På en dag som i dag

På en dag som i dag,

hvor solen endelig slår igennem som Jon Bon Jovi i slutfirserne

hvor hipsterne ligger i lag på Dronning Louises Bro, og sipper øl, mens jeg trisser forbi

hvor jeg helt uforvarende kommer til at forære 70 kroner væk til hjemløse langs vejen

hvor underboen børster grillen af og branker årets første hvidløgsflute

hvor jeg havner på altanen i farvestrålene klæd ud-tøj med en lille, uforklarlig hvidvinsbrandert i blodet

hvor selv emoerne smiler igen, når jeg trasker forbi i sandaler og uden jakke på

hvor skyggen forsøger at insistere på kulde, men alle ignorerer den

hvor den Sunde og Raske lige hyggeløber 10 kilometer, fordi vejret er dejligt

hvor fædrene forvirrer sig ud på græsset i gården med ungerne og sparker rustent til suttede fodbolde

hvor man lige ser sig i spejlet med siden til og tænker “Uuups, tak for påskefrokost”

hvor ankler og arme luftes og blænder alt og alle

hvor en sten i sandalen næsten fælder mig, fordi de vinterbløde fødder ikke har mærket natur i månedsvis

hvor de sidste sørgelige paprester fra nytåret ligger udsmattet i det kun næsten grønne forårsgræs, mens jeg sjapper over plænen

hvor København vågner. Sådan rigtigt

hvor januar, vinter, mørke og pisvinden fra i forgårs er glemt og gemt væk som en islandsk saga, der aldrig havde noget med os at gøre

så elsker jeg fandme at være dansker…

‘Vi’ er ordet – tyg lidt på det

Den eneste universelle sandhed, jeg tror på, er, at jo mere du lærer og forstår, jo mere bør du indse, at du intet ved.

Det er fælles for alle. Du har ikke svaret. Men din indsigt kan være en del af løsningen. Vores løsning.

Jeg er træt af os og dem. Træt af jøder mod muslimer, danskere mod indvandrere, lærere mod skoler, forældre mod barnløse, blå mod rød, chefer mod ansatte, velstand mod velfærd.

Hvor blev vi af?

Tak til Finn

Carsten Bjørnlund vækkede noget i mig i dag.

Og jeg vil egentlig gerne sige tak til Finn, som tog sig af vores uddannelsessamtaler i 8. klasse, selvom han ikke underviste klassen i det daglige og kendte uendeligt lidt til vores evner, drømme og personligheder.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, jeg var følsom.

Jeg skulle medbringe et stykke papir til samtalen. På det skulle stå, hvad jeg allerhelst ville være i hele verden.

‘Journalist eller naturfotograf’ stod der på mit.

‘Men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Jeg gentog min fars ord: ‘Nogen skal det jo lykkes for.’

‘Ja, men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Så var der stille lidt. Så klukkede Finn og fik et glimt i øjet.

‘Men vi mangler altid rengøringsdamer her på skolen. Det kan du jo blive, hvis det ikke lykkes.’

Jeg tror, jeg er enig med Carsten i, at de voksne mennesker skal gøre sig bevidst om, hvor stort et indtryk deres autoritære ord kan få på sind, de hverken kender eller forstår.

Jeg er faktisk stadig sur.

Komma

Jeg tror altså, at jeg må sætte på stand by for nu.

Den lurer i baghovedet. Bloggen. Med gamle drømme. Idéer som kræver arbejde og passion og tanker som kræver energi at formidle. Der kommer bare ikke noget ud.

I stedet for at have konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mest af alt jer, der så trofast og standhaftigt klikker forbi og kigger efter nyt, tror jeg, at det er på tide at sætte et pausekomma.

Du kan stadig følge med i glimt og tanker – på instagram hedder jeg såmænd også Trixyworld.

Ikke et punktum. For guds skyld ikke et punktum, håber jeg.

Men for nu

komma

Ordbølger

Jeg skribler i disse dage. Med de der gode kuglepenne, jeg har stjålet. På blokke. Bagsider af bon’er. Nogle gange på mit ben.

Frygten for ikke at notere en tanke når den kommer til mig er altoverskyggende. Hver aften står jeg op igen og skriver de tanker ned, der kommer til mig, lige inden jeg falder i søvn. Hvad skal de også dukke op der for? Det er ikke altid, de giver mening næste morgen.

Jeg vil også meget gerne skrive her. Meget. Mest for min egen skyld lige nu. Fordi ord avler ord for mig. Og jeg skal finde ord til den bachelor, jeg skal til at skrive. Og jeg skal have ryddet ud i talesproget, som hører til her og ikke i journalistikken. Og hvordan kan jeg rydde bedre ud i talesproget end ved at bruge det her? Med jer? Jeg tweeter også mere end jeg har gjort i månedsvis. Det er nok mere konsekvensen af at sidde ved en skærm mange timer hver dag for første gang i år og konstant have brug for overspringshandlinger, der er så små, at jeg ikke pludselig står og afkalker bruseren eller bager gryde-brød. De skal være der. Åbenbart. Men de skal være hurtigt overstået. Det her er faktisk også en overspringshandling. Komplet, uden tanke og vinkel. Bare mig der småsludrer med mig selv igen. Det må i bære over med.

Vi kan jo håbe – alle sammen – at der kommer en bølge af bedre ord, når jeg kommer længere ind i den opgave. At niveauet her stiger i takt med, at jeg forhåbentlig finder en fast idé, en vinkel, skriver en synopsis. Alt det der opgave-noget. Men ind til da…

Siden sidst

…Er jeg flyttet tilbage til Danmark

…Har jeg tilmeldt mig en bachelor

…Har jeg lært at surfe

…Er jeg rejst til Bali,

hvor jeg har kastet op ud over rælingen på en speedbåd i et anfald af min første søsyge. (Du skulle have set de bølger).

…Har jeg set en haj. Sådan en rigtig en. I vandet. Mens jeg også var i det. Vandet, altså.

…Har jeg efter tre år uden endelig fået sat meder under sengen igen

Og jeg har vasket altanen for første gang nogensinde.

…Har jeg fået kulør. Sådan rigtig sommerkulør for første gang i mange år.

…Har jeg lært at nyde at være alene.

…Er alle mine sko døde eller blevet væk. Har du set mine sneakers? Mine sorte støvler? Nej? Hvor fanden er de henne? (Forsvundne kasser, som spansk postvæsen aldrig rigtig fik sendt ud af landet, viste sig at være svaret. Godt de var forsikrede. Not.)

…Har jeg tænkt absolut zero tanker om, hvad jeg vil med bloggen. Så vi er stadig blanke. Sorry.

Penneven

Det skulle nok have været et fødselsdagsforsæt på linje med ikke at drikke mælk af kartonen hos andre mennesker. Altså det der med, at jeg skal stoppe med at stjæle kuglepenne.

Helst stjæler jeg dem ikke. Jeg bytter. Og misforstå mig ikke, jeg bytter kun, hvis din er bedre. Så fisker jeg en op fra tasken, som måske klatter lidt eller synger på sidste vers. Eller endnu vigtigere – en som ikke har givet mig gode idéer og ord.

Der sker noget, når jeg første gang skriver med en kuglepen. Der er ikke en bestemt slags, jeg foretrækker. Men nogle gange, glider de bare så rigtigt og sirligt over papiret, at jeg må eje den. Fordi ordene siver og danser, og jeg tænker, at der måske gemmer sig nogle helt fantastiske ord til mig i den kuglepen. Så fisker jeg en anden op af tasken og efterlader den, mens jeg tager den nyfundne med mig.

Det skete i søndags til generalforsamlingen ved mine forældres sommerhus. Ja, jeg var med, for de serverer rundstykker og kanelsnegle, inden de går til dagsordenen. Der lå en sort pilot-pen ved siden af formanden, som jeg lige lånte til at skrive en huskeseddel til mig selv. Og det kørte bare. Og jeg kom i tanker om andre ting, jeg skulle huske, mens jeg brugte den. Og min skrift lignede min skrift. Ikke et forsøg på en anden, pænere eller klogere håndskrift. Det lignede nøjagtigt mine rodede bogstaver på papiret og det gjorde mig så glad. Så jeg fiskede lige så forsigtigt min gamle blå bic op af håndtasken, mens jeg henkastet ragede den sorte ned i. Lusket. Egentlig ikke særlig pænt.

Men jeg bilder mig ind, at mine ord er vigtigere for mig, end hans er for ham. Ellers må han komme og stjæle den tilbage, når jeg er færdig med den. Lige nu gemmer jeg den. Den skal først bruges, når jeg skal begynde at tage noter til den bachelor, som starter lige om lidt. Den skal ikke spildes på regnestykker og indkøbssedler. For hvad nu hvis den er så speciel, som jeg tror?

Barcelona update #6

Ja tak til:

Hvis der ikke kommer flere biler, går du bare over for rødt. Også selvom politiet holder ved siden af. Du må godt.

En plade af den fineste, lokale chokolade koster 1,89 euro.

En kande/liter sangria til 10 euro.

Toast til morgenmad.

Havudsigt. Og hav. I byen. Jeg kan slet ikke formulere, hvor vild jeg er med vand – og med at bo lige ved det.

Telefon uden dataadgang, hvor der ikke er wifi. Desværre Facebook, blog, twitter og alle andre tendenser, som konsumerer 70% af mine vågne tid i Danmark – når jeg sidder på en café hernede, er det kun min medbragte bog og sommetider en spansk avis, der kan få min opmærksomhed.

Nej tak til:

Læsetest i skolen. Altså en skriftlig test uden hjælpemidler, som skal afgøre, om du har læst materialet, der er opgivet i faget. Det materiale, du ALDRIG læser, hvis du mundtligt er vant til at kunne tale dig ud af alting. Men som du nu skal kunne udenad – og udelukkende med de samme ord, som bogen oplyser. Ingen fortolkning eller selvstædnig tankegang her, tak.

Hunde-bæ under skosål.

Den mimik, du udvikler, når du holder op med at smile til folk på gaden og i stedet bruger de fleste timer alene i det offentlige rum på at surmule. Ikke godt for fjæset. Men helt ærligt, så lad mig da være klamme mænd.

Vand der smager af klor, får dit hår til at imitere Diana Ross i slutfirserne og dine wolford-strømper til at størkne i stedet for at tørre?

Vægge af pap. Til alle sider. Også ud til gaden.

Kærestepar der skændes på altan på den anden side af glas-skydedør, mens du sidder i stuen ved siden af. Højt. Og længe.

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203