12 lektier, juli 2016

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

12 lektier, juni 2016

I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.

Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.

På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.

Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.

12 lektier, maj 2016

I maj lærte jeg, at ting, der er slut, skal slutte før eller siden.

Vi lavede stadig planer sammen, spiste sammen, fik en burger i ny og næ. Så en film på min gamle sofa i den lejlighed, der nu kun var hans. Han kom og sov på Christianshavn i en weekend, fordi hans lejlighed var udlejet til AirBnb. Men da jeg satte hans telefon i opladeren for ham, og en ny besked på hans Tinder poppede op, stod det klart. Han skulle jo ikke være her. Hos mig. Vi skulle ikke trække ting i langdrag. Jeg vidste godt, han var på Tinder og deslige. Det var ikke det. Det var mere det, at der ikke var nogen som helst grund i hele solsystemet, galaksen eller universet til, at jeg skulle konfronteres med det. Jeg gjorde det ved mig selv ved at fortsætte med at have ham i mit liv på en måde, der var mere end godt var. Det måtte stoppe.

Jeg vidste også, det måtte stoppe, da han løb et marathon og jeg stod på sidelinjen og heppede, som jeg havde gjort år efter år i forskellige byer, da vi var kærester. Jeg vinkede og heppede og havde ekstra vand med og en snickers, og jeg støttede hans vabelømme krop tilbage til cyklen, roste ham, krammede ham, og så satte han sig op på cyklen og kørte hjem, og jeg gik den anden vej hjem med forræderiske tårer løbende ned ad kinderne over noget, jeg ikke kunne sætte ord på, men som var uendeligt trist.

Så da jeg rykkede fra min tidsbegrænsese fremleje på Christianshavn ind til to fremmede mænd, tog jeg i IKEA.

Her købte jeg en ny seng. Nye madrasser. Nye dyner og puder og nyt sengetøj. Jeg besluttede, at han aldrig skulle op i den seng og det sengetøj. Det var mit. Ubesmittet af min fortid.

Nå ja, og så mødte jeg Rick Astley. Det var også en slags højdepunkt.

12 lektier, april 2016

I april blev jeg fuld på Nørrebro, og det virkede nemt og godt og trygt at tage hjem til ham og sove. Ingen hanky panky. Tryghed og tosomhed til mine tømmermænd.

Jeg passede mit job, satte ring om vigtige møder, overstregede gode eller dårlige passager. Jeg tog til messer.

Jeg fik en næsepiercing efter flere års drømmerier. Bestemte mig for ikke at være så bange for alting. Jeg ville gerne gøre lidt flere dumme ting, bare fordi jeg havde lyst. Så jeg tog til Paris med to damer og brugte alle mine penge på ost og vin og sminke. Det var en mageløs beslutning.

Samtidig løb mit lejemål snart ud, og jeg opdagede, at jeg ikke anede, hvad jeg ville. Hvor jeg ville bo. Hvor længe. Men hvor mange eller alene. Jeg antog, at alene ville være bedst. Jeg orkede ikke at sælge mig selv. Så min pariser-veninde gjorde arbejdet for mig og fremskaffede to unge mænd i hendes bekendtskabskreds, der ledte efter en kvindelig roommate. Jeg tog derhen en mandag, de serverede lasagne. Bagefter skrev de, at jeg gerne måtte flytte ind. Nanna insisterede på, at jeg gjorde det. Så det gjorde jeg. Sagde ja. Uden at kende dem, jeg vidste knap, hvad værelset kostede. Måske var det dumt, men det var en chance jeg tog.

I april begyndte jeg at tage chancer.

 

12 lektier, marts 2016

I marts lærte jeg, at man godt kan proppe 15 mennesker, uendelige mængder hotdogs og en temmelig sjusket omgang med ”rygning ud af vinduet” sammen i en etværelses lejlighed og bare feste igennem.

Ingen tårer over det der var. Lutter gode mennesker, som er. Og helt ærligt, ingen grund til at tale udenom, når folk spurgte. For en del af dem havde set det komme længe. På den måde hvor man ser det gå skævt for en veninde, men man siger ikke noget. Man lytter til sin ven og vejleder blidt og rådgiver vagt, men viser forståelse og medfølelse uden nogensinde at anklage hårdere end hun selv. For sætter man det for hårdt op – hårdere end hun er klar til at høre – så er det dig som ven, der ryger for en stund. Det er hun nødt til. Hun er nødt til at afvise dig, så længe hun ikke selv er klar til hele sandheden.  Balancen mellem hvornår du skal ae hende med hårene og lade hende regne det ud selv, og hvornår du skal ryste hende og sige; ”kan du ikke set det kvindemenneske?” bliver tydeligere med årene. Du kommer ikke lige så tit til at snitte dig ud af en venindes fortrolighed. Og hun er ikke lige så ofte nødt til at komme luskende tilbage med halen mellem benene, når hun endelig har gjort det forbi, mens hun frygter, at du står klar med et ”hvad sagde jeg?” og ikke de åbne arme, hun har brug for.

I marts lærte jeg, at mine veninder havde set det for længe siden, og de havde alle som en slået ring om mig og beskyttet mig fra deres sandheder, indtil jeg var klar til at høre dem.

Jeg lærte også, at mens man ikke er en skid for sig selv i den tid, så kan man stadig godt være noget for andre. Faktisk kan man være så meget, at man bliver indstillet til en pris for at være så god til at være nogle for andre. Og man kan få den pris og være jublende lykkelig. Og alligevel være nødt til at ringe og sige det til ham, fordi han i fem år var den, man allerførst ville fortælle de vigtige ting.

12 lektier, februar 2016

I februar lærte jeg, at det dælme ikke skal hedde sig.

Var det forbi? Ja. Havde vi sagt det højt? Nej. Jeg købte ham en skjorte, som kostede mere, end jeg nogensinde ville give for tøj til mig selv, til hans fødselsdag, og tænkte fandme i ramme alvor, at nu kunne vi lige få hans og min fødselsdag overstået, og så kunne vi se på det. Så jeg ikke kom med dårlig stemning oven i vores fødselsdage. For det ville jo være helt horribelt.

Midt imellem, at han fyldte år og jeg fyldte år, cyklede jeg hjem til ham på en hverdagsaften, satte mig i den røde sofa, jeg havde købt, da jeg flyttede hjemmefra for 10 år siden, sænkede skuldrene men løftede blikket og sagde til ham ”jeg tror, det var det”. Han sagde mig ikke imod. Så græd jeg lidt. Det gjorde han ikke. Vi havde da kæmpet. Fem år havde vi jo været sammen. Så det skal ikke hedde sig, at man bare pakker sine ting og skrider.

Nej, det skal da ikke hedde sig.

Jeg kørte tilbage til min fremlejede lejlighed. Tårerne løb igen, men det var mørkt så who cares? Jeg ringede til Nanna og røg cigaretter ude på gaden i stedet for at gå op i den lejlighed, jeg nu skulle bo i i fem måneder uden nogen intention om at flytte tilbage til ham, når tiden var gået.

12 lektier, januar 2016

I januar lærte jeg, at det måske ikke var meningen, at vores tid hver for sig skulle udmunde sig i, at vi fandt sammen igen. Kærester var vi stadig, men i den måned jeg nu havde henslæbt på min venindes gæsteværelse, var de første store snakke – de lovende samtaler, hvor jeg pludselig kunne genkende hans sjæl – forsvundet igen.

Tilbage var taknemmeligheden over at være nået en alder, hvor ens veninder har købt lejligheder med et gæsteværelse. Det er fandme voksent.

Tilbage var en tiltagende, ikke længere særligt snigende fornemmelse af, at det her førte ingen steder hen.

Tilbage var et fuldstændigt sammenbrud over en aftale, som blev flyttet på dagen. Jeg fik sms’en i fitnesscenteret om, at han var på kundebesøg og ikke kunne nå tilbage til vores aftalte tid, og benene eksede under mig og jeg vraltede ned fra what ever the fuck for en maskine, jeg stod på, og jeg satte mig på min cykel og mine ben rystede under mig, mens jeg prøvede at træde lortet i gang i tredjegear og store, fede afslørende tårer begyndte at strømme varmt ned ad kinderne på mig, mens en bitter smag af tilbageholdt hulk svulmede op bagerst i mit svælg og jeg sank og jeg sank, og jeg sank hele vejen hjem til Rikkes lejlighed.

Da jeg smækkede døren bag mig faldt jeg omkuld op ad den, med hånden stadig krampagtigt lukket om håndtaget. Alle de grimme hulk kom ud. Den grimme gråd. Den fuldstændigt ustyrlige gråd. Gråden der godt ved, at skibet ikke bare er sejlet, men faktisk er i Bogotá efterhånden. Gestussen var lille. Den var at vælge mig fra, give sen besked og gøre det på et kritisk tidspunkt, hvor jeg fandme var flyttet ud for at råbe ham op. For at få nærvær og blive prioriteret.

Da han lidt efter skrev, at besøget var slut og han godt kunne nå vores aftale alligevel, var det hele lidt lige meget. Noget i mig var bristet. Det gjorde ingen forskel, om han kom eller ej. Måske kunne han godt mærke det. Det blev i hvert fald vigtigt for ham at komme og understrege, hvor dum hele situationen var, når han nu alligevel havde tid til mig. Jeg kan ikke huske noget fra den aften sammen.

Date op!

Reglerne burde være rimelig klare, også selv om Tinder tilbyder muligheden for at synke i jorden og aldrig give lyd fra dig igen både før, under og efter første date. Eller anden. Eller tredje.

Men fordi jeg selv og flere andre veninder har opfanget en vis laissez faire i hele det her dating-halløj. Og til en vis grad er det jo også tomme kalorier og gratis omgange at sidde og feje til højre og venstre, mens man afviser en gudesmuk mand fordi ‘han har flyveører’, samtidig med man fisker en chips op mellem brysterne og tørrer fingrene af i bukser/dyne/trøje. (Tænkt eksempel naturligvis).

Men tillad mig alligevel at ridse et par såreenkle spilleregler op, som du skal følge – mand som kvinde – for at det bliver meget sjovere for os alle sammen at gå lidt galt i byen i jagten på den næste eneste ene.

A) Du behøves ikke vide, hvad du leder efter på Tinder, men hvis du gør, så vær ærlig.

Det skinner alligevel snart igennem, hvis du under forstillelse af interesseret samtale helst vil vide, om jeg kan lide at få den i røven. Og faktisk virker du mindre vulgær og frastødende, hvis du melder klart ud fra starten. Givet, det koster en del højreswipes, der forsvinder med det samme, men dem mister du alligevel, hvis du forsøger at luske et knald ind i en samtale, der startede som en mulig date. Vil du knalde, så må du finde nogen, som gider knalde. Vil du date, så må du finde nogen, som gider date. Vil du KUN mødes, hvis modparten også er på udkig efter en livspartner, så sig det. Det er også ok, hvis du ikke aner det. Men så kan du ikke blive så overrasket over at andre forsøger at trække deres egne Tinder-planer ned over dig. De gør blot, hvad de kan, for at i skal passe sammen.

B) Hvis du fortryder en aftale, så skal du melde afbud, så snart du ved det.

Og her mener jeg ikke, at du sletter matchet eller undlader at skrive eller svare på beskeder hele dagen op til. I har jo trods alt kommunikeret nok til, at der er blevet lavet en aftale, og den mængde udvekslede bytes skal du honorere ved at takke pænt nej, hvis du ikke har lyst til at møde op. Du skal skrive en besked. Jeg har forfattet en standardbesked, du må låne:

“Hej X. Jeg har fået kolde fødder og har ikke lyst til at mødes alligevel. Det håber jeg, du forstår. Kh Y”.

Send den. Og vid, at det er lige så nemt som at slette eller synke i jorden, men et reelt afbud tjener to formål: Du får bedre karma i det store hele, OG du lærer med tiden ikke at indgå aftaler, som du kun halvt (eller måske slet ikke) har tænkt dig at holde. For det gør vi alle på et tidspunkt. Laver en aftale, som vi inderst inde godt ved, aldrig kommer til at ske.

Men det er fladt, for det er meganederen for alle at gå på en første date. Det er træls at vælge tøj. Det er træls at lægge makeup. Det er træls at skulle gentage over for sig selv 1900 gange, at man bare skal være sig selv for så at opdage, at man ikke længere har en aftale. Den er nemlig pist forsvundet uden et ord.

C) Det betyder også, at hvis du har en aftale – så holder du den aftalte aftale.

Du fortjener et bygkorn, hvis du gør et allerede fastlagt møde til en tids-sudoku. Har man aftalt at mødes tirsdag klokken 19, så er det der, i ses. Skriver du på dagen og vil rykke tiden, dagen, stedet eller noget andet, så skal der fandme følge en god grund med.

For vi behandler andres tid, som om den ikke betyder noget, når vi rykker, aflyser, maser og forventer, at modparten er klar torsdag i stedet for. Hvis du ikke gider prioritere jeres første møde, sender du også et ret tydeligt signal om, hvor vigtig man skal forvente at være, hvis mødet går godt. Så pick a date. Keep it. Det er faktisk lidt som med træning – det kræver noget mental energi at holde en aftale med sig selv. Og der er altid 3 ting hver dag, man kan lave. Vælg at gå på den date, du har aftalt.

D) Skriv tak for sidst, også hvis det bliver jeres sidste “sidst”.

Så er man nemlig ude over det. Så er den skid slået. Så kan alle smøge ærmerne op og komme videre. Igen har jeg forfattet en standard, du må læne dig op af så meget, som du lyster:

“Hej X. Tak for i går, det var rart at møde dig, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at lede videre. Hav det godt. Y”

Get it done.

Jeg tror, at kvinder og mænd er lige slemme med dette. Jeg hører kun om mændene, så hvis du er mand og har noget at tilføje, hører jeg gerne fra dig. Og del så lige det her med en mand, du kender på Tinder. Hvis du gør det, så lover jeg at forfatte tre trin til en sikker succes på første date. (Altså daten, jeg kan ikke tage ansvar for hvis en af parterne er en spade).