småløb frem og tilbage ved receptionen for lige at koordinere taler, sange og fotos med køkken, brud og gæster – helst samtidig. Fordi jeg havde glædet mig til at hjælpe til – og fordi det hele bare skal føles let og dejligt for brudeparret på dagen.

Søndag kastede jeg op i god ro og orden, uden hotelpersonalet opdagede det. Jeg opgav at spise morgenmad og krammede farvel i min elendighed.

Mandag skældte jeg i ramme alvor hele min arbejdsplads ud for at se narkocykling. Som jeg valgte at kalde Tour de France. Gentagne gange. Til trods for, at jeg umuligt kunne interessere mig mindre for touren, skulle der lige hældes lidt galde ud på kollegerne, da en af dem fik den fikse idé at skrue op.

Senere sov jeg til middag og insisterede på, at den Sunde og Raske skulle handle. I dag har jeg skrevet til ham, at vi spiser is til aftensmad, med mindre han gør noget andet.

Verden giver mening igen.

Syndernes forladelse og bloggens evige liv

Sidste uge tog pippet fra mig.

På syv dage befandt jeg mig tre gange i en kirke.

Første gang for at være med til at døbe Marco. Min venindes lille søn. Og jeg tænkte: “Gud, hvor burde jeg blogge om at være nået den alder, hvor ens veninder får børn.” Og man ikke længere hader det, men vil gøre alt for at beholde de damer i sit liv, der har fået børn. Med alt hvad det indebærer af ture i babybassinet i svømmehallen og overnatninger på sofaer. Der er så mange følelser forbundet med den udvikling.

Straks efter gik min farmor bort. 90 år gammel. Uden drama eller voldsomheder, blev hun indlagt på intensiv og kom i respirator fordi lungerne ikke kunne mere. Vi kom og sagde farvel og så døde hun. Og jeg tænkte “Gud, hvor burde jeg blogge om at miste”. Om at være 28 og miste for første gang i sit liv. Om hvor sørgeligt det er, selvom det er det rigtige. Og om, hvor forvirrende følelsen af at miste er, når jeg nu godt ved, at det var det rette for min elskede farmor.

To dage efter min farmor bisættelse, befandt jeg mig i en kirke igen, hvor en af mine bedste og ældste veninder sagde ja til den mand, jeg præsenterede hende for for otte år siden. Og jeg tænkte “Jeg burde blogge om, hvor meget jeg elsker bryllupper”. Og om, hvor tjekket jeg føler mig, når jeg både står for brudens make up, bryllupsfotografierne og lige er toastmaster for hele herligheden. Jeg burde hylde det at danse en hel sommernat væk og til sidst brokke mig over, hvordan det er at have tømmermænd i 30 grader.

Jeg lader tit være med at skrive herinde i flere måneder af gangen, fordi jeg er af den klare overbevisning, at jeg skal have noget på hjerte for, at det er værd at læse. For at jeg er stolt af det, jeg skriver. Med den sidste uges følelsesrutsjetur, mit livs første tab og mine to kære, kære veninders store dage, så har jeg pludselig mærket de der følelser igen. Og nu tror jeg, at jeg har lidt på hjerte – i hvert fald for en stund. Så vi snakkes ved, ik?

På en dag som i dag

På en dag som i dag,

hvor solen endelig slår igennem som Jon Bon Jovi i slutfirserne

hvor hipsterne ligger i lag på Dronning Louises Bro, og sipper øl, mens jeg trisser forbi

hvor jeg helt uforvarende kommer til at forære 70 kroner væk til hjemløse langs vejen

hvor underboen børster grillen af og branker årets første hvidløgsflute

hvor jeg havner på altanen i farvestrålene klæd ud-tøj med en lille, uforklarlig hvidvinsbrandert i blodet

hvor selv emoerne smiler igen, når jeg trasker forbi i sandaler og uden jakke på

hvor skyggen forsøger at insistere på kulde, men alle ignorerer den

hvor den Sunde og Raske lige hyggeløber 10 kilometer, fordi vejret er dejligt

hvor fædrene forvirrer sig ud på græsset i gården med ungerne og sparker rustent til suttede fodbolde

hvor man lige ser sig i spejlet med siden til og tænker “Uuups, tak for påskefrokost”

hvor ankler og arme luftes og blænder alt og alle

hvor en sten i sandalen næsten fælder mig, fordi de vinterbløde fødder ikke har mærket natur i månedsvis

hvor de sidste sørgelige paprester fra nytåret ligger udsmattet i det kun næsten grønne forårsgræs, mens jeg sjapper over plænen

hvor København vågner. Sådan rigtigt

hvor januar, vinter, mørke og pisvinden fra i forgårs er glemt og gemt væk som en islandsk saga, der aldrig havde noget med os at gøre

så elsker jeg fandme at være dansker…

‘Vi’ er ordet – tyg lidt på det

Den eneste universelle sandhed, jeg tror på, er, at jo mere du lærer og forstår, jo mere bør du indse, at du intet ved.

Det er fælles for alle. Du har ikke svaret. Men din indsigt kan være en del af løsningen. Vores løsning.

Jeg er træt af os og dem. Træt af jøder mod muslimer, danskere mod indvandrere, lærere mod skoler, forældre mod barnløse, blå mod rød, chefer mod ansatte, velstand mod velfærd.

Hvor blev vi af?

Tak til Finn

Carsten Bjørnlund vækkede noget i mig i dag.

Og jeg vil egentlig gerne sige tak til Finn, som tog sig af vores uddannelsessamtaler i 8. klasse, selvom han ikke underviste klassen i det daglige og kendte uendeligt lidt til vores evner, drømme og personligheder.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, jeg var følsom.

Jeg skulle medbringe et stykke papir til samtalen. På det skulle stå, hvad jeg allerhelst ville være i hele verden.

‘Journalist eller naturfotograf’ stod der på mit.

‘Men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Jeg gentog min fars ord: ‘Nogen skal det jo lykkes for.’

‘Ja, men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Så var der stille lidt. Så klukkede Finn og fik et glimt i øjet.

‘Men vi mangler altid rengøringsdamer her på skolen. Det kan du jo blive, hvis det ikke lykkes.’

Jeg tror, jeg er enig med Carsten i, at de voksne mennesker skal gøre sig bevidst om, hvor stort et indtryk deres autoritære ord kan få på sind, de hverken kender eller forstår.

Jeg er faktisk stadig sur.